Reaktioner & Bibliotek – Del 13 av Jönkes berättelse

Reaktioner

Siden jeg fredag aften d. 3. juni 2005 lagde Den Femte Instans ud på nettet er der sket meget. Jeg var klar over at min historie, om hvad der var foregået omkring drabssagen fra Jomfru Ane Gade, ville vække opsigt, men jeg havde ikke forestillet mig, at politiet i Aalborg ville lukke siden. For at såvel gamle som nye læsere af siden kan følge med i hvad der foregår, har jeg valgt at tilføre Den Femte Instans endnu et afsnit. På [Reaktioner] kan alle læse hvad der er sket siden Den Femte Instans blev lagt på. Afsnittet vil løbende blive opdateret når der dukker nye oplysninger op i sagen. Ikke mindst hvis jeg og mine advokater skal i retten igen og se den famøse video for tredje gang.

Fredag aften d. 3. juni var vi endelig færdige med at klargøre Den Femte Instans. Jeg var på orlov fra fængslet og det var en fornøjelse at se det nye site gå i luften, efter mere end et års arbejde. Det omfattende arbejde med at holde styr på de mange kilder og få den rigtige historie skrevet ned, havde været lige så besværligt som ved produktionen af en bog. Jeg havde selvfølgelig stået for alt det skriftlige, mens gode venner der havde mere forstand på det tekniske, havde hjulpet mig med at designe siden og lægge materialet ud på nettet.

Dagen efter befandt jeg mig på en restaurant på Dyrehavsbakken, hvor min far fejrede sin fødselsdag med familie og venner. Under middagen blev jeg ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet, der havde hørt en stor fugl synge om at jeg havde lagt min retssag ud på nettet. Jo det var ganske vist og det havde jeg blandt andet gjort for at få sat nogle ting omkring offentlighedens kendskab til sagsforløbet, på plads, samt få afklaret nogle af de misforståelser, som jeg i øvrigt mente at offentligheden havde krav på at kende til.

Søndag d. 5. juni kunne alle så læse om hjemmesiden i Ekstra Bladet. Som vanligt havde avisen ikke sparet på krudtet når det gjaldt overskrifterne: ”Jønke Lægger Mord På Internet”. Det var nu heller ikke helt ved siden af, selv om sagen ”kun” handlede om vold med døden til følge, og man ikke kunne se et klap på den video, som avisen i sin overskrift hentydede til. At jeg havde lagt videoen på nettet var naturligvis det som avisen, og senere hen andre medier, fokuserede på, men for mig var det vigtigste at få fortalt hele historien bag episoden i Jomfru Ane Gade og de efterfølgende retssager. Artiklen i EB den dag, var faktisk rimelige fair, men på et punkt var den misvisende: Jeg havde aldrig påstået, at alle vidnerne var fulde af løgn. Bortset fra hovedvidnet; havde jeg netop beskrevet vidnerne som nogle, der efter min opfattelse forklarede sig ud fra hvad de troede de havde set, og kort efter at de var blevet rystet af en brutal oplevelse.

At der var interesse for det nye site viste antallet af besøgende i de kommende dage. Der var gået cirka 1½ år fra hvor jeg havde åbnet min hjemmeside og til jeg lagde Den Femte Instans på. Tælleren på min side var gået ned flere gange, men jeg vil skyde på, at jeg op til d. 5. juni 2005 havde haft mellem 12.000 og 15.000 hits. I løbet af søndagen hvor Ekstra Bladet fortalte om Den Femte Instans fik den mere end 60.000 besøgende. Videoen, der grundet tekniske problemer med mit eget webhotel,  var linket fra en anden side, blev downloadet 51.000 gange. Den store interesse omkring siden, som alle nu kendte til, fortsatte i dagene efter. Flere end 100.000 besøgende og et væld af e-mails og kommentarer til den Femte Instans og siden i øvrigt, væltede ind gennem den elektroniske brevsprække. Enkelte læsere virkede forvirrede over hvad det egentlig var jeg ville, andre var sure over at jeg tillod mig at vise en video med et rigtigt drab, men de fleste var positive og syntes at det var i orden at jeg gav min version af sagen.

Dagen efter offentliggørelsen var der flere reaktioner fra medierne. DR Nordjylland havde taget emnet op, ligesom TV2 havde bragt et indslag om siden. Flere politikere var forargede og Ekstra Bladet havde fundet en af de sikre frem. – Jeg mener at Jønke klynker og prøver at skabe sin egen lov, men den gælder altså ikke i dansk retspleje. Peter Skaarup (DF og formand for retsudvalget red.) tilføjer: Mig bekendt fik Jønke sin sag behandlet ved to neutrale retsinstanser i byretten og ved landsretten. Han bør vide at danske domstole skal dømme objektivt og ikke lade sig påvirke af, om den tiltalte er en kendt eller en ukendt person. Det har jeg aldrig påstået, at domstolene gjorde. Det var snarere  politiet og vidnerne der lod sig påvirke af dette. Derimod mener jeg, at Landsrettens dommere lod sig påvirke af medierne og en række følelsesladet elementer omkring min person, hvilket jeg i øvrigt redegør for i Den Femte Instans.

I et forsøg på at fremstille mig som kold og kynisk, udtaler Aalborgs politimester Flemming Kjær til Ekstra Bladet den 7. juni 2005: – Jeg synes det er dybt anstødeligt og krænkende over for både den dræbtes efterladte og de vidner, der optræder på videoen… Javel ja, men jeg finder det dybt krænkende, at jeg har siddet snart fire år i fængsel for noget jeg ikke har gjort. Og som det fremgår af videoen – hvad politiet i Aalborg udmærket ved – så viser videoen på intet tidspunkt gerningsmanden bruge kniven, ligesom man heller ikke ser den afdøde blive slået ihjel. I så fald havde jeg ikke lagt videoen på! Hvad man derimod kan se på videoen er, at den dræbte indleder et uprovokeret overfald på en af mine brødre, hvorefter han og de fleste andre relevante personer for sagen, falder ud af billedet. Videoen er desuden af så ringe kvalitet, at man heller ikke kan genkende vidnerne, medmindre det er en selv. Det eneste anstødelige omkring denne video er, at politiet i sin tid misbrugte den til at få mig varetægtsfængslet og til at male et falsk billede i pressen af min gøren og laden, den aften volden fandt sted.

Torsdag d. 9. juni bliver jeg (i fængslet) ringet op af Gitte M. fra politiet i Aalborg. Hun er meget venlig og lyder forsigtig, men advarer mig om at min hjemmeside vil blive lukket, medmindre jeg kontakter den juridiske afdeling ved Aalborg politi og finder ud af noget med at slette vidnernes navne. Eventuelt lave dem om til vidne 1., 2, 3 o. s. v. Dette ønsker jeg ikke, da jeg vil have at siden er så autentisk som mulig og fordi ingen andre end vidnerne selv kan vide hvem de er. Her skal man huske på, at jeg i flere år har kendt deres fulde navne og at der derfor ikke kan være tale om sikkerhedsmæssige problemer. Politiet mener videre, at hjemmesiden indeholder flere former for ulovligt materiale, oplyser Gitte M.: Videoen, som politiet gerne vil vide hvor stammer fra. Vidnerne som er beskrevet med fornavn og første bogstav i efternavn. Sidst oplyser kriminalassistenten mig om, at man på et dokument (domsudskrift fra byretten) kan fjerne/ophæve mine sorte overstregninger af vidnernes efternavne, ved at trykke på nogle knapper. Det er nyt for mig og det lover jeg straks at fjerne. Vi havde i forvejen brugt flere uger på at fjerne vidnernes efternavne, samt de vidner der intet havde med de endelige retshandlinger at gøre, og der var derfor tale om en teknisk fejl. Gitte M. spørger mig afslutningsvis, om jeg vil lade mig afhøre. Det vil jeg overveje, men jeg vil hverken ringe til deres juridiske afdeling eller ændre på siden, udover den tekniske fejl.

Straks efter samtalen med Aalborg Kriminalpoliti ringer jeg til ham der har forstand på tingene og beder ham sikre, at man ingen steder på siden kan få vidnernes efternavne frem. Det viser sig, at det er TV2 som har fundet ud af, at man ved at rode lidt med knapperne kan få hele efternavnet på vidnerne vist. Jeg har ikke selv set udsendelsen, men i Nyhederne aftenen før er det blevet demonstreret for alle interesserede Tv-seere. Da jeg senere bliver ringet op at en journalist fra Nyhederne på TV2 bliver jeg blandt andet spurgt; ”om ikke det er groft at hænge vidnerne ud på denne måde?” Mit svar er; ”at det jo ikke er mig der er gået ud på landsdækkende Tv og vist hvordan man får efternavnene frem”. ”Hvad så hvis der springer en bombe, viser i så også seerne opskriften på hvordan man laver den?” Det kunne eller ville journalisten ikke svare på, men vinklen skulle holdes, og selv om journalisten ikke havde ventet et modspørgsmål, så havde han alligevel den frækhed at spørge/ konstatere; ”Så du mener altså at der var tale om en fejl!?” Nej, jeg mener ikke noget! Det er jo mig der har lavet siden. Jeg siger at det var en fejl, og at den er blevet rettet!

Også Randers Amtsavis bragte artikler om sagen. Ligesom hos de øvrige medier er vinklen negativ. Selvpromovering, kalder avisen Den Femte Instans, og forklarer herefter hvordan Flemming Jensens forældre kan gå ind på siden og opleve deres søns sidste minutter. Vel kan de ej, for afdøde falder som nævnt ud af billedet, og de eneste virkelige blodige beskrivelser, som afdødes forældre kan opleve, står at læse i alle de avisartikler jeg har samlet om sagen. Lokalavisen gjorde selvfølge en del ud af mine beskrivelser fra min varetægt i arresten i Randers, hvilket fik en ellers negativ lederartikel, dagen efter den 10. juni 2005, til med et strint af ”humor”, at ironisere over min viden om landets arresthuse. …På et enkelt punkt bør vi som randrusianere lytte til Jørn Nielsens tale. Han er jo fagmand. Hans sammenligning af arresthuse falder ud til fordel for Randers arrest. Avisen hæfter sig i øvrigt ved, både i artikler og leder, at jeg sviner den afdøde til. Jørn Jønke Nielsens omtale af drabsofferet som et svin og drabet som et almindeligt værtshusslagsmål er forstemmende. Manden blev dræbt med adskillige knivstik, hvilket dog stadig er ualmindeligt i det pulserende natteliv i en dansk provinsby, selv om det da unægtelig forekommer oftere og oftere. Min omtale af slagsmålet som et ”almindeligt værtshusslagsmål”, har jeg beskrevet i Den femte Instans, og avisens leder giver mig jo også ret heri. Men at det skulle være forstemmende, hvordan jeg beskriver den afdøde som et svin, er jeg bestemt ikke enig i. Nogle vil måske mene, at det er at vende tingene på hovedet, men ikke desto mindre var det Flemming Jensen der angreb os. Jeg har endda senere fundet ud af, at han ligefrem ledte efter K (den senere drabsmand) for at smadre denne. Som jeg også beskriver det i de indledende afsnit af Den Femte Instans, så fandt jeg hurtigt ud af at hr. Jensen ikke var nogen uskyldighed. Faktisk havde jeg under arbejdet med Den Femte Instans modtaget så mange negative oplysninger om pågældende, at jeg overvejede at beskrive ham i et ”kapitel” for sig selv. Dette undlod jeg af hensyn til hans familie og fordi jeg efter nøje overvejelse mente at det ville være at stramme den. Men derfra og så til at opføre mig politisk korrekt og ikke tale ondt om de døde. Nej! Denne person kostede mig min kæreste, 4 års fængsel, samt en af mine brødre 6 års fængsel. Hertil kommer en lang række følelsesmæssige, økonomiske og andre negative konsekvenser, som min og K’s familier har måtte døje med. Alt sammen fordi Flemming Jensen igen skulle en tur i byen og spille stærk mand!

Udbyderen var allerede omkring d. 7. juni blevet kontaktet af flere medier vedrørende indholdet af hjemmesiden. Journalisterne må have fyret godt op under selskabets forretningsfører, for af frygt for at overtræde regler eller love, henvendte firmaet sig selv til politiet i Aalborg. Også hos politiet var det pressens henvendelser der havde fået dem ud af starthullerne og meldingen fra politiet i Aalborg var, at de mente at web-udbyderen skulle lukke min hjemmeside. Dette afslog udbyderen i første omgang, idet man udbad sig en retsmæssig beskrivelse for årsagen til lukningen. 14. juni 2005 modtog salgsdirektøren for udbyderen så en telefon-opringning fra Aalborg politis juridiske afdeling. Politiassessor Jesper Rodkjær informerede mundtligt udbyderen om, hvilke paragraffer firmaet overtrådte hvis ikke de lukkede min hjemmeside. Senere på dagen modtog firmaet også en fax fra politiet i Aalborg, indeholdende trusler om et retsligt efterspil, såfremt udbyder ikke fulgte politiets anvisninger. Da firmaet og dets advokat ikke kunne vurdere den juridiske anklage, men formodede at politiet havde undersøgt sagerne nærmere, valgte udbyderen at lukke min side samme dag. På dette tidspunkt troede såvel jeg som min advokat, samt størsteparten af pressen, og alle andre der havde fulgt sagen, at politiet havde fået en dommerkendelse til at lukke siden. Udover en kort meddelelse fra udbyderen, til min e-mailadresse, som sagde, at udbyderen havde set sig nødsaget til at lukke siden efter pres fra politiet, hørte vi intet. Vi gik derfor ud fra, at politiet havde handlet ud fra lovgivningen og opnået et midlertidigt fogedforbud, så en domstolsprøvelse om lovligheden af hjemmesidens indhold var på vej.

Uanset dette, så mente jeg og mine rådgivere fortsat, at der ikke fandtes ulovligt materiale på min hjemmeside, og at politiet skulle holde fingrene væk. Det var et spørgsmål om min ytringsfrihed og det kunne se kønt ud hvis det var politiet der skulle bestemme hvem der måtte komme til orde på Internettet. Derfor gjorde vi klar til at åbne siden igen, om end med visse modifikationer. Faktisk havde vi allerede et nyt web-hotel klar, for da vi havde lagt Den Femte Instans på havde vi konstateret at der var alt for lidt plads. Da den første udbyder oven i købet havde den frækhed at forlange mere end 6000 kroner for 200 ekstra megabytes, måtte vi naturligvis rykke siden. Til sammenligning kostede et webhotel hos den nye udbyder med 250 megabytes 375 kroner, så selvfølgelig gjorde vi klar til at flytte. Det blev dog uden videoen, da vi også på det område var løbet ind i tekniske og økonomiske vanskeligheder. Hvad vi glade amatører ikke vidste var, at det kostede ekstra at have videomateriale liggende på sin hjemmeside. Kun ved at flytte rundt på videoen og linke den til en anden side, havde vi formået at holde den på, indtil politiet havde lukket siden. Bortset fra at videoen var af særdeles dårlig kvalitet og man knap kunne se noget på den, så mente jeg at den var en vigtig del af sagen. Derfor fik vi lavet et link til den ene af udgaverne (den med pile på) og efter at have sikret os, at man ikke længere kunne fjerne overstregningerne af vidnernes efternavne, lagde vi siden ud igen. Denne gang på jonke.dk.

Medierne beskæftigede sig stadig med hjemmesiden og dagen før nedlukningen havde Politiken blandt andet skrevet, at ”Jønke Skal Fjerne Video”. Udover at jeg skulle fjerne videoen havde avisen via Ritzau og DR Nordjylland, fået oplyst, at jeg også kunne se frem til at skulle betale en bøde for at have overtrådt persondataloven. Da datatilsynet endnu ikke havde udtalt sig og politiet, ifølge flere journalister, var meget usikre på hvad de skulle foretage sig, ikke mindst fordi sagen omhandlede et emne der ikke tidligere havde været behandlet i retten, tvivlede jeg på at det kunne komme så vidt. Det var min klare opfattelse, at politiet i Aalborg helst så at pressen glemte alt om Den Femte Instans. Politiet mente selvfølgelig at de var færdige med sagen fra Jomfru Ane Gade, og de vidste, at resultatet af en lukning før eller siden ville bringe sagen for en domstol igen. Politimesterens reelle problem var ikke mig og min side, men derimod de politikere der havde en mening om sagen og skulle ud og profilere sig. ”Du har åbnet din side igen?!” Journalisten i telefonen lød forbavset, men også som om han morede sig over at den allerede var oppe at køre igen. Ja det har jeg, svarede jeg. Fordi jeg mener at det er min ret at fortælle om sagen og fordi jeg ikke mener, at det er politiet der skal afgøre om jeg sætter offentligheden ind i hvad der foregik under min sag. Hvad så hvis retten siger, at du ikke må vise videoen? Det er noget andet, så følger jeg det, eller forsøger at omgå uden at bryde loven. Når jeg tænkte på hvad der var af mere eller mindre vanvittige hjemmesider rundt om i Danmark og den øvrige verden, så havde jeg svært ved at forstå at politiet ville og kunne lukke, lige netop min.

At politiet stadig var under pres kunne man læse og høre flere steder. Den socialdemokratiske rockerordfører Morten Bødskov var fremme på DR og udtale, at politiet nølede …Det skaber problemer for vidnerne i drabssagen, fastslog han. …Morten Bødskov frygter, at vidnerne dermed vil blive chikanerede og truet. Det var ikke første gang denne parodi på en politiker, havde været ude i medierne med nogle udtalelser som ikke havde grobund i virkeligheden, og det ville næppe heller blive den sidste. Kun vidnerne selv, de der indgående kendte til sagen; eksempelvis politiet, de der havde overværet retsmøderne, dommerne og jeg, kunne læse os til hvem de forskellige vidner var. Og vi vidste det allerede. Okay. TV2 havde fortalt hele Danmark hvordan man kunne få vidnernes fulde navne frem, men den fejl var blevet rettet og troede Morten Bødskov virkelig, at der et eller andet sted derude ville sidde en eller anden Jønke-fan og tænke; hende der eller ham der, finder jeg lige og så får de på klumpen fordi de har sat Jønkebasse i fængsel. Nej vel. Det havde jeg nok selv taget mig af for længe siden, hvis det var den vej jeg ønskede at gå. I øvrigt fremgik det også tydeligt for de der havde læst Den Femte Instans, at jeg udover at betragte nogle af vidnerne som psykiatriske tilfælde og en enkelt som fuld af løgn (i forhold til vidneafgivelsen i min sag), ikke bebrejdede dem noget. Hvis Morten Bødskov havde problemer med min hjemmeside så burde han forsøge sig med lovgivning og ikke med utidig indblanding i politiet og domstolenes arbejde.

Det næste der skete i sagen var mere uventet. Torsdag d. 16. juni blev jeg og de øvrige indsatte på afdeling 1. Vest i Vestre Fængsel (hvor jeg i skrivende stund. afsoner dommen på 4 års fængsel), lukket inde på vore celler, midt på dagen. Da vi cirka en halv time senere blev lukket ud igen, blev vi kaldt ned i køkkenet, hvor fængselspersonalet meddelte os, at de havde inddraget samtlige af afdelingens skolecomputere. De skulle undersøges, fordi det i Tv-avisen et par dage forinden var blevet sagt, at jeg havde lagt min hjemmeside ud på nettet via fængslets computere. Afdelingen havde ni computere til undervisningsbrug og andet skriftligt arbejde, disse var ikke koblet til Internettet. Selv om nettet var og er en vigtig del af de fleste danskeres hverdag, så er fængselsvæsenet endnu ikke kommet så langt som til at de indsatte i lukkede fængsler, må benytte det. Og på trods af, at personalet og afdelingens ledelse vidste (bl.a. fra overhørte telefonsamtaler), at jeg havde været på flere udgange, hvorunder jeg havde arbejdet med min hjemmeside og lagt den på, ville fængslets ledelse sikre sig, at vi ikke havde været koblet til nettet på skolens computere. Det var ikke første gang at en løgnehistorie i pressen havde fået indflydelse på dagligdagen bag murene – og jeg var helt sikkert afdelingens mest populære mand da jeg skred på orlov dagen efter. I forvejen var der ikke ret meget at foretage sig på en særlig sikret afdeling og uden skrivemaskiner kunne dagen føles rigtig lang.

Den største overraskelse kom dog om fredagen, da jeg hjemme i min lejlighed slog op i Ekstra Bladet og læste en artikel der omhandlede sagen om hjemmesiden. Til artiklen havde EB-jounalisterne indhentet en udtalelse fra Formanden for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, der var betænkelig ved politiets fremfærd og ligesom mine advokater og jeg mente, at sagen måtte prøves i retten. At sagen skulle prøves i retten var naturligvis ikke nyt for mig og mine, men det var ordene i EB-artiklens sidste afsnit derimod: Politimester Flemming Kjær erkender, at man ikke har fået en domstolskendelse forud for lukningen, men blot overbevidst internet-udbyderen om at hjemmesiden indeholdt ulovligheder. Her gik vi og troede at politiet i det mindste havde fået indhentet en retskendelse, men nej de havde alene overbevist (læs. truet) udbyderen til at lukke siden. Samme dag blev jeg ringet op af flere forskellige medier der spurgte, om jeg ville stille op til interview. Det ville jeg gerne, men det måtte blive i fængslet, da jeg som en af de få indsatte i Danmark havde fået påført særlige vilkår på mine udgangspapirer om, at jeg ikke måtte tale med pressen uden tilladelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Såvel min nærmeste familie, som de advokater jeg talte med, var chokerede over at erfare, at politiet uden en dommerkendelse havde presset min udbyder til at lukke min hjemmeside. Bestemmer politiet det? Det er da selvtægt og de rene trusler. De misbruger jo deres stilling. Politimesteren har ladet sig udnytte. Han skal ikke rende rundt og være stik-i-rend-dreng for nogle politikere der ikke bryder sig om hvad andre siger og skriverHvad er de bange for? Sådan lød bare nogle af de kommentarer jeg fik, da det gik op for alle, at politiet havde truet sig til en lukning. Og ikke nok med det; tirsdagen efter at jeg var kommet tilbage fra orlov, blev jeg endnu engang ringet op af politiet i Aalborg. I forbindelse med at jeg havde åbnet siden igen, havde jeg kontaktet Aalborg politi og meddelt, at jeg havde sørget for at sikre at man ikke kunne få efternavnene frem på vidnerne. Jeg havde endnu ikke taget stilling til om jeg ville lade mig afhøre, men det kunne da blive meget sjovt, havde jeg meddelt dem. Denne gang var det politiassessor Jesper Rodkjær jeg fik i røret og han lød hverken venlig eller rar. Politiet havde bemærket, at min side var oppe igen og nu var det ikke længere videoen og vidnernes navne det gjaldt, men derimod at jeg havde refereret fra et retsmøde, hvorfra der var nedlagt referatforbud. Vi diskuterede kort om man kunne se noget på videoen og så handlede det om den gamle kendelse fra [Landsretssagen], hvor der var blevet nedlagt forbud mod at referere to af vidnernes forklaringer. Jeg redegjorde for, at jeg ikke var en af de journalister der havde været tilstede og som ikke i deres medier måtte referere fra sagen, men derimod den dømte som blot skrev ud fra hvad jeg kunne erindre og stykke sammen fra de forskellige kilder jeg havde. Et sådant forbud kunne ikke gælde mig, da jeg jo til enhver tid havde ret til at skrive mine erindringer. ”Det var lige meget med en fogedretskendelse, for indtil videre ville man henholde sig til kendelsen fra Vestre Landsret og begære min side lukket,” oplyste Jesper Rodkjær mig. Politijuristen var af damptromletypen, hvor man nærmest måtte mase sig på for at få bare et ord indført. Det kendte jeg alt til, da jeg selv er samme type, hvis ikke jeg koncentrerer mig om ikke at være det!

Nu var min tålmodighed opbrugt. En ting var at mine Internetudbydere var bange for politiet og opførte sig som skræmte harer, men at politiet blev ved med at lukke min side, oven i købet under nye påskud, ville jeg ikke finde mig i. Når jeg tænkte på hvad medierne viste i både skift og billeder fra forskellige drabssager og lignende, hvor meget de havde hængt os ud med navns nævnelse, adresser og billeder i forbindelse med gamle sager og domme, og hvad der fandtes af hjemmesider med alle mulige drab, henrettelser og andre mere eller mindre makabre indslag, så havde jeg svært ved at forstå at min side skulle være ulovlig. Dertil kom at politiet ikke fulgte lovgivningen, men derimod blot kontaktede udbyderne og truede dem. Og selv om politiet via medierne havde sagt, at de ville sigte mig for et eller andet, havde vi endnu ikke hørt fra dem. På et møde med min advokat besluttede vi os derfor at gå i kødet på dem. I skrivelse af 27. juni 2005 henvendte vi os til politimesteren i Aalborg for at få klarhed over sagen: …Min klient er naturligvis interesseret i at indholdet af hjemmesiden er lovligt, men det er ikke politiet der afgør om indholdet er lovligt eller ej. Dette må afgøres i retten ved at politiet indhenter en kendelse. Jeg skal derfor opfordre politiet til at følge loven og indhente kendelse, hvis hjemmesiden igen forsøges lukket. …Jeg skal anmode om en forklaring på de 2 gange hjemmesiden er lukket uden lovhjemmel og retskendelse inden 10 dage, idet min klient i modsat fald vil anlægge sag mod politiet. Jeg skal samtidig bede om en garanti for, at det ikke sker igen.

10 dage gik. I fængslet fik vi vores computere retur med beskeden om, at vi ikke havde foretaget os noget som stred imod fængslets orden og sikkerhed. For en sikkerheds skyld havde de spærret diskettedrev, så vi (læs jeg) ikke længere kunne bringe elektroniske oplysninger ud. Med andre ord havde man besværliggjort mit videre arbejde. Politiet svarede ikke inden de ti dage udløb og min advokat måtte ringe til dem for at høre, om de havde tænkt sig at ignorere vores skrivelse. Det havde de ikke, beklagede de. Men de afventede en rapport fra datatilsynet som de netop havde modtaget, og jeg ville snarest blive sigtet for et eller andet. Samtidig med at vi havde kontaktet politiet i Aalborg havde vi kontaktet de to Internetudbydere som havde lukket min hjemmeside. Begge firmaer svarede, at de efter henvendelse fra politiet havde følt sig presset til at lukke siden. Det var første gang vi fik noget på skrift omkring politiets måde at lukke siden på og det så ikke godt ud for politiet. Den første udbyder forklarede: …efter medierne havde kontaktet os omkring deres klients hjemmeside og vi samtidig oplever omtalen i DR kontakter vi Politimester i Aalborg for at forhøre, hvordan vi skal forholde os. Meldingen er umiddelbart at de mener vi skal lukke deres side. Dette afslås fra vores side da vi forlanger en retmæssig beskrivelse for årsagen til lukningen. Udover at man må tage sig til hovedet over denne slaphed og blinde autoritetstro fra udbyders side, så findes der kun en ”retmæssig beskrivelse” og det er fremsendelsen af en fogedretskendelse! Sådan en fremsender Aalborg politi aldrig, der kommer blot en faxmeddelelse fra politiassessor Jesper Rodkjær, som ikke en gang er sikker på at siden er ulovlig.

Dokument:

Politimesteren i Aalborg

Juridisk Afdeling

Jyllandsgade 27                                                                                 14. juni 2005

9000 Aalborg

Tlf. 96301448

 

Telefax meddelelse

Modtager                                      ”Firmanavn”

Telefax                                         xxxxxxx/xxxxxxxx

Antal sider (inkl. Forside):             1

 

Afsender:                                      Aalborg politi, politiassessor Jesper Rodkjær

 

Telefon nr.:                                   96301448

Evt. Bemærkninger:

Under henvisning til telefonsamtale af d.d. Bekræftes, at der skønnes at foreligge overtrædelse A) retsplejelovens 1018d

ved at der på Jørn Jønke Nielsens hjemmeside offentliggøres by -og landsretsdom i sagen mod Jørn Jønke Nielsen uden at vidnernes og forurettedes identitet er (tilstrækkelig) anonymiseret, idet vidnernes efternavne kan ses ved at dobbeltklikke på bjælken over vidnernes navne.

B) 264 d

Ved at der på Jørn Jønke Nielsens hjemmeside vises en video fra rest. Robin optaget lige op til drabet og således under omstændigheder, der kan forlanges unddraget offentligheden.

 

Jeg skal anmode om, at domme og video blokeres, således at de ikke kan ses på hjemmesiden.

 

Jeg skal gøre opmærksom på, at det kan være strafbart ikke at blokere domme og video efter at de nu er blevet gjort bekendt med ovennævnte.

 

Sagen forventes forelagt datatilsynet med anmodning om en udtalelse vedr. evt. overtrædelse af persondataloven.

Med venlig hilsen

Jesper Rodkjær

 

Advokaterne og jeg bemærker selvfølgelig straks den vage formulering i politiets skrivelse. …der skønnes at foreligge overtrædelse og …kan være strafbart. Henvisningen til retsplejelovens § 1018d må bero på en fejl, idet denne paragraf omhandler erstatning til tidligere dømte, samt andre forhold der intet har med den aktuelle sag at gøre. Paragraf § 264 d derimod lyder mere som noget der kunne diskuteres i en evt. retssag, vedrørende lovligheden af de oplysninger, særligt videoen, der er lagt ud på min hjemmeside: Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person. Politiets problem omkring denne paragraf er, at afdøde stort set ikke kan ses på videoen, ligesom vidnerne dårligt kan genkende sig selv. Politiet har også valgt at overse min ret til at ytre mig frit, og kunne man forestille sig hvilke problemer dansk presse ville få i fremtiden, hvis myndighederne gik ind og fik en dom på, at så slørede billeder som der er tale om her, fra gerningssteder, samt af afdøde, blev forbudt. Udover at politiet i Aalborg ikke havde indhentet en (retmæssig) fogedretskendelse, så havde de også fremsendt en faxskrivelse, der efter vores opfattelse var i strid med dansk lov og ret.

Udbyder nr 2 havde fået en lidt anden forklaring, idet politiet nu ikke længere kunne henholde sig til den tidligere beskrevne tekniske fejl. Det kunne de oprindeligt heller ikke i skrivelsen til udbyder  nr. 1., da fejlen med efternavnene jo allerede var rettet inden de lukkede siden, men lad nu bare det ligge. Forklaringen på lukningen fra udbyder nr. 2 lød: …Vi blev kontaktet af Jesper Rodkjær, politiassessor… som anmeldte sagen. Vi tager sådanne sager meget alvorligt og lukker derfor siden øjeblikkeligt, da vi ikke vil risikere at miste vores ret til at udbyde domæner og webhoteller. Hvis din klient ønsker det, så kan vi åbne for FTP-adgangen, så vedkommende kan slette det ulovlige indhold. Dermed kan siden åbnes igen. …Vi har suspenderet siden med følgende forklaring: Siden refererer til vidneforklaringer afgivet i Vestre Landsret, hvor Vestre Landsret ved kendelse 16. sep. 2002 har nedlagt referatforbud. Der er dermed tale om en ulovlig handling… Bortset fra at man igen må tage sig til hovedet over udbyders blinde autoritetstro og frygt for repressalier fra politiet, så er det tankevækkende, at nogen alene på baggrund af en telefonopringning, eller en faxmeddelelse, kan lade sig overbevise om, at de begår ulovligheder. Okay politiet er ikke hvem som helst, så frygten for repressalier kan være velbegrundet, men heri ligger netop også vores påstand om, at politiet i Aalborg har krænket min ytringsfrihed og begået magtmisbrug. Tænk lige tanken en gang til; politiet skønner om hjemmesider er ulovlige eller ej og lukker derefter siderne som det passer dem.

Da vi er ved at være klar til at lægge siden på for tredje gang, skriver min advokat til den nye udbyder og forklarer, at der skal en dommerkendelse til for at lukke en hjemmeside, ligesom han tilbyder juridisk assistance til denne, såfremt det skulle blive nødvendigt. På advokaten og mig, virker det som om, at politiet hele tiden forsøger at trække tiden ud og undgå en sag imod mig. Modsat håber politiet måske på, at jeg vil indlede en bekostelig civilretssag, der kan risikere at trække ud i mange år. Det er gætværk men vi ved at politiet i Aalborg har holdt flere møder, ligesom de har afhørt en lang række personer i forbindelse med sidens indhold. Et allerede omfangsrigt materiale er netop blevet fremsendt til advokat Peter Hjørne, som har sagen. Der er tale om afhøringsrapporter – hovedsagligt telefonsamtaler – med blandt andet mine tidligere advokater Jens Saabo og Preben Stuer Lauridsen, anklageren fra landsretten Steen Thomsen, der siden er blevet vicepolitimester på Grønland. Politiet vil især gerne vide hvorfra jeg har fået videoen. Også DR Nordjylland er blevet kontaktet for at høre, om det er dem der har udleveret videoen til mig. Ejeren af restaurant Robin har henvendt sig til politiet i Aalborg og klaget over at jeg har lagt overvågningsvideoen fra Robin på nettet. Det ville have klædt hende hvis hun allerede den gang sagen kørte, havde meddelt politiet, at de ikke måtte misbruge videoen imod mig. Den gang kunne alle læse og høre om hvordan jeg på videoen optrådte voldeligt. I øvrigt oplysninger der stammede fra lukkede retsmøder! Politiet havde også fremsendt den rapport de havde bestilt hos datatilsynet. Den skulle, om nødvendigt og hvis muligt, bruges til at sigte mig for et eller andet, men i slutningen af juli, havde vi fortsat ikke hørt noget.

Da jeg naturligvis var interesseret i, at der så hurtigt som muligt kom en afgørelse på sagerne, klagede vi over politiet til Statsadvokaten. Vi besluttede os for at klage over politiets fremgangsmåde, vedrørende de to første tilfælde af lukningen af min hjemmeside. Klagen over Aalborg politi gengives her i sin fulde ordlyd:

Dokument:

Statsadvokaten i Aalborg                                                      Advokat Peter Hjørne

Nyhavnsgade 9                                                                    Gråbrødretorv 14 B

9000 Aalborg                                                                       DK-1154 København K.

 

                                                                                               Dato:  2. august 2005

 

J. nr.: 10-24404

Vedr. Klage over lukning af hjemmeside tilhørende Jørn Jønke Nielsen

På vegne af min klient Jørn Jønke Nielsen, skal jeg klage over den fremgangsmåde man har benyttet ved Ålborg politi i forbindelse med lukning af min klients hjemmeside, idet jeg finder at politiet har udøvet magtmisbrug og udnyttet deres stilling til at true 2 internetudbydere til lukning af hjemmesiden uden den fornødne hjemmel.

 

På baggrund af omtale af min klients hjemmeside i pressen i starten af juni måned henvender Ålborg politi sig den 14. juni 2005 til min klients internetudbyder (firmanavn), og oplyser, at internetudbyderen ”skønnes” at overtræde retsplejelovens § 1018 d samt straffelovens § 264 d. (kopi af telefax fra Ålborg Politi til internetudbyder vedlægges).

 

I telefaxen oplyses internetudbyderen om, at domme og video skal blokeres, således at de ikke kan ses fra hjemmesiden. Herudover trues internetudbyderen til lukning, idet han oplyses, at det kan være strafbart ikke at blokere de omtalte sekvenser, efter at udbyderen er oplyst om politiets skøn af materialet. Internetudbyderen har efter denne opringning ikke andet valgt end at lukke siden.

 

Det kan oplyses at Jørn Jønke Nielsen på dette tidspunkt ikke er sigtet i sagen, og sagen er på daværende tidspunkt end ikke forelagt datatilsynet til udtalelse.

 

Efterfølgende den 21. juni 2005 kontakter Ålborg Politi min klients næste udbyder, (firmanavn), hvor historien gentager sig. Politiet oplyser endnu engang, at siden er ulovlig, hvorefter internetudbyderen igen efter politiets opringning ser sig nødsaget til at lukke hjemmesiden. Det skal her bemærkes, at Ålborg Politi den 17. juni 2005 har udfærdiget en rapport, hvoraf det fremgår, at videoen nu er fjernet på den tilgængelige hjemmeside og at der på den nye hjemmeside er lavet en ændring ved vidnernes efternavne, hvorefter ”der ses således ikke umiddelbart nogen steder i teksten, hvor man kan få adgang til at se vidnernes efternavne.”

 

Ved skrivelse hertil af 8. juni 2005 har Politimesteren anført, at der ikke er foretaget strafprocessuelle indgreb overfor udbyderne, hvorfor jeg derfor ydermere finder politiets indgreb ved lukning af hjemmesiden er helt uden hjemmel.

 

Jeg finder at min klients hjemmeside er lovlig, idet han nu har rettet den fejl på hjemmesiden der bevirkede, at vidners navne kunne ses, idet man med en kombination af specielle taster kunne ophæve et ekstraheret felt. Jeg finder endvidere ikke, at den på hjemmesiden viste videofrekvens er omfattet af straffelovens § 264 d.

 

Ved skrivelse af 13. juli 2005, har jeg oplyst Politimesteren i Ålborg dette, og oplyst, at min klient nægter at udtale sig og at han ønsker at der tages stilling til tiltalespørgsmålet på det foreliggende grundlag.

 

Jeg finder det uacceptabelt og uhjemlet, at Politimesteren på grundlag af et skøn – i en sag der ikke har været forelagt retten og ingen sigtet har – ved opringninger og telefax oplyser personer/firmaer om deres eventuelle medvirken til forbrydelser, og lukker hjemmesider ved ovennævnte fremgangsmåde.

 

Jeg skal i den forbindelse henvise til grundlovens § 77 og EMK art. 10, idet jeg finder, at politiets fremgangsmåde – på nuværende tidspunkt under en efterforskning – krænker min klients ytringsfrihed ved henvendelserne til internetudbyderne og finder, at der er tale om censur på uhjemlet grundlag.

 

På baggrund af ovenstående skal jeg derfor anmode om en undersøgelse af eventuelle strafbare overtrædelser desangående.

 

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at min klient stadig ikke er sigtet i sagen!

Med venlig hilsen

f. Peter Hjørne

Gitte Juul Jensen

 

Blot to dage efter afsendelsen af brevet til Statsadvokaten, kvitterede denne for modtagelsen og meddelte, at da det drejede sig om en klage over politiet var den videresendt til første klageinstans – Politimestren i Aalborg. Det skulle nok hjælpe. Han var i forvejen hamrende inhabil da det var ham som klagen rettede sig imod, og i øvrigt ham og hans politi som store dele af den Femte Instans omhandlede!

Fredag d. 5. august genåbnede vi min hjemmeside hos den nye Internetudbyder. Da jeg endnu ikke var blevet præsenteret for en sigtelse, opfattede jeg stadig hele indholdet på den oprindelige udgave af Den Femte Instans, som værende lovligt. Fejlen omkring vidnernes efternavne var som beskrevet blevet rettet, og for ikke at provokere en kommende domstol, havde jeg midlertidigt valgt at fjerne de to vidneforklaringer i kapitlet [Landsretten], som politiet mente var ulovlige. Vi havde endnu ikke fået afklaret spørgsmålet om det økonomiske vedrørende videoen, men det arbejder vi på.

Onsdag d. 10. august modtog jeg så endelig en sigtelse fra politiet i Aalborg.

Dokument:

Politimestren i Aalborg                  Journalnr.:       5100-74255-00002-05

Kriminalpolitiet, Gruppe 2                               Dato:               9. august 2005

Jyllandsgade 27, 9000 Aalborg                        Sagsbehandler  04311

 

Vestre Fængsel

Vigerslev Alle 1D

2450 København SV

Att. Jørn Jønke Nielsen.

 

I forbindelse med lukning af deres hjemmeside kan oplyses, at der er konstateret overtrædelse af retsplejeloven, straffeloven og persondataloven.

De sigtes for følgende:

1: Overtrædelse af straffelovens § 264d.

2: Overtrædelse af retsplejelovens § 30, jfr. § 32b samt retsplejelovens § 1017d

3: Overtrædelse af persondatalovens § 6 og § 8 stk 4 og 5 jfr. persondatalovens § 70, stk. 1.

 

Jeg har til sagen påført, at de ikke ønsker at udtale dem til politiet.

m.v.h.

Gitte Moselund, ka.

 

Til læsernes orientering bringes her uddrag af  straffeloven, retsplejeloven og persondataloven. For de der vil gå i dybden henvises til [bibliotek].

Straffelovens § 264 d.

Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Retsplejelovens § 30.

Retten kan i straffesager forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), 1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år, 2) når gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, 3) når offentlig gengivelse kan skade sagens oplysning, eller 4) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse.

Retsplejelovens § 32 b.

Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 2. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3 og 4, eller af rettens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt., og § 32 a straffes med bøde.

Retsplejelovens § 1017 d.

Domme og kendelser i straffesager må kun gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Overtrædelse straffes med bøde.

Persondatalovens § 6.

Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil, 2) behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan aftale, 3) behandlingen er nødvendighed for at overholde en retlig forpligtelse som påhviler den dataansvarlige, 4) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser, 5) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse, 6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller 7) behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

Persondatalovens § 8 stk. 4 og 5.

Stk. 4. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Stk. 5. De i stk. 4 nævnte oplysninger må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlig eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Især paragrafferne i persondataloven er nyt for en almindelig dødelig som jeg, og før jeg gør mig klog på hvordan og hvorledes disse skal opfattes, vil jeg drøfte dem med mine advokater. Det er dog ikke sådan at jeg ligger søvnløs om natten fordi jeg sigtes i en sag hvor jeg risikerer bøde og straf op til seks måneders fængsel. Med mere end 18 års afsoning i bagagen, kommer jeg nok også helskindet igennem dette.

Da min advokat i en tidligere skrivelse havde bedt om lov til at udlevere sagens foreløbige akter, herunder den omfangsrige rapport fra datatilsynet, til mig, ringede hun samme dag sigtelsen modtages, til politiassessor Jesper Rodkjær, Aalborg politi. Herfra meddeles; at sagen er overgået til Københavns Politi for videre ekspedition. Aalborg politi oplyser i den forbindelse, at det skyldes, at de to web-udbydere er fra københavnsområdet. Dette er et værnetings spørgsmål og siden er lagt på nettet i København, men min subjektive vurdering er også at politiet i Aalborg har fået nok af sagen, ligesom de ved at de er inhabile. Sagen vil naturligvis blive ført mod mig, som er den som har skrevet og fået anbragt materialet på hjemmesiden. Denne sag er tynd og er – hvis overhovedet muligt – endnu tyndere imod de to udbydere, som jo straks efter politiets trusler lukkede min hjemmeside. Hvis nogen skulle finde anledning til at sagsøge web-udbyderne så måtte det være mig, i forbindelse med at de har lukket min side uden et ordentligt retligt grundlag.

[reaktioner] skrevet d. 11. august 2005.

Jeg var netop blevet færdig med første udkast til [reaktioner], da jeg talte med en journalist om sagen. Det  var hans opfattelse, at jeg havde en god sag og at politiet i Aalborg havde skudt sig selv i foden ved at få lukket min side. Vi talte lidt frem og tilbage om sagen, og om andre lignende sager hvor pressen måske havde overtrådt grænserne for ytringsfrihed eller burde have holdt igen. På et tidspunkt nævner han, at pressen plejer at anonymisere vidner, sigtede og tiltaltes navne ved at bruge deres initialer. Det får mig senere på dagen til at tænke over, om det ikke også på min side burde være nok med initialer. Meningen med at nævne vidnernes fornavne og første bogstav i efternavnet, var at sløre deres identitet samtidig med at jeg bevarede deres forskellige forklaringer og retsdokumenternes autenticitet. Om aftenen lå jeg og spekulerede lidt over journalistens ord, selv om han på ingen måde havde forsøgt at få mig til at ændre på indholdet af min hjemmeside. Sådan er det bare når man fører en sådan sag. Man gennemgår hele tiden de mange forskellige aspekter og får nye ideer o. s. v. Her er det også vigtigt, at man ser på sagen med åbne øjne og ikke er bleg for at erkende eventuelle fejl. I forbindelse med at vi havde lagt Den Femte Instans ud på nettet for tredje gang, havde min advokat også foreslået, at jeg ændrede fornavn til kun at omfatte initialer. Problemet var at lige netop det krævede et kæmpe arbejde og derfor besluttede jeg i samråd med mine It-folk, at det orkede vi ikke at ændre på nuværende tidspunkt. Inden jeg faldt i søvn besluttede jeg mig dog for, at jeg næste morgen ville prøve at se hvor let det var for en (for sagen) uvedkommende, at finde frem til et vidne.

Næste morgen gav jeg to af vidnernes navne til en af mine bekendte. Deres fornavne, første bogstav i deres efternavne, køn, samt navnet på den by de boede i. Resultatet chokerede mig faktisk. Det tog ham fem minutter at finde deres adresse! Selv om jeg på ingen måde føler at vidnerne vil blive udsat for fare, eller for den sags skyld blive udsat for chikanerier, så var det ikke meningen at nogen skulle kunne lokalisere dem. Jeg gav nu min bekendte navnet på et andet vidne, men kun vidnets køn, initialer i for –og efternavn, samt navnet på byen vidnet boede i. Min bekendte prøvede i en halv time, men det var ham ikke muligt at finde den pågældende. Jeg besluttede herefter med det samme, at gå i gang med at ændre på Den Femte Instans, således at kun vidnernes initialer vil være at finde i teksten. Det er vidnernes forklaringer til retten der er væsentlige for indholdet i Den Femte Instans, ikke deres identitet. Jeg vil fortsat kæmpe for retten til at bevare alt det øvrige jeg har lagt ud, men ikke vidnernes fornavne. Igen vil jeg understrege, at jeg ikke har noget problem med vidnerne i min sag, udover at jeg mener nogle af dem har lukket større mængder af lort ud, og en enkelt har løjet i retten. Jeg betragter ingen af dem som stikkere, men derimod som almindelige mennesker der uforvarende har oplevet en pludselig og voldsom hændelse, som de ikke har haft del i.

[reaktioner] opdateret 31. august 2005.

På mange måder er sagen omkring min ytringsfrihed og politiets pligt, ret og mulighed for at kontrollere Internettet en stor sag. Den er af principiel karakter fordi Nettet som udgangspunkt er frit tilgængeligt, modsat de fleste andre af verdens medier. Nettet sætter mere end noget andet medie mennesket frit og muliggør kommunikation udover alle fysiske grænser. Internettet er for mange selve essensen i det moderne kommunikationssamfund, idet statsmagten og de store mediekoncerner til en vis grad har mistet deres monopoler til at sprede nyheder og oplyse borgerne om hvad der sker – og ikke mindst – hvad de bør beskæftige sig med. Kendere og storforbrugere af Nettet vil vide, at de der tidligere havde monopolerne på oplysning og kommunikation; staten, mediegiganterne og teleselskaberne, i dag arbejder på højtryk for at få tæmmet dette frie medie. De nye store Internetselskaber er med i kapløbet og vil i kraft af deres størrelser og indbyrdes kamp om markedsandele, utilsigtet medvirke til denne indskrænkning, hvis ikke vi alle passer på.

Når man ser på hvad der allerede findes i cyberspace af sider med mere eller mindre ekstreme historier, videoklips og andet, så kan man nemt foranlediges til at tro, at myndighederne må have nogle funktioner og magtmidler til at kontrollere og lukke sider på Nettet. MEN det vil være en farlig glidebane for såvel ytringsfrihed som for pressefrihed, at indføre sådanne kontrolfunktioner. Det vil samtidig være ødelæggende for hele tanken bag Nettet – idet oplysninger omkring alle forhold i verdenssamfundet, her ligger frit tilgængelige for den menige borger. Vi har tidligere set og mærket en del til myndighedernes angstfremkaldende strategier, der via ”borgernes frygt for det ene og det andet” medfører stramninger af lovgivning, ofte uden rimelig grund. Frygtstrategier hvis mål, pudsigt nok kun kan nå ud til borgerne, ved brug af netop de gamle monopoliserede og i nogle tilfælde statskontrollerede medier. Et godt eksempel herpå er den aktuelle debat om øget kameraovervågning på offentlige steder, hvor det er frygten for terror der driver de mange lovændringer og retsstaternes deroute.

Min hjemmeside havde været oppe at køre i knap 1½ år da nyheden om Den Femte Instans blev spredt via de etablerede medier. Kendetegnende for det meste af dækningen var, at morderen Jønke havde lagt en video af sit sidste drab ud på nettet, og i øvrigt satte sagens vidner i gabestok. Og endvidere, at jeg formentlig overtrådte både det ene og det andet! At videoen som blev vist under retssagen ikke viste drabet og er af så ringe kvalitet, at stort set intet kan udledes af denne, blev dårlig nævnt. Dette var netop pointen med videoen. At der aldrig havde været tale om trusler eller lignende mod sagens vidner, meldte historierne heller ikke noget om. Selve indholdet hvor jeg gennemgik hele mit sagsforløb og pointen i at en nærmest ubrugelig video var blevet brugt til at holde mig fængslet og senere dømt, beskæftigede medierne sig ikke med. Denne nyhedsforvrængning illustrerer meget godt hvorfor vi har brug for Nettet. Ok, jeg erkender selv at jeg gik for langt ved at nævne fornavnene på vidnerne i min sag, og at mine ”teknikere” begik en fejl ved ikke at sikre vidnernes anonymitet i et dokument. Sidstnævnte blev rettet inden politiet skred til handling og tvang mine udbydere til at lukke siden ned, mens vidnernes fornavne som ovenfor nævnt, blev fjernet noget senere. Uanset dette, så er censur ikke vejen frem!

Ligegyldigt hvor frastødende børneporno og billeder af mennesker der får hovedet hugget af, er, så er indførslen af censur på nettet ikke midlet mod de der eventuelt misbruger Nettet. Så hellere moralske og etiske forpligtelser, en forstærket injurielovgivning, fortsat bekæmpelse af børneporno og pædofile netværk, en øget sikring af ophavsretten, og en åben og ærlig diskussion om hvem der kan registreres som terrororganisationer og frihedsbevægelser. Ikke mindst definitionen af hvad der af magteliten betegnes som terrorister, kræver stor forsigtighed. For knap tres år siden mente de fleste, at de jødiske undergrundsgrupper som kæmpede for oprettelsen af en selvstændig jødisk stat, var terrorister. Og det er ikke længe siden, at ANC, som kæmpede for at afskaffe apartheidsystemet i Sydafrika blev betragtet som en terrororganisation. Begge grupper havde, hvis de havde kæmpet i dag, stået højt på vore ”allieredes” lister over terrororganisationer, og det ville være strafbart at støtte dem.

Eller hvad med opskriften på en atombombe? Jeg har ikke forsøgt at finde den, men den ligger formentlig derude et eller andet sted. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg trøster mig med at sådan en karl er meget dyr at lave, og at det er derfor at vi har efterretningstjenester der holder øje med hvem der interesserer sig for sådan noget.  Også på Nettet! Der findes mange flere skrækeksempler end de ovenfor nævnte, men eliten – hvad enten det drejer sig om staten eller de store mediekoncerner – må ikke igen få lov til at tilrane sig monopolet over hvad den enkelte kan skrive og lægge ud på Nettet. Og vigtigere; bestemme over hvad alle må læse, se og høre om. I øvrigt må Nettet have givet de evigt kontrollerende myndighederne, nogle værktøjer til at afsløre eksempelvis pædofile netværk og andet afskysvækkende kriminalitet, som før Nettets opfindelse aldrig var blevet afsløret. De fleste vil sikkert have et ambivalent forhold til, at myndighederne ikke uden videre kan lukke sådanne sider, men disse sider vil efter min opfattelse alligevel forsvinde. Enten ved de etiske foranstaltninger teleselskaberne allerede har indført, eller som en følge af den intense efterforskning og de efterfølgende anholdelser, politiet foretager.

Såvel den elektroniske som den skrevne presse, der er hårdt presset af Internettet, beskæftiger sig indgående med borgernes frie adgang til nyheder, og magthavernes påståede eller velbegrundede frygt for denne nyvundne frihed. …Internettet har måske i vores del af verden et noget blakket renommé, vi har erfaringer med voldtægt efter net-dating, børnepornografi og unge nørder, der synes at spilde livet med evig net-surfing. Men på en afgørende måde synes Internettet at frigøre informationer, så det bliver praktisk talt umuligt at undertvinge fri debat i fremtiden, skriver dagbladet B.T. i en leder d. 1. juli 2005. Lederartiklen omhandler de kinesiske myndigheders forsøg på at undertrykke borgernes ytringsfrihed. Flere eksempler på statsmagternes verdensomspændende kontrolbehov, er ændringer og opstramninger af de nationale og overnationale lovgivninger. I Danmark har vi nu en paragraf der siger, at menigmand og organisationer ikke må vise og give aktiv støtte til det magthaverne kalder ”terrorgrupper”. En sådan paragraf kan umiddelbart virke sympatisk på borgeren der ikke ønsker at det tog eller den flyver han sætter sig op i springer i luften. Problemet er bare, at det ikke altid er til at se hvem der er terrorrister og hvem der blot kæmper for bedre levevilkår i et undertrykt samfund. Og hvad værre er; myndighederne fastholder enhver ny lovgivning og udnytter den til det yderste, til også at omfatte andre områder, når først den er vedtaget og accepteret af befolkningerne.

Alt for længe har myndigheder og store mediekoncerner kunnet manipulere sig til ”sandheden” og lovgivet derefter. I den aktuelle sag om foreningen Oprørs hjemmeside, der for nylig, ved en kendelse i Københavns Byret fik dele af deres hjemmeside lukket/beslaglagt, er der netop tale om et tilfælde hvor en gruppe borgere er uenige med statsmagten. Personligt mener jeg ikke, at myndighederne i denne sag burde være skredet ind, men argumentationen for eller imod vil jeg ikke komme nærmere ind på. I det mindste har politiet i denne sag benyttet sig af den rette fremgangsmåde (om end dette ikke nødvendigvis er et udtryk for retfærdighed) og henvendt sig til retten, med henblik på at opnå en dommerkendelse for at få siden lukket. Det gjorde man som bekendt ikke i min sag. At foreningen Oprør, ligesom jeg, ikke bare vil følge politiets fremfærd og i førstnævntes tilfælde heller ikke rettens påbud, viser hvor svært det vil blive for myndighederne at kontrollere de mange hjemmesider der popper op verden over. Og tak for det!

Den beslaglagte ”oprørsappel” findes nu på mindst fire andre sider, skriver Politiken d. 18. august 2005. Det får dog ikke politiet til at skride ind over for disse hjemmesider, for politiet frygter med rette, at de er ved at blive lokket ud i et minefelt, hvor de for tid og evighed vil komme til at springe rundt og lede efter ”ulovligheder”, som vil være umulige at stoppe. Ikke mindst som en følge af den omtale deres søgen og ”undertrykkelse” af ytringsfriheden uundgåeligt vil medføre. Jeg vil ikke forholde mig til de andre hjemmesider, hvor appellen er blevet lagt ud. Bortset fra, at de andre jo refererer noget som nogle andre har forfattet. De har jo ikke den samme hensigt med at lægge tingene ud, siger Vicepolitikommissær Magnus Andresen fra Københavns politi til sagen. Hmmmm… Det er altså ikke indholdet, men budbringeren man vil hugge hovedet af, ganske som i de gode gamle dage! Det bringer mig tilbage til omtalen af Den Femte Instans, for netop de øvrige og etablerede mediers fokusering på borgernes egne private sider, er det der får ”besøgene” (de såkaldte hits) til at eksplodere. Der er således stadig brug for de store mainstreammedier og de har bevaret deres magt til at sætte den politiske dagsorden.

I en glimrende artikel bragt i dagbladet Politiken en måned senere, beskæftiger den amerikanske forfatter og journalist George Monbiot sig indgående med Internettets muligheder for ytringsfriheden. Heri hedder det således meget rammende: Troede man, at Internettet og sattelit-tv ville omstyrte diktaturer, tog man fejl. De vestlige kapitalister skal nok holde despoterne oppe og i gang. Artiklen fortæller blandt andet om, hvordan en kinesisk journalist blev opsporet og idømt ti års fængsel for at have ytret sig imod det kinesiske styre. Journalisten havde skrevet via en anonym Yahoo mailkonto, og af rettens dokumenter fremgik det, at oplysningerne om journalistens navn og adresse var leveret af Yahoo Holding! Pointen i artiklen er, at vel har Internettet bidraget til at sætte de undertrykte fri og til at skabe revolutioner rundt om i verden, men samtidig er de store internetselskaber godt i gang med at sælge deres sjæl til højestbydende. Som regel de stater der ønsker at kontrollere og underlægge sig ytringsfriheden i verdens største og førende medie. Noget der på længere sigt vil betyde at Nettet ikke længere vil være frit, som dets opfindere i sin tid håbede det ville blive. Således underskrev Yahoo en erklæring om ”selvregulering” over for den kinesiske regering i 2002, og sidste år udsendte Google en erklæring hvori de lovede ikke at vise links til information, som myndighederne havde nedlagt forbud mod, på computere i Kina, skriver George Monbiot.

 Herhjemme er jagten også gået ind. Det viser sigtelsen der er rejst imod mig og Foreningen Oprør, og det er ikke længe siden, at jeg læste, at man nu havde opfundet (i Sverige) et filter, der kunne sørge for at bestemte sider ikke kunne vises. Nu kunne sider der lå i udlandet blokeres i det land hvor dets indhold af myndighederne blev betragtet som ulovligt eller uønsket. Pædofile, racister, spammere og andre kriminelle på Internettet skal jagtes af alle internetselskaber. Derfor er teleselskaberne gået sammen om at skrive et fælles sæt af regler for, hvordan de bedst kan bremse ulovligheder på den danske del af Nettet. Således igen Politiken i september måned 2005. Et sådan branchekodeks fra teleselskaberne vil de fleste hilse velkomment, så længe selskaberne ikke begynder at udøve egentlig censur. Det er så let at finde pædofili klamt, at mene at vi ikke har brug for racister og drage et lettelsens suk over at det ikke vælter ind med spammail. Men hvor går grænsen og hvis moral er det vi skal følge? Jeg vil med min side nødigt betragtes som værende i selskab med de tre ovenstående eksempler, og jeg er sikker på at Foreningen Oprør heller ikke vil, men hvad vil selskaberne – og endnu værre – myndighederne tænke og mene i en nær fremtid, hvis de får lov til at bestemme?

 Efter at politiet henover sommeren, i ikke mindre end to tilfælde, havde fået lukket min hjemmeside, søgte jeg som tidligere nævnt advokathjælp. Og da politiet i august måned valgte at sigte mig, så jeg det som noget ganske naturligt, at bede om at få beskikket en advokat. Trods en – efter min advokats og egen opfattelse – ulovlig nedlukning af min side, samt det faktum at jeg nu er sigtet, mener Københavns Byret dog ikke, at jeg på nuværende tidspunkt har brug for en advokat. I svaret fra byretten, der såfremt der bliver rejst tiltale, skal behandle sagen, hedder det:

 Dokument:

Jørn Jønke Nielsen                                                           Præsidentens Kontor

c/o advokat Peter Hjørne                                                  Domhuset nytorv

Gråbrødre Torv 14B                                                        1450 København K.

1154 København K.                                                         Åben man-tors 8.30–16.30

 

 

rettens nr. 98. 24980/2005

deres j. nr. 10-24404

 

8. september 2005

I anledning af Deres begæring, modtaget den 29. august 2005, fra Københavns Politi, Advokatur B, (j.nr. 5100-74255-00002-05), om at få beskikket advokat Peter Hjørne, som forsvarer i den sag, hvor politiet har sigtet Dem for overtrædelse af Retsplejelovens § 32 b, stk. 1, jf. § 30, retsplejelovens § 1017 d, stk. 1, straffelovens § 264 d, samt persondatalovens § 70, stk. 1,  nr. 1, jf. § 6, og § 8, stk. 4, skal man herved meddele Dem, at retten ikke for nærværende finder tilstrækkelig grundlag for beskikkelse af forsvarer under efterforskningen.

Afgørelsen kan kæres til Østre Landsret ved indlevering af kæreskrift vedlagt 400,- i retsafgift. Kæremålsfristen er i henhold til retsplejelovens § 969, stk. 1, 14 dage fra dato.

P.p.v.

Stig Nørskov-Jensen

Fg. Sekretariatschef

 

Det kan virke som om, at man fra myndighedernes side ikke ønsker at være mig behjælpelig med et forsvar, men det kan også skyldes, at man endnu ikke er sikker på at man vil rejse tiltale. Politiet efterforsker ikke – som det ellers skal ifølge dansk lovgivning – både for og imod mig, men kun imod mig. Således kan også jeg have brug for hjælp til forberedelse af sagen. Vi anker ikke afgørelsen til Landsretten, men genfremsætter anmodningen senere hen. Under alle omstændigheder bliver det en lang sag, hvis politiet beslutter sig for at fortsætte den. Såfremt en eventuel retssag omkring lovligheden af indholdet på Den Femte Instans, går mig imod på afgørende punkter, vil jeg anke, og i sidste ende føre den helt til menneskerettighedsdomstolen.

Mandag d. 19. september 2005 fik jeg af Københavns Politi tilladelse til at få udleveret datatilsynets rapport vedrørende: Behandling af personoplysninger på hjemmesiden www.jønke.nu Det er en lang fanden, så jeg vil jeg ikke gengive den hele her, men blot referere fra nogle væsentlige afsnit.

 Uddrag af Datatilsynets rapport af 2. juli 2005.

Politimesteren i Aalborg har særligt anmodet datatilsynet om at vurdere, hvorvidt Jørn Jønke Nielsens offentliggørelse af en video optaget på restaurant Robin, Jomfru Ane Gade i Aalborg den 12. august 2001, udgør en overtrædelse af persondataloven. Politimestren har desuden forespurgt om, hvorvidt Jørn Jønke Nielsens gengivelse af dommene, politirapporter og referater fra sagsforløbet på hjemmesiden udgør overtrædelser af persondataloven…

…Politimesteren i Aalborg har samtidig anmodet datatilsynet om at påbyde den dataansvarlige at blokere de relevante oplysninger, såfremt tilsynet finder, at der foreligger en overtrædelse af persondataloven.

…Det fremgår af sagen, at Jørn Jønke Nielsen på hjemmesiden www.jønke.nu bl. a. har offentliggjort oplysninger om medtiltaltes og vidners fulde navne.

…På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger finder Datatilsynet, at offentliggørelse af videoen fra restaurant Robin indebærer en behandling af personoplysninger omfattet af persondataloven. Datatilsynet er således af en opfattelse, at det er muligt at genkende personer, der er tilstede på videoen. …datatilsynet er endvidere af den opfattelse, at oplysninger om vidnerne udgør personoplysninger, selv om der alene angives fornavnet og første bogstav i efternavnet. Det er således tilsynets opfattelse, at det ud fra disse oplysninger vil være muligt for i hvert fald nogle udenforstående at finde ud af, hvilken person der er tale om. Hertil kommer, at de fuld navne (den tidligere omtalte fejl i retsbogsudskiftet fra byretten i Aalborg red. ) også har været tilgængelige, hvilket ligeledes udgør personoplysninger.

…Datatilsynet lægger på baggrund af de på hjemmesiden anførte oplysninger til grund, at formålet med offentliggørelsen af videoen og de beskrevne dokumenter er at tjene som dokumentation for Jørn Jønke Nielsens anfægtelse af en dom i en konkret straffesag. Oplysningerne indgår således som en del af en længere beskrivelse af forløbet i forbindelse med en konkret straffesag mod bl. a. Jørn Jønke Nielsen.

…Det er datatilsynets opfattelse, at interesseafvejningen i § 6, stk. 1, nr. 7, ikke falder ud til fordel for Jørn Jønke Nielsens offentliggørelse af optagelser fra restaurant Robins overvågningskameraer på internettet.

…Det er datatilsynets opfattelse, at interesseafvejningen i § 6, stk. 1, nr. 7, ikke falder ud til fordel for Jørn Jønke Nielsens offentliggørelse af navnene på vidner i den på hjemmesiden gengivne dom fra Retten i Aalborg. Dette gælder såvel i forhold til de fulde navne, som var tilgængelige bl. a. ved anvendelse af CTRL + A, som de delvist anonymiserede navne, hvor fornavne og forbogstaver i efternavne fremgik. Det er desuden Datatilsynets opfattelse, at offentliggørelse af navnet på offeret ikke kunne ske efter lovens § 6, stk. 1, nr. 7.

…I det omfang, oplysningerne ikke vedrører forhold af følsom karakter omfattet af persondatalovens §§ 7 eller 8, finder lovens § 6 anvendelse.

…herudover vil en vurdering af andre dele af hjemmesiden end videooptagelserne og domme, efter datatilsynets opfattelse kunne give anledning til nærmere overvejelser, herunder om forholdet til ytringsfriheden, som tilsynet ikke har foretaget ved nærværende udtalelse.

…Datatilsynet kan i øvrigt oplyse, at det ikke kan udelukkes, at datatilsynet i medfør af persondatalovens § 59, stk. 1, vil påbyde den dataansvarlige at ophøre med at offentliggøre de personoplysninger, hvor offentliggørelsen som beskrevet ovenfor er i strid med persondataloven, såfremt driften af hjemmesiden genoptages…

Puha, det var en lang smøre og der er meget mere. Hvordan et almindeligt menneske nogen sinde skal kunne sætte sig ind i alle de love og paragraffer der findes på området, er ikke nemt at svare på. Ikke overraskende bakker Datatilsynet op om politiets opfattelse af sagen. Myndighederne opfatter ofte borgerne som ”fjender” og er tæt forbrødret når det gælder. Netop der hviler selve forbandelsen tungt over den menige borgers rettigheder, herunder ytringsfriheden. Udover at jeg selvfølgelig ikke var bekendt med mange af de forskellige regler og forordninger datatilsynet nævner, så er jeg selvfølgelig – set i bagklogskabens lys – enig i, at vidnernes fornavne ikke var nødvendige at nævne i Den Femte Instans. Ligesom fejlen med efternavnene der kunne trækkes frem i byretsdommen er blevet rettet. Men hvad angår videoen og andre vigtige dele af sidens indhold, så er jeg bestemt ikke enig med hverken politiet eller Datatilsynet. På nuværende tidspunkt vil jeg dog, af hensyn til sagens forløb, afholde mig fra at fremføre mine argumenter herfor.

Her kort før jeg skal løslades er der endnu ikke sket noget i sagen omkring lukningen af min hjemmeside og politiets påstande om at den indeholdt ulovligt materiale. Hverken jeg eller min advokat har hørt noget og det på trods af at siden (med videoen) har været oppe at køre siden august måned. Formentlig vil politiet helst undgå en konfrontation der bringer sagen fra Jomfru Ane Gade frem i lyset igen, og så længe der er forholdsvis ro, holder de politikere som har haft travlt med at få lukket min side deres kæft. En anden ting som også kan have været med til at dæmpe politiets iver er, at jeg har lavet et par justeringer på siden; eksempelvis fjernet vidnernes fornavne og udskiftet dem med initialer.

Der har også i sidste halvdel af år 2005 været en række sager om påståede ulovlige hjemmesider, samt påståede ulovlige ytringer på nettet. Eksempelvis den på [reaktioner] tidligere nævnte sag om foreningen Oprørs hjemmeside. Partiet Enhedslisten har kopieret den del af sidens indhold som politiet mener er ulovligt og som domstolene har nedlagt forbud imod. Denne form for civil ulydighed hilser jeg naturligvis velkommen i kampen for et frit medie, ligesom jeg hylder modstanden imod indførslen af det totalitære samfund med baggrund i frygten for terror. MEN Enhedslisten og dets ligesindede bør i forbindelse med andre sager vise mere forståelse for at ytringer er frie på nettet indtil de uomtvisteligt er dømt ulovlige eller stærkt umoralske. Hvem der skal dømmes her og hvordan der skal dømmes bliver der formentlig snart taget stilling til af et eller andet udvalg under folketinget, eller af domstolene hvis de føler sig rustet hertil. Uanset hvad så bør ytringsfriheden have vide rammer og det gælder også i sager som den der omhandler Louise Frevert fra dansk Folkeparti, hvor hun (eller hendes webmaster) havde lagt artikler ud på politikerens side der omtalte muslimer som dårlige mennesker. Denne sag har i øvrigt været ivrigt debatteret i medierne, idet mange mente, at politiet undlod at efterforske politikeren. En anden side – denne gang en decideret hadeside – har også været meget omtalt i medierne. Efter at være blevet udsat for forhånelser fra den tidligere borgmester i Greve, sørgede venstrepolitikeren Birgitte Jerkel (også Greve) for at en anden kandidat end hendes eget partis, blev borgmester i området. Dette medførte stor vrede hos nogle borgere der ligefrem oprettede en hjemmeside hvor andre borgere kunne klikke sig ind og sige deres uforbeholdne mening om politikerens ”sidespring”. Viceborgmester Birgitte Jerkel har via politiet forsøgt at få lukket denne side, men forgæves.

 I det hele taget er der kamp på og om internettet. Hvem må sige hvad, hvem skal bestemme hvad vi må læse, se og mene? Og det foregår over hele verden. Det store slagsmål lige nu er om det fortsat skal være amerikanerne der sidder med styringen (afbryderknappen) til hele nettet, eller om dette efterhånden særdeles vigtige hverv skal overføres til en neutral instans under FN. På den ene side har jeg ikke ret meget tiltro til, at et land som USA hvis regering og politiske system emmer af korruption og magtbrynde, har uindskrænket råderet over fremtidens vigtigste medie og formentlig største  handelsmarked. Modsat har – så vidt jeg kan se – de amerikanske myndigheder endnu ikke vist at de vil misbruge denne magt. Og hvis ikke FN kan fremlægge et ordentligt program til hvordan det internationale samfund kan styre internettet, så mener jeg at styringen bør blive hvor den er.

 Hvad angår min egen sag; herunder blandt andet lovligheden af at vise videoen fra retssagerne i Aalborg, så har jeg bemærket at der i medierne, siden balladen omkring min hjemmeside, har været vist utallige brutale filmklip, billeder m.m. af folk der kommer galt afsted. Eksempelvis viste Ekstra Bladet i flere dage i træk, billeder af likvideringer i den såkaldte ”æresdrabssag” fra banegården i Slagelse. I sidste ende er det et spørgsmål om den enkelte chefredaktør eller borgers moral, samt hvad der rører sig i tiden. Jeg har ikke mulighed for at foretage mig yderligere i den aktuelle sag, udover at holde gang i min hjemmeside, men afventer naturligvis ethvert udspil fra politiet eller andre ”relevante” myndigheder, hvis sådanne er på vej.

[reaktioner] opdateret 6. januar 2006.

Jörn Jönke Nielsen

BIBLIOTEK

www.station2.tv2.dk  mandag d. 24. november 2003 / Om vidner.

www.tvaalborg.dk  Videoklip fra Robin sagen.

www.folketinget.dk/Samling/20012/lovforslag_oversigtsformat/L139.htm

www.Faklen.dk Domstolen på Rådhuspladsen. / Om Robin-sagen.

www.Faklen.dk Varetægtsfængsling som Torturredskab / Om straf før dom.

www.juraindex.dk/specialer/2000_06_louise.pdf  Om ytringsfrihed på nettet.

www.retsinfo.dk Om persondataloven.

Retsplejeloven Schultz Lovbibliotek ISBN 87-609-0124-1

Straffeloven Schultz Lovbibliotek ISBN 87-609-0888-2

Smith, Eva: ”Vidnebeviset” forlaget GAD 1986 ISBN 87-12-01615-2

Christianson, Svend-Åke: ”Traumatiske Minnen” 2. udg. Stockholm 1996.

Diverse artikler fra dagbladet Politiken

Diverse artikler fra Berlingske Tidende

Diverse artikler fra dagbladet B.T.

Diverse artikler fra Nordjyske Tidende

Diverse artikler fra Ekstra Bladet

Diverse artikler fra Jyllands-Posten

Diverse artikler fra Fyens Stiftstidende

  • facebook
  • googleplus
  • twitter
  • linkedin