Optakten til drabet og selve hændelsen som jeg oplevede den. Af hensyn til overskueligheden er kun personer der har relevans for efterforskningen og det retslige efterspil nævnt ved navn.
Flyveren fra København til Aalborg havde netop sat mig af og jeg var på vej ind mod byen i bil. En af mine HA-brødre havde hentet mig og vi fik os en god sludder undervejs. Min bror havde ”lovet mig væk” til en af sine venner, der skulle afholde reception i forbindelse med genåbningen af en motorcykelforretning. Som redaktør på den danske del af det skandinaviske Motorcykelblad Scanbike, var det min opgave at skrive artikler om den slags, og samtidig mente min bror at jeg ville have godt af at få lidt nordjysk muld under fødderne. Det var ikke første gang jeg besøgte brødre og venner i og omkring Aalborg og det havde som regel været nogle sjove og fornøjelige ture. Tilværelsen så temmelig lys ud og hvis jeg overhovedet havde en bekymring i livet, så var det al den gode mad der lurede forude og truede med at gøre mig federe end jeg var.
Flere brødre, prospects og venner opholdt sig i klubhuset da vi ankom. Jeg kom af med min taske, fik et bad og vi gjorde klar til at tage ud til Harley-Shoppen på Hjørringsvej. Foran butikken mødte jeg min fotograf, der meget bekvemt boede i Nordjylland. Vi aftalte med det samme hvad vi skulle have taget billeder af. Der var en del mennesker både udenfor og indenfor; nogle jeg kendte og endnu flere jeg ikke kendte. Efter at have set mig omkring fandt jeg sammen med den ene af ejerne, og en mekaniker som arbejdede i shoppen. Det tog mindre end en time, at lave det interview jeg skulle bruge og mens fotografen gjorde sig færdig, brugte jeg tiden på at hilse på gamle og nye venner. En af de ”nye” var en prospect fra Aalborg-afdelingen, kaldet K. Jeg havde set ham før, men kendte ikke så meget til ham. Solid så han ud. Ung og ikke videre snakkesaglig, men høflig og korrekt.
I løbet af eftermiddagen tog vi tilbage til klubhuset hvor jeg nappede en hurtig lur inden der blev serveret aftensmad. Der var rødvin til maden og efterfølgende røg jeg den første joint. Arbejdet var overstået og nu kunne jeg slappe af indtil jeg skulle hjem dagen efter. Flere kom til og det endte i sjusser og højt humør, før nogle af os igen tog ud til motorcykelforretningen, for at deltage i den mere festlige del af receptionen. Et fadølsanlæg, en slat levende musik og en masse opstemte mennesker mødte os, da vi nåede frem. Jeg fulgtes med min HA-bror Peter, og K var vores chauffør. Modsat os andre nød han ikke alkohol. Da jeg ikke brød mig om øl, havde nogle af arrangørerne sørget for et par halvliters Fanta med vodka. Blandingen var god og et par hvæs på en joint ude på marken bagved, gjorde heller ikke noget.
På et tidspunkt besluttede vi os for at tage i byen. Peter, K, og et ægtepar jeg ikke kendte, tog mig med ind til Aalborgs festkvarter ved Jomfru Ane Gade. Ingen af os vidste hvad klokken var, men den havde passeret midnat og der var gang i gaden. Vi fandt os et drikkehul på Diskotek Rendezvous og nåede at hygge os en halv time inden et par civilklædte betjente dukkede op. De nikkede goddag og bad K om at følge med udenfor. K blev derude, da politiet ikke ville have ham på diskoteket. Ikke lang tid efter foreslog Peter at vi tog videre. Vi drak ud, forærede resten af vores flaske til to piger og forlod beværtningen.
Diskotek Robin var et lille sted, som jeg så vidt jeg erindrede, aldrig tidligere havde været inde på. Folk stod tæt og der skulle lidt massen til for at få en plads i baren. Musikken var høj, lyset dæmpet men flimrende af spots fra diskjockey-boksen bag os. Folk dansede, ævlede og bævlede, og var i strålende humør. Det øvrige publikum var helt sikkert mere påvirkede end vi var. Et par piger spurgte om de kunne få en autograf, en mand købte en drink til mig, mens andre bare ville snakke. Flere venner og bekendte til mine nordjyske brødre kom til, både piger og drenge. Jeg hilste på Svonny, endnu en prospect fra Aalborg-afdelingen. Vi var vel efterhånden femten til tyve personer, der mere eller mindre var tilknyttet selskabet.
Peter og jeg havde vendt os mod baren og stod med ryggen til dansegulvet. Det øvrige selskab stod ved siden af os, med retning ud mod indgangsdøren. K, som havde været en tur oppe og vende i gågaden, havde indfundet sig igen. Han havde min jakke over armen og stod på dansegulvet bag os. Peter og jeg havde kendt hinanden i mange år og vi havde meget at snakke om. Kun de der hele tiden ville skåle, eller købe drinks afbrød vores samtale med jævne mellemrum. På et tidspunkt vendte vi os begge ud mod dansegulvet, som nu lå skråt til venstre for vores synsvinkel, men efterhånden var blevet ”udvidet” til at omfatte det meste af det frie gulv. Vi lænede os begge mod baren, jeg havde en drink i højre hånd og nød især synet af de mange dansende piger.
Jeg kender ikke manden der pludselig står foran mig og jeg er sikker på at jeg aldrig har mødt ham før. Han står med siden til, kun en meter fra mig, men jeg kan se hans ansigt og er med det samme klar over at han vil ballade. Han kigger fremad og har en ondskabsfuld attitude på, med et lille, nærmest hoverende smil på læben. Hvem er han ude efter, tænker jeg og følger hans blik. Jeg får øje på K, der står en meter foran manden. Det virker ikke som om han har set ham, og jeg når ikke at reagere før slaget falder. Det er et hårdt slag og det sidder klokkerent på K’s kæbe. K går i gulvet og selv om overfaldsmanden ikke kan høre mig, råber jeg ”hvad fanden laver du, mand?!” Samtidig griber jeg fat i hans trøje ved skulderen.
Overfaldsmanden vender nu ansigtet imod mig. Han gør det med et ryk uden at dreje kroppen. Han har stadig sit ondskabsfulde grin på, men det virker som om han bliver overrasket over at se mig. I det samme hiver en anden fat i ham fra den modsatte side og han vender ansigtet mod den nye ”trussel”. Jeg slipper og sætter min drink på bardisken bag mig, hvorefter jeg ryger frem og griber fat om hans venstre arm. Samtidig træder Peter frem og lægger armen om halsen på ham bagfra. I fællesskab får vi ham hevet ind til bardisken, således at hans ansigt vender ud mod lokalet. Jeg har med min arm fat rundt om hans overarm og står nu lænet indover baren og holder fast i bardisken med højre hånd. Han har arme som træstammer og jeg tænker med det samme: Fy for pokker; jeg har en arm, så må de andre klare resten. Jeg trækker hovedet ned mellem skuldrene, så ørerne er beskyttet mod slag fra siden.
Trods mine 95 kilo og grebet om den modsatte side af bardisken bliver jeg nærmest revet af baren. Baglæns og til siden, ud mod døren. Slipper jeg ikke overfaldsmanden ryger jeg med ned. Der er vild tumult og det er meget forvirrende med arme, ben og kroppe overalt. Folk vælter rundt mellem hinanden. Overfaldsmanden falder væk fra mig og ender på knæ med hovedet vendt bort fra hvor jeg står. Jeg kommer fri af ham mens han prøver at komme op, og skal til at gå til ham, da jeg ser fire – måske fem mand ryge på ham og begynde at sparke. I det samme støder jeg ind i Peter, der på grund af de mange mennesker masser mig ind mod bardisken. Det her skal du ikke blande dig i, siger han. Jeg står med røven lænet op ad en barstol og vores ansigter er presset tæt sammen. Der er kaos omkring os, slagsmålet fortsætter og kun få meter fra os danser folk videre.
Jeg trækker mig bort fra stedet hvor overfaldsmanden nu er ved at komme til kort. Der er blod, men slagsmålet ligner ethvert andet værtshusslagsmål. Jeg kommer pludselig i tanke om min jakke. K ser jeg ikke, men der er også mørkt og folk vælter rundt mellem hinanden. Jeg finder jakken på dansegulvet og bøjer mig ned og samler den op. Musikken spiller og folk danser stadig. Det virker helt skørt. Jeg stiller mig ind til baren hvor jeg taler kort med en pige. Det er svært at høre hvad hun siger, men jeg synes hun nævner noget med at hun er bange og har fået et spark i maven. Bare bliv her så skal jeg nok passe på dig, siger jeg, men jeg ved ikke om hun hører mig. Det ægtepar, der har været med i byen hele aftenen, står også der hvor jeg står. Vi ryster på hovedet af ham der har startet balladen og bliver enige om at han er en nar som har ødelagt en god aften.
Det ser ud til at slagsmålet er slut. Halvdelen af værtshuset er fyldt med folk der end ikke aner at der har været slagsmål. Da jeg kigger hen ad bardisken er den helt ryddet for drinks og askebægere. Det eneste glas der står endnu er min rødgule Filur. Jeg har lyst til at hente den, men den står tæt på området hvor slagsmålet fandt sted, så jeg lader den stå. Der går et minut mere inden musikken forstummer og først der holder folk op med at danse. Peter og et par mere jeg ikke kender, kommer hen til os og siger, at vi nok hellere må gå. Lyset er blevet tændt og vi forlader stille og roligt værtshuset. Vi går i en mindre bue uden om det sted hvor overfaldsmanden ligger. Jeg kan se en pige der sidder på knæ ved siden af ham. Hun bruger viskestykker og prøver at hjælpe ham. Der står også en tjener bøjet over ham, og flere andre som jeg opfatter som gæster. Jeg kan ikke se hans ansigt, men han ligger stille.
Vi skrår over Jomfru Ane Gade og smutter ind gennem en smøge. Folk er feststemte og udover at folk kigger, er der ingen som giver udtryk for at der lige er sket noget voldsomt. I gården bag Jomfru Ane Gade gør vi holdt ved et hus som tilhører Den Internationale Klub. En gruppe indvandrere som Peter kender. Vi er en lille flok, men den eneste jeg kender er Peter. K er ikke længere med os. Peter vækker nogle af husets beboere og de byder os indenfor. Kort efter står vi i en bar som i ”fugleflugt” ligger mindre end 30 meter fra hvor slagsmålet foregik. Vi får os en drink, men stemningen er ikke ligefrem løssluppen. Egentlig trænger jeg mere til at ryge, men ingen i klubben har noget at ryge på. K dukker op igen, sammen med et par flere af de unge gutter der har været med på Robin. K bløder fra munden og jeg foreslår ham, at han går ud og skyller den.
Vi står og snakker. Det ser altid værre ud end det er, bemærker jeg da talen falder på hvad der er sket med overfaldsmanden. En yngre fyr kommer ind. Han har lige været ovre på diskotek Robin. Der er pansere overalt, og ambulancer, puster han. Det kommer frem at der er blevet brugt kniv. Fuck, tænker jeg. Temperaturen stiger. Som prøveløsladt fra en drabssag ved jeg, at det er ren grisesved hvis der er blevet brugt våben. Og med den opmærksomhed der har været omkring min person forud for episoden, står jeg allerede med det ene ben i spjældet. Jeg ved endnu ikke hvem der har stukket med kniv, men jeg skælder ud på de unge der står foran mig. Hvad fanden bruger I kniv for når vi er så mange?! Du ved hvordan det er med de unge mennesker, forsvarer Peter dem. Heller ikke han er tilfreds med situationen, men sket er sket og det kan vi ikke lave om.
En lille halv time senere står vi nede i gården igen. En fra Peters familie er kommet for at hente os. På den anden side af bygningen farer politiet rundt. Det virker lidt underligt, men vi er halvfulde og er stadig ikke helt klar over hvor alvorligt slagsmålet har udviklet sig. Vi tager afsked med de andre og sætter os ind i bilen. Peter bor uden for byen og på vejen drøfter vi situationen. Peter er ked af at aftenen endte som den gjorde, og han beklager overfor mig at jeg er blevet rodet ind i balladen. Det behøver han ikke; for hverken han, K eller andre i vores selskab har gjort andet end at vise mig deres gæstfrihed. Det er overfaldsmanden der har ødelagt aftenen! Peter tænker naturligvis på min situation, og der er da heller ikke udsigt til andet end en tur i Skimmelhullet. Værtshusslagsmål er en ting, knivstikkeri en helt anden.
Det er sket i fuld offentlighed og det er kun at sige tingene som de er, bliver vi enige om. Naturligvis vil vi ikke sige noget om nogle andre, men blot holde os til vores egen rolle i sagen. Den er knap så alvorlig, men med min fortid er jeg allerede overbevist om at jeg skal holde jul bag tremmer. Det er så uheldigt det her, at det kun bliver værre hvis vi forsøger at digte noget op, siger jeg. Peter er enig og vi fortsætter til hans hus i tavshed. Da vi ankommer og går indenfor foreslår jeg straks at vi vasker vores tøj. Jeg har en plet på størrelse med en femkrone på mine bukser, som ligner blod. Min jakke har været nede i sølet og resten af mine klude lugter langt væk af tobaksrøg og anden værtshusfims. Klokken er omkring tre om natten og jeg skal med flyveren senere på dagen. Peter vil også have sit tøj vasket og sammen sætter vi det over. Umiddelbart tænker vi ikke så meget på at slette eventuelle spor, men det er da klart at vi gerne vil være eventuelle blodstænk foruden og på den måde distancere os fra balladen.
Havde det været for at skjule noget var mine støvler røget ud af vinduet som noget af det første. Men vi har ikke gjort noget, udover at forsvare os mod en galning, så vi opfatter ikke os selv som personer der har noget at skjule. Jeg låner en T-shirt og et par joggingbukser og sætter mig ind i stuen med et æble og et glas vand. Peter og konen er ude i køkkenet og det varer ikke længe før det banker på døren. Det er politiet, siger Peter. Vi kan ligeså godt få det overstået. Han lukker dem ind. De er høflige og sætter sig ind i stuen med os, indtil de har får besked om hvad der skal ske. Jeg skal i hvert fald med, og kort efter kommer et hold mere som skal have Peter med. Jeg står i døren og venter til de er klar. Kun to meter fra mig kører vaskemaskinen på fuld klampe og jeg må bekæmpe en stærk trang for ikke at grine sidespor . Jeg bliver anholdt og siger farvel til Peter. På vej ind mod Aalborg fortæller de to betjente mig, at overfaldsmanden er død.
Vi ankommer til Aalborg politigård. Klokken må være omkring fire, det er mørkt derude men der er aktivitet på gangene. Jeg får af vide, at en del kriminalbetjente er blevet kaldt ind på arbejde, fra de sommerhuse de tilbringer weekenden i. Det skal nok hjælpe på populariteten i lokalområdet, tænker jeg. Politibetjentene anbringer mig i en ventecelle på 2 x 3 meter. Hvide vægge, panserglas og en betonklods af en seng. Han er død, alle har set mig deltage i håndgemænget, jeg er prøveløsladt, og i færd med at vaske tøj. Det ligner en rigtig lortesituation som dem man oplever i amerikanske film, hvor det kun bliver værre hver gang nogle af de uheldige prøver at rette op på situationen. Men jeg har prøvet det før, så jeg lægger mig til at sove. Her er ingen madras, pude eller tæppe. Skal jeg på toilettet eller have vand, skal jeg ringe på. Jeg må tænke situationen igennem når jeg vågner. En ting er dog sikkert. Her fra kan det kun gå fremad, uanset hvad der sker.
Første gang jeg vågner skal jeg på toilettet. Døren står åben, men betjentene kigger den anden vej. Først da jeg tænder for vandet for at drikke stikker de hovederne indenfor. Jeg må ikke vaske hænder, eller for den sags skyld noget andet. Tilbage på ventecellen lægger jeg mig igen. Nu er det en fordel at jeg har drukket og røget, for her er mere end kedeligt. Jeg tænker på hvem den døde var. Bare det nu ikke er en eller anden tilfældig mand som blot havde fået for meget at drikke. Jeg har ikke ondt af ham. Det er ham som er trådt ind over mine grænser ved at angribe K, og jeg forbander ham langt væk fordi han har ødelagt min aften og måske de næste mange år af mit liv. Udenfor er det blevet lyst og jeg falder i søvn igen.
Op ad formiddagen bliver jeg vækket. Jeg skal til lægeundersøgelse, men når endnu en tur på toilettet inden. En læge tager en blodprøve på mig, hvorefter han beder mig lægge alt mit tøj på et stort stykke papir på gulvet. Vi ved alle at det ikke er det tøj jeg havde på da episoden fandt sted, men det er rutine. Jeg får et sæt fængselstøj på og nu går doktoren i gang med at tjekke mine hænder, fødder, og skinneben. Selv mine negle bliver renset ned i et lille bæger. Jeg synes det er fint, da jeg ved at jeg ikke har slået manden og at det ikke er mig der har brugt kniv. Vi er færdige og det er ned på betonklodsen igen. Der går ikke lang tid i cellen før jeg skal ud at køre igen. Denne gang er det et par Urobetjente der skal transportere mig. De giver mig håndjern på og kører mig ud til Aalborg Arrest. Her har jeg siddet i to dage for fem år siden og jeg husker stedet som et hul i jorden.
Selv om cellerne ligner noget der er løgn er der dog tale om et betydeligt fremskridt i forhold til ventecellerne på politigården. Den gamle beskidte celle får mig til at trække på smilebåndene og jeg mindes de gode gamle dage hvor en celle var et koldt stengulv, snotklatter på væggene, intet varmt vand og hundeskåle at spise af. Det er dog langt bedre end betonklodsen på politigården. Her er håndvask med både koldt og varmt, en rigtig seng, og vigtigst af alt; sengetøj og et lille Tv. Jeg når ikke at opleve noget af det før vi skal afsted igen. Denne gang er det to kriminalbetjente. En kort og en lang. Den lange spørger mig om det er nødvendigt at give mig håndjern på. Det er det ikke svarer jeg. Han tager mit ord for det og afsted går det. At stikke af ville være mere end dumt. Jeg har ikke gjort noget udover at forsvare mig og mine. Desuden har jeg oplevet rigeligt med flugt og gemmeleg fra efter dengang jeg slog Makrellen ihjel. Ligegyldigt hvad der skete, så skulle det bare overstås. Vi er på vej ind mod Aalborg Byret. Her skal jeg fremstilles for en dommer i et såkaldt Grundlovsforhør.
Jörn Jönke Nielsen
