Denne side indeholder relevante kommentarer og læsernes egne bemærkninger til Den Femte Instans. Alle kan skrive ind med spørgsmål, kritik og kommentarer, som vedrører sagen. Findes de væsentlige, og indeholder de eksempelvis; nye oplysninger, interessante synspunkter, eller gør opmærksom på fejl i teksterne, vil de blive tilføjet siden. Enten direkte i teksten, som rettelser, eller som indlæg på [Kommentarer]. Som indledning til en eventuel debat, har jeg spurgt Professor Dr. jur. Preben Stuer Lauridsen, der forsvarede mig i Landsretten, om han ville skrive en kommentar til sagen. Det har han gjort og den kan læses her på siden. Vær opmærksom på, at der kan gå nogen tid fra dit indlæg sendes ind og til at det eventuelt sættes på siden. Alle seriøse kommentarer og debatindlæg vil blive vist på siden. Anonyme indlæg vil blive læst, men som hovedregel ikke optaget på siden.
Juridisk gennemgang af Jønke-sagen af Preben Stuer Lauridsen professor, dr.jur.(Marts 2003)
Da Jønke spurgte mig, om jeg ville lave en samlet juridisk gennemgang af hans sag og dens behandling ved domstolene, sagde jeg naturligvis ja. For det første anser jeg det for at være min pligt, som hans beskikkede forsvarer under behandlingen af sagen. For det andet har der efter min mening været tale om en sagsbehandling, som må give anledning til bekymring for enhver, der fagligt eller blot som almindelig samfundsborger interesserer sig for det, vi plejer at kalde borgerens retssikkerhed. Vi taler her om de regler og principper, der skal sikre enhver borger, som af en eller anden grund kommer i myndighedernes søgelys, adgang til en fair retssag. Og en fair retssag er bl.a. en sag med en bevisbedømmelse, hvor enhver rimelig tvivl skal komme borgeren tilgode. Det er i første omgang vore domstole, der skal stå vagt om borgerens retssikkerhed, og som skal beskytte borgeren mod overgreb fra de administrative myndigheder, fra politiet eller fra anklagemyndigheden. Erfaringen viser, at der i høj grad er behov for en sådan beskyttelse. Såvel i civile sager mod staten som i straffesager står borgeren overfor myndigheder, der, når det kommer til stykket, har nærmest ubegrænsede ressourcer til rådighed og langtfra altid er optaget af at optræde så objektivt, som loven foreskriver. Borgeren har derfor i meget høj grad behov for beskyttelse, og jeg tror, at enhver advokat har haft sager, hvor han eller hun har siddet tilbage med en fornemmelse af, at den myndighed, der er hans klients modpart, kun har borgerens domfældelse for øje. Som modvægt har vi en række garantier indbygget i vor retsplejelov, og vi har domstolene, som skal være uafhængige af statsmagten og sørge for, at disse garantier anvendes og kommer til at gælde for enhver; kong Salomon som Jørgen Hattemager, ministersøn som HA’er. Sammenlignet med mange andre lande har vi også grund til at være tilfredse med den måde, hvorpå det danske retssystem virker. Vi skal ikke glemme, at der selv blandt EU-medlemsstaterne findes eksempler på, at man i retspraksis godkender, at der kan gå op til 5 dage, før en frihedsberøvet borger får foretræde for en dommer, eller at en tiltalt ikke har ubetinget adgang til at tale med sin forsvarer uden overvågning. Alligevel bør vi være på vagt også herhjemme, for det vil være naivt at tro, at der ikke findes adskillige eksempler på, at vore domstole i for ringe grad interesserer sig for det, som egentlig skulle være deres hovedopgave. Jønke-sagen er efter min opfattelse et eksempel på dette. Jeg skal her forsøge at forklare hvorfor.
I dansk ret fremhæver vi ofte to juridiske grundprincipper som nærmest hellige for os. Det ene gælder for strafferetten og går som nævnt ud på, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode; sagens dommere skal derfor, hvis der er nogen som helst rimelig tvivl i sagen, frifinde den tiltalte. Det andet gælder generelt og siger, at en dom altid skal begrundes; sagens parter skal i dommen kunne se, hvorfor dommerne har afgjort sagen, sådan som de har. For at sige det lige ud: Landsrettens dom over Jønke forsynder sig groft mod begge disse principper. Den mildt sagt betydelige tvivl, der i hvert fald måtte være tilbage i sagen, også efter behandlingen i landsretten, kom ikke Jønke til gode. Og dommen er, selvom den er forholdsvis lang, i virkeligheden uden begrundelse. Det sidste er desværre ikke ualmindeligt; mens præmisserne i de domme, som afsiges i vore nabolande, er lange og udførlige, er de hos os tit korte og ofte temmelig intetsigende. Hvorfor det er sådan, kan kun dommerne svare på.
Jønke er som bekendt blevet idømt 4 års fængsel (inkl. rest- og tillægsstraf m.v.) i Vestre Landsret for at have ”sparket og trampet” en på det tidspunkt forsvarsløs, men i øvrigt notorisk voldsmand – der senere døde – ”adskillige gange” i hovedet og på kroppen. Jønke var af gode grunde ikke tiltalt for selve drabet. Voldsmanden døde af knivstik i hjertet, og en anden person blev dømt for drabet, som han havde tilstået og uden for enhver tvivl også var gerningsmand til. En tredje person blev dømt for at have sparket voldsmanden. Jønke var blevet frifundet i Aalborg Byret. Der er ikke tale om en overfladisk byretsdom. Tværtimod. Jønke sad varetægtsfængslet i mange måneder, og politi og anklagemyndighed samlede alt, hvad man kunne af beviser. Byretsdommen gennemgår grundigt beviserne og samtlige vidneforklaringer i sagen og når herefter frem til, at der ikke er bevis for Jønkes skyld. Der er tale om, hvad man i daglig tale ville kalde en pure frifindelse. Der forelå ikke i landsretten ét eneste nyt bevis mod Jønke, og samtlige vidner vedstod deres forklaringer for byretten. Landsretten havde altså samme grundlag for at tage stilling som byretten.
Fra diskoteket, hvor drabet fandt sted, forelå også en videooptagelse, som anklagemyndigheden under hele Jønkes varetægtsfængsling, men uden at fremvise selve videoen for dommeren, brugte som hovedargument for Jønkes fortsatte fængsling, mens byretssagen blev forberedt. Videoen blev allerede dagen efter drabet omtalt i presse og TV, og den viste ifølge medierne, at Jønke havde sparket og trampet den afdøde. I formiddagsbladene var videoen med store overskrifter omtalt som politiets afgørende bevis mod Jønke. Da videoen (efter forsvarerens anmodning) endelig blev forevist i byretten, viste den bl.a. drabsmandens handling, men den indeholdt ikke noget som helst, som demonstrerede, at Jønke havde begået de handlinger, han var tiltalt for. Videoen viser, at Jønke, efter at voldsmanden uden anledning slår en anden mand i gulvet (han som senere med kniv stikker voldsmanden ihjel), i et kort stykke tid er i en slags håndgemæng med voldsmanden og holder fast i dennes arm. Der er her ikke tale om noget fra Jønkes side, der blot antydningsvis kunne være strafbart. Senere forsvinder begge ud af billedet, og voldsmanden og Jønke ses først igen cirka 25 sekunder senere, hvor voldsmanden bliver angrebet og sparket af flere personer. Jønke er notorisk ikke blandt disse personer men er nu tværtimod ved at fjerne sig fra det sted, hvor tingene sker. Jønke står herefter i ret lang tid et stykke væk fra begivenhederne og taler roligt med nogle af de andre gæster. Senere forlader han diskoteket. Hvad der sker i de cirka 25 sekunder, hvor både han og voldsmanden er ude af billedet, viser videoen med andre ord ingenting om. Videoen blev, igen kun efter forsvarerens begæring, også fremvist på skærm i landsretten. Desværre forhindrede retsformanden, at tilskuerne og pressen kunne komme til at følge med i fremvisningen. Havde de kunnet det, ville de ikke blot have set, at videoen som nævnt intet viste om Jønkes påståede ”sparken og trampen” på voldsmanden, men også, at videoen f.eks. klart viste, at anklagerens hovedvidne, en ung pige der blev fritaget for at afgive forklaring i landsretten, men i byretten under sagens forberedelse havde afgivet en meget indgående og detaljeret forklaring om, at Jønke trampede den døende voldsmand mindst 10 gange i hovedet og på kroppen, stort set intet kunne have set fra den plads, hun indtog. Hun stod sammen med to veninder, som da heller ingenting havde set. Det vil være synd at sige, at dette interesserede landsretten.
Drabet fandt sted sent på natten i et mørkt diskotek med musik, dans og flimrende disco-belysning, hvor der var samlet omkring 140 mennesker på et areal af – hold Dem fast: kun 74 m2, dvs. med cirka ½ m2 pr. gæst. Politiet opmålte arealet efter forsvarets anmodning. Folk stod, som det blev sagt af et af vidnerne, ”som sild i tønde”, og det var åbenbart for enhver, at det måtte have været vanskeligt, for ikke at sige umuligt for nogen at se ret meget, udover hvad der skete lige umiddelbart foran dem selv. Og selv det kunne være svært. Svarende hertil viste videoen også, at mange gæster fortsatte med at snakke og drikke øl, og at flere par, der i virkeligheden var tæt på begivenhederne, fortsatte med at danse, selv længe efter at overfaldsmanden var blevet stukket og åbenbart var døende. De opfattede ganske enkelt ikke, at et menneske blev slået ihjel nærmest lige ved siden af dem. De vidnemæssigt vanskelige forhold i diskoteket nævnes også i byretsdommen men ikke med så meget som ét ord i landsretsdommen, der overhovedet ikke kommer ind på forholdene på stedet, selvom forsvaret gjorde meget ud af det, og det som nævnt var en af byrettens præmisser.
Samtlige de vidner, politiet afhørte på selve drabsnatten, og som hos politiet belastede Jønke, blev af politiet selv betegnet som mere eller mindre berusede. De begik da også adskillige elementære fejl, forvekslede flere af hovedpersonerne og var bl.a. sikre på, at ham, der med en række knivstik dræbte voldsmanden, og som videoen viser på vej til at stikke voldsmanden, i hvert fald intet havde gjort. Senere trak flere af dem i øvrigt deres forklaringer til politiet om Jønkes handlinger tilbage. I byretten ville andre ikke vedkende sig, hvad politiet havde skrevet ned om deres forklaringer. Og i byretten gav efter sigende et af anklagerens vidner, en nordmand som anklageren ikke indkaldte for landsretten, anledning til megen moro, da han på videoen forvekslede Jønke med drabsmanden. Alligevel lagde landsretten disse vidners oprindelige udsagn til politiet til grund. Eller for at være præcis: Landsretten lagde det, som stod i politirapporterne, til grund. De politifolk, der havde afhørt vidnerne, var selv indkaldt som vidner og bekræftede naturligvis i retten, at vidnerne af sig selv havde forklaret præcis, som der stod i rapporterne, men at de i øvrigt også havde givet udtryk for at være bange og nervøse for Jønke og ”rockerne”! Denne modsætning kunne jo virke lidt besynderlig på udenforstående, når vidnerne ifølge rapporterne samtidig jo netop kraftigt belastede Jønke, men den skulle naturligvis godtgøre den påstand, som svævede over hele sagen og også kom til at spille en afgørende rolle, og ifølge hvilken vidnerne senere kun havde trukket forklaringerne tilbage eller ændret dem, fordi de var bange for repressalier. Et enkelt, beruset og oprevet kvindeligt vidne, der havde været tilstede i diskoteket sammen med sin mand og samme nat blev afhørt af politiet, hvor hun afgav en for Jønke meget belastende forklaring – som hun senere ikke ville vedstå – skulle endda ifølge en politimand umiddelbart efter sin egen afhøring have forsøgt at tale sin mand fra at vidne mod Jønke – og endda gjort det med råben og larm. Landsrettens gengivelse af kvindens svar og forklaring herom er desværre ufuldstændig og dermed urigtig for ikke at sige uredelig. Enhver tilhører vil kunne huske, at vidnet – en nydelig midaldrende kvinde – klart bestred politimandens forklaring på dette punkt, som jo også i sig selv må forekomme ret usandsynlig. Hvorfor i alverden skulle kvinden lige efter, at hun selv havde forklaret belastende om Jønke, have prøvet at hindre sin mand i at gøre det samme? Og endda gøre det råbende og bandende i overværelse af politiet? Manden bestred i øvrigt også politimandens forklaring.
Som bekendt har ingen borger pligt til at udtale sig til politiet, endsige afgive nogen form for forklaring, men en enkelt politimand, den just omtalte, havde i sin rapport alligevel anført, at han havde gjort vidnet bekendt med vidnets pligt til at afgive forklaring. Med denne, ret usædvanlige formulering, som han i retten frejdigt oplyste, at han altid brugte, ville han blot, forklarede han, gøre vidnet opmærksom på, at såfremt vidnet senere skulle blive indkaldt til at afgive forklaring i retten, så havde vidnet pligt til dér, dvs. overfor dommeren, at afgive forklaring. Politimanden mente åbenbart ikke, at dommerne til sin tid ville være i stand til at gøre vidnet dette begribeligt – hvis vidnet altså overhovedet ville blive indkaldt. Politimanden mente derimod, at han hellere med det samme, på gerningsnatten og på politigården i Ålborg, så at sige på en mulig kommende dommers vegne, måtte gøre vidnet bekendt med denne vidnepligt. En vidnepligt som politiet ellers ikke har noget at gøre med, ja som faktisk slet ikke vedkommer politiet. Og dét sad vi så i landsretten og hørte på, uden at dommerne fortrak en mine eller mente at have noget at spørge politimanden om. Landsretten gik herefter ud fra, at det forholdt sig, som anklageren mente, nemlig at vidnerne havde været og/eller stadig var bange og alene derfor senere havde trukket forklaringerne tilbage eller i dag ikke længere kunne huske ret meget af, hvad der egentlig var passeret. Hvad vidnerne faktisk forklarede, var at de især huskede den afdøde, blodet og hvor chokerede de selv havde været, men at resten i dag stod uklart i deres erindring. Men de huskede naturligvis Jønkes tilstedeværelse på diskoteket. At flere af vidnerne ikke havde villet underskrive politirapporterne, generede heller ikke landsretten. Som jeg senere skal komme tilbage til, kan der være mere sandsynlige og videnskabeligt velfunderede – men nok mindre populære – grunde til vidnernes dårlige hukommelse og deres senere fragåelse af de oprindelige forklaringer til politiet. Også dette gjorde forsvaret en del ud af, men det interesserede ikke landsretten.
Vestre Landsret lagde til grund, at voldsmanden blev stukket og sparket og derefter var døende i netop de knap 25 sekunder (landsrettens 30 sekunder er dens egen opfindelse), hvor Jønke er ude af billedet. Dette viser hverken videoen eller andre af sagens beviser noget sikkert om. Men vigtigere er, at videoen derimod viser, at flere af anklagerens vidner ikke stod, hvor de ifølge deres egne forklaringer til bl.a. politiet skulle have stået, og at der var uenighed mellem dem om Jønkes og voldsmandens placering i lokalet. Flere af dem forvekslede som nævnt også nogle af sagens hovedpersoner. Dette nævnes udtrykkeligt i byretsdommen, hvorimod landsrets-dommen er tavs. Ingen af disse vidner havde i øvrigt bemærket, at hele episoden blev indledt med, at voldsmanden slog den senere drabsmand i gulvet, eller for den sags skyld det efterfølgende håndgemæng mellem voldsmanden og Jønke. Alligevel tror landsretten på disse vidners (oprindelige) forklaringer, mens andre vidner, der både overfor politiet og i retten fastholdt, at de under episoden havde set Jønke men ikke havde set Jønke gøre noget, og som havde været tættere på gerningsstedet end flere af anklagerens vidner, men ligesom disse vidner ikke havde bemærket f.eks. håndgemænget, uden nærmere begrundelse blev anset for ikke at have kunnet se tilstrækkeligt godt, hvad der skete. Der var tale om vidner, der ikke havde den mindste tilknytning til Jønke og hans kammerater. Forklaringen fra en ung kvinde, der, som videoen viste, havde været særdeles tæt på episoden, og som den eneste også havde bemærket hvordan denne indledtes med at voldsmanden slog den senere drabsmand ned, og som til både politiet, i byretten og landsretten uden ændringer af nogen art forklarede, at hun direkte havde holdt øje med Jønke under episoden, og at hun ikke havde set ham gøre noget, forkastede landsretten også. Hun kunne heller ikke have set noget særligt, mente retten åbenbart.
Jønke blev som nævnt tiltalt og i landsretten dømt for at have ”sparket og trampet” den forsvarsløse og liggende voldsmand ”i hovedet og på kroppen”. Det lå i sagen fast, at den dræbte var blevet stukket mange gange lige efter hinanden og bl.a. var ramt direkte i hjertet, og at han havde blødt meget voldsomt. Hans tøj var gennemvædet med blod, og et vidne forklarede, at blodet stod i stråler ud fra hans brystkasse, og at hans mave og bryst var fyldt med blod. Retsmedicineren bekræftede, at dette kunne anerkendes som en dækkende beskrivelse. Alligevel lå det også fast, at Jønke kun havde fået ganske lidt blod på sig. Der var en smule på hans bukser, som han fra starten af helt af sig selv forklarede, at han havde vasket, fordi han kun havde dette ene par og skulle hjem med flyveren dagen efter. Hvor blodet stammede fra, var i sagen faktisk uvist, men Jønke forklarede selv beredvilligt, at blodet kunne stamme fra episoden på diskoteket og meget sandsynligt kunne være fra afdøde. Derudover havde han kun blod på den ene af sine støvler – og støvlerne var efter politiets egne oplysninger ikke forsøgt rengjort! Der var tale om to ganske små blodpletter; den ene i sålens syning, den anden på overlæderet, begge stammende fra afdøde. Der var ingen blodpletter overhovedet på den anden støvle eller på støvlernes såler. Landsretten tillægger disse blodpletter betydning som (delvist) bevis på Jønkes skyld, og retten forkaster uden begrundelse (indirekte) Jønkes forklaring om, hvorfor han vaskede sine bukser. Men den fortæller ikke, hvordan man kan sparke og trampe en liggende og stærkt blødende mand, fra hvem blodet åbenbart nærmest fosser ud, i hovedet og på kroppen uden at få mere end to ganske små blodpletter på den ene af sine støvler og slet intet blod på støvlernes såler! Retsmedicinerens forklaring gav os intet svar herpå men afkræftede på ingen måde Jønkes egen forklaring – fastholdt i både byret og landsret – om, at han havde haft sine ben viklet ind i slagsmålets deltagere og derfor havde måttet gøre bevægelser for at slippe fri, da han ville væk fra slagsmålet. Politiet havde heller ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge, om andre af de gæster, der havde været tæt på afdøde, havde fået blod på sig, men det fremgik af sagen, at bl.a. et af vidnerne, der prøvede at hjælpe afdøde, havde fået sit tøj tilsølet af blod. Afdødes ansigt, som Jønke skal have trampet på, viste ingen læsioner af betydning og ingen brud. Jønke vejede på det tidspunkt 95 kg, og hans støvler var kraftige Wrangler læderstøvler med en temmelig stiv gummisål. Der findes ingen juridisk definition på at trampe, så vi må holde os til den alm. sprogbrug. Forsvaret redegjorde derfor for den autoriserede definition på at trampe, som kan læses i Ordbog over Det Danske Sprog, som er at træde hårdt og kraftigt mod gulvet eller mod noget, der ligger på gulvet, f.eks. fordi man ønsker at mase det. (Bind 24 s. 351). Landsretten tog ingen notits af dette. Man syntes åbenbart ikke, at det var så vigtigt, hvad der stod i anklageskriftet.
Hvad er så mine konklusioner? Jeg mener bestemt ikke, at man kan sige, at sagens omstændigheder klart demonstrerede Jønkes uskyld. Men det mindste man må erkende er, at sagen i hvert fald viste, at der for en saglig juridisk bedømmelse måtte være stærk tvivl om Jønkes skyld, og at anklagemyndigheden ikke havde kunnet fjerne denne tvivl og dermed kunnet løfte bevisbyrden for Jønkes skyld. Der var for en normal bedømmelse bestemt ikke tilstrækkelige beviser. Jeg tror heller ikke, at selv den mest inkarnerede modstander af Hells Angels ville turde påstå, at den tvivl om Jønkes skyld, der under alle omstændigheder måtte blive tilbage i sagen, kom ham til gode. Bevisbyrden var nærmest vendt om: Som omstændighederne var, måtte Jønke selv godtgøre sin uskyld. Meget tyder også på, at det er ved at sætte sig igennem som bevisregel for HA’ere, at de så at sige skal vende den anden kind til. Hvis de er flere tilstede, må den enkelte straks fjerne sig eller aktivt gøre noget for at forhindre volden, også selvom det så vil blive mod hans egne at han må slås. Uanset hvor ofte de så vil blive dømt, tror jeg ikke rigtig på, at HA’erne har i sinde at følge en sådan praksis. Det lå i sagen fast, at den dræbte var en berygtet voldsmand, som var usædvanlig stærk og på gerningstidspunktet tillige narkotiseret. Det lå også fast, at det var den dræbte, som indledte tumulterne ved uden varsel at slå en person, der tilhørte kredsen omkring H.A. men i øvrigt var sagesløs og helt uforberedt, i gulvet med et voldsomt knytnæveslag. Med Jønkes fortid skulle han så åbenbart blot have sagt til voldsmanden, at det var da sørme ikke så pænt gjort, og derefter skulle han straks have fjernet sig. Og blev Jønke på stedet, måtte han i hvert fald sørge for, at den senere drabsmand ikke tog hævn. Jønke havde efter sin egen forklaring, som ikke blev bestridt under sagen, ikke observeret knivstikkene og var slet ikke klar over, hvor alvorlig sagen havde udviklet sig, hvilket hans adfærd på videoen i og for sig også synes at tale for rigtigheden af.
Mange andre forhold viser, at landsretten ikke interesserede sig ret meget for, hvad forsvaret måtte kunne fremføre. Der er først det objektive. I dommen anføres som nævnt intet som helst om forholdene i diskoteket. Forsvaret bad landsretten om at besigtige diskotekets lokaler og selv forvisse sig om, hvor lille pladsen måtte have været til 140 gæster, og hvor tæt folk måtte have stået. Diskoteket lå cirka 5 minutters gang fra landsrettens lokaler. Landsretten afviste anmodningen. Forsvaret demon-strerede i retssalen ved hjælp af et kommunalt målekort og en målepind, som forsvaret overlod retten, hvor lille pladsen i diskoteket var, og hvor tæt de vidner, hvis placering politiet havde lavet en skitse over, derfor måtte have stået, selvom skitsen syntes at vise, at der var masser af plads. Da retten trak sig tilbage, lå målepinden urørt på rettens bord, og retten berørte i dommen slet ikke pladsforholdene. Forsvaret fik gennemført, at videoen også blev vist i landsretten, selvom retsformanden ikke kunne forstå, hvorfor dette skulle være så nødvendigt. Vi bedømmer jo så mange værtshusslagsmål, hvor der ikke foreligger nogen video, og det plejer vi da ikke at have problemer med, sagde hun. Som om der var tale om et dagligdags slagsmål på café Pynten! Hvad videoen viste, interesserede heller ikke retten synderligt, og den nævnes i dommen da også kun ganske kort og hovedsagelig på en måde, som indirekte skal antyde Jønkes skyld, nemlig ved at fremhæve, at videoen mangler de angiveligt afgørende 25 sekunder.
Selv for en lægmand er det heller ikke svært at forestille sig, at der kan have været problematiske forhold omkring de afhøringer, der fandt sted samme nat på politigården i Ålborg. Man kan naturligvis forstå politiets ønske om at afhøre eventuelle vidner med det samme, men hvordan afhører man berusede og chokerede vidner, og hvor megen vægt kan man under disse omstændigheder lægge på deres udsagn? Forsvaret skaffede sig gennem kontakt til de psykologiske fakulteter ved Københavns og Århus universiteter kendskab til nyere vidnepsykologisk litteratur om pålideligheden af stressede vidners udsagn, efter at disse har overværet en stærkt følelsesmæssig begivenhed som f.eks. en grov voldshandling. Resultatet var tankevækkende. Jeg gengiver et par steder fra faglitteraturen: ”…Studier viser, at vores evne til at huske detaljer er dårligere ved ubehagelige oplevelser…En person, der har bevidnet en psykisk stressende begivenhed,…har svært ved at rekonstruere vigtig detaljeinformation fra begivenheden…I almindelighed hindrer stærke negative og stressende følelser korrekt iagttagelse og erindring…Stress og angst…resulterer normalt i formindsket evne til nøjagtigt at opfatte detaljer…og i ringere hukommelsesevne…I en…følelsesladet situation (husker vi) …kilden til den følelsesmæssige oplevelse, f.eks. blod, legemsbeskadigelse o.s.v…derimod husker vi perifere detaljer dårligt…Vidner husker i alm. mere korrekt, når eksponeringstiden (den tid begivenheden varer) er lang, snarere end når den er kort, og når vidnet ikke har specielle forventninger…Når man er vidne til en følelsesladet begivenhed, koncentrerer man sig om det centrale, dét der danner baggrund for ens reaktion…et overfald gør dybere indtryk på én…fordi man har medfølelse med ofret. Vidnerne til en trafikulykke med en kvinde, som blev skadet, var bekymrede over, hvad der var sket med kvinden…deres medfølelse med ofret var vigtigere end selve begivenheden…hvis en person har et våben rettet imod sig, fokuseres opmærksomheden på våbnet…det kan føre til en klar erindring om våbnet, men det kan samtidig indebære en forringet evne til at huske anden information, f.eks. hvordan gerningsmanden…ser ud”. Mange af disse almene vidnepsykologiske erfaringer passer som hånd i handske på de forklaringer, som blev afgivet af de vidner, der i første omgang belastede Jønke, og som ifølge politirapporterne på trods af angst og beruselse skulle have forklaret særdeles detaljeret om en begivenhed, der fandt sted sent på natten i et mørkt – og med snakkende, drikkende og dansende gæster – tæt pakket diskotek, og som samlet varede i kort tid; fra voldsmanden indledte slagsmålet til han lå døende på gulvet, gik mindre end 2 minutter. Et vidne fra byretten kunne f.eks. beskrive kniven meget nøjagtigt, men slet ikke drabsmanden som førte kniven. Sagt kort og populært er det sådan, at dét man husker, når man som et almindeligt menneske kommer til at overvære noget så dramatisk og uventet som knivdrabet i denne sag, først og fremmest vil være ofrets tilstand og ens egen angst, ophidselse og spontane medlidenhed med ofret, mens iagttagelser om begivenhederne i øvrigt, herunder om selve gerningsmanden, er mere usikre. Jeg gennemgik litteraturen herom for landsretten (og overlod retten en lærebog) og sammenlignede de videnskabeligt begrundede læresætninger med de i sagen afgivne vidneudsagn. Vidnerne bekræftede jo også i landsretten deres angst, ofrets tilstand, blodet og det chok, de havde følt sig udsat for, mens resten stod mere tåget i deres erindring. Flere af dem var allerede tidligt i forløbet kommet i tvivl om, hvorvidt de virkelig havde set det, de havde forklaret til politiet på selve drabsnatten, eller om det havde været udslag af deres egen fantasi kombineret med angsten og dramatikken. Vidnerne ville i retten ikke direkte fragå, at de oprindeligt kunne have sagt, som der stod i rapporterne, men de ville eller kunne ikke i landsretten bekræfte forklaringerne, hvilket de heller ikke havde gjort i byretten. Landsretten omtaler deres senere forklaringer, nærmest hånligt, på den måde, at vidnerne ”mere eller mindre klart” har givet udtryk for, at de ”har mistet deres hukommelse”, men dommerne tilføjer straks og i samme åndedrag, at vidnerne samtidig har sagt, at de af frygt for repressalier fra ”tiltalte eller de personer, der omgiver ham” ikke ”længere har lyst til at afgive forklaring”, og med denne begrundelse lægger landsretten det uden videre til grund, at det må være foregået, som vidnerne oprindeligt og uden nogen form for ansvar, udover hvad enkelte politifolk måtte have bildt dem ind, forklarede til politiet. Hermed forkaster landsretten med andre ord de forklaringer, vidnerne senere i retssalen under rolige forhold overfor en dommer, formanet af denne til at tale sandhed og under strafansvar med adgang for både dommer, anklager og forsvarer til at stille afklarende og supplerende spørgsmål har afgivet i byretten og gentaget i landsretten til fordel for, hvad nogle i denne sammenhæng tilfældige politifolk har skrevet ned på politigården i Ålborg i en sen nattetime, hvor vidnerne var berusede, ophidsede, angste og under voldsomt stress. Som jeg ser det, er det imidlertid mere dommernes ignorans end vidnernes hukommelsessvigt, man skal undre sig over, hvis det endelig skal være. Landsretten valgte i dommen at forbigå forsvarets udredninger i tavshed. Og de notoriske fejl, som anklagerens vidner begik i disses forklaringer, og som forsvaret fremhævede, kommer landsretten slet ikke ind på. Jeg påstår ikke, at den vidnepsykologiske litteratur i sig selv kan afgøre en retssag. Hvad jeg siger er, at i denne sag kunne de vidnepsykologiske erfaringer have givet retten al mulig anledning til ikke uden videre at forkaste vidnernes indenretlige forklaringer som utroværdige, til at tage politirapporterne med et gran salt, og til at betragte anklagerens teorier om vidneangst og skjulte trusler med en portion sund skepsis og med andre øjne end mediernes. Landsretten gjorde hverken det ene, det andet eller det tredje, og vi fik naturligvis heller ingen forklaring på, hvorfor vidnepsykologiens sætninger åbenbart var irrelevante.
Byretten gennemgik i sin dom med navns nævnelse hvert enkelt vidnes forklaring og tog stilling til, i hvilket omfang og af hvilke grunde forklaringen kunne tillægges vægt. Sådan skal det gøres, når det gøres ordentligt, og gør retten det, så har man, som ordsproget siger, ren røv at tude i; enhver kan bedømme rettens præmisser. Landsretten gjorde sig ikke denne ulejlighed. Vi får blot at vide, at ”mange vidner” har forklaret på en for Jønke belastende måde, men at ”stort set ingen af disse vidner” senere har villet bekræfte deres oprindelige forklaringer, idet ”flere” har oplyst, at de ikke længere kan huske noget, mens der i (andre og) ”flere tilfælde” har været tale om, at vidnerne har trukket deres forklaringer tilbage eller modificeret dem, således at ”disse vidner” ikke længere har forklaret belastende om Jønke. Mange, stort set ingen, flere, disse? Hvad i alverden er meningen? Hvorfor kan vi ikke, som retsplejelovens princip jo forudsætter, her i dommens egne præmisser præcist og i hvert enkelt tilfælde få at vide, hvem retten taler om? Landsretten opdeler herefter, igen uden nærmere præcisering, vidnerne i to grupper. Den ene omfatter de vidner, der oprindeligt overfor politiet belastede Jønke og angav, at de bl.a. havde set ham sparke og trampe på voldsmanden. Her lægger landsretten som ovenfor nævnt disse vidners oprindelige forklaringer til grund. Jeg minder her om, at den pige, der optrådte som anklagerens hovedvidne, efter videoen stort set intet kunne se! Den anden gruppe består af vidner, der i landsrettens gengivelse ”ikke har set tiltalte udøve vold”. Denne gruppe opdeler landsretten igen i to grupper, nemlig en gruppe, som stod tæt på, men bl.a. ikke havde set, at Jønke, forinden selve slagsmålet startede, ”havde grebet fat i Flemming Jensen” (voldsmanden), og en gruppe, der stod så langt fra, at vidnerne (ifølge landsretten) intet kunne se. Begge disse to gruppers vidneforklaringer mener landsretten herefter, at man åbenbart uden videre kan se bort fra. Hvordan dette kan gå til, får vi dog ikke at vide; formentlig fordi det ikke er til at forstå og derfor heller ikke til at begrunde. Sagen er jo, at de vidner, hvis forklaringer landsretten lægger vægt på, heller ikke havde observeret det forudgående håndgemæng mellem voldsmanden og Jønke, hvor Jønke ”havde fat” i voldsmanden, og blandt samtlige vidner var den unge kvinde, som meget tydeligt forklarede til gunst for Jønke, den eneste, der havde observeret det allerførste, der skete, nemlig at voldsmanden slog den senere drabsmand i gulvet. Alle andre så først optrinet på et senere tidspunkt, da voldsmanden blev angrebet af flere og kom ned at ligge, og de må derfor sikkert formodes spontant at have oplevet voldsmanden som et offer for vold – hvad han i hvert fald ikke var i begyndelsen af slagsmålet.
For den opmærksomme læser tyder nogle af dommens formuleringer på, at retten muligvis har lagt nogen vægt på, at mens de for anklageren ”gode” vidner (på et tidspunkt) har forklaret, at de har set Jønke udøve vold, så har de for Jønke ”gode” vidner kun forklaret, at de – i landsrettens gengivelse – ”ikke har set” Jønke udøve vold. Landsretten vil hermed ligesom antyde, at disse sidste vidner ikke positivt har set, at Jønke ingenting gjorde, kun negativt ikke har set, at Jønke gjorde noget; vidnerne har med andre ord ingenting set. Landsretten er her, sikkert uden selv at vide det, inde på en sondring, der undertiden kaldes sondringen mellem den interne og den eksterne negation: Logisk er der naturligvis forskel på at fremsætte en påstand om, at noget ikke er sket (internt), og ikke at ville/turde fremsætte en påstand om, at noget er sket (eksternt); det sidste siger for så vidt ingenting om emnet, det første siger noget, nemlig at emnet ikke foreligger. Sagen er imidlertid, at denne sondring som oftest slet ikke kan bruges på dagligsproget, og det er trods alt ikke logikkens men dagligdagens sprog, vidner betjener sig af. Hvis man i daglig tale ser ud ad vinduet og siger: ”Jeg tror ikke, at det sner”, så er meningen med dette udsagn naturligvis, at den pågældende vil sige, at det ikke – så vidt han da kan se – sner. Meningen er ikke, at den pågældende vil sige, at han ikke tør sige, om det sner eller ikke sner. Vil man blot udtrykke dette, siger man simpelthen: ”Jeg kan ikke se, om det sner”. Jønkes vidner sagde og mente, at han ikke havde udøvet vold. De sagde ikke, at de ikke havde kunnet se, om han udøvede vold, og enhver anden fortolkning af deres udsagn er opfundet af landsretten.
Der var også en del subjektive ting under retssagens gang. Dette skal jeg ikke gøre så meget ud af men blot nævne, at hverken Jønke eller jeg på noget tidspunkt havde indtryk af, at forsvaret – som man siger – havde rettens øre. Det er måske for meget sagt, at forsvarets udredninger kedede retten, men rettens kontakt til den ene side af retssalen var udpræget bedre end til den anden side. Den slags kommer enhver advokat ud for, og det skal man ikke lade sig mærke med. Men man kan naturligvis ikke lade være med at gøre sig sine tanker.
Man kunne med udgangspunkt i Jønkes sag tage mange andre ting op. Hysteriet om de bange vidner må på et eller andet tidspunkt afsluttes, og ingen andre end domstolene kan stoppe det, men de gør indtil videre desværre det modsatte. I Jønkes sag havde ingen truet vidnerne eller blot rettet henvendelse til dem, hvilket de alle bekræftede i retten. Den unge pige, der blev fritaget for at vidne, påstod dog, at hun bl.a. på gågaden i Ålborg var blevet hvisket noget i øret, som hun ikke rigtig kunne høre, af en, hun ikke kunne beskrive, men ingen af de andre vidner havde været udsat for noget som helst. Disse forhold og sagens hele forløb kan i virkeligheden først og fremmest give anledning til, at man spørger sig selv, om det var Jønke og hans forsvar, eller om det var politiet og anklageren, der havde mest gavn af hele den aura af vidnefrygt, der svævede over sagen.
Der er efter min mening også behov for at begrænse den praksis, der har vokset sig ganske omfattende, hvor man afhører politifolk som vidner om de rapporter, de selv har skrevet, for derigennem bedre at kunne bedømme de indenretlige forklaringer, der afgives af de vidner, der har forklaret sig til politirapporterne, og som måske senere i retten forklarer anderledes end rapporterne angiver. I Jønkes sag havde denne praksis, der oprindelig har været tænkt som en undtagelse, bredt sig ud over alle grænser.
Det ville endelig være dejligt, hvis man herhjemme en dag kunne indføre stenografiske og fuldstændige gengivelser af vidneforklaringer, som det kendes fra andre lande. I dag er vi henvist til dommernes gengivelser, der – som ethvert vidne kender til det – ikke altid er korrekte eller fyldestgørende, og efter min opfattelse heller ikke altid var det i denne sag. F.eks. gengav retten ikke fuldstændigt, hvad vidnerne fortalte om deres angst for at vidne Den blev af flere vidner udtrykkeligt beskrevet som underlig uhåndgribelig og ikke knyttet til Jønke eller de personer, der omgiver ham, men mest af alt til det forhold, at vidnerne uforvarende følte sig kastet ud i chokerende og dramatiske ting, de aldrig før havde prøvet, og til mediernes hysteri. Heller ikke gengivelsen af den forklaring, som den unge kvinde, der vidnede til Jønkes fordel, afgav, var efter min mening korrekt. For at bruge en formulering, som ikke er min egen: Gengivelserne fortæller sandheden men de fortæller ikke hele sandheden, ja undertiden føler man sig ved læsningen hensat til et næsten kafkask retssystem. Anklageren brugte f.eks. i vidt omfang en spørgeteknik, man kan mene om hvad man vil, men som i hvert fald viste sig at have succes hos dommerne: Vidnerne forklarede, som det også fremgår af landsretsdommen, alle stort set som i byretten og bekræftede de forklaringer de havde afgivet dér. For alle – jeg gentager: alle – de vidner (bortset fra anklagerens hovedvidne) der til politiet havde belastet Jønke, betød dette, at de i retten forklarede anderledes, end de havde gjort til politiet ifølge politirapporterne. Dette fremgik da også udtrykkeligt af flere af forklaringerne i byretten, hvor vidnerne bestred rapporternes gengivelser. Stillet overfor dette problem anvendte anklageren i landsretten dén teknik, at han spurgte vidnerne, om de ligefrem turde afvise, at de oprindeligt havde forklaret til politiet, som der stod i rapporterne. Stillet overfor et så inkvisitorisk og umodificeret spørgsmål, skal der for et almindeligt menneske, der gerne vil opføre sig pænt og ordentligt, naturligvis et meget stærkt bryst til at svare bekræftende: Ja, det tør jeg afvise! – hvorved vidnet jo indirekte siger, at politifolkene enten lyver eller ikke har gjort deres arbejde ordentligt. Og bortset fra et enkelt vidne turde da heller ingen af vidnerne gøre dette. I ét tilfælde kombinerede anklageren for en sikkerheds skyld sit første spørgsmål ved at vise vidnet, den rapport han havde underskrevet, for derefter at spørge, om det var vidnets underskrift, og om vidnet plejede at skrive under på noget, der ikke er rigtigt! Såfremt rettens dommere i sådanne tilfælde ikke uden videre vælger at se bort fra den slags svar og spørgsmål – hvilket jeg selv ville have gjort som dommer – stod dommerne herefter i bedste fald med mindst to modstridende forklaringer fra hver vidnes side: én hvor de forkastede rapporten, og én hvor de ikke gjorde det. Denne modsætning kommer slet ikke frem i rettens gengivelse af vidneforklaringerne.
Man må også undre sig over, at politiet op til flere uger efter gerningstidspunktet afhørte vidner uden f.eks. at spørge dem, om de havde hørt om sagen i medierne, der som nævnt allerede dagen efter stort opslået kunne fortælle, at politiet havde en video, der viste, hvordan Jønke sparkede og trampede den afdøde i hovedet. Hvor medierne havde fået denne oplysning fra, kan enhver nok gætte sig til! Det viste sig naturligvis, at flere vidner havde læst om sagen eller hørt om den i fjernsynet, men det var bestemt ikke politiets fortjeneste, at dette kom frem.
Politiet burde naturligvis have mulighed for at få hjælp fra en trænet psykolog, når de midt om natten skal afhøre berusede og stærkt chokerede vidner, som lige har overværet grov vold. Det er vist kun dommere og politifolk, der vil være tilfredse med at få at vide, at afhøringerne er foretaget af politifolk, der har mange års erfaring. Erfaring i hvad? I at afhøre berusede og chokerede vidner, der lige har overværet et blodigt knivdrab, på en måde, som også efter den almindelige vidnepsykologis regler er pålidelig?
Da jeg efter byretsdommen mødte Jønke, var han fuld af tiltro til retssystemet. De gange, jeg er blevet dømt, har jeg også gjort dét, jeg blev dømt for, sagde han, og denne gang, hvor jeg ingenting har gjort, er jeg blevet frikendt. Jeg delte ikke Jønkes optimisme, og jeg forberedte ham derfor fra begyndelsen på, at han sandsynligvis ville blive dømt i landsretten. Alligevel blev jeg chokeret over dommen og dens i virkeligheden skødesløse formulering og mangel på begrundelser, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan landsretten kunne være næsten fem timer om det begrænsede arbejde, der må have ligget bagved. Da jeg i 1960’erne arbejdede som student i Østre Landsrets konference, var en del af de maskinskrevne domme dejlig lette at konferere. Til brug for domme i ankesager fandtes nemlig et fortrykt koncept, som dommerne ikke helt sjældent brugte. Der var plads til at udfylde med dato og sagsnummer m.v., og efter disse formalia stod så følgende trykt: ”Af de i den indankede dom anførte grunde, og idet det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, vil dommen være at stadfæste”. Dén slags er desværre tit juraen i en nøddeskal. Landsrettens dom over Jønke er forholdsvis lang, og den ændrer som nævnt byrettens resultat. Men med en spidsformulering er dommen efter min mening lige så indholdsløs, som det fortrykte koncept var. Landsretten afslutter sin bevisvurdering, hvor vidnerne behandles som ovenfor nævnt, og hvor Jønkes egen forklaring om, hvordan episoden forløb, forkastes, fordi den er fremkommet for sent, selvom den blev afgivet nærmest ordret ens i både byret og landsret, med at udtale, at retten ”efter en samlet vurdering” finder det bevist, at Jønke har sparket og trampet den afdøde voldsmand i hovedet og på overkroppen, mens han var forsvarsløs. ”Efter en samlet vurdering”!?
I min forargelse over, at man kan idømme en mand 4 års fængsel uden at fortælle ham præcist, hvad man har lagt vægt på og hvorfor, og hvad man har forkastet at lægge vægt på og hvorfor, skrev jeg dengang en kort kommentar om dommen og danske dommes manglende begrundelser. Dagbladet Politiken ville, sagde man, trykke den, hvis den blev omskrevet, så den ikke handlede om Jønkes sag. Jyllandsposten svarede mig slet ikke. Ingen vil naturligvis kunne forlange, at landsretten skulle give forsvaret medhold i dets argumenter, frifinde Jønke og stadfæste byrettens dom. Men det er stadig min opfattelse, at både Jønke og alle vi andre kan forlange, at landsretten i sine domme tager stilling til de argumenter, forsvaret har fremført, og forklarer hvorfor disse argumenter efter rettens mening må forkastes. Vestre Landsret gad ikke engang nævne dem.
Jeg tror personligt, at Jønke er uskyldig, og jeg tror også, at han kan have meget ret i sin påstand om, at det var ham, vidnerne udpegede, fordi han var den eneste, de kendte af udseende og i forvejen havde lagt mærke til, mens de ikke kendte hverken deltagerne i slagsmålet eller de andre HA’ere, der var tilstede på diskoteket. Det fremgik nemlig også af sagen, at selve Jønkes tilstedeværelse havde vakt stor opmærksomhed hos adskillige af diskotekets gæster, og at flere af vidnerne kontaktede ham for at høre, hvad han lavede i Ålborg, og var henne hos ham for at få hans autograf, mens alt stadig var fredeligt. En af tjenerne mente ligefrem, at diskoteket havde fået fornemt besøg. Jeg tror ikke, at vidnerne på nogen måde bevidst har udpeget Jønke af denne grund, men jeg tror på, at det meget vel i vidnernes chokerede tilstand kan være blevet til, at det var Jønke som begik volden. Efter drabet gik det da også som en løbeild gennem diskoteket, at Jønke var indblandet. Uanset om man kan lide det eller ej – og landsretten kunne bestemt ikke lide det – så er Jønke en kendt person, foredragsholder, forfatter, og han har i en årrække været talsmand for Hells Angels. Han er langt mere kendt end nogen landsdommer eller professor. I tysk ret ville han uden tvivl være en ”Person der Zeitgeschichte”. Der er derfor grund til at tro, at alt hvad han foretager sig eller ikke foretager sig, følges med en så stor interesse, nysgerrighed og til tider nyfigenhed, at der sjældent er særlig langt fra den ene fjer til de fem høns, som HC Andersen skrev om.
Dommen blev som bekendt modtaget med en næsten hysterisk glæde og selvtilfredshed i det meste af pressen. Spørgsmålet er, om alle vi andre har noget at være glade for, når retshandlinger kan foregå på den måde, og deres resultater være så dårligt begrundet. På det sidste punkt er Jønke-sagen dog som nævnt ikke enestående, hvilket enhver advokat vil kunne bekræfte.
Marts 2003.
[the_ad_placement id=”manual-placement”]
