Forklaringen lå mig lige for. Det var kun et spørgsmål om at tænke sagerne igennem, ligesom med alt andet her i livet. Vidnernes forklaringer var næppe udtryk for løgnagtige hensigter og eneste logiske forklaring måtte være, at de var blevet ofre for den kaotiske situation og deres egen fantasi. Det der var sket så pludseligt, deres chokerede tilstand og det faktum, at de straks ved de første politibetjentes ankomst havde kunnet råbe ”Jønke var en af dem”. Det ville blive svært at overbevise dommeren og alle andre der ikke havde været tilstede, men jo mere jeg tænkte over det, desto mere logisk virkede det. Værtshuslokalet var mørkt, der var blinkende lys, tobakståger, og alkohol. Alt sammen noget der forvirrede den menneskelige opfattelsesevne. De fleste tilstedeværende havde lagt mærke til mig allerede inden slagsmålet og på et tidligt tidspunkt deltog jeg i håndgemænget omkring den afdøde. Jeg var en del af en ”klump” af kronragede hoveder, tætte kroppe, mørkt tøj, fægtende arme og ben, og jeg var den eneste de kendte! Den eneste de kunne sætte ansigt på.

Alt andet end vidneforklaringerne ville blive sekundært i denne sag. Scenen var sat til et justitsmord og jeg vidste, at var der nogen i dette land som myndighederne ville have buret inde, så var det mig. Jeg var for dem ”overrockeren” og ”overvoldsmanden” og passede perfekt til den målrettede lov og orden politik som regeringen førte, ligesom jeg måtte være en appelsin i turbanen hos enhver politimyndighed. Min i politikernes øjne uheldige berømmelse, og det ry som politi og presse havde skabt omkring vores miljø, ville blive min værste modstander. Mine bedste kort, som det så ud nu, ville være min ærlighed og den video, som i medierne allerede blev udlagt som politiets bedste våben imod mig. Trods hårde sigtelser blandt andet for drab, frygtede jeg ikke at jeg ville blive hængt op på de knivstik der havde nedlagt overfaldsmanden. Hertil var min tillid til den danske dommerstand for stor. Politi, presse og anklagemyndighed havde udsat mig og mine for mange overgreb gennem tiderne, men mine erfaringer med domstolene var gode. Vel havde de dømt mig i hoved og røv, men det havde hver gang været for noget jeg havde gjort.

Katten blev grå af at spekulere og nu gjaldt det om at komme videre. Jeg ville møde min advokat inden vi skulle i retten igen og så måtte vi se at få styr på sagerne. Her og nu gjaldt det om at overleve og var der noget jeg var god til, så var det at leve i en isolationscelle under de værst tænkelige forhold. Aftenen før var jeg blevet kørt tilbage til Aalborg Arrest og låst inde på cellen. Jeg havde set mig selv og en masse andre i det lille tv-apparat, som arresthuset i forening med den lokale købmand, udlejede til fangerne. Og så var det ellers bare at få sovet den ud. Umiddelbart er der ikke meget at tage sig til i en isolationscelle, men har man rutinen og en lille smule forstand er det muligt at få dagen til at gå. Ved morgenmaden meldte jeg mig til bad og gårdtur. Noget ganske hverdagsagtigt for de fleste mennesker, men herinde nogle af de få højdepunkter dagen bød på. Det næste var at bestille aviser hos købmanden og få raget nogle gode bøger til sig.

Men vigtigst af alt: papir og kuglepen! Som ordensmenneske, forfatter, og isolationsanbragt måtte jeg have noget at skrive på. Konvolutter og frimærker; så de derude kunne få besked om hvor jeg var. Jeg lavede altid en dosmerseddel om hvad jeg havde brug for og hvad jeg kunne få ind. Det var ikke meget, men den blev redigeret hver dag. Og så var der naturligvis tankerne om sagen, som hvis de var relevante, skulle nedskrives til nærmere drøftelse med advokaten. Aviserne bragte mig nyt om hvad der var sket før hændelsen. Den slags var ikke altid lige korrekt, men det gav dog et fingerpeg. K og Flemming Jensen kendte hinanden og de havde været oppe at slås 14 dage forinden. Flemming Jensen stammede fra Randers-egnen og var tidligere deltager i ”stærk-mand konkurrencer. Det kunne man godt bilde mig ind, for jeg havde følt det som om jeg havde hængt fast i hornet på en gal tyr, da jeg havde forsøgt at holde ham. Et rigtigt dumt svin I har fået ram på, fortalte en gangmand mig i et ubevogtet øjeblik. Ram på! Det havde været en stor forvirring og det var sgu ikke mig der havde fået ram på ham.

I løbet af mandagen modtog jeg penge som mine brødre havde sat ind. Det var rart at have noget mønt på lommen. Hvis man ikke brød sig om maden, eller bare havde lyst til at trøstespise en halv slikbutik. Jeg tog et bad i arresthusets badeværelse der var udstyret med noget så sofistikeret som en ”møntbruser”. At bade ”under pres” havde jeg ikke prøvet siden mine unge dage på Blegdamsvejens fængsel, hvor skiftende fængselsbetjente havde skrålet ”så skyller vi” når sæben skulle ud af håret før der blev lukket for vandet. Her måtte man selv holde øje med tiden når først poletten var proppet i møntboksen. En politimand, som jeg i første omgang ikke genkendte, stod pludselig i døren til min celle. Som regel færdes politiet ikke inde på cellegangene i fængslerne og jeg må have lydt temmelig ugæstfri, for han begyndte straks at trække sig tilbage og undskylde forstyrrelsen. Han ville ikke trænge sig på men det var mig selv der havde bedt ham om at komme. Jeg genkendte ham nu som ”den lange” der havde kørt mig tidligere. Han og hans kollega havde været helt reelle og han var blot kommet for at aflevere mit ur og mine penge.

Fængselsbetjentene meddelte mig at Aalborg Arrest var en Bandidos-arrest. Som et levn fra den tidligere konflikt mellem Bandidos og Hells Angels kørte kriminalforsorgen stadig efter et opdelingsprincip og de to klubbers medlemmer måtte ikke afsone under samme tag. Tirsdag formiddag blev jeg derfor transporteret til Randers Arrest. Det var her jeg skulle tilbringe min varetægt og det var jeg bestemt ikke ked af. For det første var der rent og ordentligt. Cellerne var lyse og det var ikke længe siden de var blevet malet. Der kom også mere sollys ind gennem tremmerne end i Aalborg Arrest og de små gårde som man kunne motionere i en time om dagen, bød på mere plads og en bredere himmel. Jeg havde ikke nået at opleve personalets behandling af fangerne i Aalborg, så det var svært at bedømme hvilket sted der var bedst på det område, men som oftest blev jeg behandlet korrekt.

Jeg fik raget en ekstra hovedpude til mig, og efter få dage fik jeg en ny og større celle. Der var tale om en sikkerhedscelle – en såkaldt supercelle – som nu blev brugt til ”særlige tilfælde”. Jeg var åbenbart et særligt tilfælde og da arresthuset havde modtaget oplysninger om at jeg skulle være truet, ville de have mig der. Truet var jeg nu ikke. Der var mere tale om pressehysteri fordi den afdøde havde været venner med nogle fra Bandidos. I hvert fald havde han ikke mange venner blandt de indsatte. Selv om der naturligvis var adskillige rygklappere blandt mine medfanger, så det ud til at alle havde noget dårligt at sige om Flemming Jensen. Der sidder ikke en her som ikke har haft problemer med den mand, fortalte en af mine kommende brødre mig. Verden kunne være så lille og mit held var, at et af vore prøvemedlemmer fra Randers nu sad i cellen ved siden af min. Han kunne fortælle mig om afdøde. Om hvordan han pumpede sig med hormoner og gik i byen for at banke folk, når han havde fået noget at drikke. Jeg vidste nu, at det ikke var en tilfældig – mere eller mindre uskyldig mand – det var gået ud over og det havde jeg det godt med.

Vestre landsret havde allerede to dage efter varetægtsfængslingen stadfæstet fængslingen. Ikke for drab, men på et mistankegrundlag om at jeg havde overtrådt straffelovens § 245 ved at have sparket og trampet afdøde. Ud kom jeg i hvert fald ikke og efter en uge i kachotten var jeg ved at falde til. Jeg modtog de første breve og hilsner udefra. Støtte fra brødre og venner, kærlige ord fra piger jeg havde kær, og skideballer fra mine forældre over at jeg stadig gik i byen og dermed selv satte mig i en situation, hvor det kunne gå galt. Det sidste gjorde mig vred; for jeg havde ikke brug for at mine nærmeste gav mig skylden for en anden mands idiotiske opførsel. Det var Flemming Jensen der havde opsøgt os og angrebet K, ikke omvendt. Vel var risikoen for at blive rodet ind i ballade mange gange større når man gik i byen, men skulle man lade være med at gå ud og more sig fordi der fandtes mennesker som Flemming Jensen? Aldrig i livet; så hellere en tur i skimmelhullet!

Advokat Jens Saabo dukkede op i arresten for at gennemgå sagen med mig. Han virkede velforberedt og havde sidste nyt med til mig. Inden vi gik i gang medgav han, at jeg nok havde haft ret i, at sagen ville komme til at dreje sig om mere uvæsentlige og følelsesmæssige forhold. Eksempelvis vidnefrygt frem for håndfaste beviser. Der var kommet svar på en del af politiets tekniske undersøgelser. Selv om betjentene, der havde anholdt Peter den nat, havde nået at slukke for vaskemaskinen, var der ingen spor af blod på vores tøj. De havde kun mit ord for, at jeg måske havde haft blod på mine bukser. Hverken advokaten eller jeg så det som noget problem, da man måtte formode, at alle i nærheden af Flemming Jensen var blevet sprøjtet til med blod. Politiets teknikere var endnu ikke færdige med at undersøge resten af mit tøj og mine støvler.

Fra lægeundersøgelsen om morgenen fremgik det, at jeg ikke havde nogen skader efter slagsmål. Ingen rifter, blodudtrækninger, eller lignende. Der var heller ingen andre tegn på at jeg skulle have slået eller sparket Flemming Jensen. Hverken på mine knoer, arme, eller skinneben. Lægen havde endvidere konstateret, at jeg ikke havde haft alkohol i blodet. Det betød mindre, og skyldtes formentlig min høje forbrænding, samt de omstændigheder at jeg havde nået at sove den ud og drikke en masse vand, inden blodprøven blev taget op ad formiddagen. Undersøgelsen omkring forskellige forbudte stoffer havde heller ikke vist spor efter cannabinoler (hash), eller andre stoffer, selv om den slags skulle kunne spores i op til fyrre dage. Det komiske heri var dog den måde det var blevet brugt på i retten. Nærmest som om jeg var helt blød i lampen fordi jeg ”i ædru tilstand” kunne finde på sådan noget, som jeg blev beskyldt for. Heller ikke Peter havde vist tegn på at han havde været i slagsmål, men han havde forklaret, at han under håndgemænget havde slået Flemming Jensen tre gange med knytnæve. Jeg havde ikke slået, men der var et vidne som påstod, at jeg havde givet den afdøde et slag på munden.

Om vidneforklaringerne kunne advokaten fortælle, at de fleste af dem var usammenhængende og bar præg af at folk havde været ophidset og beruset. Sjovt nok havde vidnerne travlt med at prøve at overbevise retten om, at de ikke havde drukket særlig meget, mens jeg forsøgte at forklare retten, at jeg havde været halvfuld. Vidnerne har set en hel masse og alligevel har de ikke set noget, forklarede advokaten. Det går jo stærkt efter sådan en oplevelse og politiet har sikkert ikke holdt sig tilbage når folk først har nævnt dit navn. Vi kan jo se, at der har været stort postyr omkring din tilstedeværelse inden der overhovedet opstår noget der ligner ballade. Flere vidner havde forklaret, at de forud for slagsmålet havde snakket om at jeg var tilstede. Enkelte havde endog været henne og tale med mig og bedt om min autograf. Og du står jo lige midt i det da det bryder løs, det kan ikke undgå at sætte et præg på deres forklaringer. Både min forsvarer og jeg vidste af erfaring, at vidneforklaringer var noget af det mest ustabile der fandtes, men det var samtidig en af hjørnestenene i den danske anklagemyndigheds bevisførelse. Et vidne med en negativ påstand var ofte nok til at dømme en tiltalt i Danmark. Også selv om den tiltalte havde flere vidner der talte til hans fordel. I denne sag var der allerede fire – fem stykker som belastede mig med deres udtalelser.

Flere af dem har allerede forklaret, at de ikke er sikre på, at det de har fortalt er det de har oplevet. Derfor skal de i indenretligt forhør og det er fint nok, så får jeg lejlighed til at stille dem nogle spørgsmål. Jeg fortalte advokaten om min teori omkring vidnernes forestillinger. De har set mig midt i mylderet og så har de smækket mit ansigt på andres handlinger. Jens Saabo var enig. Hvis vi ser på et af vidnernes forklaring, så har han allerede kort tid efter at have afgivet forklaring henvendt sig til politiet og sagt, at han var i tvivl og derfor ikke kunne stå ved sin første forklaring. Han var ikke bange, men var i tvivl; om det nu ikke var den ubehagelige oplevelse og hans fantasi der havde fået ham til at forestille sig noget. Jeg delte ikke helt advokatens optimisme. Den slags ville anklagemyndigheden hurtigt udlægge som et eksempel på vidnefrygt; se hvor farlige de er, folk tør ikke en gang stå ved deres forklaringer.

Men hvad med videoen? Har du set den? Endnu ikke, men jeg har presset på og skal ind og se den sammen med Peters advokat i næste uge. Her og nu blev videoen brugt som sagens tungeste fængslingsgrundlag og så havde vi ikke en gang fået lov at se den. Jeg opfattede stadig videoen som mit bedste bud på at bevise min uskyld. Overalt hvor jeg kom frem blev jeg spurgt og ligefrem drillet med videooptagelserne. Nå Jønke. Så er du taget med begge hænder i kagedåsen spøgte flere politibetjente og fængselsansatte. De kiggede alle overrasket på mig når jeg svarede: Gu er jeg ej, den video kan kun være til min fordel. Jeg er lykkelig for den video! Hvis ingen manipulerede med den kunne den blive sagens mest troværdige vidne. Et vidne som man ikke kunne påstå, ville være bange for at vidne. Der var kun en uge til næste retsmøde, hvor anklageren temmelig sikkert ville forlange at jeg skulle forblive i varetægtsfængsel og advokaten og jeg enedes om at ringes ved lige inden.

Arresthuset havde et lille træningsrum i kælderen. Isolationsfangerne kunne benytte det hver dag, og det var lige hvad jeg gjorde. Røvsygt i forhold til de hyggelige morgener hos Hardwork Gym på Nørrebro, men sundt for sjælen. Vi havde en time med træningsmaskinen i kælderen og en times gårdtur. Jeg gik ud uanset vejret, men i august og september stod solen flot og jeg opdagede, at jeg ikke havde fået hele sommeren med. Lykkeligvis havde jeg lige akkurat nået tre ugers besøg med mine børn, der havde været på visit fra Canada. Og jeg havde mødt en dejlig pige derude i den virkelige verden, som snart kom på besøg. Vi var blevet smålune på hinanden inden episoden og selv om jeg burde vide bedre lod jeg mig hvirvle med i et tyndbenet kæresteforhold. Kærligheden bestod hovedsagligt af brevveksling og kontrollerede besøg under overværelse af en politimand. Bortset fra den korte tid besøgene varede betød det mindre, for kriminalassistent Niels Bundgaard fra Aalborg politi, som stod for den del af ”adspredelsen”, gjorde det godt.

Politiet ville høre om jeg ville medvirke til en dufttest. At benytte hundesnuder som bevis var endnu ikke tilladt i danske retssale, men der lå dog et vist indicium i det. Samtlige advokater var blevet spurgt om deres klienter ville deltage. Det var kniven det gjaldt og min advokat anbefalede mig at stille op. Jeg var endnu ikke helt klar over hvem der havde stukket, men K lignede mere og mere manden med kniven. Han nægtede stadig, men hans forklaring om hans færden den aften og det at han plejede at gå med kniv, belastede ham. Modsat kunne jeg ikke få det til at passe med mine egne observationer af det tonserstød han havde fået på kæben. Efter min opfattelse var han gået ud som et lys og var først kommet til sig selv efter at Flemming Jensen var nedkæmpet.

Min kæreste og bedste ven kom på besøg to dage før jeg skulle i retten. Det var rart at høre nyt udefra og sikre sig at der var orden på tingene. Det var der ikke, men følelsen af at der var styr på det, gjorde godt. Allerede ved min ankomst til Randers Arrest var jeg gået i gang med at skrive. Jeg var halvt færdig med en bog da jeg røg ind og havde haft et mas med at få den gjort færdig. Nu sprøjtede kapitlerne ud af mig og da bogen oven i købet handlede om nogle indsatte i et arresthus, kunne man uden at overdrive sige, at jeg havde opnået de mest optimale skriveforhold. Min kammerat havde både mine arbejdspapirer og mit manuskript med. Jeg måtte fortsætte forfatterskabet med håndskrift en tid endnu. Som chefredaktør på Scanbike havde jeg stadig et arbejde der skulle laves. Heldigvis havde jeg materiale til de fleste artikler liggende klar, så jeg kunne gå i gang med at lave næste blad. Notaterne til historien om motorcykelforretningen i Aalborg fik jeg udleveret fra politiet. Nå nu min tur nordpå skulle koste mig så meget, kunne jeg i det mindste sørge for at skrive historien.

En uniformeret politipatrulje hentede mig i Randers Arrest og kørte mig til Aalborg politistation. Jeg havde besluttet mig for at medvirke til dufttesten. Jeg havde end ikke set kniven, så kun hvis politiet lavede et direkte svindelnummer kunne det gå galt. I øvrigt kunne det skade mig ved den kommende retssag, hvis jeg viste mig for usamarbejdsvillig, ligesom det kunne skade en eventuel erstatningssag i tilfælde af frifindelse. Sigtede og tiltalte havde som grundregel ikke pligt til at udtale sig, eller frivilligt medvirke til noget som risikerede at belaste dem. Det var lovfæstet, men alligevel brugte politi og anklagemyndighed en eventuel modvillighed som argument for, at den enkelte havde noget at skjule eller ikke burde have erstatning. Også Peter og K sagde ja til en snuser, ligesom de i sagen senere anholdte Svonny, der var prøvemedlem i Aalborg. Og Wester, der var ven af huset, havde sagt ja. Alle fem sigtede var sat stævne på politigården 

Jeg nåede at give min advokat og anklageren hånden inden politimanden med dufttesten fik stoppet mig. Jeg skulle røre ved så lidt som muligt inden testen og nej, det hjalp bestemt ikke noget at vaske hænder. Selve testen bestod i at jeg holdt tyve sterile metalrør i hånden i en kort periode, som derefter blev pakket i forseglede glas. De ville senere blive sat op sammen med en masse andre rør, hvorefter et kobbel politihunde, som havde snuset til drabsvåbenet, skulle forsøge at lugte sig frem til den der havde haft det i hånden. Det var interessant at opleve, ikke mindst fordi jeg havde set et tv-program om disse prøver. For mig var det mere den nye viden end selve sagen det handlede om. Jeg håbede dog at det ville gavne mig, så jeg ikke længere ville være sigtet for selve drabet. Resultaterne af dufttesten kom nogle uger senere, men da den viste negativ på alle deltagere, undtagen Peter (to hunde ud af fire på den forkerte!), fik den ingen nævneværdig betydning for sagens videre forløb og opklaring. 

Min advokat havde endelig fået set videofilmen fra restaurant Robin. Lige inden jeg skulle fremstilles til yderligere fristforlængelse fortalte han hvad han havde set – eller rettere ikke set. For det første var filmen af meget dårlig kvalitet. Og den ”drejebog” politiet havde fremlagt i retten, som beskrev hvad blandt andet jeg havde foretaget mig, var mildest talt latterlig. De havde beskrevet mit handlingsmønster ud fra utydelige billeder og derfra draget forskellige konklusioner, som absolut intet havde med virkeligheden at gøre, men som selvfølgelig virkede belastende i retten. Eksempelvis påstod de, at jeg havde haft øjenkontakt med K, der var under stærk mistanke for at have ført kniven der dræbte Flemming Jensen. Sandheden var, at jeg overhovedet ikke havde set K fra da han var blevet slået i gulvet til lige inden vi forlod restaurant Robin. Politiets problem er, at stort set alle falder ud af billedet lige inden det går rigtig løs, forklarede min forsvarer. Der er fire kameraer i funktion og kun det ene kan siges at være brugbart. Det vigtigste foregår i en død vinkel og det kan være både godt og skidt. På mig virker det som om, at det vi kan se understøtter din forklaring.

(fristforlængelse 7/9-01) Retsassessor Gunnar Clausen tronede igen over retssalen. Det første slagsmål stod om de ”lukkede døre”. Anklageren Lotte Nielsen ønskede fortsat lukkede døre, mens vi ville have dem slået op på vid gab. Som det var nu kunne politiet fortsat ævle løs i det skjulte og det som medierne ikke fik af vide, gættede de sig til. På den måde opstod der en form for mystificering og falsk sandhed, som risikerede at skade eventuelle vidners forklaringer, argumenterede min advokat. På mig virkede det først og fremmest ubehageligt, at flere journalister og medierne allerede havde afsagt dom. Jeg var træt af de mange løgne og ville gerne imødegå dem. Jens Saabo frygtede mere at den stort set ensidige pressedækning, ville farve vidnernes forklaringer og eventuelt overbevise dem om, at jeg var skyldig.

Dørene forblev lukkede, men vi fik markeret at vi ønskede fuld offentlighed om sagen. Anklageren ville alt andet end have mig løsladt: Politiet var ikke færdige med at afhøre vidner og analysere den famøse video. Jeg var tidligere straffet, tilhørte rockermiljøet(!), og mistanken imod mig var blevet styrket efterhånden som flere vidner var blevet afhørt. Modsat kunne min advokat konstatere, at den efterhånden Danmarksberømte, video som politiet gik så meget op i, netop bekræftede min forklaring fra grundlovsforhøret; om at jeg havde været i kambolage med Flemming Jensen og derefter var trådt ud af slagsmålet og var gået hen for at samle min jakke op. Der var også flere vidner som havde holdt øje med mig under slagsmålet og de havde opfattet mig som passiv.

Jeg fik ordet og forklarede kort, at det var os der var blevet overfaldet af Flemming Jensen og hans venner og ikke omvendt. Jeg havde fra min advokat erfaret, at Flemming Jensen havde haft to kammerater med den aften. En  serber  kaldet Elvis, som var blevet slået ned af Wester umiddelbart efter slagsmålet, og en tredje ukendt person som var stukket af. Jeg havde forsøgt at holde overfaldsmanden fast, hvilket jeg ikke mente man kunne bebrejde mig, men for politiet kunne det naturligvis se ud som om jeg havde holdt ham mens han blev stukket. Jeg blev fængslet i yderligere 14 dage, men nu var fængslings-grundlaget blevet modificeret (formentlig efter landsrettens afgørelse), så der kun var mistanke om §245 (grov vold), samt  det, at jeg ikke havde gjort nok for at forhindre volden! Det virkede som et fremskridt, set ud fra det første retsmøde hvor jeg var blevet  fængslet i tre uger for manddrab, men min erfaring advarede mig imod at tage den slags for optimistisk. Som afslutning protesterede advokat Jens Saabo det bedste han kunne og ankede fængslingen til Vestre Landsret. Og så var det tilbage til fangehullet.

Jeg skulle blive i min celle. Landsretten havde igen stadfæstet fængslingen, hvad vi også havde forventet, men som uskyldige måtte vi naturligvis anke alt det vi kunne. At der ligefrem var blevet lagt vægt på, at jeg var ”tilknyttet rockermiljøet” og at jeg derfor måtte forvente at der skulle mindre til at fængsle og opretholde isolationen imod mig, virkede uhyggeligt. Hells Angels MC var en lovlig forening og et medlemskab af en sådan forening burde ikke komme en sigtet for skade, også uanset mediekampagner. Isolationsfængslingen havde vi ikke anket. Den var mig ligegyldig. Når det nu skulle være, kunne jeg ligeså godt starte med noget arbejdsro. Og ro fik jeg. Mine forældre havde sørget for at jeg fik en skrivemaskine ind og så kom der for alvor gang i produktionen. Fra klokken seks om morgenen til klokken fire om eftermiddagen, skrev jeg på min nye bog,  artikler til Scanbike, og breve til mine nærmeste. Kun afbrudt af maden, gårdturen, det daglige bad og hvad cellekammeraten (fjernsynet) bragte mig af nyheder og indtryk fra verden derude.

Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg slog over på CNN. Det ene af World Trade Centres skyskrabere i New York stod i brand, og kort efter at jeg havde skiftet kanal fløj en flyvemaskine ind I det andet? Nej der var ikke tale om en amerikansk katastrofefilm! Breaking News-skiltet med underteksten America under attack var ikke til at tage fejl af. Store dele af verden sad chokerede og fulgte med i hvad der foregik, mens de andre steder på kloden jublede. Det var fuldstædig uvirkeligt og hvad ville der nu ske? Terroraktionen var i hvert fald verdenshistoriens mest spektakulære og hvordan ville amerikanerne reagere. Utroligt at de var sluppet afsted med det, og heldigt for en præsident der ikke havde andet at byde på end isolationisme, udbytning, og krig. Terroristerne, frihedskæmperne, eller hvad de i fremtiden ville blive kaldt rundt om i verden, kunne paradoksalt nok ende med at blive helte. Uanset hvad, så satte det unægtelig alt andet i et større perspektiv. Og her sad jeg og surmulede over 14 dages forlænget varetægtsfængsel.

Skrivemaskinen arbejdede på højtryk. De sidste håndskrevne sider til Arresthuset blev skrevet rent og sendt ud, så kæresten kunne skrive dem ind på computer. Det var molboagtigt, men der var ikke rigtig andet at gøre. Jeg havde allerede et nyt manuskript i tankerne og var begyndt at samle researchmateriale. Det Sidste Sted På Jorden (hvor der endnu er fred og ro), lød arbejdstitlen. Bogen skulle handle om flertalsdemokrati, politisk uretfærdighed og den terror det kunne medføre fra visse marginaliserede grupper i samfundet. Men efter 11. september var det næsten umuligt at finde et terroremne der kunne blive stort nok. I stedet koncentrerede jeg mig om min sag; tog notater, diskuterede forskellige indfaldsvinkler med fængselsbetjente og de få andre jeg mødte på min vej, gennemtænkte hver en lille detalje jeg kunne sætte tænderne i, og skaffede mig større viden om den mand der havde startet det hele.

(fristforlængelse 25/9-01) Det var ikke nu slaget skulle stå, så på opfordring fra vore advokater gav vi afkald på personligt fremmøde ved behandlingen af den fortsatte fængsling. Vores forsvarer var naturligvis tilstede under retsmødet oppe i Aalborg og jeg blev straks efter ringet op af Jens Saabo der kunne fortælle lidt om forløbet. ”Tekniske undersøgelser havde vist, at der var blod fra den afdøde på min ene støvle og at jeg derfor måtte have været i nærheden af afdøde”. Det var der dog ikke noget nyt eller mærkværdigt ved. Jeg havde stået tæt på hvor det foregik, hvilket jeg selv havde forklaret og videoen viste. På min venstre støvle havde politiets teknikere fundet to mikroskopiske blodstænk. Et på overlæderet ved snuden og et på indersiden i syningen. Det bekymrede ikke min advokat, da spark og tramp måtte formodes at afsætte langt flere spor, og endvidere måtte det formodes, at samtlige af de personer der havde stået tæt på gerningsstedet, måtte være blevet ramt af blodstænk fra afdøde.

Videoen var igen blevet diskuteret og brugt af anklagemyndigheden som fortsat fængslingsgrundlag. Politiets analyse af videoen viste at jeg havde deltaget i volden, hævdede anklageren. Politiet havde selvfølgelig brug for mere tid til at analysere båndet. De ville gerne vise det for andre vidner i sagen, ikke mindst i et forsøg på at finde vidner de ikke kunne fastslå identiteten på. Anklageren havde også oplyst, at politiet ville sende båndet til udlandet med henblik på at få forbedret billedkvaliteten. Også min tidligere dom for manddrab og det faktum, at jeg var prøveløsladt, var nu blevet draget ind i sagen som et argument for fortsat fængsling. Jens Saabo anførte at dommen var 13 år gammel, omhandlede kriminalitet der var 17 år gammel, og at jeg ikke siden 1984 havde begået strafbare forhold. Det var en anden dommer end den der havde fængslet mig i Grundlovsforhøret, men resultatet blev det samme. Fire uger mere i isolation, som politiet skulle bruge til deres fortsatte efterforskning. Vi ankede som vanligt fængslingen og de lukkede døre til Vestre Landsret, men undlod at anke isolationen.

De første 14 dage efter den forlængede varetægtsfængsling gik som de plejede. Vestre Landsret stadfæstede fængslingen, jeg passede min træning og mine gårdture, og modtog besøg fra mine kære. Min kæreste var ulykkelig og hele situationen nagede hende mere end jeg anede. Skriverierne optog det meste af min tid og selv om det var dødkedeligt at sidde og glo, gik tiden fint. Dækningen af New York-angrebet og amerikanernes efterfølgende jagt på Taleban, al-Qaeda og hvad de ellers hed, gav også en form for adspredelse. Jeg var færdig med Scanbike og havde fået det sidste af min bog renskrevet. Nu begyndte jeg for alvor at samle researchmateriale til den nye historie, og tiden fløj afsted. Jens Saabo ringede og fortalte at vi var ”inviteret” til videofremvisning hos Aalborg politi. To dage senere blev jeg hentet af en hundepatrulje fra Aalborg. Endelig skulle jeg se den video, som ifølge medierne viste min skyld.

Kriminalassistent Niels Bundgaard, og en Jesper Müler der havde forstand på det tekniske, modtog os på politigården. Det var et helt nyt system der blev brugt så det var ikke hvem som helst der kunne betjene det. I første omgang viste politiets tekniske ekspert båndet for min advokat og jeg. Min advokat havde bestemt ikke fyldt mig med løgn: Optagelserne var meget dårlige og kun med hjælp fra politimanden fik vi lokaliseret de forskellige hovedpersoner. Vi sagde ikke noget mens billederne rullede, vi ville bare se videoen og jeg ville end ikke svare bekræftende på om det var mig på båndet. [Videoen] viste stort set ikke andet end hvad jeg havde forklaret i grundlovsforhøret, men til min og advokatens store ærgrelse var jeg ude af billedet i cirka 21 sekunder. Det ville blive en fordel for andre, men for mig var det dårligt. Jeg vidste at de sekunder ville få stor betydning for sagen og for mine muligheder for at bevise min uskyld. I deres såkaldte ”drejebog” havde politifolkene skrevet det ene og det andet som med lidt fantasi kunne passe til deres teorier, men jeg kunne nu ved selvsyn konstatere, at påstandene om, at videoen var et bevis imod mig var pure opspind. Fremlæggelsen af 30 fotokopier af stillbilleder og drejebogen havde kun tjent det formål, at sikre sig en opretholdelse af min varetægtsfængsling.

Politiets drejebog var en blanding af gætværk og ønsketænkning, og for min advokat og jeg var det tydeligt, at både retten og medierne, og dermed også eventuelle vidner var blevet manipuleret af denne fremlægning. Det skulle senere vise sig, at politiet måtte omskrive deres ”drejebog” (videoobservationer) og at hverken den eller videoen kunne bruges imod mig. Udover at videoen var af dårlig kvalitet var den delt op i fire små skærme. Det skabte en del forvirring indtil man havde lært at fokusere på det billede der viste et bestemt hjørne af gerningsstedet. Efter at have set videoen igennem nogle gange gik Jens Saabo og jeg i enrum. Politiet ville gerne have mig til at bekræfte, at det var mig på videoen. Der var flere væsentlige årsager til at jeg kunne og burde bekræfte, at det store hoved nede i hjørnet af skærmen var mit. For det første var det mit hoved. For det andet var jeg uskyldig og burde derfor ikke frygte noget, og da slet ikke sandheden. Og igen var der spørgsmålet om ”den sigtedes” villighed til at få opklaret forbrydelsen. Og vigtigst; det kunne ikke skade mine medsigtede, at jeg tilkendegav at det var mig der sås på videoen. Følgende er en nøjagtig gengivelse af den eneste politiafhøring jeg deltog i:

Dokument:

Tirsdag d. 9. oktober 2001. Journalnr. 5100-73111-00001-01. Afhøringens resultat:

Sigtede blev indledningsvis forevist videoen fra overvågningskameraerne opsat i

rest. Robin, Jomfru Ane Gade 15 i Aalborg. Sigtede fik forevist videoen startende 02:35:09 til 02::57:49. På sigtede og advokat Jens Saabos foranledning blev videoen standset flere gange og sat i gang igen for at sigtede bedre kunne danne sig et indtryk af denne.

Tilstede under forevisningen var endvidere pa. Jesper Müller, der betjente det tekniske udstyr.

Efter nærmere forevisning blev sigtede gjort bekendt med, at kriminalpolitiet ønskede at foreholde ham nogle sekvenser, og han blev herefter foreholdt nedenfor nævnte dele af videoen fra rets. Robin.

– Kamera 4, tid 02:35:09 / Sigtede blev forespurgt om han var identisk med den person der ses i billedets nederste højre hjørne kommende ind fra højre side af kameraets vinkel – gående i retning mod bar 1.

Sigtede forklarede hertil, at det kunne være ham, idet det lignede sigtedes cowboyjakke, hår samt hovedfacon.

– Kamera 2, tid 02:50:00 / Sigtede blev forespurgt  om han var identisk med den person, der ses i billedet bund i højre side.

Sigtede forklarede hertil, at det også godt kunne ligne ham, men der var en vis usikkerhed.

– Kamera 2, tid 02:54:04 / Sigtede blev forespurgt om han var identisk med den person, der ses i midten af billedets bund – stående til højre for kvinde iført sort top.

Sigtede forklarede hertil, at det også godt kunne ligne ham, men der var en vis usikkerhed.

– Kamera 2, tid 02:54:16 / Sigtede blev forespurgt om han var identisk med den person der ses i midten af billedets bund – gribende ud efter den person der står iført lys trøje i billedets nederste hjørne.

Sigtede forklarede hertil, at det helt sikkert var ham på det nævnte billede. Sigtede kunne blandt andet genkende sit ur, og sigtede kunne huske, at han hev forurettede i trøjen.

– Kamera 2, tid 02:55:13 / Sigtede blev forespurgt om han var identisk med den person, der ses midt i billedets venstre side.

Sigtede forklarede hertil, at det var ham, der ses på billedet, da han var henne og samle sin jakke op på det nævnte tidspunkt.

– Kamera 4, tid 02:57:45 / Sigtede blev forespurgt om han var identisk med den person, der forlader rest. Robin.

Sigtede forklarede hertil, at det godt kunne være ham, der ses forlade rest. Robin.

Afhøringen blev afsluttet

Fredag d. 12. oktober 2001 kl. 11.10

Niels Bundgaard Larsen

Kriminalassistent

Sagsbehandlers underskrift

Hvorfor der i afhøringsrapporten står anført, at afhøringen tirsdag d. 9. oktober 2001 først sluttede fredag d. 12. oktober 2001 kl. 11.10 skyldes formentlig, at de afhørende kriminalassistenter først har fået renskrevet rapporten her.

Tilbage i cellen lå jeg og spekulerede over det jeg havde set. Hvordan politiet havde kunnet få så mange historier om mine påståede handlinger ud af det stykke film, var mig en gåde. Videoen havde indtil nu båret hovedvægten af anklagerens mistankegrundlag og jeg forstod mere og mere hvorfor man endnu ikke havde fremlagt videoen i retten. Alt hvad videoen viste bakkede min forklaring fra grundlovsforhøret op og jeg var end ikke i nærheden af ”øjenkontakt med K”, som alle implicerede i sagen nu vidste var manden med kniven. Jeg anede håb forude og det blev ikke mindre af, at jeg og de øvrige sigtede få dage efter blev taget ud af isolation. Det var et signal om at der skete noget i sagen, men fysisk betød det mindre da jeg sad i et arresthus. Her var det begrænset hvor meget man kunne daske omkring. Jeg begyndte dog at gå fælles gårdtur, fik fællesskab med en medfange om aftenen og andre fordele. Kortspil og madlavning og en lille røg i ny og næ, ændrede mit dagprogram, men ellers formede livet sig som det plejede.

På gårdturene hørte jeg nu flere historier om afdøde. Ikke en eneste af de jeg talte med brød sig om ham. De fleste indsatte i arresten kom fra Randers eller småbyerne omkring og selv fængselsbetjentene kunne fortælle historier om mandens negative adfærd. Jeg borede i deres historier for at sikre mig, at de der fortalte dem ikke bare talte mig efter munden. Et gammelt mundheld siger, at man ikke skal tale ondt om de døde, men det havde hverken jeg eller de jeg talte med i sinde at følge. De brød sig ikke om ham og jeg havde mistet for meget på grund af hans latterlige opførsel. Jeg var endda på vej til at miste endnu mere og blive dømt for noget jeg ikke havde gjort, så efter min klare opfattelse, kunne jeg tillade mig at sige og gøre hvad som helst, hvad angik den mand. Det eneste der holdt/holder mig tilbage fra at svælge i flere detaljer om hans person, var og blev hensynet til hans efterladte.

Vi skulle i retten igen den 23. oktober, men igen skete der noget som tændte håbet hos mig. Dagen før fremstillingen ringede min advokat og spurgte om jeg havde hørt noget. Det havde jeg ikke, men han havde til gengæld hørt at Peter og Svonny var blevet løsladt. Ifølge det han havde hørt var det også på tale, at jeg skulle løslades, men jeg nægtede at tro på det før jeg stod uden for porten. Hele dagen gik med at vente, men der skete intet og klokken seks ringede Jens Saabo og gjorde det klart, at vi måtte slås for det næste dag i retten. Det virkede som om det danske justitsvæsen bare ville have mig ned med nakken og senere skulle jeg også erfare, at især Statsadvokaten og Justitsministeriet i København havde sat alt ind på at fastholde min varetægtsfængsling og få mig dømt. Min sag var blevet mere politisk end selv Jens Saabo og jeg havde forestillet os.

(fristforlængelse 23/10-01) Den nye dommer var en dame og hun kendte allerede sagen fra utallige retsmøder, med sagens øvrige sigtede. Hanne Fanø var mørkhåret, bar briller, og var nydelig at se på uden at være flot. Hun talte et klart og tydeligt sprog, og det virkede som om hun behandlede alle korrekt. Hendes fremtoning var dæmpet og høflig, men også en anelse stramtandet. Autoriteten lå lige under overfladen, hvilket de mange tilstedeværende pressefolk hurtigt fik at føle. Det var en retssal, ikke en banegård og hvis de skulle på toilettet kunne de benytte pauserne, meddelte hun dem. Efter løsladelserne og nu ”de åbne døre”, lugtede medierne blod, så der var et større fremmøde end der havde været ved de sidste fremstillinger. Var politiets sag ved at smuldre, eller var Jønke virkelig gerningsmanden, spekulerede de. Både min forsvarer og jeg var tændte, ikke mindst som en følge af løsladelserne, men også fordi ”vi ville ud”. Det var ikke ualmindeligt at advokater under en sag kunne leve sig ind i de fængsledes verden; afmagt, savn, og kamp for at komme ud. Jens Saabo var overbevist om min uskyld og kæmpede derefter.

Men anklager Lotte Nielsen var ikke tabt bag en vogn og hun var alt andet end overbevist om min uskyld. Hun brugte alle trickene i bogen for at forhindre at jeg blev sat på fri fod. Politiet var endnu ikke færdige med at analysere videoen og man søgte stadig at forbedre dens kvalitet. Videoen viste at jeg havde befundet mig i centrum for begivenhederne, og det var et vigtigt indicium at jeg havde blod på min støvle. Politiet havde afhørt mere end 100 vidner, men manglede endnu nogle stykker. En løsladelse af mig ville betyde, at jeg kunne sammenstemme min forklaring med de øvrige tiltalte, som nu for de tos vedkommende var sat på fri fod. Og så var der den altoverskyggende frygt for, at jeg ville påvirke vidner. Flere af vidnerne var bange og da efterforskningen foregik i et rockermiljø, var det nødvendigt for sagens opklaring at jeg ikke blev sat på fri fod.

Alt det der med vidneskræk, lød meget rigtigt i de forkerte ører, men det var det rene pladder. For det første sad jeg sammen med folk i arresten, der ikke havde besøgs –og brevkontrol. Dernæst havde man netop løsladt to andre sigtede i sagen, som vidste mindst lige så meget om sagen og vidnerne, som jeg gjorde. Således ville det være nemt for mig, at ”påvirke”, hvis det var det jeg ville. Sidst men ikke mindst var der ikke belæg for at tro, at jeg eller for den sags skyld nogen andre i sagen, eller fra vores miljø, ville forsøge at true vidner til tavshed. Det havde aldrig været klubbens politik at genere vidner og vidnernes frygt stammede fra politifolk og mediernes umådeholdne skræmmekampagner. At jeg var uskyldig, vidste anklager og dommer selvfølgelig ikke på dette tidspunkt, men var der noget jeg og de øvrige sigtede ikke havde brug for i denne sag, så var det at samstemme forklaringer.

Da det blev min tur koncentrerede jeg mig om videoen. Hvordan kunne det være at dommeren tillod, at politiet fremlagde 20-30 fuldstændigt utydelige stillbilleder fra en i forvejen dårlig videooptagelse? Har du set videoen, spurgte jeg dommeren. Det havde hun ikke, men det her var heller ingen retssag. Videoen blev brugt som grundlag for en mistanke imod mig og der var jo også andre aspekter der underbyggede denne mistanke. Når sagen kommer for skal vi nok få den at se, beroligede hun mig. Der var tale om en ren ekspeditionssag og det nyttede ikke noget at hidse sig op. Dommeren var den sidste jeg havde lyst til at blive uvenner med her og nu. Jeg bevarede roen og prøvede igen at forklare hende, at vi havde set filmen og at der intet var på den som belastede mig. Snarere tværtimod! Lige meget hjalp det og jeg forlod domhuset med fire uger mere.

To dage efter fik jeg et brev fra min kæreste. Hun kunne ikke klare situationen mere og ville afslutte vores forhold. Hold da helt fest hvor det kørte for mig. Ikke nok med at jeg havde sagen at slås med, samt alle de problemer der hele tiden opstod når man sad i fængsel, nu skulle jeg også kæmpe for kærligheden. Det var dog begrænset hvor meget jeg kunne kæmpe fra en celle, så efter kort tid gav jeg op. Det var nogle ubehagelige dage der fulgte, men jeg havde selv rodet mig ud i det. Oven i købet mod bedre viden. Nu var det bare om at komme sig over det og se at komme videre i en fart. Min indstilling til manden der havde forårsaget det hele, blev i hvert fald ikke bedre efter dette, og endnu en gang bandede jeg ham langt væk.

Kriminalassistent Niels Bundgaard, spurgte om jeg ville lade mig afhøre. Min advokat var også blevet spurgt, men jeg havde sagt ”nej tak”. Selv om politiet, ifølge retsplejeloven skulle efterforske med ”åbne øjne” og i deres arbejde også burde tilgodese eventuelle sigtede, så var det ikke mit indtryk at man fulgte en sådan praksis. Politiet er ikke den sigtede eller tiltaltes ven, tværtimod vil politisystemet som regel gøre alt for at skade den sigtede. Derfor, og fordi jeg tidligere havde oplevet skoling og anden svindel og humbug under politiafhøringer, afstod jeg altid fra at udtale mig til politiet. Det var ikke personligt, for sjovt nok betragtede jeg allerede kriminalassistent Niels Bundgaard, der var min sagsbehandler, som et bundhæderligt menneske. Det var heller ikke fordi jeg havde noget at skjule, for jeg var mere end villig til at stille op i en retssal og lade mig afhøre foran en dommer.

Den næste måneds tid gik med skriverier fra morgen til aften. På den måde var jeg beskæftiget og glemte hurtigere den korte kærlighedsaffære jeg havde haft. Jeg trænede det bedste jeg kunne og havde godt fællesskab med en af gutterne fra Randers-afdelingen. Hver uge modtog jeg besøg i den tilladte time, et tiltrængt pusterum fra den ensformige hverdag. Brødrene kom, nogle af mine bedste venner kiggede forbi, og så var der et par af veninderne der lige skulle peppe den gamle op. Jeg var i telefonisk kontakt med Jens Saabo, der kunne fortælle at politiet igen havde spurgt ham om jeg ville lade mig afhøre. Det ville jeg stadig ikke. Formålet med politiets genafhøringer var ofte, at de ønskede at få mulighed for, at holde sigtedes eventuelle forskellige forklaringer op imod hinanden, så de kunne forvirre og presse sig frem til en tilståelse. Den chance ville jeg ikke give dem.  

At det var vigtigt for politiet at få lov til at afhøre mig, herskede der ingen tvivl om. Kriminalassistent Niels Bundgaard spurgte mig igen ugen efter. Jeg takkede nej en gang til og foreslog endnu en gang, at vi tog afhøringen i retten. Det gider vi ikke spilde rettens tid med, sagde han. Det tager alt for lang tid. Det undrede mig, for man kunne sagtens finde tid til at slæbe alle mulige vidner ind og afhøre dem foran en dommer. Måske var den kære Niels ikke helt så luskefri som jeg gik og troede. Det var også påfaldende hvor travlt de havde haft med at ”invitere” mig til afhøring efter min kæreste var skredet fra mig. Det kunne være at de gik og troede, at jeg var ude af balance og at tiden var inde til at slå til. Som gammel strafafsoner vidste jeg, at politiet havde for vane at presse på når sigtede eller tiltalte var ude af flippen, enten på grund af chokket over at de var blevet fængslet, savnet af deres kære eller andre årsager der kunne gøre dem møre.

Advokat Jens Saabo mødte op i arresten til strategimøde. Der var halvanden uge til vi skulle for igen og vi var blevet enige om, at vi igen ville give den en skalle og forsøge at få mig løsladt. Havde jeg ikke været prøveløsladt fra en alvorlig drabssag var det allerede sket, da fængslingsgrundlaget nu kun byggede på mistanke om vold jævnfør § 245. Vi ville have mig genafhørt foran dommeren, så politiet og anklageren ikke på et senere tidspunkt kunne slippe afsted med at sige, at jeg havde vist modvillighed over for sagens opklaring. Min advokat havde naturligvis ikke helt den samme opfattelse af politiets efterforsknings-metoder, som jeg havde, men han var udmærket klar over hvordan politiet afhørte sig frem til det de gerne ville høre. Derfor var han også helt med på, at en genafhøring skulle foregå foran en dommer. Her var det begrænset hvor meget der kunne gå tabt og ens forklaring kunne ikke fordrejes.

(fristforlængelse 20/11-01) Retslokalet lignede sig selv og det samme kunne siges om dommer Hanne Fanø og politiets anklager Lotte Nielsen. En halv snes journalister, samt en lille flok nysgerrige, som jeg tippede til at være jura-studerende, havde også indfundet sig. Jeg regnede ikke med at blive løsladt, men kunne vi få sat et par ting eller tre på plads ville det ikke gøre noget. For anklageren – og formentlig også dommeren – var det ren rutine, det der skulle foregå, men vi ville mere end det. Ifølge de tidligere nævnte grunde; politiets foreløbige redegørelse omkring videoen, blodstænkene på min støvle, og de mange vidner der mente at have set mig udøve vold, ville Lotte Nielsen have min fængsling forlænget. Det var en alvorlig drabssag hvor ingen havde påtaget sig ansvaret og så skulle man ikke glemme hvad det var for et miljø efterforskningen foregik i. Politiet regnede i øvrigt med at efterforskningen kunne afsluttes i løbet af kort tid, og sagen ville blive fremsendt til statsadvokaten inden udgangen af november måned.

Jens Saabo forklarede at han ønskede mig afhørt foran dommeren, i det politiet flere gange havde fremsat ønske om at afhøre mig. At jeg ikke havde ville lade mig afhøre af politiet skyldtes ikke modvillighed, men principper og frygt for at mine ord ville blive fordrejet. Derudover undrede det ham, at anklageren, der jo var politiets forlængede arm, ikke havde fremsat ønske om at genafhøre mig. Dommeren kiggede en smule overrasket over på anklager Lotte Nilsen, der gav udtryk for, at hun ikke havde noget ønske om at afhøre mig, men heller ikke havde noget at indvende imod det. Således blev det min egen advokat der måtte lede afhøringen og stille de første spørgsmål. Min forklaring var i store træk den samme som beskrevet i [Dommervagten], men den blev mere detaljeret efterhånden som vi bevægede os frem gennem hændelsen. Jeg forklarede blandt andet, at jeg havde måttet rive mig fri af afdødes ben og flokken omkring ham, da denne var blevet væltet omkuld.

Mens forklaringen skred frem begyndte anklageren at stille uddybende spørgsmål. Om jeg da ikke havde set kniven, når nu jeg stod så tæt på slagsmålet? Jeg svarede ved at stille et modspørgsmål. Der er fem sigtede og op mod hundrede vidner, hvor mange af dem har set kniven? Lotte Nielsen kunne ikke lade være med at smile. Kun to af vidnerne havde set knive! Alle andre havde intet set, eller troet at der var tale om slag. Jeg nærede intet ønske om at fremstille mig selv som en hellig skid og lagde derfor ikke skjul på, at jeg til enhver tid ville hjælpe den eller de personer jeg var i byen med, såfremt disse blev overfaldet. Det havde bare ikke været nødvendigt at gøre mere end det, jeg allerede havde forklaret at jeg havde gjort. Nemlig at forsøge at fastholde den afdøde overfaldsmand indtil andre kom til. Vil du påstå at du aldrig har sparket Flemming Jensen i hovedet, spurgte anklageren og kiggede mig dybt i øjnene. Ja! Jeg har aldrig sparket den mand i hovedet, svarede jeg med overbevisning og fastholdt hendes blik. Ikke en lyd hørtes. Det varede formentlig kun 15 sekunder, men det var lang tid i en retssal og bagefter var jeg ikke i tvivl om at det havde gjort indtryk.

Bange vidner var et emne som flere gange var blevet bragt på banen under sagen. [Medierne] var fulde af skrækhistorier om folk der var bange for at vidne mod mig. Nogle af sagens vidner var så bange, at de ikke turde udtale sig yderligere og min advokat og jeg frygtede, at det ville medføre uheldige stemninger, der i sidste ende ville være med til at afgøre om jeg var skyldig eller ej. Derfor gjorde både min advokat og jeg meget ud af, at understrege at der netop i vores miljø aldrig var blevet truet vidner. Jeg tror at det overraskede selv anklageren da jeg bragte det på banen. Find bare én sag hvor medlemmer af Hells Angels eller andre direkte tilknyttede har truet vidner, udfordrede jeg hende og de tilstedeværende pressefolk. Min forsvarer fulgte op: Der findes ingen dokumentation på at Hells Angels har fremsat trusler mod vidner. Mange vidner er blevet afhørt og selv om enkelte af dem har givet udtryk for at de var bange, har ingen af dem anmeldt trusler.

Diskussion eller ej. Anklageren havde allerede inden retsmødet afgjort med sig og sine at jeg skulle have forlænget varetægtsfængslingen, og så blev resultatet som oftest derefter. Min nye forklaring skulle ses i lyset af, at jeg nu havde set overvågningsvideoen og derved havde fået mulighed for at afpasse min forklaring med den. Hvis dommeren ville have brugt bare to minutter på at se videoen og efterfølgende vurdere indholdet af anklagerens udtalelse, ville hun afvise den som det rene vrøvl. For det første var min forklaring stor set den samme som i grundlovsforhøret. Der blev tilføjet et par detaljer, men ingen ændringer. For det andet havde de få nye detaljer i min forklaring intet med det man kunne se på videoen at gøre. Anklageren fremhævede også, at min forklaring ikke stemte med det som flere af vidnerne fra diskotek Robin havde set. Nej, men sådan var det jo for alle. Nogle vidner sagde at jeg havde deltaget i volden, andre at jeg ikke havde deltaget, og andre igen, at de ikke havde set om jeg havde deltaget. Ingen havde set eller kunnet huske det hele, heller ikke jeg.

Fire uger mere. Nu var jeg absolut sikker på at jeg skulle holde jul i fængslet. Når de ikke havde sluppet mig ud i forbindelse med Peter og Svonnys løsladelser, ville de lade mig sidde til sagen skulle for retten. Sagen var ifølge anklageren, færdigefterforsket og jeg kunne mærke på både hende og politiet at de ikke længere troede, at jeg havde noget med knivstikkeriet at gøre. Det havde de formentlig vidst i et godt stykke tid, men myndighederne forsøgte som regel at opretholde presset mod de sigtede så længe som muligt. Med oppustede sigtelser var muligheden for at få fængslet folk større og så betød det ikke noget at sagen senere hen kom til at dreje sig om mindre forhold. For mit vedkommende lå det og svingede mellem § 244 (vold med en strafferamme på ca. mellem 1 til 6 måneder) og § 245 (grov vold med en strafferamme på fra 6 til 12 måneder). Dertil skulle så lægges problematikken omkring mine tidligere domme og prøveløsladelsen. I realiteten var det min status som prøveløsladt, der holdt mig indespærret og det blev da også fremhævet hyppigere og hyppigere af anklagemyndigheden, når fængslingsgrundlaget skulle begrundes og diskuteres.

Lige så sikkert som ammen i kirken var det, at Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse. Wester, K, og jeg skulle blive bag de høje mure indtil fristforlængelsen udløb lige før jul. Der var ikke andet at gøre end at få det bedste ud af det. Randers Arrest havde en skolestue med computer som jeg havde fået adgang til i dagtimerne. Da jeg ikke længere sad isoleret kunne jeg bevæge mig en smule mere frit. ”Arresten” som jeg havde færdigredigeret var ved at være klar til udgivelse og jeg var nu i gang med den nye bog. På det sociale område gik det også meget bedre. Endnu en af mine brødre fra Randers-afdelingen, var ankommet og skulle være der et stykke tid. Et festligt indslag, en stabil træningspartner og en at æde slik med! Selv om der var gårdtur hver dag og træning hver anden så var det svært at holde sig i form. Vi rørte os for lidt og åd bunker af guf, men fællesskabet om aftenen gav os mange grin og det hele så ikke længere så sort ud. Jeg havde stadig mine ugentlige besøg på en time. Det var nærmest overstået før det kom i gang, men det var noget at se frem til og absolut ugens højdepunkt.

Julen nærmede sig med raske skridt. Der var ikke meget nyt om sagen og det var kun at vente på næste fristforlængelse. Familie, venner og bekendte spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave. Bøger og tøj. Andet kunne man ikke få ind. Besøgene hjalp også til at holde arbejdet i gang. Min ekskæreste og andre lavede research for mig og min celle lignede efterhånden et studerekammer med billeder, papirer og fagbøger overalt. En libanesisk fange, som senere skulle åbenbare sig i medierne som gangster, terrorist, fremmedrocker, stikkersvin og meget mere, fik tæv af en tidligere Red & White mand på vores gårdtur. Der var i alt tre bure og vi gik fire sammen i hver, og selvfølgelig skete det i den gård jeg befandt mig i. Jeg var dybest set ligeglad, men skulle absolut ikke rodes ud i mere. Libaneseren var en torskepande, havde fortjent det og jeg var ikke politibetjent. Min bror og jeg holdt os bagerst i gården mens han fik nogle på klumpfisken. Betjentene opdagede det inde bag fra vinduet hvor de sad og holdt øje og kom stormende ud.

Situationer som ovennævnte var der få af, men de skabte røre i arresten og skærpede personalets appetit på sikkerhed. Vi mærkede dog ikke meget til det, udover at en politimand kom forbi for at høre om vi havde set noget. Tiden gik og den gik faktisk hurtigt, før jeg havde fået set mig om var jeg på vej mod Aalborg igen. Det var som regel betjente fra Aalborg politi der kørte mig. De fleste var høflige og korrekte og spurgte interesseret til sagen. Det hændte at vi diskuterede et aktuelt politisk emne. Andre gange; hvis jeg kunne mærke at de var nogle svin, nøjedes jeg med at nyde udsigten, og øve mine øjne i at se langt ved at stirre ud over markerne. I fængslet kunne man sjældent se og fokusere på noget der var mere end ti meter væk, så det var vigtigt at udnytte køreturene på den måde. Det var de samme mennesker som jeg havde ”delt” de sidste 4½ måned med der ventede mig i byretten. Dommeren, anklageren, retsbetjentene, enkelte af tilhørerne, og journalisterne. Sidstnævnte var der ikke så mange af her op til jul. Sagen stod i stampe og der ville næppe ske det store før i det nye år. B.T.’s mand på stedet kom dog over til mig og gav mig et lille ”klap” på skulderen. Han havde været tilstede under retsmødet hvor jeg og anklageren havde diskuteret vidnetrusler og havde tjekket mine ord. Du havde ret Jønke. Jeg har forsøgt at finde en sag hvori nogle fra jeres klub har truet vidner og det er ikke lykkedes mig.

Anklageren lagde ud med at fortælle hvad der var sket siden sidste retsmøde: Sagen var færdigefterforsket og sendt til Statsadvokaten. Det var endnu uklart med K, men Wester ville blive tiltalt efter § 245 mens det endnu ikke var blevet besluttet hvad vi andre, herunder Peter og Svonny, skulle tiltales for. For mit vedkommende anførte hun, at der var en særlig bestyrket mistanke om at jeg havde gjort mig skyldig i vold efter straffelovens § 245. Hun nævnte min tidligere dom fra 9. maj 1989 og at jeg var blevet prøveløsladt 1. juli 1998 med en reststraf på 2078 dage. Jeg havde været ude i 3 år og 1½ måned, men min prøvetid strakte sig fem år frem, grundet den lange dom. Der måtte forventes en straf på mindst 60 dages fængsel og forholdenes grovhed gjorde, at retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 var opfyldt, eller sagt på dansk; hensynet til retshåndhævelsen. For udenforstående kunne det være svært at forstå alle disse paragrafer og fine ord, men det korte og det lange var, at man ville gå efter at få udløst min prøve, eller en del af den. Det kunne i værste fald betyde mere end 7 års fængsel.

Nu var der heldigvis også en forsvarer tilstede og der skulle en dommer til at dømme. Anklageren bragte det sure frem, mens Jens Saabo leverede det søde.  Det var nu blevet afklaret, at jeg ikke ville blive tiltalt for drab eller vold med døden til følge, men højest for § 245. Mistankegrundlaget var spinkelt og jeg havde i tre år – siden prøveløsladelsen – ikke begået kriminalitet. Sidste lovbrud med højesteretsdommen af 1989 stammede helt tilbage fra 1984 og fortsat varetægtsfængsel ville være ude af proportioner med den forventede straf. Lige lidt hjalp det og rettens kendelse lød: Af de grunde som er anført i rettens kendelser af 23. oktober og 20. november 2001, og da fængslede er prøveløsladt med en lang reststraf, som helt eller delvist må forventes udløst, findes betingelserne efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3 fortsat opfyldt, hvorfor bestemmes: Fængslede Jørn Jønke Nielsen skal forblive varetægts-fængslet. Fristen fastsættes til udløb den 15. januar 2002.

Det er altid kedeligt at sidde i et arresthus, og for de fleste fangers vedkommende er det endnu mere surt ikke at kunne komme hjem til jul og nytår. En del afviser julen som ligegyldig, andre giver ligefrem udtryk for at de hader højtiden, men inderst inde tænker de fleste på familien og hyggen, eller den familie de ikke har og den hygge de ikke kan få, når højtiden nærmer sig. Jeg gjorde mit bedste for at lade som ingen ting, men julekort og gaver fik mig hurtigt revet ud af den vildfarelse. Vi var så heldige at have vores ugentlige maddag på den fireogtyvende, så min HA-bror lavede and med hele svineriet. Dertil kom rigelige mængder af slik i de kommende dage og snart vejede vi fem kilo mere end sidste år. Jeg faldt i søvn klokken ti nytårs aften, men vågnede ved larmen. Det var ikke let at sove igennem bragene fra de kanonslag der blev kastet ind over gårdene bag arresten, så jeg lagde mig og nød de mange farveskær der dansede hen over mit cellevindue. Velkommen 2002, forhåbentlig ville det blive en bedre årgang!

En dag mens jeg sad og løste kryds og tværs, blev jeg pludselig kaldt op til telefonboksen på gangen. Jens Saabo var i røret og ville lige fortælle mig, at K havde tilstået vold med døden til følge. I et politiforhør havde han erkendt at det var ham der førte kniven den aften Flemming Jensen blev dræbt [sidespor]. De fleste havde længe været klar over at K var gerningsmanden, alligevel var det endnu en grund til at Wester og jeg burde løslades. Det mente vi og vore advokater i hvert fald, men vi måtte vente og se hvad næste retsmøde bragte. Tilståelsen var formentlig kommet i stand efter en aftale mellem Statsadvokaten og K’s advokat. Forskellige årsager eller hensyn gjorde, at der ofte blev indgået forlig før der blev rejst tiltale. Af hensyn til sagens fremme, for at undgå lange retssager med store omkostninger, eller som min advokat og jeg havde mistanke om, for at få alle andre af banen så jeg til sidst ville sidde alene tilbage på anklagebænken.

(fristforlængelse 15/1-02) Tirsdag formiddag i Aalborg byret bragte ikke meget nyt. Anklageren oplyste at der ikke var sket noget videre omkring efterforskningen af sagen, siden sidste retsmøde. K nægtede sig fortsat skyldig i drab, men skulle i den kommende uge afgive forklaring foran en dommer, hvorefter statsadvokaten ville tage endelig (officiel) stilling til om drabssigtelsen skulle droppes. Fængslingsgrundlaget for mit vedkommende var det samme som i retsmødet lige før jul, argumenterede hun. Hun henviste til en sag med en mand der tidligere havde fået 14 år i dom og i løbet af sin prøvetid havde begået ny vold. Det var den eneste sag hun havde kunnet finde som bare lugtede en lille smule af min situation. Der var ingen tvivl om at det nu bare gjaldt om at holde mig inde. Den fortsatte varetægtsfængsling byggede nu alene på min fortid og det, at anklageren kunne fortælle, at der ville blive rejst tiltale inden for kort tid.

Jens Saabo argumenterede for løsladelse, da han mente at der var sket en afgørende vending i sagen med K’s tilståelse. Min klient er ikke længere sigtet for noget der har med overfaldsmandens død at gøre, sagde han. Vi har set erklæringerne fra restgenetisk institut som viser at den afdøde ikke har været udsat for særlig grov vold og der er kun – ifølge videoen – 1 eller 2 vidner ud af op mod 150 vidner, der kan have set min klient begå vold. Den af anklageren fremlagte dom kan ikke sammenlignes med det der er sket i denne sag. Domfældte blev i 1988 idømt 14 års fængsel for manddrab og først ved anden efterfølgende domfældelse for vold, blev en del af hans reststraf udløst. Derudover var den pågældende selv hovedmand i disse sager, og tillige overfaldsmand, i det volden var uprovokeret. Efterforskningen er afsluttet og sagen fuldt belyst! Men nej. Varetægtsfængslingen blev forlænget med 14 dage til den 31. januar. Da ”vi” jo fortsat var uskyldige ankede vi igen til Vestre Landsret med henblik på at få omstødt fængslingskendelsen.

(Mundtlig behandling af anke 24/1-02) Vestre Landsrets hovedsæde lå i Viborg, i de mest idylliske omgivelser man kunne tænke sig. Mellem eg og bøg, i store gamle bygninger, med højt til loftet, stuk og brede paneler. Jeg ankom med mine to ledsagere en halv time før slaget skulle stå. Uden for på gangen mødte vi Wester og de to politibetjente der var sat til at passe på ham. Wester og hans advokat havde bedt om ”mundtlige forhandling”, en ret man kunne benytte sig af når man havde siddet et vist stykke tid i varetægt. Et par dage forinden var min advokat blevet opfordret til det samme af landsretten. Det lignede et spinkelt håb, men var snarere spil for galleriet. I den fornemme retssal blev Wester og jeg bænket med vore ledsagere og inden længe dukkede dommerne op. De så gamle, triste og udtryksløse ud.

Både Westers og min advokat skulle fremlægge deres sager, men anklageren Steen Thomsen fra statsadvokatens kontor lagde ud. Han var en yngre mørkhåret mand, høflig og korrekt, men iført en snert af arrogance. Karrieremand, tænkte jeg. Han vil gøre hvad som helst for at få mig hængt. For ham var det sagen og ikke sandheden. Det varede dog heller ikke længe før han og jeg røg i totterne på hinanden. Flere vidner har fortalt hvordan Jørn Jønke Nielsen deltog i overfaldet på Flemming Jensen. L. P. har set ham sparke og trampe den afdøde i hovedet op til ti gange, procederede han. Det var første gang at et af vidnerne var blevet nævnt ved navn, men jeg gik mere op i at det var løgn hvad statsadvokaten sagde. Det er løgn, råbte jeg. Jens Saabo kiggede nærmest forskrækket over på mig. Det var første gang jeg havde hævet min stemme under hele sagen og det lignede mig ikke. Mine støvler havde aldrig været i nærheden af Flemming Jensens hoved og så skulle man lægge ører til sådan en gang sludder. Jeg bekæmpede trangen til at komme med endnu et udbrud og ventede til det blev min tur.

Vi var ikke en flok blodtørstige voldspersoner der var i byen for at føre os frem og komme op at slås. Jeg har ikke på noget tidspunkt sparket den dræbte i ansigtet, forklarede jeg. Det var ham der havde overfaldet en fra vores selskab. Det døde han af og det beklager jeg, men at fremstille os som aggressive er at skyde langt over målet. Jeg kunne ligeså godt have siddet nede på torvet med en guldbajer i hånden og råbt efter en flok husmødre, lige lidt hjalp det. Disse triste mennesker fulgte per automatik anklagemyndighedens ønsker og for dem var jeg formentlig blot endnu en voldsmand der ikke ville stå ved sine handlinger. Jens Saabo prøvede at gyde olie på vandene men så længe vidneforklaringerne ikke skulle dokumenteres ved afhøringer i retten, stod vi dårligere end en dunhammer i stormvejr. Der blev ikke afsagt nogen kendelse, men det var heller ikke nødvendigt. Vi kendte den allerede og to dage efter kom papirerne. Byrettens fristforlængelse af  15. januar stod ved magt.

Det havde været sidste chance for løsladelse før sagen. Nu var det kun at vente på domsforhandlingerne. Anklagemyndigheden havde oplyst at sagen formentlig ville komme for i midten af marts måned, sjovt nok også et forhold som landsretten gjorde gældende som argument for fortsat fængsling. Med andre ord; hvis anklageren ikke havde bekendtgjort, at sagen var lige henne om hjørnet, ville jeg være blevet løsladt. Totalt useriøst, men her sad jeg igen i min celle og spillede Red Alert på min playstation. Trænede vægte med min HA-bror og spiste mig en fedtbringe til. Tiden gik hurtigt nok, men modsat det at sidde inde for noget man havde gjort, var det meget ubehageligt at sidde for noget man ikke havde lavet. Dagen før næste retsmøde fik jeg besøg af et par gode venner og min ekskæreste. De var kede af, at jeg stadig sad og lugtede og skuffede over, at jeg ikke ville komme ud før sagen var overstået. Det var jeg også.

(fristforlængelse 31/1-02) Endnu en tur til Aalborg og endnu en fristforlængelse. Der var ikke meget nyt, men det blev oplyst at K skulle for retten inden for kort tid og at Wester igen skulle til afhøring hos politiet med henblik på ”stillingtagen” til skyldsspørgsmålet og den senere tiltale. Modsat K og Wester kunne jeg ikke forhandle med politiet om en eventuel tilståelse og lempelse af sigtelserne. Dels havde jeg på intet tidspunkt medvirket til at skade Flemming Jensen og dels risikerede jeg at min prøve på knap 5½ års fængsel ville blive udløst. For første gang under sagen kærede vi ikke den fortsatte varetægtsfængsling til landsretten, men prøvede i stedet at få besøgs -og brevkontrollen ophævet, så jeg kunne arbejde mere frit med mine bøger og det blad jeg var redaktør på. Dommer Hanne Fanø var ikke til at hugge og stikke i, så jeg røg tilbage til Randers arrest uden ændringer i mine forhold.

Tre af mine HA-brødre kom på besøg. De havde godt humør og nyheder med hjemmefra. Vi talte lidt om sagen og at den skulle for næste dag. Alle havde hørt om aftalen mellem statsadvokaturen og K, der ville komme til at handle om ”vold med døden til følge”. En af mine brødre var stærkt imod og kunne ikke forstå en sådan aftale. Han mente helt klart, at K havde handlet i nødværge og derfor burde frifindes [sidespor]. Modsat mente jeg, at vold med døden til følge var at foretrække, frem for risikoen ved den mere alvorlige tiltale for drab. Selvfølgelig havde jeg grundlæggende den indstilling, at K var blevet overfaldet af en mand, der selv havde lagt op til at det var gået som det gik, men 8 – 10 knivstik var nok lige i overkanten for nødværge. Min bror argumenterede med, at Flemming Jensen i flere tilfælde offentligt havde proklameret, at han ville nakke K. De kendte hinanden og havde været oppe at slås to uger før, hvorfra K udmærket vidste at Flemming Jensen var en frygtelig modstander. Sidst men ikke mindst havde de hørt, at Flemming Jensen havde stået på diskotek Rendezvous – det sted vi havde været på, inden vi gik på Robin den aften. Her havde han spurgt, om der var nogen der ville med på Robin og smadre K.

To dage efter kunne jeg læse i avisen, at K havde fået seks år for dødsvold [sidespor]. Anklager Lotte Nielsen havde forlangt otte års fængsel, men dommer Hanne Fanø der kørte tilståelsessagen mente, at der havde været formildende omstændigheder fordi K selv var blevet overfaldet. Ifølge retsmedicinerne var afdøde blevet stukket ti gange, heraf mindst to gange i hjerte og lever, som havde medført døden. Jeg havde ikke kontakt til K, men medierne skrev, at han virkede tilfreds med dommen. Han udbad sig dog betænkningstid med henblik på en eventuel anke. Fik Seks År I Jønke-sagen, hed det i flere aviser. Igen var jeg i fokus, på trods af, at det var hovedmanden der var blevet dømt.

Retssagen ventede forude og tiden begyndte at snegle sig. Som uskyldig regnede jeg med at blive frikendt, men grundet den lange varetægtsfængsling, havde jeg min tvivl. Tidligere var jeg blevet dømt, men det havde været i sager hvor jeg havde begået lovovertrædelser. Et par andre gange var jeg blevet løsladt eller havde fået tiltalefrafald, men hver gang var det i sager hvor jeg intet havde gjort. Således var min tiltro til de danske domstole rimelig stor. Personalet i arresten, der kun havde hørt om min sag gennem aviserne, var ikke i tvivl. Jeg ville blive dømt med piber og trommer. Af erfaring vidste de, at en tiltalt stod dårligt når der var vidner der talte imod ham. Det var ikke løgn, men de kendte ikke sagens små detaljer, de luskenumre der allerede var blevet lavet, og så selvfølgelig selve handlingsforløbet.

Tiden inden sagen blev udfyldt med skriverier, breve, og mere playstation. Til alt held havde arresthuset et antal playstations og de kunne virkelig få tiden til at gå. Det bedste var dog fortsat fællesskabet med min HA-bror og de ugentlige besøg.  Udover brødrene kom flere af mine bedste venner på besøg, lige før det skulle gå løs. De kendte mig og håbede på at jeg ville blive frikendt. Da sagen nu foregik i fuld offentlighed, kunne vi tale om den. Niels Bundgaard fra Aalborg politi var med de fleste gange, men grundet sygdom og ferie oplevede vi også et par afløsere. De beklagede sig over den anseelige mængde post og papirer der skulle til gennemlæsning efter hvert besøg. To af mine tyske HA-brødre kom også en tur forbi. Helt nede i Frankfurt håbede de på det bedste for mig. Det var den slags der varmede og fik en til at se lysere på tingene.

(fristforlængelse 28/2-02) Det var sidste gang inden selve retssagen at jeg skulle fristforlænges. Vi protesterede imod fortsat fængsling, men det var kun for at markere at jeg for længst burde have være løsladt, og ikke fordi vi troede på det. Jeg skulle blive siddende til sagen var overstået. Den var sat til at begynde måneden efter, torsdag d. 21 marts. Den efterfølgende dag og så et par dage inde i april. Jeg skulle selvfølgelig lige have påsken med og helligdagene gjorde at sagen først kunne blive afsluttet i begyndelsen af april. Dommer Hanne Fanø forlængede fængslingen til sagen skulle begynde. Vi ankede heller ikke denne gang, da Vestre Landsret jo havde besluttet sig for at jeg skulle sidde til det var overstået.

Også Wester indgik en aftale med anklagemyndigheden. Han erkendte vold mod serberen, kaldet Elvis, som havde deltaget i balladen på Flemming Jensens side. Jeg vidste ikke meget om dette forhold, da jeg ikke havde set nogle af de personer Flemming Jensen havde haft med den nat. Men jeg vidste fra min advokat, at Wester havde slået den pågældende ned uden for diskotek Robin, i forlængelse af slagsmålet med Flemming Jensen. I Ekstra Bladet kunne man under overskriften ”Rocker Dømt I Jønke-Sag” læse, at den 27-årige erkendte at han havde forsøgt at sparke Flemming Jensen i hovedet, samt at han i minutterne efter drabet havde smadret en flaske i hovedet på en tilfældig forbipasserende. At der var tale om en tilfældig forbipasserende var selvfølgelig løgn, og det negative tonefald var da heller ikke til at tage fejl af. Nu mangler systemet kun at gøre op med Jønke, sluttede artiklen.

Det var blevet tid til det endelige strategimøde mellem min advokat og jeg. Jens Saabo ankom til Randers Arrest belæsset med sagsmapper. Han var ligesom jeg i godt humør og glædede sig til at komme i gang med sagen og få den overstået. Vi fik lov at låne arresthusets bibliotek og spredte os udover bordene med papirer, skitser fra gerningssted og hvad der ellers hørte til en sådan sag. Første emne var dommeren. Jeg havde netop erfaret, at det var dommer Hanne Fanø der skulle dømme. Det brød jeg mig bestemt ikke om. Jeg gik efter at blive frifundet, intet andet. Hvordan skal hun frikende mig når hun har fængslet mig det sidste halve år, spurgte jeg Jens Saabo. Advokaten kunne godt forstå mine betænkeligheder, men da hun kun havde fængslet mig på ”almindelig mistanke” og ikke ”særlig bestyrket mistanke”, var der ikke noget til hinder for at hun også kunne dømme under selve retssagen. I hvert fald  ifølge de kendelser der var blevet afsagt om inhabilitet ved domstolene.

Jeg havde absolut intet personligt imod hende, men hver gang vi havde prøvet at få hende til at se sagen fra vores side, havde hun ikke virket synderlig interesseret. Det er fordi der kun har været tale om mistankegrundlag i forbindelse med fristforlængelser. Nu handler det om beviser og der kender jeg hende altså som en meget kompetent og reel dommer, forklarede Jens Saabo. Hun er helt kold overfor stemninger. Hun vil se beviser, understregede advokaten. Hvis du insisterer så tror jeg at hun frivilligt viger dommersædet, men hvis jeg skal give dig et godt råd, så beholder vi hende. Hun går lige efter bogen og finder sig ikke i udenomssnak. Det er sådan en dommer vi har brug for i denne sag. Jeg kan bare ikke se hvordan hun pludselig skal gå imod sine egne kendelser, indvendte jeg. Men ok, hvis du siger det.

Næste springende punkt var videoen. Anklageren havde i forbindelse med en pause i retsforhandlingerne sagt, at hun ikke havde tænkt sig at medtage videoen til domsforhandlingerne. Vi havde siddet i et venterum i Aalborg byret, hvor også min advokat havde været tilstede og jeg må tilstå, at jeg havde tabt hagen helt ned til bæltestedet. Jamen det er jo den I har brugt til at få mig fængslet lige siden begyndelsen, udbrød jeg. Ja, men vi har ikke noget at bruge den til i forbindelse med din sag, svarede hun med et lille smil. Ikke hånligt. Ikke overlegent. Bare lige et ”sådan hænger sagerne sammen kammerat-smil”. Nu havde jeg skullet lægge ører til den video i snart sagt hvert eneste retsmøde, og måttet læse side op og side ned i pressen, om hvordan jeg var blevet videofilmet under gerningen og når vi så endelig nåede frem til vejs ende, hvor beviserne skulle på bordet, havde den blot været et instrument for politiet til at holde mig indespærret.

Selvfølgelig skal vi se videoen, fastslog Jens Saabo. Den er vores bedste bevis på at du hele tiden har holdt dig til sandheden. Heri var advokaten og jeg enige. Videoen var vores eneste reelle bolværk imod vidneforklaringerne, som i denne sag kunne virke overvældende. Mindst fem personer havde til politiet forklaret, at de på den ene eller anden måde havde set mig, eller mente at have set mig deltage i volden, med enten slag, tramp eller spark. Anklagerens hovedvidne L. P havde i indenretligt forhør forklaret at hun havde set mig sparke cirka ti gange. Hun var det vidne der stod længst væk, men samtidig det vidne der ifølge advokaten virkede mest troværdig. Jens Saabo tvivlede på at hun ville vidne. Vi vidste begge at hun var meget bange, og jeg havde endda prøvet at berolige hende, ved igennem politiet at have ladet hende forstå, at hun intet havde at frygte fra min side. Ja det er utroligt, at de er så skræmte og så alligevel går ud og fortæller noget sludder om dig. Det hænger jo ikke sammen. De skader dig faktisk meget mere ved at være bange, end ved blot at sige hvad de mener at have set og oplevet, resonerede advokaten.

Vi gennemgik vidnerne og deres forklaringer et for et. Der var omkring hundrede, men kun en halv snes havde politiets og vores interesse og ville blive ført som vidner under den kommende retssag. De fleste havde ikke set noget, eller i hvert fald ikke set mig foretage mig noget ulovligt. Fem havde på et eller andet tidspunkt sagt, at jeg havde deltaget i volden, mens tre med sikkerhed kunne sige, at jeg ikke havde deltaget. En ting er de forklaringer der er afgivet over for politiet i beruset og oprevet tilstand. Det er straks en anden sag når jeg kan få lov til at stille dem spørgsmål, forklarede Jens Saabo. Helt ærlig Jens. Jeg synes de er fulde af lort. Hele bundtet! Selv vores egne vidner har ikke set halvdelen af hvad der er sket! Du har helt ret. Den eneste forklaring der ligger fast i forhold til hændelsesforløbet, er din. Alle andre har ændret forklaringer i tide og utide. Og så er de usammenhængende og selvmodsigende. Der er kun dig og videoen vi kan holde os til. Efter at have været med hele vejen, var heller ikke Jens Saabo i tvivl om, at flere af vidnerne havde sat mit ansigt på andres kroppe, eller mere juridisk korrekt; tillagt mig handlinger som ikke var mine.

At jeg sad alene tilbage på anklagebænken virkede heller ikke som nogen tilfældighed. Alt hvad der havde med selve drabet at gøre, var overstået, så det ville alene komme til at dreje sig om hvorvidt jeg havde slået, sparket og trampet Flemming Jensen i hovedet. Og her ville jeg helt klart stå dårligere fordi jeg netop var den eneste anklagede. For enten var han blevet sparket af mig, eller af personer som politiet ikke havde fundet og formentlig heller aldrig ville finde. Jens Saabo var igen enig med mig. Jeg må desværre give dig ret, Jønke. Det er dig og kun dig de er ude efter. Eller som han puttede det; hvis Wester har fået 12 måneder for sin andel, heraf seks måneder for volden mod Elvis og de tre måneder han havde på prøve, så har han reelt set fået tre måneders fængsel for at ”forsøge at sparke” Flemming Jensen. Og hvis det han optræder med på videoen er forsøg på at sparke, så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad de vil kalde det du har lavet. Jeg vil i hvert fald gerne høre hvilken danseskole han har gået på, hvis det der kan kaldes forsøg på at sparke.

Også min ekskæreste og den pige der boede i min lejlighed, kom på besøg lige inden sagen skulle for. Det var rart med noget kvindeligt selskab og den sidste sladder fra hjemmefronten. Vi havde kun en time og den forsvandt som dug for solen. Inden afslutningen på besøget diskuterede vi videoen, som begge piger havde hørt ville være til min fordel. Nå, vil I have at videofilmen skal vises i retten, spurgte Niels Bundgaard lettere overrasket. Ja selvfølgelig, svarede jeg og kiggede mindst lige så overrasket på kriminalbetjenten. Det havde han da ikke hørt noget om. Det var lige et nummer for skrapt. Alt hvad der var på den videofilm bakkede min forklaring fra Grundlovsforhøret op og nu ville de ikke have den vist når jeg skulle stilles for retten. Jeg havde også erfaret, at de to eneste politifolk der havde ekspertise til at fremvise videoen, skulle på henholdsvis ferie og på kursus netop under min sag! Straks efter besøget ringede jeg til advokat Jens Saabo for at høre hvordan det gik med videofremvisningen. Bare rolig, Jønke. Jeg har netop bedt politiet om at være tilstede med den hver eneste dag.   

 Dokument:

Jørn Jønke Nielsen

050660-XXXX

p.t. arresten i Randers

sættes herved under tiltale ved retten i Aalborg til straf for:

Legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245. stk. 1, jf. § 247, stk. 1 ved den 12 august 2001 omkring kl. 0250 på restauration ”Robin”, Jomfru Ane gade 15 i Aalborg, som tidligere straffet for forsætligt legemsangreb, at have tildelt Flemming Jensen et knytnæveslag i ansigtet samt efterfølgende adskillige gange at have sparket og trampet den liggende Flemming Jensen i hovedet og på kroppen.

Der nedlægges påstand om fængselsstraf.

Der kan forventes nedlagt påstand om erstatning.

Lotte Nielsen

Politifuldmægtig

Jörn Jönke Nielsen