Modsat de skrevne medier, der endnu ikke havde nået at få historien med, så var de ”levende” medier allerede i gang fra om morgenen. I radioen blev hændelsen omtalt og mit navn gentaget dagen lang. Det var hvad man kunne forvente, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det i denne sag ville komme mig til skade, at jeg var en kendt person. I forbindelse med Grundlovsforhøret havde min advokat fortalt mig, at pressen havde indledt jagten på ham. Nogle advokater elskede at sole sig i pressens rampelys, andre dyrkede medierne da de heri kunne se fordele for deres klienter. Advokat Jens Saabo hørte til dem der helst undgik pressen, men med mig som klient var det ikke nogen nem opgave. Rettens døre var godt nok lukkede for offentligheden, men politiet ville allerede være i gang med at lække oplysninger omkring forløbet og i de kommende uger ville jeg kunne læse artikler med: ”kilder i politiet siger…” og ”personer med kendskab til sagen fortæller…”. Det var det som min tidligere forsvarer, den kendte og i øvrigt medieglade advokat Jørgen Jacobsen, i en artikel i Politiken nogle år forinden, havde betegnet som politiets ”Ret Til At Plapre”.

Søndag aften kunne jeg se mig selv blive ført ind i retsbygningen i fængselsvæsenets stiveste puds. Speakeren fortalte lidt om hvad der var sket og  at det tidligere drabsdømte medlem af Hells Angels igen var blevet sigtet for drab. Min tilstedeværelse og indblanding i sagen gjorde et ellers ganske almindeligt værtshusslagsmål, til en mediebegivenhed. Den alvorlige afslutning på hændelsen var naturligvis ikke til at komme uden om, men slagsmålet var blot et af mange, som udspillede sig på landets værtshuse og diskoteker landet over, hver eneste weekend. Modsat de kommende dages avisoverskrifter var udlægningen af sagen i tv-udsendelserne rimelig moderat, men det var også begrænset hvad journalisterne havde nået at få med da episoden var foregået omkring klokken 03.00 natten til søndag.

Sparkede Knivoffer i Hovedet. Som ventet havde Ekstra Bladet mandag morgen de værste overskrifter, men heller ikke B.T. og de øvrige blade holdt sig tilbage. B.T. havde nået at stille mig et enkelt spørgsmål om sagen, da jeg havde forladt retsbygningen dagen før og de havde brugt svaret til avisens forside. Jønke til B.T. om drabssigtelse: Jeg Kender Intet Til Det. En mere korrekt udlægning af mit svar ville have været; at jeg ikke havde noget med det at gøre, men nu gjaldt det om at sælge aviser og intet var bedre til det end stærke ord, konflikter og historier om ”grimme drenge”. Med underrubrikken: Jønke og HA-kammerat fængslet efter blodigt knivmord på Bandidos-rocker, forsøgte bladet at sætte episoden ind i en større sammenhænge, hvor tingene og historierne om muligt kunne udvikle sig. Det var ikke første gang at danske medier søgte at gejle en krigsstemning op mellem os og andre grupperinger og formentlig heller ikke sidste, men det var en gang useriøst pladder. Det vidste avisens redaktion formentlig godt, men det gav bladet en anledning til at indhente kommentarer fra Bandidos-medlem Jim Tinndahn og politimester Jens Henrik Højbjerg, der begge kunne afvise at en ”ny rockerkrig var under opsejling”.

Hvem den afdøde var vidste jeg ikke, men fra andre fanger i Aalborg Arrest havde jeg hørt, at der var tale om et dumt svin. De færreste – måske lige bortset fra mine nærmeste brødre – ville beskylde mig for at være sart når det kom til nødvendig voldsudøvelse, men jeg havde alligevel gjort mig mine tanker. Bare han nu ikke var en eller anden tilfældig ”julebranderttype”. Heller ikke Peter havde vidst hvem han var og derfor var jeg så godt som sikker på, at han ikke tilhørte bikermiljøet. At han af medierne blev betegnet som rocker ændrede ikke på den opfattelse. Snart sagt enhver person der blev involveret i slagsmål, kriminalitet, eller andre former for ”ikke politisk korrekt” adfærd, blev nærmest pr. automatik kategoriseret som værende ”rocker” eller ”rockertype”.  Aviserne gav mig noget af svaret, selv om der var stærkt divergerende opfattelser hos de to store formiddagsaviser om hvor ”sød” en fyr han havde været.

Ekstra Bladet præsenterede i begyndelsen Flemming Jensen som den uskyldige familiefar der var blevet overfaldet af de onde rockere: Han var nygift, havde to børn og ”ingen havde set ham være voldelig” i Langå hvor han boede. Et andet sted i avisen havde han dog ifølge vidner optrådt aggressivt, og siddet i fængsel. Snart lød det fra B.T., at Flemming Jensen havde provokeret Jønke & co. kraftigt og selv været ude om det. Det gjorde ikke medierne venligere stemt over for mig, eller for den sags skyld det der var sket, men det gav nogle nuancer som der var hårdt brug for, når man som jeg lå fastspændt på den offentlige slagtebænk. Jønke er total kold, skrev B.T.Som en mafiaboss, der er overbevist om at han nok skal slippe fri, er Jønke ”flyttet” ind i en syv kvadratmeter fængselscelle. Han virker helt uberørt af de alvorlige sigtelser. I offentlighedens øjne har han efterhånden skabt sig et image som en glad, besindig biker, men det billede er så falsk, som noget kan være. Han er en iskold beregnende person,” lød det i går fra kilder hos Aalborg politi.

Som i mange andre sager havde journalisterne fået opsnuset en hel del om hvad der var forgået bag lukkede døre. Hverken min forsvarer eller jeg havde noget imod at sagens detaljer kom ud til offentligheden, men udtalelser fra mere eller mindre anonyme politifolk truede med at skævvride sagen helt fra begyndelsen. …Jørn Jønke Nielsen var i fuld gang med at fjerne blodstænk fra sit tøj, da politiet tidligt søndag morgen stormede en lejlighed…Som en sidste hilsen til den døende Flemming Jensen trakterede de hårdhudede HA-rockere hans livløse krop med spark og slag…Det fremgår af interne tv-optagelser fra Diskotek Robins videoovervågning, der var i gang hele natten…Ifølge den fængslingskendelse som retten i aftes afsagde over Jønke var det ham, der til slut rettede et spark mod offerets hoved…

At jeg af medierne skulle dømmes på forhånd, herskede der efter et par dage ingen tvivl om. Dagbladet B.T. havde talt med Justitsminister Frank Jensen som tilfældigvis ”havde været med samme fly som Jønke” til Aalborg og han var dybt foruroliget over nattens drab: Det er indlysende, at det er ekstra kritisk at et kendt HA-medlem er sigtet i sagen. Men jeg håber at rockergrupperne indser, at det heller ikke er i deres interesse, at der sker en opblussen af krigen og nye blodsudgydelser. Og kilder kunne oplyse til B.T., at Jønke flere gange i løbet af sommeren havde været i Nordjylland for at markere Hells Angels territorier overfor rivalerne fra Bandidos. Sikken nogle kilder: Jeg havde været i Nordjylland to gange forud for episoden i Jomfru Ane Gade. I juli måned for at lave en artikel om den danske Harley-Davidson klubs 25 års jubilæumsfest i Frederikshavn, og et par uger senere på ferie i et lejet sommerhus med mine døtre og gode venner.

Som med så mange andre kriminalsager var det kendetegnende at sandheden havde svære kår. En del kunne undskyldes med at sagen blev kørt for lukkede døre, hvorefter medierne gættede ud fra de sparsomme oplysninger de blev fodret med. Det varede da heller ikke længe før min advokat og jeg begyndte at kæmpe for at få slået portene op. Med lukkede døre kunne politiet anonymt blive ved med at referere fra efterforskningen og dermed bringe sig i en fordelagtig position forud for en kommende retssag. Domsmænd og nævninger læste jo også aviser! Derudover farvede de sagen i forhold til eventuelle vidner. Flere kunne være i vildrede over hvad de egentlig havde set, men ved at følge med i mediernes dækning  af sagen risikerede de at danne sig et for ”sikkert” billede af noget de troede, at de havde set.

Allerede på dag 2 dukkede jeg op på Ekstra Bladets side 2. Klar Til Nye Foredrag, lød den morsomme tekst i ”dagens debat”. Efter at snigmorderen Jørn ”Jønke” Nielsen nu er hjemme i en fængselscelle igen, sigtet for endnu et heltemodigt mord, er det kun et spørgsmål om tid, før den midaldrende forbryder er klar til en ny foredragsturne. Længere inde i avisen spekulerede skribenterne allerede over, om K (politiets hovedmistænkte) – der nu ifølge avisen var ”Jønkes makker” – ville påtage sig skylden. Han havde meldt sig selv om mandagen og ifølge anonyme kilder havde politiet et godt øje til ham. Skylden for hvad, tænkte jeg. Jeg havde jo dårligt rørt den idiot! Og idiot var han i mine øjne. Død eller levende! Med sin opførsel havde han ødelagt mere end bare en god tur i byen. Flere skulle nu sidde og lugte fordi han absolut skulle bokse og føre sig frem. I B.T. var hans ”kone og børn efterladt i chok”, hvilket jeg naturligvis kunne have fuld forståelse for, men hykleri havde aldrig været min stærke side, så jeg bandede ham bare længere ned i helvede for hver dag der gik. Endnu to personer blev fængslet i sagen og vi sad nu i alt fem sigtede.

Dræbt med sin egen kniv, stod der den ene dag. Flemming gik aldrig med kniv, stod der den næste. Det sidste var formentlig det rigtige – og det skulle senere vise sig at være det – men lige nu var der ikke ret mange der vidste hvad der egentlig var sket. Selv havde jeg ikke set nogen knive og jeg troede ikke på at der var ret mange andre der havde. Afdødes kæmpekræfter kunne man ikke tage fra ham og jeg tvivlede på om han gik med kniv, men gætterierne og mediernes forestillingerne fortsatte. ”75 Hells Angels på lynvisit”, lød overskriften i Nordjyske Stiftstidende kun to uger efter at jeg var blevet fængslet. Ved en tilsyneladende nøje planlagt magtdemonstration rundede 75 Hells Angels rockere i går Aalborg på deres motorcykler…Besøget falder sammen med at fem HAere eller folk med tilknytning til rockerorganisationen i øjeblikket sidder isolationsfængslet for drabet på den 28-årige Bandidos-sympatisør…HA’erne ønsker åbenbart at vise flaget. Det ligner unægtelig en magtdemonstration, konstaterer vagthavende hos politiet i Aalborg. At der var tale om vores årlige og længe planlagte fælles køretur til vore afdøde brødres gravsteder, fortalte avisen også, men journalistens budskab med artiklen var ikke til at tage fejl af. Hells Angels var i Aalborg for at lægge pres på eventuelle modstandere og vidner.

I Berlingske Tidende 9. september 2001 (mindre end en måned efter min anholdelse) følte en journalist, der en gang havde lavet et boginterview med mig og i den forbindelse havde skrevet pænt om mig, at han skulle nedgøre mig. Formentlig fordi han havde et behov for at ”rense” sig. Med den lidet flatterende overskrift ”En Jønkelig Morder”, flankeret af en ondskabsfuld tegning der nok kunne ligne mig i et skummelt øjeblik, var retten sat. Siden Jønke i 1984 med koldt blod mejede Bullshit-præsidenten Makrellen ned… har han formået at opbygge et image af sig selv i store dele af befolkningen som lidt af en helt – som Hells Angels menneskelige ansigt… Men dette image krakelerede voldsomt da han søndag nat for fire uger siden blev anholdt i Aalborg sigtet for medvirken til endnu et manddrab…. Hells Angel-helten, den ”beundrede” mand der til enhver tid forsvarer sin egen og sine klubmedlemmers ære, forvandlede sig – ifølge vidnerne – til en simpel voldsmand. Hvis vidnerne taler sandt, er det vel ikke helt urimeligt at spørge, hvor meget ægte mand eller ægte helt, der er over en person, som sparker til en mand der allerede ligger ned? Oven i købet en døende mand. Da jeg på det tidspunkt sad isoleret i Randers Arrest og sagen foregik for lukkede døre, og jeg i øvrigt først læste artiklen lang tid efter, var det mig umuligt at besvare journalistens spørgsmål, eller for den sags skyld kommentere de mange gætterier artiklen også indeholdt. Det må så være gjort med denne hjemmeside: For hvem fanden er en helt, en god kammerat, eller for den sags skyld bare et ordentligt menneske, hvis ikke det er ham der er parat til at forsvare dig når du ligger bevidstløs foran en voldsmands fødder?! Og på det tidspunkt og i samme forbindelse, ville det måske ikke være helt urimeligt at spørge, hvorfra journalisten havde sine oplysninger om vidnernes forklaringer?

Går man til mennesker, der er kommet tæt ind på livet af ham… så bliver man oftest mødt af en slående mur af tavshed. Ingen skal have klinket noget, når det gælder Jønke. …>Desværre, jeg vil sådan set gerne hjælpe dig, men lige netop Jønke har jeg altså slet ikke lyst til at udtale mig om,< lyder det typisk fra politifolk, der har afhørt ham. Kunne det tænkes at politifolkene blot har ment, at de skulle overholde deres tavshedspligt, og at disse ”mennesker” – venner  som fjender – ikke føler at de skal medvirke i en fortælling der ”går bag myten Jønke for at finde manden under HA-vesten”, som avisen i sin underrubrik beskriver journalistens motiver til -og vinkel på, at skrive historien. Som en sjakal der farer frem mod et såret dyr, havde journalisten fra Berlingske Tidende suget sig fast i slipstrømmen på formiddagsbladene, og han havde oven i købet fået solgt sin fortælling til andre blade landet rundt. Flere af aviserne hørte efter min opfattelse til de mere lødige medier, men læserne havde kun journalistens ”ord” for, at de her læste sandheden om Jønke.

At skriverierne påvirkede ”den offentlige mening” sås tydeligt i nogle af de læserbreve der begyndte at dukke op: Havde f.eks. Jønke levet i USA, var han blevet ”stegt” inden han fik mulighed for at begå drab nummer to, som han måske gjorde i Aalborg forleden., mente en læser. Og bladene fulgte godt op med læserundersøgelser og spørgsmål som: ”Ville du turde melde en rocker til politiet?”. Det turde næsten ingen, ifølge ”undersøgelserne”, men virkeligheden i min sag var helt klart en anden. Der gik næppe en dag i den første tid hvor der ikke dukkede et nyt vidne op, som havde set eller hørt et eller andet om min person. Vidner står i kø for at fortælle om drab, kunne man oven i købet læse i Nordjyske Stiftstidende 14. august 2001, kun to dage efter min anholdelse. – Man har før hørt, at folk ikke er meget for at vidne i rockersager, men i den her situation er jeg ikke så bekymret. Selv om der er tale om et prominent Hells Angels-medlem (den varetægtsfængslede Jørn Jønke Nielsen, red.) oplever vi, at folk gerne vil sige, hvad de har set, siger Aage Nørgaard (chefkriminalinspektør ved Aalborg politi).  Samtidig fortsatte anonyme kilder med at fodre pressen, med for mit vedkommende ufordelagtige historier. Eksemplerne på manipulationen og de løgne der bar den, var både mange og overvældende, og ingen holdt sig tilbage fra at benytte beskidte tricks.

Flere medier brugte psykopatvinklen. Jeg var rolig, smilende og tog det hele i stiv arm. Ikke et ord om afdæmpet, afventende, og ingen grund til at gå i panik. Nej her var en rigtig kold morder, eller som Skive Folkeblad lidt pudsigt antydede dagen derpå: ”Jønke Atter På Krigsstien”. Ekstra Bladet bragte et billede, der var taget lige efter grundlovsforhøret, hvor jeg blev ført ud af retsbygningen. Bredt smilende – hvilket selvfølgelig solgte rigtig godt på bladets spiseseddel – og med en tilhørende tekst der ikke efterlod nogen tvivl: Grinende Jønke anklaget for mord igen. At jeg griner sammen med den politimand der fører mig ud af retsbygningen og at vores grin intet har med drabssagen at gøre, kan ingen udenforstående se, og slet ikke forstå. Billedet er endog så (u)heldigt taget, at kun mit bredt smilende fjæs ses, når billedet vel og mærke bruges i fuld størrelse hvor også politimanden er med. I årbogen ”Billeder 2001”, som udkom få måneder efter min anholdelse, er politimandens ansigt dækket af blinket på politibilens tag og den afsluttende tekst lavet om til: Jønke havde det store grin på, da han i håndjern blev ført ud af værtshuset. Læg hertil overskriften ”Kolde Mordere” og endnu et billede på samme side af den familie Peter Lundin blev dømt for at slå ihjel.

Snigmorder Og Levemand. Det var mig i et dobbeltopslag fem dage efter anholdelsen, og igen i det fordomsfri og samfundsopbyggelige Ekstra Blad. Det var med blandede følelser jeg læste artiklen, da den var behæftet med så mange fejl, overdrivelser, og direkte usandheder, at artiklens reelle indhold om hvem jeg var, forsvandt  imellem forfatterens og politiets mange løse påstande og forsøg på at udstille mig som en skidt person. En gang sludder der måtte være skrevet af en journalist med svære alkoholproblemer. Jeg overvejede dengang at kommentere den, men undlod det efter råd fra min advokat, da det ikke var sikkert at det ville gavne min sag. Et hensyn jeg ikke behøver tage i dag. At det samtidig var vanskeligt at komme til orde mens man befandt sig i en isolationscelle, hvor ens post skulle igennem det politi der arbejdede på at få en buret inde, gjorde ikke tanken om eventuelle dementier lettere.

…Sådan sagde Jørn Jønke Nielsen i Københavns Byret under en af de utallige retssager, som manden anlagde mod mennesker, der ikke omtalte ham med den fornødne respekt. Hvis to (2) injuriesager (Lotte Heise og Erik Clausen) var utallige, så var min datters hund et tusindben! …Blandt rigtige venner kaldes han Pjerrot,…Morsomt indslag, men i så fald var det sket bag min ryg, hvilket ville undre mig såre da mine nærmeste brødre og venner bestemt ikke er kendt for at holde sig tilbage med drillerierne.…Lejligheden med sauna og boblebad ligger på fjerde sal og er trods rockerkrigens afslutning befæstet med panserdør, som er umulig at skyde igennem. Sauna har jeg aldrig haft og hvem fanden gider udskifte en indbrudssikker dør på Nørrebro, bare fordi der er fred og ro?! …I dag er det en rigtig managementdreng der ses i bybilledet med sin uundværlige attache-mappe. Den mappe er blevet luftet to gange siden 1996, ellers står den og samler støv. …Efter hemmelige forhandlinger med dansk politi kom han fire år senere tilbage til Danmark… Forhandlingerne var aldrig hemmelige og de foregik med canadisk politi.

I samme opsatte artikel var endnu en journalist blevet aktiveret i et forsøg på at fremstille mig som skyldig. Hun havde været på besøg i ”Jønkes Gade” og det var der kommet en masse mere eller mindre useriøse kommentarer ud af: …flere beboere påstår uafhængigt af hinanden, at han også har en hashklub her. Udover at mistænkeliggøre mig yderligere, så var mine mange venner og bekendte der besøgte mig, nu ophøjet (eller nedgjort alt efter synspunkt) til hashkunder. Mit indtryk er, at han prøver at fedte lidt for folk i opgangen, forklarede beboer og nu sandhedsvidne Niels Peder Pedersen, der kvitterede for sine 15 minutters berømmelse med en perlerække af forvrøvlede udtalelser. Han engagerer sig i en del af de fælles ting og er faktisk meget stille og rolig. Hvis det var at fedte, ja så var jeg en vaskeægte fedterøv. …Jeg kan huske under rockerkrigen, hvordan han kom kørende i en bil, parkerede den og gik over på den anden side af gaden og satte sig ind i en anden. Hvis man får så mange penge af at sidde i fængsel, så tror jeg da også…Jeg interesserer mig ikke for biler, jeg har ikke kørekort til fire hjul, jeg kører aldrig og jeg har ikke ejet en bil siden 1994 hvor jeg købte en gammel Volvo til min kæreste, så Niels Peder har aldrig set mig parkere en bil!

I afsnittet ”Dobbeltmoralsk” fortæller journalisten videre, at mange i opgangen er trætte af, at loftsrummene blev inddraget, da Jønke skulle have mere plads i sin lejlighed. Da jeg overtog lejemålet i 1996 havde det tidligere tørreloft været en del af lejemålet i flere år og det vidste alle der boede i opgangen. Hvis ikke det var journalistens frie fantasi, så måtte det være beboere fra andre opgange hun havde talt med. For hun fortsatte med, at de (beboerne i min opgang) heller ikke kunne forstå hvorfor jeg på et tidspunkt protesterede så voldsomt mod et bordel der skulle indrettes i kælderen. Dengang i august 2000 udtalte Jønke til Ekstra Bladet, at der ikke burde være bordel i en bygning, hvor der bor børn, og han var også sur over, at et areal til blandt andet pulterrum – der blev flyttet til kælderen efter, at han selv havde overtaget loftsarealet – skulle inddrages for at få plads til bordellet. For det første talte jeg aldrig med Ekstra Bladet i forbindelse med den sag! Det gjorde to piger der bor i min opgang derimod, men det var sjovt nok mig der blev citeret for deres udtalelser dagen efter. Her var der altså tale om et dobbelt citatfusk med omvendt skrue.

Og journalistens citatfuskerier og insinuationer fortsatte udi det usmagelige: Jønke fortalte dengang Ekstra Bladet, at det ikke var fordi, han principielt var imod bordeldrift, men at det netop ikke hørte hjemme i en bygning med børnefamilier. Det gælder åbenbart ikke for hashklubber, for der bor børn i den opgang, hvor hashklubben, der formentlig styres af Jønke, ligger. At sidde i en fængselscelle i isolation og læse den slags udokumenterede sigtelser og få terpet så mange fordomme igennem om ens person, er selvfølgelig ubehageligt, og afskedssalutten var da heller ikke til at tage fejl af. Den blev ifølge journalisten leveret af en (anonym) kvinde, der også boede i samme bygning som mig: …Han hilser da pænt, vasker trapperne og holder ikke vilde fester, men Hitler klappede jo også små børn på hovedet og var god mod dyr. Jeg vil ikke sige, at jeg er utryg ved ham, men jeg bryder mig ikke om når rockerne mødes herude foran vores opgang, før de skal ind og true en eller anden i retten, eller hvad de nu skal, siger kvinden der ikke er spor overrasket over at Jønke nu er sigtet i en anden mordsag.

Også Ekstra Bladets søsteravis Politiken fulgte godt med. Under rubrikken Sket i Ugen fik jeg det glatte lag af en af avisens faste skribenter: Nu vi er ved de store navne i kulturlivet, kan jeg lige nå at fortælle, at den kendte livsafslutter (det ville såre hans følelser at blive kaldt for morder) Jørn  ”Jønke” Nielsen fra Hells Angels er ved at samle stof til endnu en bog. Forleden var den populære forfatter og foredragsholder ude at svinge benet på et diskotek i Aalborg, og da han var færdig med det, lå der en død mand på gulvet. Dagen efter kunne man se en storsmilende Jønke blive kørt til arresten, hvor han foreløbig har fået fire ugers fred og ro til at skrive på sit næste selvbiografiske værk. De to første hed ”Et Liv” og ”Et Andet Liv”, og den tredje får sikkert titlen ”Endnu en død”.

Med alle de avisskriverier behøvede politiet næppe noget anklageskrift. Jeg var dømt på forhånd og måtte se mig nødsaget til også, at skulle argumentere imod en lang række forhold og betragtninger, som intet havde med jura og reel bevisførelse at gøre. Og i den forbindelse var det langt fra paranoidt at frygte, at uvedkommende følelser og stemninger ville være det der kunne give udslaget for om jeg blev dømt. Dele af politisystemet var efter min og min advokats bedste overbevisning, i gang med at procedere min sag – i fuld offentlighed – uden at jeg og min forsvarer på nogen måde kunne gå til modangreb. Netop de mange skriverier, hvor man kunne læse sig til det ene og andet i sagen og om dens opklaringsproces gjorde, at vi måtte sætte alle sejl til for at få åbnet dørene.

I mit fag forsøger vi at skelne imellem frygt og angst. Frygt er den fornuftsmæssigt velbegrundede følelse, stillet over for en konkret trussel. Angst er den irrationelle følelse, som ofte ikke har nogen konkret genstand eller rimelig årsag. Udtalelsen stammer fra maj måned 2004 og er fremsagt i dagbladet Politiken af lektor Ole Schouenborg, i forbindelse med terrortruslen og Politiets Efterretningstjenestes advarsler til befolkningen, men ordene kunne med lige så stor berettigelse være brugt i forbindelse med den vidneangst jeg havde oplevet før, under og efter de retssager jeg tidligere havde været involveret i. Af de mange facetter mediernes nedgørelse af min person, samt dets kommentarer til selve sagen, skabte, var problematikken og udnyttelsen af ”skræmte vidner” det farligste, set ud fra mit og forsvarets synspunkt. Modsat jeg, så havde min advokat fra begyndelsen af, ikke set hvilke farer der lurede under avisernes overskrifter om ”bange” vidner. Dette skyldtes ikke uvidenhed, eller at han var mere naiv end gennemsnittet, men snarere at vi stod foran dommeren med hver vores bagage med to forskellige sæt oplevelser i. Han havde hørt om og oplevet bange vidner, men jeg havde igennem mere end 20 år fulgt udviklingen og overværet hele det politiske slagsmål omkring politietatens og visse politikeres kamp for at få tilladt brugen af anonyme vidner.

Der kan tegnes et historisk billede af danskernes påførte vidneangst og det hænger uløseligt sammen med et af dansk politis, samt visse højrefløjs politikeres store ønske og kamp for, at få genindført brugen af anonyme vidner. Med en nyvalgt og særdeles politivenlig regering (ikke lang tid efter min anholdelse i august 2001) var der lagt i kakkelovnen til retsstatsforkæmpere og andre modstandere af politistaten. Højrevinde blæste med stormstyrke og landets nye justitsminister var ikke sen til at følge op på den vidneangst, der efter mange års mediepåvirkning havde forankret sig i danskernes sjæl. Med en politisk opvækst, i en tid hvor fundamentet til en amerikanisering af det danske retssystem blev støbt i vidneangstens mørtel, var justitsministeren allerede kort tid efter sin tiltrædelse ude med forslag om at tillade brugen af anonyme vidner. Alle ”skræmte borgere” blev lovet, at politiet ville få dets længe ønskede magtmiddel inden hundrede dage. På trods af, at stort set alle juridisk kyndige; fra advokater over retslærde, til samtlige domstole, argumenterede og advarede imod et sådant skridt, var krigen om de anonyme vidner tabt. Pinligt for medierne, der i høj grad havde været medvirkende til at skabe et samfund med vidneangst. Ærgerligt for de gode kræfter der i mange år havde søgt at stoppe den danske retsstats deroute, men så sandelig også et problem for mig, der ikke kunne undgå at blive misbrugt i det sidste afgørende slag om genindførslen af anonyme vidner.

Hvis jeg skal fremhæve og påvise at ”rockerne” har haft del i det der er sket og er foregået omkring borgernes vidneangst, skal jeg tilbage i historien, til dengang en rocker var en person med medlemskab af en engelskinspireret motorcykelklub, og ikke som det er tilfældet i dag; et dæmoniseret uvæsen skabt af en politistyret skræmmekampagne. I begyndelsen af 70erne opstod rockerkulturen i Danmark, som en udløber og et skift fra den stil der havde præget motorcykelmiljøerne i 50erne og 60erne. En ungdomskultur med utilpassede unge, der mere var en del af et perioderæs end en livsstil. Fælles for alle var kammeratskabet og hangen til at køre på knallerter eller motorcykler. Rockerne sagde ”til helvede med samfundet”, levede i nuet og opførte sig lidt mere idiotisk end andre unge. Det kom der mange værtshusslagsmål og sammenstød med politiet ud af og det var ikke ualmindeligt at man sad anholdt mere end en gang i løbet af en weekend. Tiden var en anden. Slagsmålene knap så voldsomme, tonen mere moderat, og dansk politi havde endnu ikke udviklet sig til en politisk magtfaktor og fungerede således stadig som alle borgeres vagtværn. Et serviceorgan der blev styret af de folkevalgte på Christiansborg, men som i starten af 80erne begyndte at røre på sig via de moderne kommunikationsmidler og ad den vej søgte mere politisk indflydelse og magt.

I disse uskyldige tider var det mere reglen end undtagelsen, at alle i og omkring miljøet, i forbindelse med en anholdelse fortalte politiet, at man ikke havde set noget, eller at man ikke turde sige hvad man havde set. Hvis en eller anden havde overværet noget ballade og skulle til afhøring, fik vedkommende næsten altid det gode råd; at han/hun ikke turde sige noget. Selv os, der senere blev de frygtede, gjorde jævnligt brug af disse ord for at slippe for at vidne Det var ikke frygt der fik os til at sige sådan, men derimod almindelig uvilje mod at skulle bringe andre i fedtefadet, eller blive indblandet i noget man ikke havde del i. Alle vidste at det var den sikreste måde at komme hurtigt ud af en ubehagelig situation på. Om det også var tilfældet i andre ungdomsmiljøer blandt diskere og flippere, fra den tid, ved jeg ikke, men lidet anede vi dengang, at vi måske allerede her var medvirkende til at sætte scenen for et af nyere tids største retspolitiske opgør. En juridisk ballade der senere ville medføre store omvæltninger og ville komme til at præge udfaldet af retssager i begyndelsen det kommende årtusinde.

Om det var eftervirkninger herfra; der fik politifolk, anklagere og vel også dommere til at tro, at angsten for at vidne var større i og omkring rockermiljøet (det senere bikermiljø) end andre steder, er svært at vurdere, men uden tvivl har det haft en vis indflydelse. I første halvdel af 80erne var det hovedsagligt narkosagerne og jagten på den store bagmand der tegnede billedet af slagsmålet omkring de anonyme vidner. I et forsøg på at få dømt en på det tidspunkt kendt forretningsmand, som politiet (og visse medier) havde et horn i siden på, for narkohandel, og i en sag mod en kendt københavnsk narkogangster, brugte politiet anonyme vidner. Sagerne skabte stor debat og spørgsmålet om anonyme vidner endte i 1983 i Højesteret, som tillod brugen af anonym vidneførsel i alvorlige narkosager. Det skabte røre i venstre side af folketingssalen, som fremsatte lovforslag om at forbyde brugen af anonyme vidner. Højesterets afgørelse medførte også store protester fra juridiske kredse og i 1986 blev det ved lov gjort forbudt at bruge anonyme vidner.

I samme periode indledtes en række retssager mod medlemmer af bikermiljøet, særligt personer med tilknytning til Hells Angels som var tiltalt for drab. Disse retssager foregik under stor mediebevågenhed fordi der var tale om alvorlige sager med udspring i konflikten mellem rockerklubben Bullshit og bikerklubben Hells Angels, og fordi der til disse retssager var et stort fremmøde af bikere. Rockerne og bikerne ville vise deres støtte til fængslede brødre og klubberne brugte retssalene og medierne som platform for powershows der skulle sende tydelige signaler til modparten. Et politisk politi og en sensations-hungrende presse var ikke sen til at udnytte situationen fra disse spektakulære retssager. Hells Angels møder talstærkt op for at skræmme vidner, beklagede politiet sig. Først i ustrukturerede vendinger, senere i nøje planlagte presse-meddelelser koordineret af korpsets nye pressetjeneste. Medierne elskede det og i en tid bølgede diskussionerne frem og tilbage henover avisernes spalter, uden at de såkaldte ”rockere” dengang tog notits af, eller blandede sig i debatten. At bikerne her blev udnyttet og brugt som løftestang af politiets faglige organisationer, samt disses politiske marodører, herskede der ingen tvivl om, men bikerne var ligeglade og anede først faren for sent.

Pudsigt nok argumenterede danske politifolk dengang med; at faren for at vi ville få amerikanske tilstande var overhængende, samtidig med at de gjorde alt for at få indført netop amerikanske tilstande. Vi kan ikke klare den kriminalitet som grupperne repræsenterer hvis vi ikke får de redskaber der skal til, advarede man. Øverst på ønskelisten stod anonyme vidner, men hemmeligholdte forklaringer, omvendt bevisbyrde, politiagenter og meget mere, lurede lige om hjørnet. ”Rockerne” var ikke bare målet der helligede midlet, de var også midlet der blev brugt til at nå målet. Hæmningsløst begyndte ledende politifolk at beskylde ”rockerne” og særligt Hells Angels for alt mellem himmel og jord, og det var mere reglen end undtagelsen at medierne stod klar til at viderebringe de mange beskyldninger. Efter et møde på en kursusejendom i Nordsjælland i foråret 1991 mellem politi og repræsentanter for landets største medier fik dansk politi overtalt store dele af pressen til at samarbejde om bekæmpelsen af Hells Angels. Jeg synes, det er fremragende, at pressen tager fat om dette modbydelige samfundsonde. Jeg håber, at pressens læsere følger med i, hvad det her drejer sig om, udtalte Glostrups politimester Jørn Bro til Ekstra Bladet 7. oktober  1991.

Ingen i Hells Angels truede vidner og vi havde faktisk ingen sager hvor vidner var blevet truet eller havde lidt overlast. Tværtimod blev vi op gennem 80erne og 90erne dømt i adskillige sager hvor udenforstående personer vidnede imod os. Det hørte faktisk til sjældenhederne at man hørte om sager hvor vidner var truet, altså bortset fra de mange udokumenterede påstande politiet lod tilflyde medierne. Der fandtes ganske få sager hvor stikkere (ikke at forveksle med vidner) i vores omgangskreds, havde fået tæsk, men dette havde intet med anslag mod retsstaten, at gøre. Det var derimod enkeltstående eksempler på ustrukturerede reaktioner overfor mennesker der havde forrådt deres nærmeste. Som en ikke-politisk forening var vi slet ikke gearet til at modgå de mange beskyldninger der nu væltede ned over os. Det var der heldigvis andre der var og mens vi så på og levede vores liv, rasede diskussionerne omkring bange vidner og behovet for at de kunne vidne anonymt, mellem venstre og højre i dansk politik.

Under overskriften ”Et Opblæst Problem” i dagbladet B.T. 20 november 1991 skrev Lic. Preben Wilhjelm, der dengang var en af landets fremmeste debattører, bl. a. at…indtil for fem år siden havde vi praktisk talt aldrig hørt om det problem herhjemme…Det burde vække til eftertanke, at frygten ikke er skabt af, at trusler mod vidner er almindeligt forekommende… Frygten er i langt højere grad et resultat af, at problemet er blæst op af  visse politifolk, journalister og politikere. I kampagnens første år var det faktisk så godt som umuligt at få et konkret eksempel, hvor trusler mod vidner havde forhindret en domsfældelse. I skarpe vendinger fordømte han den politistatspropaganda, som flere og flere borgere blev påvirkede af, samt det medfølgende pres som selv de mest fornuftige politikere begyndte at vakle under. …mange vidner er skræmt til trods for, at de ikke har været udsat for nogen form for trusler, mens det er yderst sjældent at frygten er konkret begrundet. Det er, hvad der kommer ud af en uansvarlig kampagne, iværksat af politifolk som benytter enhver anledning til at kræve større beføjelser…Når det nu er blevet et reelt problem, er det så at sige ris til egen røv.

Omtalen af Hells Angels og misbruget af stigmatiseringen ”rocker” eksploderede i sidste halvdel af 1991, og ikke mindst påstandene omkring trusler mod vidner. Det fik den tidligere modstandsmand og daværende advokat Erling Andresen, som havde forsvaret flere medlemmer af Hells Angels i retssager op gennem 80erne, til at reagere. I et indlæg i dagbladet Politiken 17 december 1991 gik han i rette med de kræfter der efter hans opfattelse søgte at omstyrte retsstaten. Det må uden videre erkendes at Hells Angels medlemmer selv har bragt deres klub i en situation, der gør det let for politi, anklagemyndighed, reaktionære politikere og samarbejdende journalister at anvende dem som murbrækkere for et nyt forsøg på bl. a. at få indført anonyme vidner i retsplejen. Men det er på tide nu at opfordre til besindighed, da en fortsættelse af den massive og hadske kampagne kan få vidtrækkende konsekvenser…Der har i de HA-sager jeg har kendskab til, aldrig været et vidne, der har oplyst at være blevet truet. Og om en på det tidspunkt aktuel retssag skrev han: En lignende kølig og velafbalanceret holdning ( Højesterets red.) kan næppe forventes af nævninger, der i måneder i medierne er blevet bombarderet med mere eller mindre sandfærdige oplysninger om Hells Angels. Pressens ansvar er stort!

Dagbladet Politiken følte sig med rette truffet og besvarede kritikken i en leder dagen efter: Et flertal i folketinget tog positivt mod justitsminister Hans Engells forslag om at skærpe straffen for at true vidner, mens holdningen heldigvis var mere afvisende, når det gælder forslaget om i visse tilfælde at tillade brugen af anonymevidner…Advokat Erling Andresen angreb i går Politiken for at tilsidesætte de presseetiske regler…Han mere end antyder, at vi sammen med politiet bruger beskrivelsen af bandeuvæsenet til at gennemtvinge skærpelser af loven. Han erkender dog, at Politiken har taget klar afstand fra anonyme vidner, men mener at artiklerne vil gøre det vanskeligt for politikerne at stå imod et sådant krav. At Politiken dengang var imod indførslen af anonym vidneførsel fortæller mere om hvilket stadium politiets lobbyvirksomhed befandt sig på, end om de ædle mål avisen selv søgte at overbevise sine læsere om, at den besad. Politikens artikler har ikke andet formål end at fortælle, at der tilsyneladende er tale om organiseret bandekriminalitet. Det er dokumenteret at vidner har følt sig truet,…

Hvis man bemærker ordvalget i bladets leder så var der ”tilsyneladende” tale om de rene formodninger. Problemet var bare, at hvis man gentog den slags tilstrækkeligt mange gange ville det komme til at fremstå som sandheden, eller hvad værre var; virkeligheden kunne med tiden indrette sig ind efter de mange påstande. At vidner følte sig truet var bestemt ikke det samme som at de var blevet truet, eller for den sags skyld havde lidt nogen overlast! For at modvirke misbruget af klubbens navn, medlemmernes gøren og laden, og eventuelle supporteres blinde tro på de ”metoder” de læste og hørte om i medierne, skar vi drastisk ned på tilstedeværelsen af medlemmer der overværede retssager. Det var ærgerligt for de der gerne ville vise deres støtte og ikke mindst for de tiltalte der fik den, men det massive fremmøde medførte en negativ effekt som ikke var til at komme uden om. Et andet modtræk imod den omsiggribende forgiftning af borgere og politikere var de artikler jeg skrev til tidsskrifter og aviser, men det var nærmest umuligt at dæmme op for den strøm af beskyldninger der fortsatte med at komme.

Kampagnen kørte videre i stor stil: Trusler og vold mod især vidner, nu også ved anvendelse af tortur og elektriske apparater, hører til det billede, som rockerne i mange år har søgt at manifestere både inden for egne rækker og udad til, blev en anonym medarbejder i narkopolitiet citeret for. Uden skam blev en hashtyv og offer, i en dengang aktuel straffesag, gjort til vidne og et ”frygtbillede” som politi og medier i fællesskab havde malet, gjort til rockernes. Og det virkede. I 1992 blev loven omkring trusler mod vidner skærpet og flere forskellige tiltag for at beskytte udsatte vidner, vedtaget. Skærpelserne betød intet for bikernes kultur og miljø, og politiet og partierne på højrefløjen var langt fra tilfredse. Der kunne endnu ikke skabes flertal for lovforslaget i folketingssalen, men det bremsede ikke kampagnen for genindførslen af anonym vidneførsel. Politi og presse rullede stadig rundt i høet i skøn forening, noget der til tider kunne virke mere end komisk, men også frastødende. Frygten er et af rockermiljøets bedste midler…og medieomtale er dem en god hjælp., skrev journalist Jan Kristensen d. 27 oktober 1992 i sin indledning til artiklen ”Frygt Hjælper Rockerne”. Og som sædvanlig stod en politimand klar til at underbygge journalistens historie: Når folk er bange, så kan vi ikke afdække hvad rockerne eventuelt går og laver. Og omtalen i medierne er med til skabe den frygt: Ingen tør melde sig, ingen tør vidne, og så har rockerne frit spil, udtalte kriminalinspektør Gunnar Christiansen fra Middelfart politi. Ja men så hold dog kæft, var man fristet til at råbe. Det var jo ikke ”rockerne” der spredte frygten, men derimod Gunnar Christensens egne kollegaer der i samarbejde med landets medier gjorde folk bange. De mange uvederhæftige historier havde jo netop den effekt, at potentielle vidner blev bange, politikerne manipuleret til unødvendig og uigennemtænkt lovgivning, mens mulige ”rockerspirer” blev gejlet op til at true.

At den megen snak om det der nu blev betegnet som et alvorligt ”samfunds-problem”, kunne have en skadelig effekt, fortalte dagbladet Det Fri Aktuelt om d. 12 marts 1994. Siden Folketinget i april 1992 vedtog, at trusler mod vidner skulle have en særskilt paragraf i straffeloven, har politiet fået flere anmeldelser fra vidner, der er blevet truet. Den nye vidnelov har dog ikke gjort det nemmere at få folk til at vidne i de sager hvor rocker- og voldsmiljøer er involverede. En række politistationer rundt om i landet siger samstemmende, at det stadig er meget svært at få folk til at vidne i denne slags sager. Det var muligt, at der var kommet mere fokus på vidnetrusler (læs flere truede vidner!) efter at politiet havde pustet problemet op til at være en trussel mod retsstaten. Bikerne oplevede netop i den periode, at de måtte gøre folk i ydermiljøerne opmærksom på, at Hells Angels IKKE truede vidner. At de fleste i og omkring vores miljøer samtidig ikke ønskede at vidne mod mennesker de kendte eller havde begået kriminalitet sammen med, hang naturligt sammen med at kun de færreste i vore kredse ønskede at optræde som stikkersvin.

Efter at Hells Angels i flere interviews og artikler havde meldt klart ud om, at vi ikke havde og heller ikke havde i sinde at true eller banke eventuelle vidner i fremtiden, ændrede politiet langsomt deres trusselsbillede til at gælde ”rockere” generelt og ikke bare Hells Angels, som der jo ikke fandtes sager (dokumentation) i mod. Med den nye strategi blev enhver kriminalitet, herunder især sager om trusler begået af typer som politiet kunne lirke ind under betegnelsen ”rockere”, en del af den skræmmekampagne der kørte. Og da man i samme moment fik hæftet ordet ”kriminalitet” sammen med ”rocker” fremstod ”rockerkriminalitet” som noget nyt, skræmmende og stort, som politikerne så sandelig måtte gøre noget ved. Hvad enten man kunne lide det eller ej, så var det dygtigt og veludført arbejde af et dansk politi der med årene var blevet mere og mere politisk bevidst og engageret. At de mange løgnehistorier omkring Hells Angels og ”rockerne” (hvem de så end er), havde påvirket landets politikere og havde opbakning blandt samfundets øvrige (udover politiet) repressive instanser, kunne dengang tydeligt måles i både ord og handling. ”Kafka 1994” var overskriften på dagbladet Politikens leder tirsdag d. 29 marts 1994. Det er ubegribeligt, at ellers samfundsbevarende partier (Venstre og Konservative red.) gang på gang foreslår, at vidner kan optræde anonymt – og dybt bekymrende, at ideen i et høringssvar til Folketingets retsudvalg støttes af den øverste anklagemyndighed, rigsadvokaten plus syv ud af de otte statsadvokater.

At politiets og nu også visse politikeres skræmmekampagne fik alvorlige følger for den danske retsstat sås tydeligt i sommeren 1996. Udviklingen viste at flere og flere vidner nægtede at stille op i retssager med henvisning til at de var bange. Selv i de mindste sager om færdselsforseelser nægtede mange borgere at vidne på grund af frygt. Dansk politi og de mange politifolk der op gennem 80erne og 90erne var gået aktivt ind i politik, havde simpelthen formået at skabe en atmosfære af irrationel vidneangst hos borgerne. De færreste havde oplevet trusler, stort set ingen havde lidt overlast og i en højaktuel sag der involverede medlemmer af Hells Angels var vidnerne så angste, at de nægtede at vidne blot fordi de havde hørt at det var farligt at vidne mod rockere! Det førte til et juridisk opgør i både lands- og højesteret omkring vidners pligt til at vidne. Medierne var igen med og bivirkningerne af politietatens kyniske jagt på bevillinger og øgede beføjelser, fremstod nu tydeligt for enhver der ønskede at se det. Landets potentielle vidner (befolkningen) var simpelthen blevet ramt af en folkelig angstpsykose. Så alvorligt, at ledende politifolk, i et forsøg på at modgå den omsiggribende frygt, gik i medierne og advarede mod overdreven frygt.

Når det drejer sig om rockerkrig, er almindelige borgeres frygt tit overdrevet. De folk går jo ikke løs på Hr. og fru Pedersen. Citat: Ove Dahl, souschef i drabsafdelingen Ekstra Bladet 4. juni 1996. I samme artikel Drabschef Kurt Jensen, Københavns politi: Efter mit skøn har manden ikke belæg for at være nervøs. Jeg vil kalde det manglende vilje… Dagbladet B.T. havde samme dag talt med kriminalkommissær Ove Dahl og kunne citere politimanden for følgende betragtning: Politiet deler ikke den ansattes (i SAS red.) frygt for trusler, som han kun har på anden hånd…Vi betragter den ansatte som hovedvidne og har ikke erfaring for, at almindelige civile vidner tidligere er blevet direkte truet af rockere. Og for ligesom at tvære i det, her endnu et citat af kriminalkommissær Ove Dahl, denne gang fra Jyllands-Posten (4/6-96): Jeg mener, at vidnernes frygt er ubegrundet…Der er ingen eksempler på at almindelige borgere er blevet overfaldet af rockere.

Udtalelserne i den aktuelle sag, sammenholdt med flere andre udtalelser fra bekymrede politifolk fik endnu engang den gamle debattør Preben Wilhjelm op på barrikaderne. Under overskriften ”Den Falske Melodi”, Berlingske Tidende 23 juni 1996, kommenterede han politiets kovending med bl. a. følgende harske kommentarer: Når kravet om anonyme vidner ikke desto mindre har fået betydelig opbakning i offentligheden og flere gange har været på nippet til at blive gennemført, skyldes det, at man især fra politiorganisationernes side – igen og igen har fremført, at narko- og rockersager besværliggøres eller ligefrem må opgives, fordi vidner trues til tavshed. Det har altid knebet når nogen har efterlyst konkrete eksempler. Ved et par lejligheder har erfarne efterforskningschefer endda oplyst, at de ikke havde kendskab til problemet i praksis. Men det har ikke forhindret at påstanden om trusler og repressalier er blevet gentaget i det uendelige…Der er næppe tvivl om, at borgere nu vil være bange for evt. at skulle vidne i en rocker- eller narkosag. Anderledes kan det ikke være, når de i årevis har fået tudet ørerne fulde om, hvor farligt det kan være. Under rubrikken ”Ingen grund Til frygt” fremhævede Preben Wilhjelm i sit indlæg endnu en udtalelse fra en ledende politimand. Dagbladet Politiken 28 april 1996: Denne gang var det dansk politis største ”billetsælger”, den evigt smilende kriminalkommissær Per Larsen, der havde forsøgt at berolige de danske vidner. Jeg forstår godt, at folk bliver bange, når de ser de store rockere med deres rygmærker. Folk forestiller sig, at de risikerer en masse ved at vidne i disse sager, men sådan forholder det sig ikke. Vi har ikke erfaringer med, at det har skabt problemer for folk, der har vidnet mod rockere.

Så er det, man spørger sig selv: Er disse ledende politifolk fulde af løgn? Lokker de med falsk beroligelse sagesløse borgere til at risikere liv og lemmer ved at optræde som vidner? Jeg tror det ikke. Men hvorfor har formanden for Københavns politiforening Henrik Blandebjerg og tilsvarende typer med deres skrækkampagne så hidtil haft monopol på meningsdannelsen? …Hvorfor har man konsekvent arbejdet på at sætte skræk i befolkningen, så vi nu omsider oplever, at et vidne af angst begærer sig fritaget? …Indtil nogen på overbevisende måde kan tilbagevise Kurt Jensen, Ove Dahl og Per Larsen, må man konkludere, at den vidneangst der måske er ved at blive et reelt problem, fuldkommen grundløst er fremprovokeret af politiets egne repræsentanter. Og at det er sket for at få opfyldt nogle bevismæssige ønsker, som ikke kunne begrundes sagligt.

Chefkriminalinspektør Per Larsen leverede d. 28 juni 1996 i Berlingske Tidende et svar på tiltale, hvori han med sit vanlige snusfornuftige væsen søgte at glatte ud på de barske kendsgerninger: Preben Wilhjelm har i den konkrete sag citeret korrekt. Problemet er blot, at sagen er en smule mere kompleks, end Wilhjelm giver udtryk for. Vidneproblematikken skal ses i to sammenhænge: 1. Tilfældige vidner, der uden tilknytning i øvrigt til forbryderen på afstand iagttager, hvad der sker. 2. Vidner, der mere direkte er involveret igennem bekendtskab eller kontakt med forbryderen (ofte medlemmer af grupper eller kriminelle organisationer, meddelere eller medskyldige).Sagen er/var overhovedet ikke mere kompleks end Wilhjelm havde givet udtryk for: politiet havde skræmt den danske befolkning fra vid og sans og det faktum ændredes ikke af, at den gode politichef nu også opdelte vidnerne i to grupper; Type 1. Vidner der tilfældigt overværede forbrydelser som de ikke selv havde del i. Det var denne ”gruppe” vidnerne i Jomfru Ane Gade-sagen tilhørte. Type 2. Vidner der var involveret i den begåede kriminalitet, og typisk kunne opnå fordele ved at angive andre – altså stikkere.

At ikke flere hæftede sig ved det direkte urimelige og forbryderiske i politiorganisationernes spil og leg med befolkningens psykiske ve og vel, understregede alvoren af den forgiftning af borgere, politikere m. fl. der allerede havde fundet sted. Politiet der blev mere og mere politiserende satte dagsordenen, pressen fremlagde den og de medier der ikke var med på kampagnevognen blev oven i købet udsat for bebrejdelser fra både politi og lovgivningsivrige politikere. De var naive, rockervenlige, eller blinde for hverdagens barske realiteter. Således fortsatte kampagnen, om end for en stund i mere afdæmpet tone. Frisk og frejdigt fremførte Per Larsen (også i Berlingske Tidende 28 juni 1996), …At også Folketinget har fundet, at der er behov for vidnebeskyttelse fremgår af vedtagelsen i 1992 af straffelovens § 123, der med en strafferamme på op til seks års fængsel søger at hindre, at folk der afgiver forklaring til politiet eller retten udsættes for vold, trusler o. lign. Det tror da pokker når de igennem ti år var blevet fodret med de samme politifabrikerede skrækhistorier, der havde skræmt vidnerne. Har det (den nye lovgivning) så løst vidnebeskyttelsesproblemet? – Nej! Per Larsen var ikke i tvivl og han understregede sit nej med, at antallet af overtrædelser af straffelovens § 123 siden lovens ikrafttræden i 1992 havde medført ikke færre end 1681 sager. Hvor mange af disse som reelt drejede sig om trusler mod vidner, nævnte han ikke, men faktum var, at ikke et eneste af de eksempler han i samme åndedrag nævnte hidrørte fra Hells Angels, eller for den sags skyld fra andre bikerklubber.

Med opdelingen af vidnerne i de to kategorier tog diskussionen en anden drejning. Det var fortsat ”rockerne” der blev brugt som eksempel til skræk og advarsel, men nu handlede det om hvilken type vidner der havde mest behov for beskyttelse. Fra politiet og den manglende dokumentation vidste alle med indsigt, at der reelt set ikke var behov for at beskytte almindelige (type 1) vidner, men snarere de personer (type 2) der havde del i den kriminalitet man søgte at opklare. Det betød – for de politikere der stadig værdsatte retsstaten – at større principielle problemer lå forude. For hvordan kunne man anonymisere en person der afgav forklaring overfor en evt. medgerningsmand eller uven fra et kriminelt miljø, uden også at hemmeligholde hans forklaring. Således afsporet for en stund, rettede politiets organisationer skytset mod type 2 vidnerne – de såkaldte sykofanter, samt tilladelsen til at føre anonyme meddelere og hemmeligholde deres forklaringer overfor evt. sigtede og tiltalte.

I år 2000 modtog politiet 635 anmeldelser fra borgere der følte sig udsat for trusler. Otte år før var tallet 375 – en stigning på 70 procent. Det kunne se alvorligt ud, men uden oplysninger om hvor mange der reelt var blevet udsat for trusler fordi de var vidner, eller hvor mange domfældelser m.m. der forelå, var ”problemets” omfang umuligt at gennemskue. Politiets organisationer fortsatte ufortrødent deres lobbyarbejde i medierne, og at dømme efter de kommentarer der lød fra politikerne, var de mere overbeviste end før om at politiet havde ret, når det påpegede nødvendigheden af at tilføre etaten flere magtmidler. At min sag blev brugt i politisk øjemed, ikke mindst af højrefløjen i dansk politik, var et eksempel på et retssamfund der var inficeret med en slem virus. Og igen var det type 1 vidnerne der blev bragt i fokus. I Jyllands-Posten 14 august 2001, kun to dage efter min anholdelse gjorde Gudrun Laub, dengang vicepolitimester og folketingskandidat for Venstre, sig til dommer over hvad der var sket i Jomfru Ane Gade: Gid alle, der har været med til at skaffe Jønke publikum, må have det rigtig dårligt nu. Det ligner ikke noget at slippe sådan en veltalende forbryder ind til forvirrede teenagere. …Lærere og pædagoger og TV og andre, der har givet Jønke mulighed for at profilere sig som helt i de unge mænds øjne, har et medansvar for kommende drab!

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti holdt sig heller ikke tilbage. I et indlæg den 23 august 2001 i Nordjyske Stiftstidende propaganderede han: Folk er – berettiget – hundeangst for at vidne i rockersager af frygt for efterfølgende at skulle stå ansigt til ansigt med et lokalt tæskehold. Rockerne er jo desværre kendt for ikke at holde sig tilbage, når det gælder om at komme i vejen for, at rockerkritiske vidner finder vej til retssalen Hvis der skal gøres noget effektivt imod rockergrupperne er anonym vidneførsel en nødvendighed. At angsten også, ifølge politiet selv, var uberettiget, og at der i høj grad var tale om en medieskabt frygt, betød intet for disse politikere og de viste ingen skam ved at lyve, eller over at bruge min sag og person som eksempel. Ligesom andre af politikerne havde også retsordfører og medlem af retsudvalget for det Konservative Folkeparti Helge Adam Møller, der alle dage havde været en varm fortaler for anonym vidneførsel, fået spalteplads til at blande sig (Kerteminde Avis 25/8-01) i den endnu ikke afgjorte sag. Der var 50 eller 100 mennesker der så, hvem der stak  – ”Jønke” eller en af de andre – men ingen tør afgive forklaring. Derfor vil vi have en mulighed for at de vidner der har overværet det, kan optræde fuldstændig anonymt,…

At der var stor uenighed omkring vidneangsten i politiets egne rækker dokumenteredes ved de uenigheder der nu blev fremstillet i medierne. Vidneangsten var efterhånden så udbredt at det skadede politiets efterforskning og domstolenes afgørelser, mente nogle. At befolkningen var blevet skræmt fra vid og sans af de instanser som var sat til at beskytte den, og at man i sin iver for at opnå mere magt havde hængt Hells Angels og de såkaldte ”rockere” ud og dermed fremmedgjort dem yderligere, hæftede man sig ikke ved. Problemet var alene, at man ønskede at folk skulle vidne samtidig med at man kunne få indført brugen af anonyme vidner. Når helt almindelige mennesker, der har set rockersympatisører slås, undslår sig for at vidne af frygt for deres egen sikkerhed, er der i vid udstrækning tale om en ubegrundet frygt. Således politimesterforeningens formand, politimester Jørgen Illum i Berlingske Tidende 14 dage før episoden i Jomfru Ane Gade. …Frygten er et resultat af den voldsaura rockerne udstråler. Der var her nok snarere tale om den voldsaura hans kollegaer mente, at ”rockerne” udstrålede og som pressens gentlemen var så velvillige at kolportere ud til dens læsere!

Rockere. Alene ordet har en aura af brutalitet og vold. En aura, der gør at stort set ingen har lyst til at lægge sig ud med rockerne og vidne mod dem i en retssal. Men det er dumt. …for så bliver de bare ved, fortalte en kriminalinspektør fra Aalborg politi til B.T. mandag d. 25 november 2001. Samtidig mente han, at både politiet og medierne bar deres del af skylden for, at ingen ville stå frem og vidne. >Begge parter har haft for travlt med at fortælle hvor brutale rockerne er og gengive deres mishandlinger og grimme gerninger ned til mindste detalje< Og tilståelserne fra ledende politifolk fortsatte: …Derfor er han ked af, at han umiddelbart efter skyderiet fortalte, at det var rockertyper, der stod bag nedskydningen. – Det kan være med til at gøre vidner mere nervøse end godt er… erklærede Vicekriminalinspektør Niels Kjøller til Ekstra Bladet d. 11/12-01. Og forvirrende var det: I gratisavisen Urban d. 22. januar 2002 behandlede man frygten for den gamle borgerpligt og havde i den anledning spurgt politifolk fra forskellige dele af landet om deres syn på begrebet vidneangst. For år tilbage var folk mere bange for repressalier ved at vidne. …men nu oplever vi at folk har fået nok og ikke er nervøse for at hjælpe politiet. …Han mener at politiets brug af medierne til efterlysning af vidner i større sager hjælper med at få vidnerne til at melde sig. citat:  Chefkriminalinspektør Allan Lund, Aarhus politi. …Frygten bliver nok forstærket via medieomtale om, hvor grove metoder de kriminelle bruger. Citat: Chefkriminalinspektør Ole Højer, Odense politi. …Men kun meget få vidner har reelt grund til bekymring. Citat: Kriminalinspektør Kai Hermann, Glostrup politi.

Trods bondeanger hos politiet og advarsler fra de politikere der endnu turde sige fra, pressede regeringen i slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 på med deres planer om at genindføre anonym vidneførsel. Formanden for Advokatrådet, Jon Stockholm var blot en af de mange med juridisk indsigt i sagerne der advarede mod ibrugtagelsen af anonyme vidner. I flere medier udtalte han, at han ikke kunne erindre bare en sag i nyere tid, som var faldet på vidners angst for at træde frem. Det skulle da lige være i min sag, som endnu ikke var afgjort, men som sideløbende med den hidsige vidnedebat nærmede sig afgørelsen. ”Jønke-vidner stive af skræk” Et af kronvidnerne i voldssagen mod Jønke er blevet truet og slap for at blive afhørt i retten.” (E.B. 23/3-2002). At der var tale om det pureste opspind og at det uanset hvad dette vidne følte, var kommet frem i retten, at jeg intet havde med disse påståede trusler at gøre [sidespor], tog journalisterne i deres referater let på. Bortset fra en yngre kvinde, der i går overraskede både forsvarer og anklager ved at ignorere slænget af tilstedeværende HAere i retten og pege på Jønke som den, der trampede på knivofferet, kunne journalisten berette.

Allerede dagen efter havde avisens lederskribent fat i historien. Redaktionel skizofreni eller ej – Ekstra Bladet var som vanligt det værste vi havde, men samtidig også det bedste når visse sager skule for dagens lys: Nu har vi i ugens løb overværet retssagen i Ålborg mod HAeren Jørn Jønke Nielsen. Tydeligt skrækslagne har vidne efter vidne bedt sig fritaget for deres borgerpligt, fordi de siger at de føler sig truet, og så spørger man uvilkårligt sig selv, om vi nu også er ved at få amerikanske tilstande i Danmark? Det er vi nok ikke, svarer avisens ”lederskribent”  selv. Men gu var vi så og bladets egne valne holdning og manipulerende journalistik bar så sandelig sin del af skylden. …Derimod har man i hvert fald meget sjældent hørt om rockertrusler mod en fru Jensen, der blot har set noget på et gadehjørne. Unægtelig nye toner fra et blad der i hundredvis af artikler havde beskrevet hvordan Hells Angels og andre med rockerstigmatisering, netop havde truet og mishandlet Hr. og fru Jensen. Og nærmest tragikomisk holdt den heller ikke længere end til side seks i samme dags avis, hvor vidneangsten igen overskyggede alt hvad der foregik i sagen imod mig. Avisen havde sågar fundet det nødvendigt, at spørge kendte og ukendte danskere, om de turde vidne mod rockere?

Det yderste højre i dansk politik følte som sagt ingen skam ved at blande sig i den igangværende retssag. Retssikkerheden var i fare, når øjenvidner ikke turde sige sandheden, proklamerede de konservatives svar på Oliver North, major Helge Adam Møller i dagbladet B.T. De seneste eksempler er skræmmende. Både nedskydningen i Kastrup Lufthavn,…og sagen fra ”Robin”, hvor ganske almindelige mennesker udsættes for en urimelig psykisk belastning, fordi vi ikke for længe siden har fået en lov om  anonyme vidner. Og H. A. Møller havde mere på sinde: Det er besynderligt, at den aktuelle sag ikke gør mere indtryk på et stort mindretal med Socialdemokraterne i spidsen. De henviser i stedet til retssikkerheden, men hvis retssikkerhed er det de vil beskytte? Det er gangsternes og de dybt kriminelles, mens ordentlige mennesker, som tilfældigt uden selv at være indblandet, der overværer et modbydeligt rockerdrab, skal tvinges til at afgive vidneforklaring under et ekstremt psykisk pres fra rockermiljøet [sidespor]. Manden havde tabt sutten! Retssikkerheden måtte gælde alle og det ”ekstreme psykiske pres” som vidnerne oplevede var skabt af politiet, pressen og folk som ham selv.

Når jeg åbnede aviserne i de dage – og senere hen, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over hvorfor de egentlig havde så travlt med lige netop os. Vi havde i det mindste gjort vores bedste for at mindske befolkningens vidneangst. Vi truede ingen og der fandtes ingen eksempler på at vi havde truet vidner, eller for den sags skyld forulempet dem. Vi afholdt os fra store fremmøder under retssager og til min egen havde jeg netop sørget for at kun to HA-brødre dukkede op. Og vigtigst af alt; det var os og ikke anklagemyndigheden det kom for skade når vidnerne var bange. Selv efter byrettens frifindelse i april 2002 fortsatte medierne med at fordømme mig. ”Bange Jønke-vidner prøves på ny”. Ekstra Bladet d. 17 april 2002. De skræmte og bange vidner i sagen mod rockerstjernen Jønke skal endnu en tur gennem møllen – i håb om, at landsrettens dommere vil vurdere en række vidneudsagn hårdere end byretten i Aalborg og dømme den frifundne Jønke skyldig i grov vold. At de fleste vidner under retssagen havde fremstået fuldstændig utroværdige skænkede medierne ikke en linie. Det nærmeste man kom på det var udtalelser fra byrettens anklager Lotte Nielsen, der var tilfreds med at beviserne skulle prøves igen. Hvilke beviser? Der var kun vidnerne og den irrationelle angst som pressen efterhånden havde fået skruet op til uanede højder. Nu må man blot håbe, at de belastende vidneudsagn fra tidligere retsmøder ikke tilsidesættes i landsretten, som det til dels skete i byretten… – ligesom man også kan håbe på, at politifolkenes forklaringer om vidnernes udsagn vægtes mere end i byretten, fortsatte damen.

Jeg vil nødigt beskyldes for at være sart, men på mig lød det som om at anklagemyndigheden igen var ude i medierne og procedere deres sag. Ingen henvendte sig til min advokat, ingen kontaktede mig for eventuelle udtalelser omkring vidnernes påståede frygt og troværdighed. De mange interviews som mediernes repræsentanter under retssagen havde aftalt at lave med mig efter dommen blev ikke til noget, formentlig som en følge af frifindelsen. Og selv det selvgode og altid retfærdige Politiken (20/6-02), forlod nu retsstatens smalle sti og slog i stedet pjalterne sammen med højrefløjens råbekor. Hvor mange gange var det nu, Rocker-Jønke sidste år hoppede på en mands hoved uden for et værtshus i Aalborg, før manden døde, eller rettere: før vidner pludselig ikke turde stå ved det, de i første omgang havde set? Hvor mange gange vil forældre og andre krænkede borgere se til, at retsmaskineriet ender med at svigte, fordi vidner ikke tør vidne?

I løbet af sommeren, efteråret og vinteren 2002 blev en lang række tiltag for at beskytte vidner vedtaget, og der var mere på vej. Politiets ønskeliste fra midten af 80erne var endelig ved at blive opfyldt: Anonyme vidner, hemmelige agenter, hemmelige forklaringer og meget mere, som skulle forhindre at vi fik amerikanske tilstande i Danmark, var på plads. Og sejren var total! Selv Socialdemokraternes retsordførere forsøgte nu at overbyde højrefløjen, med forslag til skærpelser på retsområdet. Ud til den brede offentlighed for at vise at de gjorde noget ved ”rockerne”, men bag facaden for at komme tilbage ind i kampen om taburetterne. At krigen om de ”angste” vidner var tabt fik ingen praktisk betydning for min sag, da alle vidner i forvejen var kendte før landsretssagen skulle behandle min ankesag i september måned, men psykologisk havde den megen omtale af frygt været med til at fjerne fokus fra politiets manglende beviser imod mig og det kunne i sidste ende være med til at få mig dømt.

Jörn Jönke Nielsen