Landsretten – Del 10 av Jönkes berättelse

LANDSRETTEN

(TREDJE INSTANS)

Tre dage i Vestre Landsret. Beskrevet ud fra egne observationer, venners  oplevelser fra retssagen, rettens dokumenter, advokatoptegnelser, kalender og avisartikler.Grundet manglende vidnefortegnelse kan det ikke garanteres at rækkefølgen på  vidneafhøringerne er korrekt.

Dag 1. Mandag d. 16. september 2002

Efterårssolen lænede sig ind over parkeringspladsen foran Vestre Landsret i Aalborg da vi lagde an til landing. Jeg kiggede op mod bygningen hvor min nærmeste fremtid skulle afgøres. Facaden var pakket ind i stilladser og pressendinger og min kammerat bemærkede muntert, at der var gode muligheder for en hurtig flugt hvis det gik galt. Vi var friske som bare pokker efter en times løbetur langs Vesterhavet og en efterfølgende morgenkomplet på terrassen foran sommerhuset. I samråd med min advokat havde jeg besluttet mig for at mine brødre skulle holde sig væk fra retssagen, så der var kun os fire. Jeg ville gerne have haft et par stykker med, men efter at have oplevet hvor meget negativ avisomtale to brødres tilstedeværelse i byretten havde givet, bad jeg dem holde sig væk. Vi var tidligt på den og det var journalisterne også. Der blev knipset billeder til næste dags aviser og stillet spørgsmål mens vi nærmede os trappen op til Landsretten. Politi var der ikke meget af. I modsætning til den tidligere sag hvor jeg havde været varetægtsfængslet og mandsopdækket. Et par uniformerede betjente udenfor var alt.

To gange svingdøre, hen over en ternet forhal og op ad flere trapper. Retssalen lå på første etage og den var gabende tom da vi trådte ind. Lidt mere end dobbelt så stor som den der var blevet brugt under byretssagen, men mørkere og mere tillukket. Indretningen med de mørke paneler og bænke og stilladsarbejdet udenfor gjorde sit til at skabe en dunkel atmosfære. Vi satte os og ventede mens journalister og andre interesserede begyndte at indfinde sig. Advokat Preben Stuer Lauridsen dukkede op med et lille smil på læben. Vi hilste hjerteligt på hinanden selv om det kun var tolv timer siden vi havde skiltes efter en god middag. Forsvareren gik straks i gang med at hive sagsakter og bøger frem fra en taske, der måtte have tilhørt Mary Poppins. Nu trådte også sagens anklager ind på scenen. Den høje slanke statsadvokatassessor Steen Thomsen optrådte korrekt og hilste høfligt på os begge. Også han begyndte at stable papirer og bøger op på bordet foran sig. Jeg havde fra start af ikke brudt mig om manden og jeg var sikker på at de nærmeste dage ikke ville ændre væsentligt på det. Kriminalassistent Jesper Müller fra Aalborg politi havde også indfundet sig. Ham syntes jeg til gengæld godt om og jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at han for ”hundredetusinde” gang skulle gennemgå videoen og vidnernes placering. 

Den kvindelige retssekretær havde været inde og vende flere gange, hvilket vidnede om at sagen nærmede sig sin begyndelse. Så gik døren ud til dommerlokalet op og en efter en kom de tre juridiske dommere og tre domsmænd marcherende ind. Da jeg var sigtet efter paragraffer som højest kunne give fire års fængsel, undtaget en eventuel udløsning af min reststraf fra tidligere dom, skulle jeg stilles for en domsmandsret og ikke et nævningeting. Den vigtigste af de seks dommere var retsformanden og det så bestemt ikke godt ud. Dommer Ulla Staal havde jeg en gang tidligere mødt, i en injuriesag min klub havde anlagt mod Ekstra Bladet. Her havde hun nødtvunget erklæret store dele af bladets artikler for ubeføjede, men samtidig frifundet dets chefredaktør for straf. Oven i købet med henvisning til, at de mange usandheder bladet havde fremført skyldtes urigtige oplysninger givet af politiet, samt at bladet trods dets åbenlyse lovbrud havde beskæftiget sig med et væsentligt samfundsproblem. En kedelig og trist dame, der med sit udseende for hver gang jeg kiggede op på hende, gav mig associationer til filmen ”To Tosser bag Tremmer”, hvor Gene Wilder og Richard Pryor bliver idømt lange straffe af en stramtandet vodkadrikkende kvindelig dommer. Hendes to meddommere så mere tilforladelige ud. To yngre mænd, ligeledes iført sorte silkekapper, og så med skarpe briller, hvoraf den nærmeste endog nikkede høfligt hen imod Stuer Lauridsen og mig. De tre domsmænd var alle kvinder. Det kunne betyde både godt og ondt. På denne ene side kunne de indeholde tanken om, at jeg var et mandschauvinistisk og morderisk rockersvin. På den anden side kunne de opfatte mig som den uskyldige kendte dreng, som statsmagten ville gøre alt hvad den kunne for at få buret inde.

Det sidste kunne jeg formentlig glemme alt om. Bortset fra den nærmeste domsmand, der var en pæn lyshåret kvinde, var samtlige dommere iført stenansigter. Vi var dårligt kommet i gang før min forsvarer spurgte mig, om hvad jeg synets om stemningen. Ikke god. Slet ikke god, måtte jeg svare. Det var tydeligt at den afslappede og neutrale atmosfære fra byretten ikke havde fundet vej ind i landsrettens hule. Her var langt mellem smilene og en fornemmelse af fjendtlighed, ligesom juristernes sorte kapper gjorde deres til at forstærke den alvorlige stemning. Modsat i byretten, hvor jeg sad placeret ved siden af min advokat, var jeg her henvist til at sidde skråt bag ham. Dog ikke længere væk end at jeg kunne fange hans opmærksomhed. Vel var det en retssal og ikke et øltelt på en markedsplads, men der var jo ingen grund til at sidde og skære tænder over noget der lå så langt tilbage i tiden og som ingen af de tilstedeværende endnu havde fået skylden for. Døren ud mod forhallen var blevet lukket, men den gik op igen og ind trådte minsandten byrettens anklager Lotte Nielsen. Vi skal lige sikre os at det er den rigtige tiltalte der sidder her i dag, indledte retsformanden. Er De Jørn Jønke Nielsen? Det er mig, svarede jeg og sagen kunne begynde. Som altid var det anklagemyndigheden der lagde ud. Steen Thomsen rejste og fremlagde i et klart og tydeligt sprog tiltalen imod mig.

Den tåbelige sigtelse for knytnæveslaget var væk og jeg savnede allerede den norske isbryder, i form af den kortbenede og vandkæmmede Niels H. Hans umulige forklaringer og påstanden om at han havde været nærmest ædru lørdag nat klokken tre i Jomfru Ane Gade, havde i byretten fået alle i salen til at løsne op. Nu var der andre boller på suppen og statsadvokatassessoren var allerede i gang med at sætte dommerne ind i den massive frygt som mange vidner følte ved at skulle ”afgive forklaring imod en mand som Jønke”. Der var intet nyt i sagen, men det så ud til at de gamle indicier og vidneforklaringer skulle bruges på en mere effektfuld måde. Store dele af sagernes opbygning var heldigvis bestemt ud fra retningslinier i retspleje-loven, men det var anklagerne der planlagde de konkrete sagers forløb i dansk retspleje. I forvejen havde anklagemyndigheden et alt for tæt samarbejde med politiet, og anklageren havde også alle fordelene ved at det var ham eller hende som indkaldte vidnerne og bestemte i hvilken rækkefølge de skulle føres. Stats-advokaturen kunne så at sige anrette, skære for, og servere ”kagen”, så den passede lige til de angreb der skulle sættes ind. Forsvaret derimod var tvunget til at handle ud fra modpartens tilrettelæggelse og sammen med dommerne tygge på de krummer der kom ud i den anden ende.  

Preben Stuer Lauridsen rejste sig og afviste anklagerens påstande om straf. Hvad angik de tekniske beviser, som anklageren kort havde været inde på, så var uenigheden imellem anklager og forsvarer ikke stor, dog med den forskel at de set med forsvarets øjne, ingen særlig betydning havde for sagen imod mig. Stuer Lauridsen gjorde retten opmærksom på den fokusering der havde været på min person lige siden min ankomst til restaurant Robin og understregede, at eventuelle bange vidner var et produkt af mediernes spekulation i frygt og ikke af noget jeg eller mine havde foretaget os. Jeg skulle dømmes på beviser og dem var der kun få af i denne sag, om nogen overhovedet. Jeg skulle ikke dømmes blot fordi jeg var medlem af en motorcykelklub. At hans pointe ikke var uvæsentlig kunne ses på udskrifterne fra retsbogen, hvor det flere steder fremgik, at såvel fængslingsgrundlag som fortsat isolation og besøgskontrol, blandt andet byggede på min ”tilknytning til rockerkredse”. Nej, jeg skulle pure frifindes og han håbede at også landsretten ville nå frem til byrettens afgørelse! Stuer Lauridsen fremhævede, at han havde besøgt restaurant Robin dagen før og han var blevet overrasket over hvor lille et lokale der var tale om. I betragtning af hvor tæt pakket der havde været den aften, udtrykte han tvivl om hvorvidt vidnerne overhovedet havde været i stand til at se noget. Han foreslog derfor retten, at den tog ned og besigtigede stedet, som led i doms-forhandlingerne.

 

Retsformand Ulla Staal meddelte at retten ville drøfte en ekskursion til Robin og derefter afgøre om det var noget man fandt relevant. Et mindre slagsmål omkring fremvisningen af videoen faldt ikke ud til forsvarets fordel. Anklagemyndigheden der hele tiden havde søgt at hindre videofremvisningen var naturligvis tilfreds med rettens afvisning. Vi mente at storskærmen skulle rykkes tættere på dommerpanelet og ville have at journalisterne fik mulighed for at kigge med. Det afviste retsformanden. Stuer Lauridsen argumenterede med at politiet og medierne i vid udstrækning havde brugt netop videoen til at sværte hans klient og at journalisterne i øvrigt havde haft adgang til at se videoen under byrettens behandling af sagen. Men nej, det måtte de ikke og storskærmen blev stående hvor den stod. Jeg sad skråt bagved og forholdt mig udtryksløst. Det samme kunne man sige om de øvrige juridiske dommerne. Der var ikke en rynke på panden og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på om hele flokken var håndplukket for at staten kunne sikre sig en dom.

Uanset hvad, så var det min tur til at forklare mig. Jeg indtog pladsen i midten af lokalet og gjorde mig klar til at give min udlægning af hændelsen, samt til at besvare spørgsmål fra anklager og forsvarer. Det var fjerde gang jeg skulle fortælle hvad der var sket, men da jeg fra start af havde holdt mig til sandhedens smalle sti var der ingen ko på isen. Forklaringen faldt som i [dommervagten], som i forbindelse med den indenretlige afhøring under [varetægt] og som under domsforhandlingerne i [byretten]. Bortset fra få tilføjelser og et andet ordvalg, svarede den nøjagtig til hvad jeg hele tiden havde sagt. Anklageren forsøgte naturligvis at få mig ud på glat is, særligt omkring det at jeg havde revet mig fri fra afdødes ben. I alt drejede det sig om otte ord som efter min opfattelse aldrig havde været særligt vigtige, men nu var blevet det. Ordene var faldet i forbindelse med min uddybende forklaring i varetægtsperioden, til en fristforlængelse d. 20. november 2001. Anklageren læste dem op fra uddrag af retsbogen. (tilføjelsen fremhævet i kursiv) …I den forbindelse var han (Jønke) lige ved at ryge med ind i flokken, idet hans arme og ben var viklet ind i angrebsmandens arme og ben. Fængslede måtte bruge kræfter for at komme fri. Den pågældende (afdøde) var ved at komme ned på knæ og slog vildt om sig… At man gik så meget op i at jeg havde tilføjet dette min forklaring, undrede mig ikke længere, men det var ikke fair. Jeg havde allerede ved min første forklaring fortalt, at jeg var ved at blive revet med omkuld, men dengang havde jeg ikke opfattet det som vigtigt, at jeg efterfølgende  havde måttet rive mig fri af afdødes ben. Både anklager og dommerne accepterede i vid udstrækning, at samtlige af sagens vidner på markant vis havde skiftet forklaring og i flere tilfælde havde udtalt sig stærkt selvmodsigende, men ændrede jeg så meget som et punktum var fanden løs.

I forbindelse med min uddybende forklaring hævdede anklageren, at jeg ikke havde villet lade mig genafhøre før jeg havde set videoen. Det var ikke første gang denne påstand var fremme. Allerede i forbindelse med en fristforlængelse året før havde sagens tidligere anklager fremført denne påstand og hun havde senere brugt den under byretssagen. Statsadvokatassessor Steen Thomsen fremhævede tre datoer. De skulle dels dokumentere, at jeg ved at have nægtet at lade mig afhøre, havde modvirket sagens opklaring, og dels svække mine hidtidige enslydende og stabile forklaringer. Det var det rene vrøvl. Jeg havde fra dag et og lige siden min anholdelse været mere end villig til at lade mig afhøre, blot ikke af politiet. Det var i øvrigt min og alle andre sigtedes ret jævnfør retsplejelovens § 752 stk. 1., hvilket i øvrigt enhver sigtet ifølge loven skulle gøres bekendt med forud for en eventuel afhøring. Nu skulle det altså også komme mig for skade, at jeg havde benyttet mig af de rettigheder som loven foreskrev.

Det fremgik ganske rigtigt af flere rapporter, at jeg ikke havde villet lade mig afhøre af politiet, men i hvert enkelt tilfælde havde min tidligere forsvarer og jeg understreget, at jeg IKKE havde noget imod at blive afhørt i retten. At jeg ikke ville lade mig afhøre uden en dommers tilstedeværelse skyldtes alene en generel mistillid til politiets afhøringsmetoder. Dette var ikke blevet nedfældet i forbindelse med de tre gange politiet officielt havde forespurgt om jeg ville lade mig afhøre og heller ikke i de tilfælde hvor min sagsbehandler kriminalassistent Niels Bundgaard personligt havde spurgt mig om samme. Havde forsvarsadvokat Jens Saabo været tilstede, ville han med egne ord og med sin fulde troværdighed have kunnet bekræfte dette. Her var netop et af de tilfælde hvor anklagemyndigheden havde fordel af at jeg havde måttet skifte advokat. Nu havde jeg kun min gode hukommelse og den sigtedes noget lavere troværdighed, til at modgå de rapporter statsadvokaten henviste til. Heraf fremgik det tydeligt, at jeg ikke havde villet lade mig afhøre af politiet, men ikke, at jeg meget gerne ville have ladet mig afhøre i retten: Søndag d. 12. august 2001. Sigtede blev i overværelse af sin forsvarer Jens Saabo gjort bekendt med sigtelsen. Han NÆGTEDE forholdet og ønskede ikke at udtale sig før grundlovsforhør. Afhøringen blev afsluttet og rapporten er ikke underskrevet af sigtede. Mandag d. 3. september 2001. Advokat Jens Saabo oplyste d.d. kl. 13.00 telefonisk til vvk. Henning Sørensen, at Jørn Jønke Nielsen ikke ønskede at udtale sig til kriminalpolitiet, hvorefter den påtænkte afhøring tirsdag den 04.09.01 kl. 13.00 ikke kunne gennemføres. Mandag d. 17. september 2001. Advokat Jens Saabo (forsvarer for Jørn Jønke Nielsen), tlf. xxxxxxxx, rettede d.d. telefonisk henvendelse til undertegnede og oplyste, at han som aftalt med undertegnede havde haft kontakt med Jørn Jønke Nielsen, der havde oplyst, at han ikke ønskede at lade sig afhøre af kriminalpolitiet inden retsmødet den 25.09.01.

Efter at anklageren havde forsøgt at komme ind under huden på mig, blev det forsvarets tur til at stille ledende spørgsmål. I amerikanske kriminalfilm så man ofte kombattanterne protestere og dommere advare imod at modparten stillede ledende spørgsmål, men i danske retssale var det helt almindeligt. Det gjaldt i øvrigt begge parter og skyldtes formentlig at hverken vidner eller de fleste sigtede brød sig om pludselig at skulle sidde og forklare sig foran en flok fremmede mennesker. Jeg led dog ikke under denne ”sceneskræk” og svarede beredvilligt på alle de spørgsmål jeg blev stillet. At det ikke var vores selskab, men derimod afdøde og hans to venner der havde overfaldet os. At jeg havde forladt slagsmålet da det var blevet for voldsomt og først havde opdaget, at der var blevet brugt kniv efter at vi havde forladt værtshuset. At jeg efterfølgende var blevet sur over at der var blevet brugt kniv når vi nu havde været så mange. Jeg forklarede hvordan jeg havde afvist at lade mig afhøre og hvorfor. At min tidligere advokat og jeg adskillige gange havde opfordret politi og anklagemyndighed til at genafhøre mig i retten, da de åbenbart mente, at de havde mere de ville spørge mig om. Sidst men ikke mindst, at min anden forklaring, med ganske få ubetydelige tilføjelser, havde været i nøjagtig overensstemmelse med min første forklaring. En forklaring der var afgivet kort efter min anholdelse og inden jeg overhovedet havde anet hvad videoen indeholdt. Hvad angik tilføjelsen omkring det at jeg havde ”revet mig fri”, så havde det i øvrigt intet med videoen at gøre, da såvel bevægelsen som de spark og tramp jeg var tiltalt for at have begået, ikke fremgik af videooptagelserne.

 

Vidneafhøring af L. P. / tjener

Det første vidne var den tjener som også havde været inde og vidne under sagen i [byretten]. Manden der var i midten af tyverne blev hentet ind fra et sidelokale via en dør der åbenbart var forbeholdt vidner. Han kiggede nysgerrigt på de forsamlede og indtog pladsen foran dommerne. Efter at retsformanden havde gjort ham bekendt med vidnepligten tog statsadvokaten over. Hvordan har du det? L. P. kiggede overasket på anklageren. Jo tak. Fint. Du har taget din far med? Ja, svarede vidnet. Er der en særlig grund til at du har taget din far med? Næh…han er bare med. Det var tydeligt at vidnet var forvirret og det var lige før man tog sig til hovedet. Preben vendte sig mod mig med et lille smil. Modsat de fleste civile tilhørere og vidnet selv, var den gamle advokat udmærket klar over hvor anklageren ville hen. Er der nogen særlig grund til at du har taget din far med? Nej, det er bare for selskabets skyld. Vidnet forstod stadig ikke hvor anklageren ville hen med sine spørgsmål og det begyndte at blive pinligt. Jeg fik øjenkontakt med min ekskæreste der med en sigende bevægelse vendte øjnene mod himlen. Det er ikke fordi du er utryg, at du har taget ham med? Så er linien lagt, tænkte jeg. Næh han havde ikke andet at lave, forklarede tjeneren der nu var ved at forstå, hvad anklageren ville med sin store omsorgsfuldhed. Du har ikke været bange for at skulle ind og vidne? Nej, det har jeg ikke, svarede L. P.

Det var nu tydeligt for enhver med en intelligenskvotient på over 25, at anklageren ville forsøge at få mig dømt på vidnefrygt. L. P. var sagens første vidne og den af de indkaldte vidner der havde udvist mindst utryghed ved såvel tidligere afhøringer, som ved vidneafgivelsen i byretten. Hvis han viste tegn på at være bange, ville det nærmest svare til at frygten drev ned af væggene. Men sådan var det ikke og en ærgerlig anklager måtte rykke videre til de mere juridiske spørgsmål. L. P. havde lagt mærke til min ankomst og havde serveret et glas isvand for mig, men han havde ikke set mig udøve vold. I den forbindelse ville anklageren vide om ikke der havde stået mange mennesker imellem ham og der hvor volden var blevet udøvet. Det kunne vidnet kun bekræfte og bortset fra, at slagsmålet var opstået i det område hvor jeg havde befundet mig, så havde han ikke set noget. Anklageren havde ikke mere at spørge vidnet om og overgav L. P. til forsvaret. Preben Stuer Lauridsen ville først og fremmest vide noget om hvordan der havde været på restaurant Robin den aften det var gået galt. Værtshuset havde været proppet og L. P. betegnede det som ”en rigtig god aften”. Folk havde stået tæt og stemningen havde været fin. Om han havde lagt mærke til Jønke. Jo det havde han. Om der havde været særligt fokus på mig. Jo de havde talt om at jeg var der og det var jo altid spændende når der kom kendte på værtshuset.

Især det sted hvor L. P. havde stået havde min advokats store bevågenhed. Hvorfor var jeg ikke helt med på, da jeg ærlig talt ikke fulgte så godt med som jeg burde. Jeg havde ikke tidligere hæftet mig så meget ved hans position, og som sagen havde udviklet sig havde jeg svært ved at tage situationen lige så alvorligt som jeg havde gjort ved den første retssag. Jeg var en fri mand med en solid frifindelse i ryggen og det havde været lettere at kæmpe for den frihed jeg havde mistet, frem for i dag hvor jeg skulle kæmpe for den frihed jeg risikerede at miste. Oven i kom så fornemmelsen af, at dommerne var kommet for at dømme mig og ikke for at udrede hvad der i virkeligheden var sket. Det medførte en vis form for modløshed og ligegyldighed, og jeg måtte virkelig koncentrere mig for at være med. Da det ikke havde været muligt at få retten til at deltage aktivt i placeringen af vidner på en neutral skitse, havde Stuer Lauridsen hængt sin egen ”tomme” skitse op på væggen bag anklageren. Her fik han L. P. til at udpege det sted hvor han stod. Pointen i hvorfor anklageren havde haft så travlt med at ”gøre vidnet bange” og hvorfor Stuer Lauridsen nu havde travlt med at få vidnet ”placeret” var, at L. P. havde stået samme sted som anklagemyndighedens hovedvidne, L. P. Den første bag bardisken, den anden lige foran baren og hvor den ene havde set en hel masse havde den anden ikke kunnet se noget for de mange mennesker.

 

Frokostpausen kom som en befrielse. Preben Stuer Lauridsen og jeg enedes om at finde nærmeste spisested, så vi kunne diskutere sagens indledende runde over maden. Jeg hilste på den tidligere anklager Lotte Nielsen på vej ud af retten. Hun havde det drilske smil fremme. Jeg må jo se hvordan det skal gøres, sagde hun. Det håber vi sandelig ikke, bemærkede min kammerat. Henover parkeringspladsen og skråt over for retsbygningen lå stormagasinet Salling. Her fandt vi en restaurant på første sal der havde det hele. Også en freelance journalist jeg kendte, var stødt til os. Vi satte os sammen og opdagede at hele dommerpanelet sad ikke mindre end ti meter fra os. I den modsatte retning, flere fra pressekorpset. Så manglede vi bare statsadvokat-assessoren og hans folk, så var vi her alle. Jeg kom til at tænke på, at jeg under sidste retssag havde siddet for mig selv i retsbygningens kælder og spist min frokost. Det var igen den hårfine balance mellem det at være inde og ude, og i løbet af de få dage der var afsat til at behandle sagen kunne denne balance igen svinge over mod den forkerte vægtskål.

Første del af retssagen var gået godt, men ingen omkring vores bord var i tvivl om hvad der ville komme. Især min ekskæreste var oprørt over anklagerens måde at udspørge det første vidne på. Hvor er han bare klam. Det eneste han interesserede sig for var om han var bange! Stuer Lauridsen og jeg tog det mere afslappet, men måtte medgive at anklageren virkede arrogant. Jeg vil hellere høre noget om hvordan dommerne reagerer på det jeg siger, sagde Preben. Jeg kan ikke se det på samme måde som jer. Jeg havde haft mere fokus på anklager og vidnet, end på dommerne. Derfor havde jeg ikke bemærket dommernes reaktion. De sidder bare der med deres udtryksløse ansigter, sagde min kammerat. Freelancejournalisten havde derimod lagt mærke til, at de virkede mere vågne når anklageren sagde noget, end når forsvaret talte. Det kunne skyldes at de var forudindtaget, men også at anklageren talte højt og tydeligt, hvor Stuer Lauridsen var et nummer for afdæmpet i sin fremlægning. Min ekskæreste mente at dommerne var faldet i søvn, men hende den lyshårede domsmand nærmest forsvaret så rigtig sød ud.

Vi sluttede frokosten og traskede tilbage over pladsen til landsretten. Kan vi snuppe et par billeder, Jønke. Ja ja, svarede jeg fotograferne. Jeg sprang ikke ind foran kameraerne, som mine brødre og venner ofte drillede mig med, men jeg havde heller aldrig haft noget imod at blive fotograferet. Hvis ikke man medvirkede tog de fleste bare deres billeder på lang afstand. Når man var forberedt havde man i det mindste mulighed for at fyre et smil af og det så nu engang bedre ud i morgendagens avis, end et vredt ansigt med en løftet fuckfinger. Der gik ikke lang tid før vi havde sat os før dommerne entrede retssalen. Op at stå igen og så gik det løs. Vidnet L. P. var ikke mødt og det blev besluttet at hun skulle anholdes. Åh nej, tænkte jeg. Nu starter cirkusforestillingen igen. Dommeren ville vide om der var andre vidner tilstede. Det var der. S. J. og B. J. sad ude bagved. Ifølge anklageren var de meget bange og han ville derfor have mig og alle rockere ud af salen. Dommerne vendte deres blikke mod Stuer Lauridsen der kort meddelte, at der ikke var nogle rockere i salen og at tiltalte, ligesom ved byrettens behandling af sagen, ikke havde noget imod at sætte sig ned på tilhørerrækkerne. Anklageren ville gerne have haft mere ud af det, men vi havde formået at tage brodden af stikket og han måtte nøjes med, at jeg blev gemt af vejen og at pressen fik et referatforbud.

 

Vidneafhøring af S. J. / gift med vidnet B. J.

Jeg satte mig ned på tilhørerrækkerne hos mine venner og vidnet blev hentet ind. Forklaringen fra S. J. havde været mere end pinlig i [byretten] og jeg kunne levende forestille mig hvad statsadvokaten kunne få ud af hende. S. J. blev anvist stolen foran dommerne og retsformanden gjorde hende opmærksom på, at hun som vidne havde pligt til at fortælle sandheden. Herefter blev hun overgivet til anklageren. Du var på restaurant Robin den pågældende aften, begyndte han. S.  J. nikkede, og svarede JA da hun opfangede at det ikke var nok med et nik. Jeg forstår at du har haft det skidt med hvad der skete? Ja det har ikke været rart. S. J. kiggede sig nervøst omkring, men ikke bagud mod hvor jeg sad. Det var tydeligt at hun var mærket af situationen og det var lige før jeg havde ondt af hende. Taget hendes helt urimelige opførsel i betragtning og de fuldstændige vanvittige beskyldninger mod min person, som hun tidligere havde fremført, holdt jeg dog min medlidenhed for mig selv. Kan du prøve at fortælle os noget om hvad det var du så, den aften. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan simpelthen ikke huske det. Statsadvokaten skruede op for dampen. Du har tidligere forklaret at du så nogle personer i slagsmål. Ja det kan nok være, men jeg kan altså ikke huske noget. Jeg har ikke kunnet sove i et helt år nu, og det er altså ikke rart. Og jeg… Nej selvfølgelig er det ikke rart, men du har til politiet forklaret, at… Statsadvokaten rodede i sine papirer. I en politirapport fra 12. august sidste år har du sagt, at du ”så Jønke sparke og trampe manden der døde den aften, oven i hovedet”. Er det rigtigt? Det…det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske noget. Det er ligesom om det hele er sort.

Er du bange for at være her i dag ? Statsadvokaten nærmest smagte på ordene. S. J. rykkede sig uroligt i stolen. Ja, jeg bryder mig ikke om det. Jeg havde jo ligesom håbet at det var overstået. Hun bøjede hovedet og lød som om hun var tæt på at bryde sammen. Det hele er bare sort, gentog hun. Hun kiggede op mod dommerne, men der var ingen hjælp at hente. Så sig dog for helvede at jeg har marcheret rundt i hans latterlige hoved, tænkte jeg. Frem for dette teater, så ville jeg stå langt bedre hvis bare vidnerne sagde hvad de troede de havde set. Så kunne vi i det mindste komme i gang med at pille alt deres selvmodsigende sludder fra hinanden. Anklageren var klog nok til at holde sig fra de værste af påstandene fra S. J. Historien om at jeg havde givet den afdøde en sidste hilsen i form af spark i ansigtet, havde lavet sejrstegn og straks efter havde forladt værtshuset med et smil på læben, holdt han indtil videre for sig selv. Måske havde hun virkelig lukket alt ude, men hendes fremtræden var lige hvad en anklager uden beviser havde brug for. Hun er jo moden til indlæggelse, hviskede min ekskæreste. Ja og jeg ville snart være moden til indsættelse, tænkte jeg dystert. Anklageren læste op fra de politirapporter der vedrørte S. J. Allerede da de første politifolk var ankommet til restaurant Robin havde de bemærket S. J. Ifølge politifolkenes rapport havde hun været ”noget påvirket af spiritus” og talt meget om at hun havde stået lige ved siden af gerningsstedet, hvor hun havde navngivet Jønke som værende en af gerningsmændene. Kan du slet ikke huske noget? Det kunne S. J. ikke og anklageren spurgte igen, om det var fordi hun var bange for tiltalte. Nej, det hele er bare så sort. Så sort. Det kan godt være at jeg har sagt det, men jeg kan slet ikke huske det…

Til en anden politirapport…fra den 12. august 2001, har du forklaret, at du ”så Jønke trampe direkte oven i hovedet på nu afdøde, som om han skulle have en sidste hilsen? Der var den, men ikke et ord om sejrstegn og at jeg straks efter havde forladt værtshuset med et smil på læben, det var nemlig ikke i overensstemmelse med hvad videoen viste! Det kan du heller ikke huske? Nej jeg er ked af det…jeg…det er ligesom om det hele er væk. Jeg er ikke sikker og… Anklageren holdt inde og afstod fra at afhøre vidnet yderligere. Nu var det Prebens tur og han indledte med forsigtighed for ikke at bringe S. J. længere ud på sammenbruddets rand. Med nærmest fløjlsblød stemme spurgte han, om hun kunne huske noget som helst fra den aften det gik galt. Ikke ret meget. Jeg kan godt huske at jeg har været der og at der skete noget, men det er ligesom om…at det hele er væk, ja. Det forstår jeg godt. Det må have været en frygtelig oplevelse for dig. Jeg ved at jeg selv ville være blevet stærkt chokeret hvis jeg havde oplevet det du har oplevet. Ifølge flere forklaringer så havde S. J. efter slagsmålet været helt tæt på offeret og forsøgt at stoppe blødningerne. Når du ikke kan huske noget i dag, tror du så at det er fordi du er bange, eller kan det være fordi det har været sådan en frygtelig oplevelse for dig? Det ved jeg ikke. S. J. havde tidligere forklaret at hun havde været mere rystet end bange. Jeg har det bare så dårligt. Okay. Du har ikke oplevet nogen trusler fra Jønke eller andre rockeres side? Nej det havde S. J. ikke.

Hvor meget havde du drukket den aften? Ikke særlig meget. Kan du sige noget om hvor meget? 4 – 5 øl måske. Ifølge politirapporterne var du ”noget påvirket af spiritus”? Ja, vi havde fået noget at drikke… Det er ikke noget du selv siger, men alene politifolkenes egen opfattelse, bemærkede forsvarsadvokaten. Ved første forhør d. 12. august 2001 fremstår du ”lettere beruset”. Du har heller ikke underskrevet denne rapport. Kan du huske om du gennemlæste den? Nej det kan jeg ikke. Men du kan huske at du har været til flere afhøringer siden? S. J. nikkede. Her har du været helt ædru og du har underskrevet afhøringsrapporterne, men her siger du intet om at Jønke har deltaget i volden. Nej men det kan jeg heller ikke huske at han har. Hvis vi lige vender tilbage til de første rapporter, hvor du ifølge politiet har set Jønke sparke. Du forklarer at du ser noget tumult, men har du på noget tidspunkt set afdøde slå? Det ved jeg ikke. Jeg husker det ikke. Men du kan godt huske at Jønke var der? Ja det kan jeg. Syntes du det var spændende med sådan en kendt person så tæt på. Ja vi talte jo om det. Hvem, dig og din kæreste? Ja det er jo ikke hver dag der kommer sådan nogle kendte nogen på Robin. Har du og din mand talt om det der skete derhjemme? Ikke ret meget. Vi vil helst ikke tale om det. Kan du huske noget om, at du efter din første afhøring siger til B., at han ikke skal sige noget om hvad der er sket til politiet? S. J. lignede et stort spørgsmålstegn. Det kan jeg ikke huske. Men du kan godt huske at du var på Robin den aften? Ja det kan jeg godt. Preben tilkendegav at han ikke havde flere spørgsmål og bad som det sidste vidnet om at gå over til væggen bag anklageren og udpege det sted hvor hun havde stået den aften Flemming Jensen var blevet slået ihjel. Og derefter stedet hvor hun mente at jeg havde stået.

S. J. var ikke helt sikker på hvor hun havde stået. Det var her omkring, sagde hun og pegede på et område foran baren ud mod gaden. Preben bad kriminalassistent Jesper Müller om at starte videoen så vi kunne få fastslået nøjagtigt hvor S. J. havde opholdt sig. Mens advokaten snakkede med vidnet fulgte jeg med i dommernes reaktioner på videoen. Domsmændene virkede interesserede, men kunne ikke se noget. Og de juridiske dommere virkede snarere irriterede over den opmærksomhed forsvaret ofrede på den. Jesper Müller der havde startet overvågningsvideoen for anden gang, viste med pegepinden hvor S. J. havde stået mens tumulten havde været på sit højeste. S. J. fik lov til at gå. Om det var chokket over den voldsomme oplevelse, eller frygten for ”rockerne”, der gjorde at hun ikke kunne huske noget, kunne ingen med sikkerhed sige. Jeg var dog ikke i tvivl om, at det indtryk hun havde efterladt hos de fleste tilstedeværende, inklusive dommerne, var frygten for repressalier. Uanset det at jeg ikke brød mig om anklageren, så var han dygtig til sit arbejde. Desværre var hans arbejde, at få mig dømt!

 

Vidneafhøring af B.  J. / gift med vidnet S. J.

Også B. J. var blevet afhørt i [byretten]. Modsat sin kone, havde han været mere fattet og meldt ud om at hans skiftende forklaringer skyldtes, at han var kommet i tvivl om hvad det egentlig var han havde set. Anklageren lagde ud med om han følte sig trykket af situationen. Det gjorde han naturligvis, ellers var der vel næppe blevet nedlagt referatforbud og jeg ville ikke være blevet bedt om at tage plads bagerst i salen! Er du bange for at vidne mod Jønke? B. J. rykkede sig uroligt i stolen. Jeg bryder mig ikke om det. Anklageren så op mod dommerne og lod ordene stå med en lille kunstpause. Efter at have overstået ”trusselsbilledet” indledte han den egentlige afhøring af vidnet og det varede kun et sekund før han stødte på det første ”det husker jeg ikke”. Jo, men du har forklaret til politiet, i en underskrevet rapport af 12 august 2001, at du så Jønke sparke afdøde i hovedet. Du er endda hundrede procent sikker på at det kun var i hovedet at han sparkede? Det kan godt være, men jeg kan ikke huske det. Du kan ikke huske at du har forklaret det, eller at du så det? Det kan godt være at jeg har sagt det, men jeg er ikke sikker på at det var sådan det foregik. Er det fordi du er bange for tiltalte, at du ikke kan huske noget? Nej, jeg kan bare ikke huske hvordan det skete. Det er en oplevelse jeg gerne vil glemme og måske er det derfor. Anklageren havde ikke behov for at spørge om mere. Endnu et vidne med hukommelsestab, det gik som forventet.

Forsvaret havde en del uregelmæssigheder at påpege omkring B. J. og hans skiftende forklaringer. Problemet for forsvareren var endnu en gang, at det var svært at få rettet fokus mod uoverensstemmelserne når vidnet ikke kunne huske. B. J. havde først og fremmest været chokeret over alt det blod han havde set. Det havde han forklaret til politiet og senere i byretten. Kort efter at have afgivet sin første forklaring havde han ringet til politiet og trukket den tilbage. Ikke fordi han var bange, men fordi han var kommet i tvivl om hvad det var han havde set. I byretten var det kommet frem, at den afhørende politimand havde udlagt det som frygt og oven i købet efterfølgende havde tilføjet det vidnets tidligere underskrevne forklaring. Trods det faktum, at B. J., ifølge politirapporten havde været skråsikker ved sin første afhøring, så havde han den gang sagt, at han havde været hundrede procent sikker fordi han havde stået lige ved siden af Jønke mens han havde sparket, og at ingen andre sparkede. Næsten samtlige vidneudsagn nævnte, at der havde været op mod fem personer om at sparke. Og videoen havde senere vist, at B. J. havde stået i den modsatte ende af lokalet mens der var blevet sparket! Du kan godt huske at Jønke var der, ikke? Jo det kunne vidnet godt, men de øvrige personer havde han kun bemærket som mænd iført mørkt tøj. Og Flemming Jensen, der havde indledt hele balladen med at slå K i gulvet, havde han på intet tidspunkt set udøve vold. Ham havde han i øvrigt beskrevet som værende 170 centimeter høj og spinkel af bygning. Du havde drukket den aften, borede Stuer Lauridsen. Ja, men jeg kan ikke huske hvor meget. Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, men dette gamle ordsprog gjaldt bestemt ikke vidner! [sidespor] Cirka 12 almindelige øl inden midnat, har du fortalt. Så har du vel også nået nogle stykker inden slagsmålet begyndte? Det havde vidnet formentlig, men han kunne ikke huske hvor mange.

Da du blev afhørt af politiet, kunne du da mærke, at der var noget de særligt gerne ville høre? Jeg kunne se at B. J. ikke helt forstod spørgsmålet. Jeg kan se af rapporten, at du er blevet gjort bekendt med din ”vidnepligt”. Som vidne har man jo ikke pligt til at udtale sig til politiet og derfor undrer det mig at du er blevet gjort bekendt med denne. At bruge retsplejelovens bestemmelser om vidners pligt til at udtale sig i retten, var et gammelt polititrick som ofte blev benyttet over for genstridige vidner. Jeg kan også se at du er blevet stillet mange spørgsmål omkring din frygt for rockere. De spurgte til Jønke, hvis det er det du mener? Stuer Lauridsen skyndte sig at fortsætte. Formentlig fordi hans spørgsmål var ved at blive en tand for ledende. Men var det ikke fordi du var bange for Jønke, at du fragik din underskrevne forklaring? Nej, jeg var kommet i tvivl om hvad det var jeg havde set. Her til sidst skal jeg lige spørge dig: Kan du huske at S. på et tidspunkt siger noget til dig, om at du ikke skal udtale dig til politiet? B. J. rystede på hovedet. Ved den første afhøring, samme morgen? Nej, det husker jeg ikke. Stuer Lauridsen havde fået det frem han gerne ville have frem og bad nu B. J. om at gå over til skitsen på væggen og fortælle hvor han havde stået den aften. Det havde han af gode grunde svært ved, men det var vist omkring diskjockeypulten, fortalte han. Jesper Müller var hurtig på aftrækkeren og udpegede B. J. på videoen. Jeg hev fat i Preben bagfra. Det var ham der sagde, at han havde stået lige ved siden af mig mens jeg sparkede, hviskede jeg.

Lige en ting til. Preben hævede stemmen og gjorde retten opmærksom på, at vidnet trods sin første skråsikre forklaring ikke havde været klar over hvor han havde befundet sig da slagsmålet var brudt ud. Det havde været et hårdt slag imod anklagemyndighedens vidneførsel i byretten, men her udeblev effekten af to årsager: Først og fremmest fordi vidnet denne gang ikke selv havde udpeget hvor han stod, og dermed, så at sige ikke kunne blive taget på fersk gerning i selve retslokalet, som han var blevet det i byretten. Dernæst fordi det helt åbenlyst ragede dommerne en lang march, hvad der foregik og blev sagt omkring videoen. Alene det at storskærmen var opsat så langt væk fra dommerskranken, at ingen af dommerne kunne se hvad der foregik på den i forvejen utydelige videooptagelse gjorde, at forsvarets vigtigste bevis for min uskyld, var kraftigt nedprioriteret. Under sin sidste afhøring hos politiet, havde B. J., efter gennemlæsningen af afhøringsrapporten påpeget, at han havde været bekymret og haft det psykisk dårligt, men at han ikke havde følt sig truet. Det var efter min opfattelse netop det der var sket for de fleste af vidnerne, men mon ikke anklageren endnu en gang havde formået at få sat frygten i centrum.

 

Vidneafhøring af R. O. / Kæreste med vidnet N. C.

En ganske almindelig mand. Ligesom sidst lidt forpjusket at se på og med et udtryk der signalerede at han bestemt ikke brød sig om at være her. Jeg har jo allerede fortalt hvad jeg har set. Hvorfor skal jeg nu igennem alt det igen?! R. O. kiggede surt på anklageren. Som indkaldt vidne har du pligt til at fortælle retten hvad du har set. Vær venlig at fortsætte. Det var retsformand Ulla Staal der følte anledning til at irettesatte vidnet. Nødtvunget begyndte R. O. at svare på anklagerens spørgsmål. Traditionen tro ville anklageren først vide om vidnets modvilje skyldtes at han var bange. R. O. indrømmede at han ikke var glad ved situationen, men han var ikke blevet truet. Hans modvilje skyldtes mere at han igen skulle vidne i sagen. Afhøringen udviklede sig herefter som i [byretten] og det varede kun et kort øjeblik før det drejede sig om det som anklagemyndigheden havde sat fokus på. Nemlig om jeg havde trampet afdøde i hovedet. Så du Jønke trampe på afdøde. Ja, svarede R. O. Hvor mange gange? En gang, tror jeg. Og det var i hovedet? Ja det mener jeg. Steen Thomsen så ingen grund til at bore mere i det og overlod vidnet til forsvaret.

Du er sikker på at du så Jønke trampe afdøde i hovedet? R. O. svarede med et spagt ja. Stuer Lauridsen kiggede ned i sine papirer og pegede over på den skitse over restaurant Robin som han havde sat op. Derfra hvor du stod, kunne du derfra se Jønkes fod ramme afdøde i hovedet. R. O. vred sig i stolen. Nej. Der stod en masse mennesker i vejen, men da de flyttede sig lå han med hovedet der hvor Jønke havde trampet. Du kunne altså ikke se Jønkes fødder. Hvad med benene? Nej jeg kunne kun se hans overkrop. Så du har altså ikke set Jønke trampe afdøde i hovedet? Næh, men det så sådan ud. Det så sådan ud er ikke godt nok for retten. Det kunne være noget du har forestillet dig eller noget du har læst dig til. Preben gjorde en lille pause og så op mod dommerne. Det du altså har set, var en bevægelse. Vi ved fra Jønkes forklaring, at han på et tidspunkt river sig løs. Du siger at han trampede, men kunne det ikke ligeså godt have været en bevægelse for at komme fri ? Det kunne det godt, svarede R. O. Du har altså ikke med sikkerhed set Jønke trampe Flemming Jensen i ansigtet? Vidnet rystede på hovedet. Nej det har jeg ikke. Har du set andre trampe og sparke? Der var en der slog ham. Og jeg så flere sparke ham efter at han var blevet væltet omkuld. Kan du sige noget om de personer? Nej, de lignede alle sammen hinanden

R. O. var for mig et klassisk eksempel på et vidne der var blevet skolet og presset til at sige det som politiet og anklagemyndigheden gerne ville have ham til at sige. Ved sin første afhøring (12/8-01) havde han alene udtalt sig om hvor han havde stået den aften. Ifølge politiforhøret havde han ikke villet udtale sig yderligere af frygt for repressalier mod ham og hans familie. Rapporten fra dette forhør var underskrevet af afhørte. Ti dage senere (22/8-04) havde politiet opsøgt ham på hans bopæl, hvor han ifølge politirapporten havde indvilliget i at afgive forklaring. Her forklarede han, at han havde lagt mærke til at jeg havde været på værtshuset og i selskab med fire mænd. En mand i hvid trøje var gået frem mod selskabet og havde udvekslet ord med mig, hvorefter jeg var blevet gal. Han (Jønke) havde ellers hidtil været meget smilende. De fire omkringstående var sprunget på manden i den hvide trøje og havde væltet ham omkuld. De var begyndt at sparke men jeg havde ikke deltaget. På et tidspunkt havde jeg dog vendt mig og trampet med den ene fod på manden. Vidnet havde dog ikke kunnet se hvor på kroppen jeg havde trampet. Ifølge politirapporten ville R. O. ikke gennemlæse og underskrive sin forklaring, men havde derimod fået politimandens notater fra afhøringen læst op. Den 20. september 2001 var R. O. blevet bedt om at medvirke til endnu en afhøring. Igen forklarede han at han havde set en person slå afdøde 4 – 5 gange og fire andre sparke og trampe. Om min medvirken havde forklaringen lydt: Afhørte bemærkede derefter at forurettede var kommet ned at ligge, og så at Jønke drejede sig og løftede benet og trampede på forurettede. Afhørte så ikke hvor foden ramte, men Jønke stod ud for forurettedes bryst og ansigt. Afhøringsrapporten var gennemlæst og underskrevet.

Statsadvokatassessor Steen Thomsen fandt det nødvendigt at genafhøre vidnet. Ligesom det var sket i byretten, gav vidnet først anklageren ret, hvorefter forsvaret afhørte på ny og fik ret. Anklagemyndigheden måtte så til det igen for endnu en gang at få omgjort vidnets forklaring. Sådan gik det i bedste pingpong-stil og snart var alle i retssalen forvirret som bier i en colaflaske på en varm sommerdag. Afhøringen af R. O. bekræftede de teorier der fandtes omkring afhørte personers behagelyst. Vidner gjorde ofte deres bedste for at stille de der afhørte dem tilfredse. I en sag som denne, hvor landets mest kendte biker -og voldsmand var tiltalt, fandtes der hos politi –og anklagemyndighed, efter forsvarets bedste overbevisning, en kraftig motivation for at presse eventuelle vidner. Afhøringen i retten af R. O. endte til min fordel, men som min side af sagen kunne frygte, så ville R. O. blot fremstå som endnu et vidne der ikke turde stå ved sin oprindelige forklaring. At R. O. under tumulten på intet tidspunkt havde kunnet se min underkrop og at han havde bekræftet, at det som han havde forklaret som tramp ligeså godt kunne være en modsat rettet bevægelse for at rive sig fri, ville snart være sløret af den almindelige opfattelse af at alle var bange for at vidne mod rockere.

Vidneafhøring af L. C. / Tidligere udeblevet vidne.

Hvor R. O. havde udvist trods med baggrund i at han endnu en gang skulle afhøres for åbent tæppe, så rettede næste vidne al sin vrede og trods imod sagens anklager. L. C. havde ikke glemt at hun var blevet anholdt og havde siddet flere dage i fængsel for at afvente afhøring i [byretten]. Med sit lange lysegrå hår og benene over kors, svarede hun roligt på anklagerens indledende spørgsmål. Jo hun havde været på Robin den aften og hun havde været lettere beruset, men hun havde aldrig set Jønke udøve vold mod afdøde. Anklageren gik straks i papirerne. Det har du ellers tidligere fortalt til politiet? Det kan godt være, men hvordan kunne jeg tro andet. Det stod i alle landets aviser at han havde sparket. Derfor kan man vel ikke bare sige at han har sparket, indvendte Steen Thomsen. Hende politibetjenten der afhørte mig sagde, at de havde det på video og så måtte det jo være rigtigt. Jo men der står i afhøringsrapporten at det er dig der siger, at Jønke sparkede mod en person der lå på gulvet. Er det ikke rigtigt? Politiet sagde jo selv, at det var sådan det var. Er du bange for at være her i dag? Statsadvokatassessoren lignede en der havde slugt en citron og jeg lignede en med røven fuld af jordbær. Det var farligt at fryde sig under en retssag for man kunne hurtigt komme galt af sted, men vidnet havde sat ord på meget af det som jeg mente var sket. Nej jeg er ikke bange. Du har ellers til politiet forklaret, at du var bange for Jønke og hans venner? Hvem er ikke det når man har læst aviser! Anklageren gav op og spurgte i stedet om det var rigtigt, at L. C. kendte K og den anden dømte Wester. Det havde hun forklaret til politiet og spørgsmålet var da også bare et eksempel på anklagerens manipulation. Hvis et vidne ikke viste tydelige tegn på frygt, skulle dette naturligvis begrundes med noget andet. L. C. kendte både K og Wester, hvilket hun aldrig af anklagemyndigheden ville være blevet spurgt om, hvis ikke hun havde været så genstridig. Meningen var selvfølgelig, at det var Jønkes kammerater og ikke politiet, der havde skolet vidnet.

Advokat Preben Stuer Lauridsen havde kun få spørgsmål. L. C. havde været anklagerens vidne, men hendes forklaring havde udviklet sig til forsvarets fordel. Han ville ikke rykke ved det indtryk hun havde efterladt, fortalte han mig senere. Han nøjedes med at få konstateret, at L. C. havde set noget tumult og at hun havde det fra pressen at Jønke havde sparket og trampet. L. C. havde under det voldsomme opgør siddet med siden til, men på et tidspunkt havde hun rejst sig og appelleret til K om at stoppe volden. Hun havde lagt mærke til mig fra starten og havde været en anelse pikeret over, at jeg havde stået og skrevet autografer. Pudsigt nok havde hun hverken set K, der var sagens hovedmand, eller Wester, som videoen viste som den mest aktive deltager, foretage sig noget. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan en eventuel retssag med os alle sammen på anklagebænken ville have udviklet sig. Hvordan kunne man overhovedet tage de vidner alvorligt; som med den ene hånd udpegede en person som deltager i et slagsmål, mens de med den anden afviste at en mand der havde stukket med kniv ti gange og var smurt ind i blod fra top til tå, havde gjort noget. Her lå måske noget af svaret på hvorfor det havde været statsadvokaturen så magtpåliggende at få de øvrige sigtede og tiltalte ud af sagen, enten i form af løsladelse eller hurtig dom. Ingen af disse vidner ville have været noget værd hvis retten havde haft alle tiltalte på bænken på en og samme tid.

Det var sent på eftermiddagen og retsformand Ulla Staal besluttede sig for at hæve mødet. Indledningen og de første vidneafhøringer var gået forbavsende hurtigt. Det var trættende at opholde sig i en retssal i længere tid og de fleste var glade for at det var overstået. Sådan havde jeg det også, men jeg var samtidig betænkelig ved den overfladiske behandling sagen fik. I byretten var alle detaljer blevet endevendt, der havde været tid til at tænke og lejlighed til at reagere på de forskellige unøjagtigheder og selvmodsigelser. Byretsdommeren havde været grundig og givet både anklager og forsvarer rige muligheder for at argumentere. Og vigtigst af alt. Dommerne havde lyttet til hvad der var blevet sagt. Her virkede det som om det bare skulle overstås og dommernes – set med mine øjne – nærmest ligegyldige indstilling til forsvaret lovede ikke godt. Advokat Stuer Lauridsen var heller ikke tilfreds. Jeg føler at vi vinder slagene, men jeg er bange for at vi taber krigen, sagde han da vi mødtes uden for retslokalet for at fordøje dagens retsmøde. Han var heller ikke tilfreds med at dommerne lod anklageren kværne løs om vidnernes påståede frygt. De burde stoppe ham og bede ham om at holde sig til sagen, sagde han. Min kammerat og ekskæreste var heller ikke i tvivl længere. Sagen var ved at udvikle sig til en skueproces, hvor det først og fremmest handlede om at vise omverden at jeg fik en fair retssag og dernæst om at få mig dømt.

 

Dag 2. Tirsdag d. 17. september 2002

 

En halv times løb ned ad stranden mod Blokhus og en halv time den anden vej, så var jeg parat til at klare endnu en dag med trivielle afhøringer. Vi havde taget det roligt aftenen før. Efter et kort besøg hos mine brødre hos Hells Angels Mc Aalborg var vi kørt ud til huset ved havet. Sagen var selvfølgelig blevet diskuteret over aftenkaffen, men vi var alle gået tidligt i seng. Også advokat Stuer Lauridsen virkede oplagt da vi mødtes i det lille forværelse til retssalen, en halv time før sagen skulle genoptages. Værelset var egentlig tænkt som rettens rygelokale, men både journalister, politifolk og andre nyfigne respekterede at forsvaret havde brug for et sted hvor det kunne være alene. Der var endnu et stykke vej før dommerne ville afsige deres dom. Vi manglede stadig fjorten vidner, heraf fem politifolk og retsmedicineren. Et af forsvarets nye vidner, en nordmand der havde set en hel del, men ikke havde set at jeg havde deltaget i volden, var forhindret i at komme. Ifølge anklagemyndigheden havde politiet forsøgt at få fat i manden, men han opholdt sig i Norge og det var ikke så lige til. Havde det været statens vidne havde de formentlig sat himmel og jord i bevægelse for at få ham ned fra bjergene. Stuer Lauridsen fik i stedet lov til at dokumentere N. G’s forklaring: Denne havde som en af de få set en kniv blive brugt inden fire mand havde kastet sig over vedkommende med slag og spark. Forespurgt af politiet oplyste den afhørte nordmand, at det så ud som om de fire ikke havde lagt mærke til at den forurettede var blevet stukket. Han kunne i øvrigt beskrive de fire personer som meget kraftige og sportstrænede. Han huskede dem som meget ens og kan ikke beskrive dem enkeltvis. Ligesom de bar ens beklædning og alle var cirka ti centimeter højere end afhørte selv, der er 175 centimeter høj. Ved en senere afhøring i Norge var vidnet kommet i tvivl. Han huskede udmærket at han havde forklaret politiet at han havde set en kniv blive trukket den aften, men han var ikke længere klar over om det i virkeligheden var sket sådan, eller det var noget han havde forestillet sig. ”Afhørte vidste ikke om det var hans fantasi eller det var virkelighed, han havde forklaret ved den første afhøring på drabsnatten.” N. G. fortalte endvidere, at han efterfølgende havde set HA-rockeren ”Jynke” i de norske dagblade ”VG” og Dagbladet” og i det danske ”Ekstra Bladet”. Jynke havde været korthåret og han kunne da han så billederne i avisen ikke genkende Jynke som nogen af de personer han havde set på Robin på drabsnatten.

Vidneafhøring af N. C. / kæreste med vidnet R. O.

Vi havde indtaget vores allerede vante pladser, nået at rejse os for dommerne og sætte os igen. Retsformand Ulla Staal meddelte, at retten ikke fandt det nødvendigt at besøge restaurant Robin. Retten mente nok at den forstod hvordan forholdene var og havde været den nat, ud fra de papirer og fotos der fandtes i sagen. N. C. var det vidne der i [byretten] så pludseligt havde skiftet forklaring. Fra helt og aldeles at have fastholdt, at jeg intet havde foretaget mig, var hun med noget nær chokvirkning sprunget over i anklagerens lejr og havde påstået at jeg havde trampet afdøde i hovedet. Hun virkede ikke, modsat de fleste øvrige vidner, bange. Hvilke bevægegrunde der havde drevet hende til at skifte forklaring, eller om hun virkelig mente hvad hun sagde, var svært at vurdere. Allerede i byretten havde vi haft vores teorier, men nu hvor hun sad der igen, kunne jeg ikke lade være at spekulere på, om der var tale om en kvinde der levede et kedeligt liv og derfor bevidst eller ubevidst havde kastet sig ud i noget der for en stund kunne gøre hende til hovedperson i et af virkelighedens dramaer. Modsat de af sagens andre vidner, som under forløbet havde skiftet forklaring, havde anklageren ikke travlt med at udspørge vidnet om dette. Statsadvokatassessoren fik derfor hurtigt gelejdet N. C. frem til sagens kerne. Havde hun set Jønke trampe? Ja det havde hun. I hvert fald en gang. Hun havde ikke set hvordan afdøde var blevet væltet omkuld og havde heller ikke kunnet udpege andre af de personer, der ifølge hendes tidligere forklaringer havde sparket og trampet på Flemming Jensen.

N. C. var også det vidne som i byretten – og nu også i landsretten – uden nogen tegn på frygt eller anden følelsesmæssig ubalance, havde udtalt sig tydeligst om min deltagelse i volden. Anklageren var da også svært tilfreds med hende indtil det blev forsvarets tur. Preben ville gerne vide hvordan der havde været på Robin da hun var ankommet den aften. Mange mennesker, medgav vidnet. ”Stuvende fuldt,” har du forklaret til politirapporten. Passer det? Vidnet nikkede og svarede bekræftende. Det var det tredje trodsige vidne som havde indtaget skranken, men denne gang var det forsvaret der mærkede modviljen. N. C. havde måske ikke glemt advokat Jens Saabos arrige udfald og spørgsmål fra byretten. Stuer Lauridsen lod sig ikke mærke af det og fortsatte ufortrødent med at bore i damens troværdighed. I din anden forklaring fortæller du, at der var mange mennesker. Med alle de mennesker i barlokalet, havde du da frit udsyn til hvad Jønke foretog sig. Nej men jeg kunne se ham. Så du at han trampede? Ja. Kunne du se om han ramte afdøde? Nej, men jeg så ham bevæge sig. Du kunne altså ikke se hans fødder og ben, men alligevel påstår du at du har set ham trampe mindst en gang. Sådan så det ud. Ok, sådan så det ud, gentog Preben efter vidnet. Du har tidligere. I ikke mindre end tre tilfælde forklaret, at du ikke så Jønke deltage i volden. Og ved yderligere to forklaringer har du fastholdt dette. Du var oven i købet hundrede procent sikker på at han ikke gjorde noget. Hvad er det der har fået dig til at ændre forklaring? Ikke noget. Jeg er bare kommet i tanke om det.

Har du talt med din kæreste om hvad der skete den aften? Ikke noget videre. Vi har ikke haft lyst til at tale om det… Ja det forstår jeg godt. Det er jo en forfærdelig oplevelse. Men I har snakket om sagen? Lidt, svarede N. C. Jeg kan se at du…ikke ved den første afhøring, men ved de følgende afhøringer har haft en ven med til at overvære afhøringerne? Ja. Stuer Lauridsen fortsatte: En politiassistent Erik Christensen. Er det en du har drøftet sagen med. Næh han var bare med. Bare med, javel ja. Jeg læser lige op fra afhøringsrapporten af 3. september 2001. ”Jønke havde vidnet ikke set gøre noget – så vidt hun huskede, sad han bare på barstolen og kiggede den anden vej”. Men nu mener du altså at han har trampet? Hvad er det der får dig til at skifte forklaring? Er det din ven? N. C. afviste på det kraftigste, men hun ville heller ikke fortælle om sin politiven og hvilken rolle han havde spillet under afhøringerne. Det var heller ikke let. På den ene side arbejdede et mægtigt apparat på at få hende til at sige, at jeg havde deltaget i volden. Modsat havde hun i flere forklaringer fastholdt at jeg ikke havde gjort noget, og hun havde netop måttet indrømme at hun ikke havde kunnet se min underkrop. Det kunne have været et forsøg på at komme fri, medgav hun over for advokaten. N. C. havde set flere deltage i volden mod afdøde, men K som hun kendte som en flink og rar fyr havde ikke deltaget. Og den nu dømte Wester havde hun heller ikke set i aktion. Derimod havde hun ved en fotokonfrontation udpeget to mænd som værende særdeles aktive i volden, om end de for politiet og alle implicerede i sagen var fuldkommen ukendte og intet havde haft med slagsmålet at gøre.

Som en følge af den overgivelse der lå i at ”mit tramp” ligeså godt kunne have været en bevægelse for at komme fri, måtte anklageren igen følge op på forsvarets afhøring. På mig virkede det latterligt, hvis retten fæstede lid til sådant et vidne. Hun var helt klart utroværdig og det burde retten med det samme gennemskue. Anklageren var heller ikke mere end lige færdig med at få hende til at påstå, at jeg nok havde trampet, før forsvaret overtog igen og fik hende til at sige det modsatte. Og sådan kunne de være blevet ved i det uendelige hvis ikke retsformanden havde rømmet sig. Frem for at tærske langhalm på det samme måtte parterne se at komme videre. Preben bad hende som det sidste at træde over til skitsen på væggen. Den lille målepind han havde lagt foran dommerne for at illustrere hvor kort afstand der i virkeligheden havde været mellem de forskellige personer som havde opholdt sig på værtshuset, lå endnu uberørt. N C. pegede på stedet hvor hun mente at hun havde stået. Det gav ikke anledning til de store uenigheder og hun forlod lokalet efter at retsformanden havde oplyst hende om at vagtmestren ville udbetale hendes vidnegodtgørelse. Næste vidne skulle være politiets hovedvidne L. P. Vi havde hørt at hun var eftersøgt og at hun var blevet anholdt med henblik på afhøring i retten. Det havde været slemt nok i byretten hvor hun var blevet fritaget for at vidne, men at det nu også havde været nødvendigt at anholde hende for at få hende i skranken, skulle nok udvikle sig til endnu en farce. Pressen ville udlægge det som et problem for anklagemyndighedens sag, men det ville virke lige modsat. Udenforstående ville endnu en gang få bekræftet hvor farlig jeg var. Vi var i hvert fald ikke i tvivl om hvori den negative signalværdi lå, spørgsmålet var om dommerne var det. Vi troede det ikke og forberedte os på det værste.

Vidneafhøring af L. P. / Politiets hovedvidne.

Statsadvokaten bad dommerne om at sende mig ud af retslokalet. Stuer Lauridsen protesterede ikke og en retsbetjent viste mig over i et sidelokale med en højtaler. Han blev hos mig for at tjekke om lyden virkede, og måske også for at sikre sig, at jeg ikke lige pludselig kom farende over i salen. Sidste gang jeg havde været med på en ”lytter” havde jeg været bevogtet af to politibetjente, men her kunne jeg frit gå hen hvor jeg ville, bare ikke ind i retten. Højtaleranlægget virkede, om end det ikke var optimalt. Dørene blev lukket og der gik et øjeblik før jeg hørte retsformanden tage imod L. P. Som i byretten var hun bange for at vidne og jeg kunne forestille mig hvordan anklageren strålede mens L. P. gjorde opmærksom på, at hun ikke turde vidne. Du er tidligere blevet truet, hørte jeg Steen Thomsen sige. L. P. svarede med så spæd stemme, at jeg måtte presse øret helt op mod højtaleren for at høre hvad hun sagde. Ja, det var rigtigt at hun var blevet truet. Med anklageren som guide fortalte hun om de to gange hvor hun forud for byretssagen var blevet opsøgt og havde fået af vide, at hun ikke skulle bryde sig om at vidne. Jeg tør ikke sige mere. Jeg kan ikke klare det, lød det. Jeg havde svært ved at forholde mig til hendes frygt. Hvis hun virkelig var så bange, hvorfor havde hun så i det hele taget lade sig afhøre. Hvad enten hendes forklaring var sand eller ej, så havde hun jo allerede spildt bønnerne. Sagen har ødelagt mit liv, fortsatte hun. Havde jeg været en svagpisser kunne jeg have sagt det samme, og jeg ville også have haft ondt af hende, hvis ikke det var fordi jeg var overbevidst om at hun løj.

 

Endnu en gang måtte jeg lægge ører til en historie der alene var opfundet til lejligheden. Udover det billede der unægtelig ville tegne sig af mig, som en meget skyldig mand, så ville vi igen være afskåret fra at udspørge hende i retten, hvor hendes på flere områder selvmodsigende forklaring ville kunne pilles fra hinanden. Siden byretten var hun blevet truet endnu en gang, fortalte hun. Den nye historie var, at hun i løbet af sommeren var kommet gående alene i Jomfru Ane Gade. Pludselig havde hun hørt en mand hviske navnet Jønke flere gange bag sig. Hun havde ikke turdet vende sig og se hvem det var, ligesom hun heller ikke havde fundet det nødvendigt at anmelde det til politiet. Med den forklaring behøvede hun end ikke at vidne imod mig, hvis hendes mål var at få mig dømt. Sammenholdt med ”truslerne” og med en lægeerklæring i hånden der angav, at hun grundet psykisk ubalance, angst og depressioner ville bryde sammen hvis retten tvang hende til at vidne, blev hun endnu en gang fritaget for at vidne. Hold da helt kæft for et skuespil. Bevares. Jeg kunne sagtens forstå, at hun var rystet over det hun havde oplevet, og hvis hun var bange efter alt hvad hun havde læst, men nu gjorde hun sig selv til en aktiv deltager i den vidneangst snart sagt alle i dette land led af.

Det var ren parodi på en såkaldt retfærdig retssag. Hun kom, hun kneb en tåre, hun var bange, og så lille og sårbar ud. Hun var et billede af uskylden, som min ekskæreste bagefter udlagde det. Og man ville jo nærmest være et uhyre hvis man gik i kødet på hende. Preben Stuer Lauridsen holdt sig da også kun til at få konstateret, at L. P. ikke havde belæg for at sige, at jeg havde noget med truslerne at gøre. Hun forlod retslokalet og jeg blev hentet ind igen. Nu skulle dommerne bestemme om hendes forklaring fra det tidligere indenretlige forhør måtte læses op. Det var givet på forhånd og blot endnu et spil for galleriet. Preben protesterede og dommerne skulle lige tænke sig om. Det varede da heller ikke mange minutter før statsadvokaten kunne begynde at læse den indenretlige forklaring fra L. P. op. Den adskilte sig ikke væsentligt fra det der var blevet læst op i [byretten], men anklageren gjorde sig umage med at fremhæve flere ligegyldige detaljer som; at jeg havde grebet fat i L. P’s venindes taske da de ved ankomsten til værtshuset havde passeret mig. Eller da jeg efter volden skulle have kigget hende lige i øjnene og trukket på skuldrene med noget der mindede om et smil. Begge dele var sandt. Hendes veninde havde flagret lidt med sin taske da de havde klemt sig forbi os ved baren og jeg havde i et kort øjeblik grebet fat i den og med et smil spurgt, ”hvor skal du hen du”. Det var også korrekt, at jeg efter at have forladt området med slagsmålet var gået ned i den ende af baren hvor L. P. havde opholdt sig. Her havde jeg talt med flere, blandt andet det ægtepar som var med os i byen, rystet på hovedet, trukket på skulderen, forsøgt at smile beroligende til et par skræmte piger, og prøvet at vise, at jeg var fucking ærgerlig over at en god aften var blevet ødelagt.

Det havde intet med beviser at gøre, men små historier som disse tjente anklagemyndigheden til at underbygge vidnets troværdighed. Samtidig ville det hos nogle bestyrke mistanken om, eller overbevise dem om, at jeg var følelseskold og rendte smilende rundt og trak på skulderen efter at jeg lige havde været med til at trampe en mand til døde. Preben gjorde på min opfordring igen opmærksom på, at L. P. ikke havde anmeldt de påståede trusler til politiet. Ved man om politiet har foretaget sig noget i forbindelse med truslerne, spurgte han statsadvokaten. Steen Thomsen svarede nej, rystede på hovedet og skyndte sig at lade som om det ikke betød noget. Jeg kiggede med det samme op på dommerne for at se deres reaktion. Der var ingen, og det på trods af, at der ikke fandtes den forbrydelse i Danmark, måske lige bortset fra drab på børn, der ophidsede domstolene, politiet, borgerne og medierne mere end trusler mod vidner. Jeg var solgt på forhånd og jo før jeg vænnede mig til tanken, jo bedre. Hvad angik vidnet så havde jeg forståelse for hendes frygt og kunne tilgive hende at hun havde sat mit hoved på en anden mands sparkende krop, men at hun løj for at redde sit eget skind og på den måde solgte mit kunne jeg ikke tilgive hende.

 

Vidneafhøring af P. L. / HA-bror og denne gang indkaldt af anklagemyndigheden.

Næste vidne i boksen var min HA-bror. Stor og veltrimmet tog han plads i skranken. På grund af sit lidt tillukkede ydre havde han været et dårligt vidne i byretten og det var årsagen til at vi havde valgt ikke at indkalde ham. Det havde anklagemyndigheden til gengæld og meningen med den korte afhøring var formentlig at vise ”endnu en fra sjakket”, der underforstået havde været med i byen og havde kunnet dæmpe volden. Peters forklaring adskilte sig ikke væsentligt fra den som han havde afgivet i [byretten]. Han havde ligesom jeg vasket tøj den aften, men mente ikke at der havde været blod på hans tøj. Han huskede ikke hvem der havde startet vaskemaskinen, men det kunne godt have været ham. Han havde under tumulten med afdøde tabt sin guldring, som politiet senere havde fundet og afleveret til ham. Han havde været i håndgemæng med Flemming Jensen men var hurtigt blevet skubbet ud af slagsmålet. Min forsvarer forsøgte uden at stille for mange ledende spørgsmål, at få Peter til at bekræfte min historie om at vi først havde erfaret, at der var blevet brugt kniv da vi havde samlet os i indvandrerklubben bag Jomfru Ane Gade, kort efter episoden. Peter bekræftede at vi ikke anede hvor alvorligt slagsmålet havde udviklet sig, men ellers kunne han ikke hjælpe med noget der kastede lys over sagen. Ligesom de øvrige vidner havde han heller ikke opfattet alt i det kaos der havde været. Hans forklaring var ikke nogen stor gevinst for mig, måske snarere et lille plus til anklageren i hans forsøg på at svække min troværdighed. Jeg havde talt med Peter mange gange inden landsretssagens begyndelse og så sent som aftenen før, men vi havde afholdt os fra, at aftale hvad han skulle sige. For det første fordi jeg stadig kørte lige efter bogen og mente at sandheden var mit bedste forsvar, og for det andet fordi jeg ikke ville risikere, at han skulle fremstå som et skolet vidne.

Det blev tid til en kort pause og bølgerne gik højt i vores lille advokatrum. Hun er jo fuld af løgn, hvæssede min ekskæreste. Min kammerats kone var enig. Tror du virkelig hun er bange, Jønke? Jeg er udmærket klar over at hun lyver, men jeg kan jo ikke begynde at køre rundt med en der sidder og er ved at bryde sammen, forklarede Preben på sin stille og rolige facon. Min kammerat var ligeså meget oppe at ringe over L. P. og hendes historie om truslerne. Det var jeg også, men frem for at blive vred forsøgte jeg at tænke konstruktivt. Jeg foreslår at vi indkalder Niels Bundgaard som vidne. Han ved at hun lyver og hvordan fanden kan det være at de ikke har kastet sig over mig hvis hun er blevet truet. Eller i det mindste har advaret mig om at jeg skal holde mig væk fra hende! Fordi det aldrig er sket. Basta! Der går ikke en uge uden at aviserne er fulde af historier om politifolk der siger hvor alvorligt de tager trusler mod vidner. Hvordan kan det være at det i min sag, som åbenbart er så vigtig, ikke har politiets interesse at et kronvidne er blevet truet?! Preben kiggede indgående på mig. Hvad kan den politimand sige som vil hjælpe os? Jeg fortalte Preben om hvordan politimanden der havde min sag, ligesom jeg, havde været sikker på at L. P. løj omkring det at hun var blevet truet. Som sagen så ud nu virkede hun bange og troværdig. For forsvaret måtte det være et must at få gjort hende utroværdig. Han har afhørt hende, det er ham som har indkaldt hende til at vidne og han har transporteret hende til retten. Hun har aldrig med et ord nævnt noget til politiet om at hun skulle være blevet truet i forbindelse med sagen!

Jeg var oppe at støde, men Preben var ikke meget for at lade en politimand vidne. Vi risikerer at score et alvorligt selvmål, advarede han. Du ved jo hvordan de hænger sammen. Tror du virkelig en kollega vil stå frem og tale imod sine egne for at redde dig? Hey Preben. Ingen ved bedre end jeg hvor sammenspiste politifolk kan være, men ham her er anderledes. Han er først og fremmest et ærligt og hæderligt menneske, og jeg tror ikke at hans kollegaer har noget særligt hadeforhold til mig. De ved jo godt at sagen er blevet politisk. Det handler ikke længere om politiet mod mig. Min ekskæreste blandede sig: Jeg har mødt ham en del gange og jeg tror det er rigtigt hvad Jørn siger. Han er politimand, men han lyver ikke. Godt! Jeg vendte mig mod min kammerat. Hvad siger du, gamle? Jeg kan godt forstå at Preben har sine betænkeligheder ved at lade en strisser vidne, men jeg må sige at jeg sjældent har mødt en politimand som har virket så reel som Niels. Stuer Lauridsen var presset, men frarådede alligevel at vi indkaldte politimanden. Jeg var ham der hang med røven i vandskorpen og kunne derfor i sidste ende bestemme, men jeg ville ikke igen gå imod min advokats råd. Det er dig der er den juridiske ekspertise og hvis du ikke vil Preben, så vil jeg heller ikke. Jeg forstår så udmærket hvor du vil hen med det, men selv om han vidner og fortæller tingene som han har opfattet dem, så er det jo ikke sikkert at retten ændrer opfattelse omkring L. P’s troværdighed. Nej, men vi kan prøve og så kan vi jo eventuelt bore lidt mere i hvorfor de ikke har indledt en efterforskning omkring truslerne. Preben nikkede. Det skal jeg nok tage med i min procedure alligevel, men jeg mener at vi skal holde os fra at indkalde ham.

Vidneafhøring af L. H. / forsvarets vidne.

Det var på tide at vi fik noget vind i de rigtige sejl og var der en som kunne sørge for det, så var det hovedvidnets navnesøster! L. H. var det vidne som havde frembragt så megen sympati i byretten, fordi hun som pige og en af de eneste havde forsøgt at stoppe slagsmålet. Det var betryggende endelig at have et ”venligsindet” vidne i stolen. Ikke mindst efter at vi havde måttet lægge ører til det ene psykiatriske tilfælde efter det andet, i flere dage. Vel havde min HA-bror Peter været venligsindet, men han var – som også anklageren havde fået udpenslet – min nære bror, og havde derfor ikke fremstået som uvildig, uanset hans neutrale vidneudsagn. L. H. virkede en smule nervøs, men det var 99 procent af de der indtog pladsen foran dommerne. Anklagemyndigheden forsøgte med det samme at bore i en eventuel frygt for at vidne. L. H. afviste ligesom i [byretten] at hun på noget tidspunkt havde følt sig truet, men hun havde modtaget psykologhjælp på grund den voldsomme oplevelse. Som værtshusholderske var hun vant til lidt af hvert, men at se en mand blive slået ihjel lige foran sig var ikke hverdagskost. Om hun havde lagt mærke til mig på Robin. Det havde hun i høj grad, efter at en ven havde fortalt at jeg var tilstede. Hun kiggede fra anklager til dommerpanel, og smilede så over mod hvor jeg sad. Jeg smilede tilbage, men ikke for meget idet jeg var bange for at rækken af flagermus skulle tro at jeg kendte hende. L. H. havde ikke set mig være i håndgemæng med afdøde, men hun havde set K blive slået til jorden, og at jeg efterfølgende og under slagsmålet havde stået ved baren. Statsadvokat-assessoren spurgte om hun var sikker på at jeg ikke havde deltaget i slagsmålet. Ikke hvad jeg så. Jeg kiggede flere gange over mod der hvor han stod. Spørgsmålene omkring dette skulle selvfølgelig underminere vidnets forklaring, idet alle jo viste at jeg havde været i håndgemæng med Flemming Jensen. Som et af de få vidner havde L. H. set Flemming Jensen blive stukket med kniv, men af en eller anden grund havde hun troet at det var Wester der førte kniven. Hun havde set blodet sprøjte og kort efter taget fat i netop Wester for at prøve at stoppe ham.

Anklageren havde ikke mere at spørge om og overlod vidnet til Stuer Lauridsen. Preben spurgte hende stille og roligt, om hvordan stemningen havde været da hun ankom til Robin. Den havde været munter, der var stuvende fuldt og folk havde danset. Spørgsmålet om hvor mange gæster der havde været den aften var oppe og vende hver gang et nyt vidne indtog den ”varme stol”. Anklager Steen Thomsen ville have at der var så få mennesker tilstede som muligt, mens min forsvarer ville have godtgjort at vi havde stået som sild i en tønde. Det sidste var uden tvivl det rigtige og selv anklagerens såkaldte hovedvidne havde udtalt, at Robin havde været ”proppet med mennesker”. L. H. bekræftede igen at hun havde holdt lidt øje med hvad jeg lavede og at jeg ikke havde deltaget i volden. At hun ikke havde set mig rode rundt med Flemming Jensen, så vi ikke som et troværdighedsproblem, for ingen af vidnerne i denne sag havde set det hele. Preben talte dæmpet til hende og fik hende til at fortælle om hvordan hun havde forsøgt at stoppe balladen. Det var desværre ikke lykkedes særlig godt og kort efter var lyset blevet tændt og hun havde forladt stedet. Ligesom de fleste andre havde hun ikke bemærket det efterfølgende slagsmål uden for værtshuset, hvor en af Flemming Jensens medløbere var blevet slået ned.

Vidneafhøring af D. H. / Forsvarets vidne.

Mens jeg bagfra opfordrede Stuer Lauridsen til at tale højere meddelte dommeren, at vi kunne nå endnu et vidne inden frokostpausen. Jeg havde ikke troet at vi kunne klare det hele på tre dage, men vidneafhøringerne blev forbavsende hurtigt overstået og det var så som så med grundigheden. Ind trådte den lille søde D. H., som i sin tid, og ifølge med sin far, selv havde henvendt sig til politiet. Af alle vidner i sagen var hun det vidne der havde set mest,  men hun havde ikke set mig være voldelig og det fik anklageren til at bore i hvert et ord hun havde sagt. Som i [byretten] forklarede hun, at hun havde set en mand blive væltet omkuld. ”Væltet omkuld” var hendes betegnelse for det slag som havde sendt K til tælling. Endnu en gang forsøgte anklageren at få forsvarets vidne til at fremstå som bange for at vidne, og dermed utroværdig. Da det ikke lykkedes begyndte han i stedet at fremhæve vidnets ringe højde. Selv om D. H. havde stået tæt op af K og således kun få meter fra slagsmålet havde hun ikke kunnet se alt. Heller ikke det at jeg havde været i kortvarigt håndgemæng med afdøde. D. H. var dog næsten sikker på, at jeg ikke havde deltaget i sparkene mod afdøde. Hun mente at jeg havde siddet på en barstol. Sandheden (ifølge mig) var at jeg havde både siddet og stået idet jeg havde lænet bagdelen op ad en barstol efter at jeg var blevet ”skubbet” ud af slagsmålet. D. H. virkede som en ærlig pige og erkendte med et lille smil, at hun jo ganske rigtigt ikke var særlig høj, så det var begrænset hvad hun havde kunnet se.

Og så var det Prebens tur. D. H. fastholdt sin forklaring, men kunne ikke med hundrede procents sikkerhed sige, om jeg havde deltaget i volden. Der havde været vild panik, men havde jeg deltaget i volden, så havde jeg skjult det godt. Hun mente, at de lidt ældre rockere med Jønke i spidsen havde trukket sig tilbage fra slagsmålet samtidig med at de yngre havde slået ring om Flemming Jensen, hvor der i hvert fald var blevet slået og sparket. Hun havde på intet tidspunkt set noget til nogen kniv. Også D. H. var oppe at vise hvor hun havde stået på Prebens skitse. Lige ved siden af hvor det skete, bemærkede forsvareren uden at det så ud til at gøre synderligt indtryk på dommerne. I det mindste gik det stærkt og snart var vores lille team på vej op af hovedgaden mod Magasin for at få stillet sulten. Min kammerat og jeg gik sammen og diskuterede sagen, min eks. og kammeratens kone bagved i samtale med freelancejournalisten. Preben bagerst med mobilen trykket mod øret. Jeg føler at vi vinder slagene, men jeg er bange for at vi taber krigen, havde advokaten sagt. Sådan havde jeg det også, men vi kunne kun gøre vores bedste.

 

Vidneafhøring af K. / HA-bror idømt 6 års fængsel for vold med døden til følge.

Og ind af døren trådte Hannibal the Cannibal. Jeg tror ikke at der var nogen i salen som ikke tabte skuffen. Normalt er det sådan at alles øjne rettes mod indgangen når en ny aktør træder ind i retssalen. Tilfældet med vidnet K var ingen undtagelse. Udstyret med et bredt fikseringsbælte, lædermanchetter med håndjern og dækket ind af fængselsbetjente, lignede han en yderst farlig mand. Godt bygget, med store tatoverede arme, og en skallet isse på toppen, fremstod han som det han var dømt for. Ingen følelser, ingen nuancer og intet om at manden reelt set havde været offer for et overfald. Han manglede bare en mundkurv for at leve op til billedet af en yngre udgave af den psykopatiske morder Hannibal Lecter fra ”Ondskabens Øjne” [sidespor]. Betjentene førte ham hen til stolen i midten og nåede at få ham gelejdet på plads, før advokat Stuer Lauridsen fik samlet sig så meget, at han kunne vende sig mod dommerne og bede om at vidnet fik taget bæltejernene af. Retsformanden lignede en der var vågnet af dvale. Har han håndjern på. Det har jeg slet ikke set, udbrød hun. Vil de være venlig at tage de håndjern af, henvendte hun til betjentene. K måtte op at stå igen mens fængselsbetjentene fik fumlet jernene af ham. Jeg kunne næsten høre de forfærdede tanker fra de mest nervøse af rettens tilhørere: Gud, slipper de uhyret fri!

Ingen – hverken tiltalte eller vidner – må have håndjern eller andet fikseringsudstyr  på, når de fremstilles i et retslokale. Hvis jeg et øjeblik havde været ligeså chokeret over synet som alle andre, så varede det ikke længere end til jeg fik øje på statsadvokatens lille smil. Det var endnu et glimrende eksempel på manipulation han her havde fået gennemført. Allerede inden K havde fået sat sig i stolen havde han leveret det anklageren ønskede. At dommerne måske allerede havde besluttet sig for at jeg skulle dømmes, var en ting. Men hvem kunne fortænke domsmændene, eller for den sags skyld alle andre, i at tænke: Der sidder dræbermaskinen og derovre sidder ham der har givet ordren. Ligegyldigt hvad der var sket forud for voldshandlingerne, så var det sådan billedet hang, medmindre man havde indsigt og det var der ikke ret mange der havde her. Skønt han var det mest spektakulære vidne, så varede forestillingen ikke længe. Anklageren havde kun få spørgsmål. Du er medlem af Hells Angels, ikke? Jo, svarede K. Var du medlem af Hells Angels dengang på Diskotek Robin? Nej, svarede K. Tak, jeg har ikke flere spørgsmål, sluttede anklageren og satte sig. Som sagen forløb og K blev fremstillet, havde forsvaret heller ikke meget at spørge om. Stuer Lauridsen forsøgte med et par spørgsmål, at få K til at gøre det klart for retten, at ingen havde anet noget om kniven, men det gik ikke særlig godt. Mindre end ti minutter efter at han var blevet ført ind, blev han ført ud igen. Væk var Hannibal, tilbage sad Cannibal!

Vidneafhøring af R. M. / sagens nye vidne.

Den høje mand der nu indtog stolen var, efter hvad jeg havde fået oplyst konstabel i hæren. Han var vores vidne og havde ikke været indkaldt som vidne i byretten. Modsat forsvarets øvrige vidner, som positivt havde forklaret at de ikke havde set mig udøve vold, så havde dette vidne med en vis usikkerhed set andre udøve vold. Han var ankommet til værtshuset i lettere beruset tilstand, kort før slagsmålet var opstået. Han var alene og havde taget opstilling til højre for diskjockeypulten. Her var han faldet i snak med en bekendt og kort efter var balladen startet. Han havde set i hvert fald en mand trampe løs på en anden mand, som lå ned. I hvert fald 6 – 8 gange inden han havde set dørmanden nærme sig. Han havde ikke selv turdet blande sig da det havde virket meget brutalt. Han havde på intet tidspunkt set nogen bruge kniv, men inden han havde forladt stedet havde han set at der lå en person på gulvet ved baren. Personen lå stille og der sad en kvinde med et viskestykke. Han bekræftede, at han ved en fotokonfrontation havde udpeget Peter med 85 procents sikkerhed, som han mente var den person han havde set sparke. Det vigtige for forsvaret var at få fastslået, at vidnet havde stået tæt på begivenhederne, men at han på intet tidspunkt havde set mig, selv om han udmærket var klar over hvem jeg var. Statsadvokaten der efter K’s ”optræden” roligt kunne tage fri resten af dagen, havde ikke noget at spørge vidnet om.

 

Vidneafhøring af Ingrid K. / Retsobducent.

Jeg huskede den lille krumbøjede dame fra byretten, hvor hun havde afgivet en glimrende forklaring og holdt sig fri af både anklager og forsvarer forsøg på, at få hende til at ændre tvivl til kendsgerninger. Hun indtog ”vidneskranken” med et lille smil til alle, også mig der var den eneste af de mange ansigter hun genkendte. Det slog mig, at jeg faktisk var den sidste af de tilstedeværende som havde været med lige fra starten af. Ingrid K. forklarede som i [byretten] hvilken fysik Flemming Jensen havde haft og under hvilke omstændigheder han var kommet af dage. Dødsårsagen var forblødning som følge af stiklæsion i hjertet med blod i hjerteposen og døden måtte antages at være indtrådt hurtigt efter at denne læsion var tilføjet. Udover de mange stiklæsioner havde afdøde haft hudafskrabninger, mindre trykmærker, samt overfladiske blodudtrækninger i ansigtet. Der var kvæstelser, men umiddelbart ingen som kunne betegnes som alvorlige. Igen opstod der en pingpong-diskussion mellem forsvarer og anklager, om hvorvidt de få ansigtsskader var et udtryk for, at den dræbte havde været i god form og mistet meget blod inden sparkene var blevet sat ind, eller om det skyldtes, at han kun havde været udsat for begrænset vold. Ingrid K. kunne hverken bekræfte den ene eller den anden tese og dermed lå det fast at der var tvivl om voldens karakter.

Preben Stuer Lauridsen havde ordet og ville gerne vide om vidnet kunne sige noget om hvor meget blod afdøde havde mistet. Flere af vidnerne havde forklaret, at det havde sprøjtet med blod og andre at der var blod over alt. Hvor meget blod mister en person hvis han stikkes, som det her har været tilfældet? Det er svært at sige, men når der stikkes lige i hjertet vil jeg mene fra tre til tre en halv liter, svarede retsobducenten. Igen var hun meget forsigtig og undlod at lægge sig helt fast på noget. Kan man sige noget om hvor hurtigt det går? Igen, hvis det er lige i hjertet så kan det gå meget hurtigt og jeg vil tro, at det er gået hurtigt. Preben nikkede tilfreds med svaret. Kan man også sige noget om hvor langt det vil sprøjte? Det kunne retsobducenten ikke. Det var noget der skulle undersøges på selve gerningsstedet. Preben skiftede spor igen. Retsmedicinerne havde påvist, at afdøde havde været påvirket af alkohol og kokain, men jeg havde fortalt advokaten at han temmelig sikkert også havde været proppet med væksthormoner. Sammenblandet med alkohol og kokain var der tale om en farlig cocktail som kunne forklare hans ukontrollable adfærd. Afdøde var ikke blevet undersøgt for anabolske steroider. Obducenten forlod stolen og retsformanden gav en tissepause inden sagens sidste vidner skulle føres.

Advokaten skulle udenfor og tale i telefonen og jeg satte mig ned til mine venner på  tilhørerrækken, lige inden for døren. En journalist fra Politiken som jeg tidligere havde talt med sad samme sted og kunne ikke undgå at høre min ekskærestes vredesudbrud over den måde K var blevet ført ind i retten på. Ja, men er det ikke også dumt at gøre ham til medlem, blandede han sig i samtalen. Jeg kiggede på journalisten og tænkte mit. De var journalister, professionelt uddannet og gik for at være indsigtsfulde, og så faldt de for sådan et billigt trick. Han er sgu da ikke blevet medlem fordi han har slået ham ihjel. Manden er først lige blevet medlem, elleve måneder efter. Okay, men I har da gjort ham til medlem selv om han har gjort det han har gjort, indvendte journalisten. Det er hans afdeling som har gjort ham til medlem. Jeg har ikke haft nogen indflydelse på det, men jeg synes at det er helt i orden Normalt gjorde vi ikke folk til medlemmer mens de sad inde, men K skulle sidde i mange år og min opfattelse af ham var at han var en gæv fyr. Hvad skulle han ellers have gjort, spurgte min kammerat. Han blev overfaldet. Skulle han være blevet liggende mens hans venner sloges? Eller være stukket af? Det kunne journalisten ikke svare på. En ting er sikkert. Hvis han var stukket af, så var han i hvert fald aldrig blevet medlem, slog jeg fast. Men det er for tyndt at påstå, at han er blevet medlem fordi han har slået ihjel. Nej, men det virker bare så voldsomt. Det er sgu da klart når tingene bliver sat op på den måde. Men hør lige en gang. Hvis du og jeg var i byen og du blev slået ned, ville du så ikke være glad for at der var nogen der hjalp dig. Joh, men…Journalisten tøvede. Og tænk på hvad det var for en motherfucker. K var oppe at slås med. Han vidste at han var bomstærk, at han rendte rundt og ledte efter ham. Og han har formentlig også følt sig rimelig dårligt behandlet. Det ville jeg i hvert fald gøre hvis jeg stod og passede mig selv på et dansegulv og lige pludselig blev banket ned! Det virkede som om journalisten kunne forstå hvad vi sagde, men at skrive det ville sikkert ende med en reprimande fra chefredaktøren. Jeg var selv blevet skidesur da jeg havde opdaget at der var brugt kniv, men efter at have fået kendsgerningerne omkring afdøde, forstod jeg udmærket at K havde brugt kniv. Han bliver slået bevidstløs foran alle sine venner, men kommer op igen og forsvarer de der forsvarede ham. I min bog er han en mand af både mod og ære. Det havde han ikke været hvis han var stukket af!

 

Advokaterne og sagens øvrige medvirkende returnerede og afbrød vores høj-intellektuelle samtale. Jeg vendte tilbage til min plads, men kunne høre at journalisten og mine venner fortsatte diskussionen bag mig. Når jeg tænkte på hvor mange mennesker der i lignende sager blev kendt straffri for at handle i nødværge, så burde K måske også være givet denne mulighed, men som tilknyttet til Hells Angels ville noget sådant aldrig ske. Nu var det politifolkets tur til at afgive forklaring. Det frydede mig at de skulle vidne. De som ofte pressede og lokkede andre til at vidne imod deres vilje, brød sig som oftest ikke selv om at skulle vidne. Jeg havde bemærket det i byretten og det ville næppe blive anderledes her. Det var fortrinsvis de politibetjente, som havde afhørt de vidner som i begyndelsen af sagen havde belastet mig, som skulle afhøres. De vidner som støttede min forklaring havde ikke ændret forklaring, her bortset fra N. C. som var sprunget over og blevet anklagerens vidne. Blandt andet den manglende effekt fra hendes ”afhopning” i [byretten], og det, at vi ikke mente at retten havde vores gehør, gjorde, at min advokat måtte gå hårdere til politividnerne end Jens Saabo havde gjort det. Statsadvokatens umådeholdende fokusering på bange vidner betød også at det var nødvendigt at bore dybere i betjentenes afhøringsmetoder, ikke mindst om hvorvidt vidnerne havde været bange, eller blot chokeret over den voldsomme hændelse.

Politifolk hørte ikke til Preben Stuer Lauridsens favoritter. Han mente at de var  de dårligst tænkelige vidner, ikke mindst fordi de følte deres troværdighed hævet over alle andres, men også fordi de per definition var imod tiltalte. Og selv om de havde godt af at smage deres egen medicin, så syntes han ikke, at jeg skulle dømmes på baggrund af afhørende politifolks vidneudsagn, om hvad der var blevet sagt og foregået under tidligere afhøringer. Oven i købet afhøringer de selv havde stået for. Enhver kunne jo regne ud at de ville gøre alt for at bekræfte det de selv havde skrevet ned. At politifolkene skulle bakke op om vidnernes tidligere afgivne forklaringer ville også udviske eller helt fjerne de mange nuancer der var omkring de nærmere omstændigheder ved deres afhøringer. Vidnernes sindstilstand; forvirring, det sene tidspunkt for episoden, beruselse, chok, og ikke mindst vidners villighed til at stille deres afhører tilfredse. Alt dette kunne forsvinde i politifolkenes skråsikre forklaringer om, at sådan havde det været og sådan var det. Anklageren ville med afhøringerne styrke sine vakkelvorne vidner og cementere deres påståede frygt for at vidne. Modsat måtte min forsvarer gøre hvad han kunne for at få politifolkene til at fremstå som dårlige vidner. Sin sag med et system og i et samfund der havde næsten blind tillid til at politifolk altid var hæderlige og ordentlige mennesker.

 

Vidneafhøring af Torben A. / kriminalassistent Aalborg politi.

Politimanden tog plads i den varme stol. Han kiggede et kort øjeblik over mod vores side af salen, men vendte så hovedet mod anklageren igen. Torben A. havde været den politibetjent der som den første havde afhørt B. J., om morgenen efter hændelsen på Robin. Han var samtidig den der havde udvist størst usikkerhed i forbindelse med afhøringerne i [byretten], og i øvrigt havde klokket mest i det. Måske var det derfor anklageren havde indkaldt endnu et politividne, for netop dette vidne havde været den som på et senere tidspunkt havde afhørt B. J. Som ventet bekræftede Torben A. alt hvad han havde skrevet ned i forbindelse med afhøringen af B. J. Havde vidnet været bange, ville anklageren vide. Ja det havde virket som om han var bange. Bange for hvad? Bange for det hele. Hvad der var sket, og for de mennesker der var involveret i sagen, forklarede Torben A. Anklagerens afhøring gik let og var hurtigt overstået, hvorefter det var Prebens tur til at tage over. Politimanden drejede nu hovedet over mod os. Der var ikke antydningen af imødekommenhed. Han virkede sammenbidt og det var helt tydeligt at han var fjendtligt indstillet. Du afhørte B. J. tidligt om morgenen… Et par timer efter hændelsen. Kan du sige noget om vidnets tilstand? Virkede B. J. beruset? Han var meget chokeret over det der var sket. Ja det forstår jeg godt, men fremstod han ædru? Han var lettere beruset? Lettere beruset, ja vel. I en senere afhøringsrapport foretaget af Søren J. fremgår det, at afhørte havde indtaget 10 – 12 almindelige øl fra eftermiddag til midnat og så havde han vel også drukket nogle stykker de sidste tre timer inden balladen. Jeg ville i hvert fald være hønefuld hvis jeg havde drukket så meget. Han har nok været beruset, medgav betjenten. Og chokeret, har du skrevet. Ja og chokeret, bekræftede Torben A.

Er berusede og chokerede vidner nemme at afhøre? Politimanden tøvede. Modsat anklagerens silkebløde udspørgning kom Stuer Lauridsens spørgsmål som små borende nåle. Jeg så ikke nogen problemer i det. Vi har ofte berusede vidner til afhøring efter værtshusballade, og der var jo gået et par timer, svarede Torben A. Han var på vagt nu og det var tydeligt at han følte sin ære som polititjenestemand gået for nær. Lige før bekræftede du over for anklageren, at B. J. følte sig truet, men der står ikke noget om at B. J. følte sig truet i forbindelse med afhøringen. Nej, men senere… Ja det vender vi tilbage til, men nu snakker vi kun om den første afhøring, som du har foretaget. Det fremgår, at vidnet er stærkt chokeret og at han ikke kan huske noget efter at han så blod. Forud for det har han derimod med 100 procents sikkerhed kunnet bekræfte, at det var Jønke der begik vold, at han ikke havde set de fire personer Jønke var sammen med, begå vold, og at han ikke kunne genkende de fire personer. Havde vidnet været meget fokuseret på Jønke den aften? Ja det kan man godt sige. Betjenten var alt andet end tilfreds og lignede en der helst havde villet svare nej, men han vidste at det fremgik af politirapporterne. Forsvarets taktik var her at få bekræftet, at vidnet – og i øvrigt alle andre vidner – havde haft øje for mig fra jeg trådte ind ad døren til værtshuset. Ikke mens det gik løs, men derimod igen da det var overstået og der skulle snakkes om hvem der havde været med. På trods af at der var mere end hundrede vidner i sagen og mange havde forklaret, at der var mindst fire – fem mand som havde sparket, havde ingen kunnet udpege andre gerningsmænd til den efterfølgende vold, end mig.

Var B. J. et nemt eller et besværligt vidne? Politimanden vred sig. Jeg mener at afhøringen forløb uden problemer. Det er jo længe siden. Torben A. havde formentlig afhørt hundredvis af mennesker siden, og selv hvis han havde frisket sin hukommelse op ved at læse afhøringsrapporten tidligere på dagen, ville det være svært at skelne de mange fra hinanden. Men advokaten ville ikke lade ham slippe. Grunden til at jeg spørger er, at du ifølge afhøringsrapporten allerede fra start af gør vidnet bekendt med hans vidnepligt. Er det noget du plejer at gøre? Politimanden rykkede sig uroligt i stolen. Det var et godt spørgsmål, for ingen – heller ikke vidner – havde pligt til at udtale sig til politiet. Først i retten, foran en dommer, trådte vidnepligten i kraft og politimandens spørgsmål hørte hjemme der. Torben A. fik hakket et nogenlunde svar af, men det gav med det samme bagslag. Vidnet var ikke meget for at skulle vidne og derfor gjorde jeg ham bekendt med hans vidnepligt i retten. Altså var der fra begyndelsen af tale om et besværligt vidne og så hjalp du ham lidt på vej, konstaterede Stuer Lauridsen stille. Den kolde luft mellem min forsvarer og kriminalmanden faldt til under frysepunktet. Bare de nu ikke ryger i totterne på hinanden, tænkte jeg. En anden ting der undrer mig er, at du har forklaret, at S. J. umiddelbart efter hun var færdig med sin egen afhøring mødte sin mand B. J. på gangen og der udbrød… Retsbogen side 28. Jeg læser op: ”Nu har du vel ikke sagt noget til politiet!” Preben Stuer Lauridsen kiggede direkte på politimanden. Hvorfor i alverden skulle S. J. sige sådan, når hun selv lige har været til afhøring og udtalt sig belastende om min klient? Sådan var det. Sådan blev det sagt, svarede betjenten surt.

Jeg havde selv prøvet det mange år tidligere da jeg havde været et ungt menneske og vidnede for første gang. Advokaten gik efter politimandens troværdighed, og den slags var aldrig behageligt. Som vi alle har hørt og kan læse i afhøringsrapporten, så ringede B. J. og trak sin forklaring tilbage kort efter at han havde afgivet den. Ifølge din rapport, som er underskrevet af vidnet B. J. og dig selv, sker det med begrundelsen, at han ikke turde stå ved sin forklaring. Andre steder har B. J. forklaret, at det var fordi han kom i tvivl om hvad det var han havde set, og i retten sagde han, at han ikke kunne huske noget. Hvad er rigtigt? Det som jeg har anført i rapporten er det rigtige, forsvarede kriminalassistenten sig. Og bekræftet ved vidnets underskrift, lød det syrligt fra advokaten. Politimanden vidste godt at den var gal og undlod at svare. Hvis afhørte 23 minutter efter afhøringen ringer og trækker sin forklaring tilbage, hvordan kan det så være, at ordene ”han ikke turde stå ved sin forklaring” figurerer i en afhøringsrapport, som er underskrevet? For almindelige dødelige kunne det være en nok så ligegyldig detalje, men der var tale om en alvorlig fejl fra politimandens side. Jeg mente ikke at det betød så meget da det var så kort tid efter, så jeg valgte at skrive det der. Altså er det dig der har tilføjet denne sætning? Ja, men jeg mente ikke at det gjorde noget da det var vidnets egne ord. Er det også noget du plejer at gøre når du afhører folk? Nej, det var en fejl og det beklager jeg. Preben vendte sig mod dommerne. Jeg har ikke flere spørgsmål til vidnet.

 

Vidneafhøring af Christian A. / Kriminalassistent Aalborg Politi.

Christian A. havde afhørt S. J. tidligt om morgenen og lige før Torben A. skulle i gang med at afhøre hendes mand. Også Christian A. kunne over for anklagerenbekræfte rigtigheden af ordlyden i sine rapporter. Begge vidner havde virket bange for rockere og S. J. havde advaret sin mand ude på gangen, mod at fortælle noget. Hvorfor i alverden skulle hun advare sin mand mod at udtale sig til politiet om Jønke, når hun selv netop havde fortalt om ham, indledte Stuer Lauridsen sin spørgerække. Det kunne heller ikke Christian A. svare på. Der var simpelthen ingen logisk forklaring, sådan var det bare. Du fandt vidnet lettere beruset, og egnet til afhøring. Hvornår er man egnet til afhøring? Christian trak på skulderen. Det er et vurderingsspørgsmål i hvert enkelt tilfælde. Det forstår jeg, men det er tidligt om morgenen. Vidnet har drukket og netop set en mand blive dræbt og en masse blod. Hvordan vil du beskrive hendes tilstand. Hun var så vidt jeg husker rimelig fattet… Men ”chokeret, lettere beruset og ville ikke vidne fordi hun frygtede for sit liv og helbred”, læste advokaten op fra afhøringsrapporten. Betjenten nikkede. Hvornår er man så ikke egnet til afhøring? Det er et skøn, men vi har nogle gange nogen der er så beruset at vi ikke kan tale med dem. Jeg bemærker at afhøringsrapporten ikke er underskrevet af vidnet. Er det korrekt? Ja, det er korrekt. Tak, jeg har ikke flere spørgsmål.

 

Vidneafhøring af Søren J. / Kriminalassistent Aalborg Politi

Søren J. skulle vidne for første gang i sagen. Han var den som havde afhørt B. J. i anden omgang og det kunne tydeligt høres på anklagerens spørgsmål, at han var indkaldt for at bakke op om kollegaen Torben A’s mærkværdige afhøringsmetoder. B. J. var frivilligt gået med til endnu en afhøring på Aalborg Politigård fredag d. 31.august 2001. Anklageren ville vide hvordan han havde opført sig under afhøringen. Havde han virket bange for noget? Det havde han i høj grad, bekræftede politimanden. B. J. havde til rapporten forklaret, at Jønke ved ankomsten til baren havde spurgt B. J. om han lige kunne flytte sig lidt. Afhørte havde opfattet Jønke og hans følge som ”truende grundet deres størrelse”. Det var i øvrigt hans kone S. J. der havde fortalt ham, at det var Jønke. Han havde beskrevet mig som værende 185 til 190 centimeter høj, muskuløs og med plysset hår. Jønke havde været sammen med 4-5 andre og de var alle klædt i sort. Politimanden bekræftede igen hvad anklageren læste op. B. J. havde husket, at en mand i en lys trøje var dukket op og at denne på et tidspunkt var havnet på gulvet. Flere personer havde stået omkring ham og sparket på ham, men han kunne ikke huske om Jønke havde været iblandt dem. Virkede afhørte bange, spurgte anklageren igen. Ja, han var bange for at der skulle ske ham og hans familie noget. Søren J. var slet ikke i tvivl og statsadvokaten lod det blive ved det.

Højere, hviskede jeg fra bag Stuer Lauridsen. Advokaten førte et glimrende forsvar, men han talte for lavt og for professoragtigt og jeg kunne se at det ind imellem kneb for både dommere og tilhørere at følge med. Også retsformanden havde et par gange måttet bede Preben om at skrue op for mundtøjet. Det gjorde han hver gang men efter lidt tid faldt han tilbage i sit rolige og afdæmpede stemmeleje, og så var den gal igen. Det fremgår af din afhøring, at B. J. var kommet i tvivl. Han husker at han har udtalt sig belastende om min klient, men han er kommet i tvivl. Er det korrekt? Det var det, bekræftede Søren J. Er det efter din opfattelse det samme som at være bange? Det kan det være… Javel ja, det kan det være, konstaterede forsvareren. Når et vidne ikke kan huske det han eller hun tidligere har forklaret, plejer du så at spørge om det er fordi de er bange? Det fremgik af politirapporten, at kriminalassistent Søren J. direkte havde spurgt B. J.; om grunden til at han ikke huskede så godt i dag var, at det var kendte rockere som han havde forklaret om. Alle vidste jo at Jønke var indblandet i sagen og vidnet havde tidligere forklaret… Preben afbrød ham. Ja, du skal bare svare på spørgsmålet. Jeg er udmærket klar over, at alle vidste at Jønke var til stede. Vidnerne har jo ikke snakket om andet og det har stået i alle landets aviser! Det der undrer mig er, at B. J. i sin forklaring siger, at han er bange for sin families ve og vel for derefter at slutte af med, at han ikke har følt sig truet. Vidnet forklarer her, at han har haft det psykisk dårligt, men at han ikke følte sig truet. Er det korrekt? Ja, svarede politimanden.

Det kunne altså tænkes, at B. J., som han også har forklaret, gik i sort og ikke kunne huske mere da han så blodet fra afdøde og efter at han i det hele taget havde været vidne til en forfærdelig hændelse. Ja, svarede Søren J. stille. Politimanden var ikke helt tilfreds, kunne jeg se. Og det var anklageren heller ikke. Da Preben slap ham bad anklageren om ordet igen. Jeg skal bare lige være helt sikker. Det er korrekt som angivet i afhøringsrapporten, at vidnet frygtede for sig selv, sin familie og børn. Det er korrekt, bekræftede politimanden. Anklageren satte sig igen, men nu ville forsvaret lige tale med vidnet en gang til. Åh nej, tænkte jeg. Så er der pingpong igen. Preben kiggede indgående på politimanden. Jeg spurgte dig for lidt siden om vidnet var bange. Det fremgår af din egen rapport, at vidnet slutter af med, at han har det dårligt, men at han IKKE føler sig truet. Passer det, eller passer det ikke? Det står i rapporten, så det passer, vrissede politimanden. Det ligger altså helt fast, at B. J. havde det dårligt, men at han ikke var bange? Søren J. lignede en der helst ville sige, at det nok var en blanding af det hele, men han nikkede bare. Nu var jeg spændt på om anklager Steen Thomsen ville springe op igen. Det ville han ikke. Han havde trods alt fået talt en hel del om frygt igen og både han og forsvarer vidste, at retten ikke ville blive ved med at tolerere at begge sider ville have det sidste ord.  

 

Vidneafhøring af Gitte. K. / kriminalassistent Aalborg Politi.

Politikvinden så sig omkring inden hun satte sig i stolen foran dommerpanelet. De sagde mere eller mindre det samme alle sammen og kunne vel heller ikke andet. Alternativet kunne være en fyreseddel for at have fabrikeret falske rapporter. Det var blot op til anklager og forsvarer, at få de ting der passede ind i deres kram, frem. Gitte K. var interessant fordi hun på et eller andet tidspunkt havde afhørt næsten samtlige af sagens vigtige vidner. Først og fremmest S. J. i hendes to efterfølgende forklaringer, som havde været ikke-belastende for forsvaret og dernæst det nu omvendte vidne N. C., som ved fire forklaringer hårdnakket havde fastholdt min uskyld. Kriminalassistent Gitte K. havde også afhørt L. C., som var det vidne der utvetydigt havde sagt, at hun var blevet skolet til at belaste mig af medier og politi. Selv hovedvidnet L. P. havde hun afhørt, men jeg tvivlede på, at hun ville blive stillet spørgsmål omkring hende. Den betjent der havde afhørt L. P. første gang var ikke indkaldt og anklagemyndigheden havde det fint med, at L. P’s forklaring fra det indenretlige forhør stod alene. Modsat vidste Preben, at en indkaldelse af den afhørende betjent i L. P’s tilfælde, blot ville bekræfte alt hvad vidnet havde sagt, uden at han ville kunne pille ved hendes forklaring.

Det var først og fremmest afhøringen af L. C. som anklageren var interesseret i at få bekræftet. Det havde været et hårdt slag for statsadvokatassessoren da L. C. havde forklaret og fastholdt, at hun kun havde sagt at Jønke havde sparket fordi hun havde læst det i aviserne og fordi den politibetjent som havde afhørt hende havde sagt at sådan var det. Trods ihærdige forsøg fra anklagerens side om at få hende til at medgive at hun var bange, havde hun fastholdt at hun var blevet presset af politiet og medierne, til det sidste. I øvrigt så troværdigt, at anklageren havde opgivet hende. Du afhørte L. C. omkring begivenhederne på Robin. Gitte K. nikkede og svarede klart ja. Kan du bekræfte, at L. C. har forklaret, at hun så Jønke sparke mod en person som lå på gulvet? Ja, det er hvad hun havde forklaret. Anklageren fortsatte: Jønke stod ved personens ansigt og sparkede… Er det også rigtigt? Ja, det sagde hun. Gitte K. var langt mere fattet end hendes mandlige kollegaer havde været, og hun virkede heller ikke som en det generede at vidne i retten. Har du på noget tidspunkt presset vidnet til at afgive forklaring. Nej, det har jeg ikke! Politikvindens stemme var fast. Torsdag d. 23. august 2001 afhørte du R. O. Anklageren så op mod dommerne og derefter over mod Preben. Ekstrakt nr. tre. Vi er på side 0602. Gitte K. bekræftede at det var hendes afhøring og Steen Thomsen læste videre: ”Vidnet bemærkede dog, at Jønke på et tidspunkt med den ene fod trampede på manden 1-2 gange.” R. O. havde ifølge samme rapport ikke kunnet se hvor mine påståede tramp havde ramt, men det nævnte anklageren naturligvis ikke noget om. R. O. var det vidne som der i retten var sået tvivl om, hvorvidt han havde set mig trampe eller forsøge at komme fri af afdødes ben. Gitte K. gav anklageren hvad han kom efter. R. O. havde til hende forklaret, at jeg havde trampet.

Så var det Prebens tur til at gå i kødet på vidnet. Han fulgte anklagerens spor og begyndte med L. C. Du afhører først L. C. mere end en måned efter hændelsen på Robin. Hvordan kan det være? Vidnet henvendte sig ikke af sig selv. Hun var et af de vidner vi først fandt frem til på et senere tidspunkt. Så man kan sige, at hun har haft rigelig tid til at læse om sagen i aviserne inden hun er blevet afhørt. Ja, det kan man godt sige. Gitte K. vidste udmærket hvor forsvareren ville hen, men hun afholdt sig klogelig fra at kommentere det før hun blev spurgt. L. C. har i retten fortalt, at du under afhøringen havde sagt, at hun lige så godt kunne sige at hun havde set Jønke sparke. Alle vidste det jo alligevel. Det passer ikke, svarede politikvinden. Jeg tror hendes ord var, at det stod i aviserne og at de (politiet) jo havde det på video og så måtte det jo være rigtigt. Det erindrer du ikke noget om? Nej sådan afhører jeg ikke mine vidner! Gitte K. stod fortsat ikke til at rokke. I tilfældet N. H. (nordmanden der under byretssagen var endt med at udpege mig som den der havde slået K. i gulvet), som du jo også afhørte og udtog fotos med, viste det sig senere, at han var blevet påvirket af at have set Jønkes billede i avisen. Ekstrakten 0555. Kan der være sket det samme i dette tilfælde? Det kan jeg ikke udelukke, men det der står i rapporten er det som vidnet har forklaret. Preben nikkede og rømmede sig. Det fremgår også af rapporten af afhøringen af L. C., at hun havde været forarget over at Jønke stod i baren og skrev autografer. Har hun forklaret det? Ja, hun syntes at det var for meget. Okay. L. C. er altså ikke vild med Jønke og har set ham sparke en gang. Ja! Men Jesper, eller K. som han kaldes i de kredse, kender hun som en flink fyr og han deltog ikke i volden, konstaterede advokaten. Det gjorde Wester i øvrigt heller ikke og ham kender hun også. Altså. Hovedmanden bag knivstikkeriet har ikke gjort noget, og ham – som vi kender fra videoovervågningen – som ses sparke mest, kender hun også og han har heller ikke deltaget i volden. Men min klient, som hun kun kender fra medierne, ham er hun bange for og han har sparket. Virker det ikke bare en lille smule påfaldende? Det afhænger af hvad man lægger i det. Jeg afholder mig som regel fra at spekulere og skriver bare det ned som jeg bliver fortalt.

Gitte K. gjorde det fremragende og jeg kunne mærke at Stuer Lauridsen syntes om hende, modsat hvad der havde været tilfældet med flere af hendes kollegaer. Som det så ud nu havde hverken anklageren eller forsvaret grund til at være kede af politikvindens svar, men hvis retten hørte bare en lille smule efter ville der være sået tvivl omkring L. C’s første forklaring. Jeg har lige et spørgsmål omkring S. J’s forklaring. S. J. siger i sin forklaring til dig. Ekstrakt tre, 0569, at hun står sammen med en veninde J. B. da overfaldet finder sted og at denne ikke har set noget. Er det rigtigt? Hvis det står i rapporten, så er det rigtigt. Hun står altså klods op af vidnet S. J. og lige der hvor det hele sker, men ser intet. Jeg kan ikke huske alle detaljerne, forsvarede Gitte K. sig. Dette kunne Stuer Lauridsen ikke bebrejde hende. Hvem kunne det, så lang tid efter? Det kunne N. C. Af alle indkaldte vidner til sagen, var hun det vidne som var blevet afhørt flest gange, og hun havde i retten lige pludselig kunnet huske en hel masse nyt. Fjerde og femte afhøring af N. C. var foretaget af Gitte K. Du afhørte N. C. ganske kort via telefonen den 25. september 2001. I talte om en person A , der ifølge N. C’s tidligere forklaringer havde stået ved baren og trampet på Flemming Jensen. Er det rigtigt? Ja, det er korrekt. Denne person er ikke identisk med min klient? Nej.

Godt. Så har du N. C. inde på politigården til afhøring igen den 27. september? Ja det passer nok meget godt. Det var et par dage efter. Jeg læser her op fra afhøringsrapporten: N. C. skulle gennemgå sagens fotomapper og afhøres igen. Er det rigtigt? Ja, det er det. Er det normalt at et vidne afhøres igen og så mange gange? Gitte K. trak på skulderen. Hun vidste godt hvor advokaten ville hen, men undlod igen at kommentere det. Vi havde nogle ting i forbindelse med opklaringen som vi gerne ville have uddybet. Preben nikkede og fortsatte. N. C. udtog foto nr. 3. af Jørn Jønke Nielsen. Hun havde set ham på stedet men havde ikke set ham udøve vold. Passer det? Ja. Hun udtog derefter Flemming Jensen (afdøde) og oplyste at hans hår og bygning kunne minde om personen A’s udseende. Advokatens pointe var, at medmindre Flemming Jensen havde sparket sig selv ihjel, så var den helt gal med vidnet. Det er også rigtigt, at vidnet udpeger personerne Wester og Jesper K. og fastholder at de ikke har deltaget i volden? Ja, det stemmer.

 

Vidneafhøring af Niels S. / Kriminalassistent Aalborg Politi.

Den femte og sidste politimand som skulle afhøres var forsvarets vidne. Sammen med en kollega havde han afhørt N. C. på hendes bopæl over middag samme dag som hændelsen havde fundet sted. Anklageren havde ikke meget at spørge vidnet om da N. C. på intet tidspunkt under sagen havde udvist frygt og i øvrigt havde vidnet til hans fordel. Noget han nok skulle få gjort opmærksom på under proceduren. Preben var varm nu. Hvis vi begynder med den første afhøring af N. C., så fortæller hun, at der var ”stuvende fuldt på Robin”. Passer det? Ja, det passer. Niels S. virkede en anelse nervøs men var til at forstå. Hun har forklaret, at hun på et tidspunkt ”så en person komme ned og ligge og at rockerne omkring Jønke begyndte at sparke”. Og at ”en person A. var særdeles aktiv med at sparke og trampe”. Er det i overensstemmelse med hvad du har fået fortalt? Ja det er korrekt. Preben fortsatte efter afhøringsrapporten: ”Vidnet havde ikke lagt mærke til om Jønke havde deltaget i slagsmål og den efterfølgende afstraffelse…” Det lyder meget rigtigt, svarede betjenten uden at Preben havde nået at spørge ham. Så er vi fremme ved den 3. september og N. C. skal afhøres igen. Jeg skal lige spørge dig. Vidnet har denne gang en af dine kollegaer…en politiassistent med til afhøringen. Hvorfor har hun det? Det var en af hendes venner og hun ønskede det sådan. For os betød det ikke noget. Følte vidnet sig presset? Vi har ikke lagt pres på vidnet, fløj det ud af munden på kriminalassistenten. Det påstår jeg heller ikke. Jeg har bare ikke hørt om den slags før. Preben fortsatte. Vidnet gennemlæste sin tidligere afgivne forklaring, som hun ikke havde skrevet under, og godkendte den hundrede procent? Ja, det passer.

Det fremgår også flere steder af afhøringen at N. C. er meget fokuseret på Jønkes tilstedeværelse. Passer det også? Ja. Hun får blandt andet hans autograf? Ja, det er korrekt. Hun forklarer… side 0616, ”at alle rockerne var henne på skift og trampe og sparke på manden der lå livløs på gulvet foran baren. Og videre, ”…Jønke havde vidnet ikke set gøre noget. Så vidt hun huskede, sad han bare på barstolen og kiggede den anden vej.” Det står der. Er det korrekt? Ja. Vil du med sikkerhed kunne sige, at vidnet flere gange forespurgt, har fastholdt, at min klient ikke har deltaget i volden mod Flemming Jensen. Ja! Preben nikkede venligt til vidnet og vendte sig mod dommerne. Jeg har ikke flere spørgsmål til vidnet. Retsformanden rettede blikket mod anklageren der gjorde en afværgende gestus og vidnet fik lov til at forlade retten. Af de nitten vidner som fra begyndelsen af skulle afhøres i landsretten, var atten blevet afhørt, mens et enkelt ikke havde haft mulighed for, eller ønsket at nå frem. Det var gået stærkt, næsten for stærkt. Selv om jeg var glad for at en stor del af sagen var overstået så følte jeg stadig at det hele var blevet jappet igennem.

Det var sent på dagen og vi forlod retten sammen med advokaten. På torvet foran retsbygningen stod vi og fik en lille sludder om dagens afhøringer. Især afhøringerne af politividnerne var gået godt, men Preben var stadig i tvivl. At have ret er ikke det samme som at få ret. Jeg er ked af at sige det Jønke, men jeg har en stærk fornemmelse af at de vil dømme dig uanset hvad. Jeg stak advokaten et skævt grin. Det må gå som det går. Vi kan kun gøre vores og hvis de vil dømme mig så gør de det. Jeg vil alligevel opfatte det som en lille sejr fordi det over for mange mennesker vil være et bevis på hvor råddent systemet kan være. Hvor er det bare uretfærdigt. Og dig som altid opfører dig stille og roligt når vi er i byen. Min ekskæreste så helt bange ud ved tanken om at jeg skulle ind og sidde igen. Du kan jo altid skrive en bog mere, trøstede min kammerat. Vi tog afsked med Stuer Lauridsen. Morgendagen skulle bruges til dokumentation af sagens tekniske beviser og undersøgelser. Anklager og forsvarers procedure, votering og formentlig domsafsigelse. Vi var alle trætte da vi kørte ud af byen, men tre timer senere vendte vi tilbage, nyvaskede og shinet op til middag på en af byens finere restauranter. En af brødrene og hans kone havde inviteret på italiensk mad og god rødvin. Det kunne blive mit sidste rigtige måltid i lang tid, så det var bare om at tage for sig og nyde retterne.

 

Dag 3. Onsdag d. 18. september 2001.

 

Det var en flot morgen, og efter at den nu obligatoriske løbetur havde fjernet det værste af efterveerne fra aftenens rødvin, var jeg nogenlunde frisk på at få det overstået. Allerede ved ankomsten til retsbygningen kunne jeg se at der var flere journalister og fotografer end der plejede at være. Enten ville der komme en mindre skandale på bordet, i form af en frifindelse, eller også ville der komme blod på slagtebænken, i form af en dom. For pressen ville der være gevinst på både sort og rød! Vi kom på plads i salen og gjorde os klar til at modtage dommerne. Statsadvokatassessoren hilste høfligt fra den anden side. Han havde præsteret et glimrende stykke arbejde for at få mig til at se skyldig ud. Preben og jeg talte kort om hvad der skulle ske og jeg foreslog, at jeg ligesom i byretten skulle vise retten hvordan jeg havde revet mig løs fra Flemming Jensens ben. Det kunne nok være en ide, og vi burde også se videoen en sidste gang inden forsvarer og anklager gik i gang med deres procedurer. Indtil nu havde retten ikke vist interesse for videoen og vi tvivlede på at dommerne overhovedet havde kunnet se hvad der foregik på storskærmen. Efter at dommerne havde gjort deres entre bad Stuer Lauridsen om ordet. I forbindelse med R. O’s forklaring ville forsvaret gerne vise den bevægelse som både kunne være et tramp og et ryk for at rive sig fri. Det gik retten med til og jeg stillede mig ind på gulvet for at vise nogenlunde hvad der var sket. Jeg syntes med det samme, at det var et dårligt forslag jeg var kommet med Jeg havde glemt, at landsretten ikke var byretten og at stemningen her slet ikke var til vores fordel. Jeg gjorde et ryk og viste det et par gange og følte mig som et æsel i en hestestald. Selv om både Stuer Lauridsen og mine venner bagefter sagde, at det havde været ok, så troede jeg dem ikke.

Balladen omkring videoen brød endnu en gang løs. Anklageren mente at der var ofret rigeligt tid på videofremvisning og så ingen grund til at den blev forevist igen. Han ville dog ikke stille sig på bagbenene hvis retten ønskede at se den. Det havde retten ikke spor lyst til, kunne jeg se, men den havde ikke noget valg hvis den bare skulle forestille at være nogenlunde neutral. Det endte med at retsformanden gik med til at der blev stillet et fjernsyn op foran dommersædet. Jesper Müller fra Aalborg politi gik i stilling og lod videoen rulle. Han fortalte hvor vidnerne stod og viste blandt andet hvor B. J. havde stået. Preben fik endnu en gang gjort opmærksom på, at denne ved sin første forklaring havde fortalt, at han havde stået klods op af mig og havde set det hele, men at han i virkeligheden havde stået i modsatte side af lokalet mens det var gået løs. Det så ud til at rage dem en papand. Aldrig havde jeg oplevet nogen være så ligeglade med noget så vigtigt. Videoen viste også en særdeles aktiv Wester, som blev forsøgt stoppet af forsvarets vidne L. H., som altså havde været helt tæt på begivenhederne. Også anklageren ville være med. Om jeg kendte den mand der stod helt fremme i forreste række, efter at selve slagsmålet var forsvundet ud af kameravinklen. Det gjorde jeg ikke, svarede jeg. Politiet havde for lang tid siden spurgt mig om det samme, og jeg havde på et tidspunkt spurgt Peter om hvem han var. Jeg kunne ikke huske svaret og kendte ham ikke. Et par spørgsmål mere fra anklageren og lidt længere fremme i sekvensen. Her så man mig, efter at jeg havde trukket mig væk fra området med slagsmålet og havde samlet min jakke op fra gulvet, tale med den pågældende. Hvad siger du til ham der? Aner det ikke. Jeg kan ikke huske det. Nu ventede jeg så på at anklageren ville spørge om mere i forbindelsen med manden, men det ville han ikke og for sent blev jeg klar over at jeg igen var blevet ofre for manipulation. Jeg havde lige sagt, at jeg ikke kendte ham og nu stod jeg og talte med ham. Jeg talte med snesevis af mennesker jeg ikke kendte når jeg var i byen, men det var i sidste ende lykkedes anklageren at så tvivl om min troværdighed.

 

Kriminalassistent Jesper Müller på vej ind i rettenmed udstyr og skitser over gerningssted.

Jesper Müller kørte frem og tilbage med videoen og D. H. tonede frem på dansegulvet, lige der hvor det hele begyndte. Hun havde som et af få vidner set K blive slået i gulvet og havde stået i forreste række. Hun havde til gengæld ikke set mig være i klammeri med afdøde, men det var de færreste der havde det. Om Jesper Müller ville være så venlig at vise hvor L. P. stod. Videoen kørte mod slutningen, hvor jeg havde stillet mig i den modsatte ende af baren. Politimanden kørte den tilbage igen og viste med sin kuglepen nogenlunde hvor sagens hovedvidne havde stået under slagsmålet. Så langt væk fra scenen for forbrydelsen at hun end ikke kunne ses på videoen! Jeg holdt øje med dommerne, for at se om de fik denne vigtige detalje med, men de lignede fortsat nogle der var komplet ligeglade med forevisningen. Lægdommerne derimod så ud til at koncentrere sig om videoen, men de ville ikke have en chance hvis dommerne ville det anderledes. Dommerne havde stadig ikke værdiget Prebens skitse over restaurant Robin, som hang på væggen et blik, og pinden som han havde lagt frem til dem for at de kunne måle hvor lille en afstand der i virkeligheden havde været mellem personerne på politiets skitse, lå stadig uberørt.

 

Anklagerens procedure:

Anklageren meddelte retten, at han fandt det bevist, at Jørn Jønke Nielsen havde øvet grov vold mod afdøde Flemming Jensen og at dette var sket mens Flemming Jensen havde været forsvarsløs og ikke havde kunnet værge for sig. Han medgav at Jesper K. allerede var dømt for at have forvoldt forurettedes død, men det ændrede ikke ved at forurettede forinden havde været udsat for vold. Jeg vil gennemgå de tekniske beviser og de mange vidneforklaringer der alle peger på at tiltalte er skyldig. De tekniske beviser havde ikke ændret sig siden [byretten], men vi måtte igennem dem endnu en gang. Det var tørt stof og jeg gjorde mig igen klar til at kæmpe en kamp for ikke at falde i søvn. Steen Thomsen lagde ud med obduktionserklæringen. Der var ikke så meget at rafle om. Flemming Jensen var død som en følge af to knivstik, der begge hver for sig ville have været dræbende. Døden var indtruffet forholdsvis hurtigt og inden ankomsten til hospitalet, måske allerede på værtshuset. Han bad dommerne kigge på billederne af afdøde. Der var en hel række i ekstrakten, hvor man som lægmand ikke kunne se andet end at afdøde var død. Jeg havde set dem, og kendte i forvejen ”rædselsbillederne” fra andre sager. Alle vidste at han var død, og meningen med at vise den slags billeder, var da også – efter min opfattelse – at især lægfolk som domsmænd og nævninger, skulle chokeres. Ud fra billederne var det i hvert fald umuligt at se hvilke skader som kunne være opstået som en følge af spark og tramp. Anklageren gennemgik retsobducentens forklaring og lagde vægt på at skaderne formentlig stammede fra spark og slag. Han opregnede i alt ti sådanne skader – samme antal som jeg i spark og tramp jeg var tiltalt for at have givet afdøde.

 

Næste skridt på vejen var Gerningsstedsbeskrivelsen. ”Restaurant Robin er indrettet i stueetagen, i en bygning med to etager, og endvidere udnyttet med tagetage…” Statsadvokatassessoren læste op med en høj og klar stemme. ”Selve restauranten er umiddelbart inden for døren indrettet med en spillemaskine og en åben pejs ved venstre væg…” Det var endnu en lang smøre og det fortsatte over i Gerningsstedsundersøgelse hvor der blev vist billeder af interiøret på restaurant Robin; barstole, glas, askebægere smurt ind i enten blod eller almindeligt værtshusskidt. Der var også fundet en hel række genstande, lige fra Peters guldring på gulvet til et stofmærke ude i urinalet. Den Filur jeg havde fået lavet af tjeneren, lige inden helvede var brudt løs, og som jeg havde vendt mig om og stillet før jeg greb fat i afdøde, stod pudsigt nok alene tilbage på bardisken. Så var der dræberkniven som var fundet på en jakke på gulvet. Det meste var facts og der var ingen større uoverensstemmelser mellem anklager og forsvarer. Således behøvede Preben ikke gennemgå de samme detaljer, men skulle blot erklære sig enig i anklagerens fremlæggelse og dokumentation.

Der var spor efter blod overalt. På gulvet, på barstolene, på siden af bardisken og ikke mindst på Jønkes beklædningsgenstande. På trods af at jeg havde vasket mit tøj og derved forsøgt at fjerne beviser var det sandsynliggjort, at der havde været blod på mit tøj. Først og fremmest på grund af Jønkes egen forklaring proklamerede anklageren. Jønke har selv forklaret, at der fandtes en plet på hans bukser som kunne være blod. Han har ingen skræmmer selv, så det kan kun hidrøre fra forurettede. Også på Jønkes venstre støvle er der fundet to pletter som med stor sandsynlighed stammer fra afdøde. Steen Thomsen gav sig til at læse op fra de tekniske undersøgelser igen. Det var igen indviklet, men kort og godt viste prøverne, at der var fundet en mikroskopisk blodplet på højre side af min venstre støvle, lige over sålen ca. otte centimeter fra støvlesnuden. Blodet stammede helt sikkert fra Flemming Jensen. Der kunne højest findes fire andre personer i Danmark udover afdøde, som blodet kunne hidrøre fra og det var næppe sandsynligt. Og lidt mere usikkert – en mikroskopisk plet 2., til venstre for støvlesnuden på samme støvle. Vi ved jo at der ikke er fundet DNA fra menneske eller blod på Peters tøj og sko, og han har jo som Jønke været meget tæt på slagsmålet, men sidder ikke anklaget her i dag. Altså endnu en indikation på at Jønke har været helt fremme og sparke!

Jeg havde netop talt med Peter dagen før og vi havde igen undret os over hvorfor han var blevet taget ud af sagen når jeg ikke var. Officielt skyldtes det nok at der var flere vidner som havde udtalt sig belastende om mig, end det var tilfældet med ham. Bevares. Det var da dejligt at anklagemyndigheden havde valgt at opgive tiltalen mod Peter, men at den selv samme anklagemyndighed anvendte såkaldte ”tekniske beviser” og andet som ligeså vel kunne væren anvendt mod ham, som mod mig, virkede underligt. Peter havde ligesom jeg vasket sit tøj den nat og han anede ligesom jeg ikke om der var blod på det eller ej. Jeg havde blot – i overensstemmelse med sandheden – medgivet, at jeg havde haft en blodlignende plet på mine bukser. Blod der også kunne stamme fra K. Så var der den tidligere tiltale for knytnæveslaget, som nu var taget ud af anklageskriftet. Peter havde fortalt at han havde slået afdøde tre gange et sted på overkroppen med knytnæve. Jeg havde nægtet knytnæveslag men var blevet tiltalt for det! Og så var der anklagerens snak om blodet på støvlerne. Det satte virkelig mit pis i kog, men jeg kunne ikke sige noget om det til andre end min forsvarer. Da Peter og jeg havde talt om sagen dagen før havde vi netop berørt dette emne. Vi var enige om, at alle der havde stået omkring slagsmålet den nat, måtte have fået blod på sig. Vi vidste at K havde været smurt ind fra top til tå, men også samtlige vidner i nærheden måtte have fået blod på deres tøj og sko. Ingen af disse var på noget tidspunkt blevet undersøgt for blodspor. Det samme gjorde sig gældende for de øvrige personer der havde været sigtet og tiltalt. Kun Peters og mit fodtøj var blevet taget med ind til undersøgelse, så at der fandtes to mikroskopiske pletter på min ene støvle var i mine øjne snarere et bevis på at jeg ikke havde sparket og trampet. Det værste var dog, at Peter havde fortalt mig, at de aldrig havde haft hans støvler inde, men derimod hans gummisko som ikke på noget tidspunkt havde været i nærheden af Robin. Den aften vi var blevet anholdt i hans hjem, havde politifolkene spurgt, om det var de sko han havde haft på. Peter havde bare sagt ja og så havde de taget de forkerte med.

Min forsvarer og jeg måtte nøjes med at konstatere for os selv, at Retsgenetisk Institut ved Københavns Universitet naturligvis aldrig havde fundet spor af blod på andre af de tilstedeværendes fodtøj, da mit fodtøj var det eneste fra gerningsstedet man havde haft til undersøgelse! Så var der den famøse video, som havde betydet så meget for at jeg var blevet fængslet i starten af sagen og senere var blevet frifundet i byretten. Videoen som anklagemyndigheden nu havde travlt med at lægge afstand til. [Videoen] var et teknisk bevis, men ifølge anklageren ikke noget godt bevis, da kvaliteten var dårlig og selve slagsmålet var endt i en død vinkel. Anklageren gennemgik igen rapporterne omkring videoens tilblivelse, men gik forholdsvis let henover dens indhold. Politiet havde fortrinsvis kunnet bruge den til at identificere vidner og mulige gerningsmænd, men ikke i forbindelse med tiltalte. At den på videoen særdeles aktive Wester var blevet sigtet, tiltalt og senere dømt for forsøg på at sparke, netop ud fra videoen, nævnte han heller ikke.

Så var det gennemgangen af vidnernes forklaringer det handlede om. De tekniske beviser i denne sag er ikke mange. Indrømmet! Statsadvokatassessoren gjorde en kunstpause og kiggede op mod dommerne inden han fortsatte: MEN til gengæld har en lang række uafhængige vidner udpeget Jørn Jønke Nielsen som ham der sparkede og trampede på forurettede. Vidnerne har til politiet og i indenretlige forhør forklaret, at tiltalte sparkede og trampede et sted mellem et til ti gange. Ingen, eller næsten ingen af disse vidner har i retten i dag villet stå ved deres forklaringer. Her bortset fra L. P., som jeg må fremhæve har afgivet en vedholdende og tydelig forklaring i det indenretlige forhør. Hun er som bekendt blevet fritaget for at vidne fordi hun er bange. Og her beder jeg retten bemærke, og lægge vægt på, hvad det er for en del af verden vi befinder os i. Der er tale om et meget meget hårdt rockermiljø, hvor ingen taler og alle er bange! Vi har set og hørt det ene vidne efter det andet være bange for tiltalte og hans venner. De har pludselig ikke kunnet huske noget. De har ændret deres forklaringer. Heldigvis for sagens opklaring har vi haft politifolk inde til støtte for vidnernes første forklaringer, og jeg mener helt klart at man kan lægge deres udsagn til grund for, at vidnerne har forklaret sig som det fremgår af politirapporterne. Jørn Jønke Nielsen var den der sparkede!

Vi har S. J. som har forklaret hvordan hun stod lige ved siden af tiltalte i baren. Hun så tiltalte trampe forurettede i hovedet. Vidnet B. J. forklarer også ved sin første afhøring, at tiltalte sparker forurettede i hovedet flere gange. Han er 100 procent sikker i sin sag, hvorefter han vender og trækker sin forklaring tilbage. Et tredje vidne, R. O. har set tiltalte trampe offeret oven i hovedet. Forsvaret har ganske vist forsøgt at så tvivl om, hvorvidt Jønke tramper eller forsøger at komme fri, men det er efter anklagemyndighedens opfattelse fri fantasi og et forsøg på at dreje opmærksomheden bort fra hvad der virkelig er hændt. Så er der vidnet N. C. som er det eneste vidne der i retten har fastholdt, at Jønke trampede forurettede i hovedet. Hun har ganske vist under tidligere afhøringer forklaret, at tiltalte ikke deltog i volden, men husker nu – og i øvrigt også som hun har forklaret i byretten – at tiltalte udøvede vold mod afdøde ved at trampe ham oven i hovedet. L. P. hvis forklaring vi har fået læst op i retten sætter hele forløbet i det rette perspektiv. Hun har til politiet forklaret… og senere ved et indenretsligt forhør, at tiltalte sparkede og trampede afdøde i hovedet otte til ti gange. Dette passer også med de skader forurettede har fået. Forsvarets vidner har ikke kunnet afkræfte disse mange vidneudsagn. D. H. har ikke set tiltalte begå vold, men hun har heller ikke set ham være i klammeri med Flemming Jensen, som tiltalte jo kan ses at være på videoen og i øvrigt selv har forklaret at han var. Vi har set D. H. her i retten. Hun står ganske vist tæt på begivenhederne, men hun er ikke særlig høj. Med hendes ringe højde har hun simpelthen ikke kunnet se alt hvad der foregik. Det samme kan siges om vidnet L. H. Heller ikke hun har set tiltalte udøve vold, eller være i klammeri med afdøde. At man ikke har set tiltalte udøve vold, er ikke det samme som, at det er sikkert, at han ikke har udøvet vold.

Den dømte Jesper K. og tidligere sigtede Peters forklaringer bør retten ikke hæfte sig synderligt ved. Der er tale om to såkaldte brødre fra tiltaltes klub og vi har hørt hvilket nært forhold disse mennesker har til hinanden. Hvordan man hjælper og støtter hinanden. Alle for en og en for alle. Man er endog klar til at udøve vold for at forsvare hinanden. Vi kan simpelthen ikke fæste lid til hvad de siger. L C. har ligesom mange andre vidner i sagen ikke turdet stå ved sin forklaring og påstår endog at politiet har presset hende til at belaste tiltalte. Den køber vi ikke! Så er der tjeneren L. P., som har befundet sig bag baren og ikke har set noget. Tilbage står vi så med tiltaltes egen forklaring. Det er rigtigt, at tiltalte siden første dag har fastholdt sin forklaring, men her skal man ikke glemme, at tiltalte på et meget væsentligt område har ændret eller tilføjet sin forklaring nyt. Nemlig at han rev sig fri af forurettedes ben, lige præcis der hvor andre mener at han trampede.

Videoen bekræfter flere steder Jønkes forklaring, vil forsvaret sige. Ja, men jeg påstår heller ikke at Jønke lyver hele vejen. Han har naturligvis lagt sig så tæt op af sandheden som muligt og kun afveget den når det virkelig gjaldt! Husk på at Jønke, modsat sagens vidner, ikke på noget tidspunkt har haft eller har pligt til at tale sandt. Han kan uden strafansvar lyve som han vil. Og udover ved disse domsforhandlinger har han kun afgivet forklaring i retten. Han har hele vejen igennem sagen nægtet at tale med politiet. Hvorfor har han det? Og kan nogen forestille sig, at disse bange vidner overhovedet ville turde sige noget belastende om en mand som Jønke, hvis ikke det passede?! Når vi har med sådan et uhyggeligt miljø at gøre, er der vel næppe nogen der frivilligt og uden grund går ind og fortæller noget som ikke passer. Snarere tværtimod, vil jeg mene. Jønke er en farlig mand. Ikke en man sådan bare lige kommer på tværs af. Det har flere end forurettede måtte sande og jeg vil gerne med rettens tilladelse dokumentere nogle af de domme som er afsagt over tiltalte inden for de sidste år.

Tiltalte er tidligere dømt for vold. Første gang for legemsbeskadigelse og grov vold. Højesterets afgørelse af  11. januar 1979 med en dom på 2½ års fængsel for grov legemsbeskadigelse. Og igen: Vold mod sagesløs. Det er en dom fra byretten i gentofte på 1½ års fængsel. Den er afsagt 16. april 1981 …Hvorefter tiltalte slog forurettede flere gange og tildelte ham et spark, ligesom han fortsatte og slog forurettede nummer to med knytnæveslag…Ved med pistol at have truet begge til at tage opstilling op af væggen… Jeg troede ikke mine egne ører. Sad han der og læste op fra noget der lå så langt tilbage i tiden, tænkte jeg. Det lød ikke særlig godt og anklageren fortsatte med næste voldsom. Nu forstod jeg bedre hvorfor min forsvarer havde været så meget imod at de gamle domme blev medtaget i sagen. Jeg havde troet at anklageren blot ville nævne dem for at gøre opmærksom på, at jeg var tidligere dømt og havde været prøveløsladt gentagne gange, men nej! Han havde fundet flere afsnit frem hvor jeg i mine unge dage havde banket løs til højre og venstre. I byretten var mine tidligere domme også blevet nævnt, men her var anklageren i gang med at skære ud i pap, at jeg havde en fortid – som i øvrigt mindede meget om den aktuelle sag – hvor jeg havde sparket og slået løs på sagesløse. Jeg havde nu aldrig opfattet dem som sagesløse. Der havde været tale om folk der havde angrebet mig, eller behandlet mig eller mine ualmindelig skidt, og så havde jeg i øvrigt stoppet volden straks når de havde fået nok. …Hvorefter tiltalte sparkede forurettede i hovedet med et såkaldt karatespark og tildelte ham flere efterfølgende knytnæveslag. Det var jo domme jeg for længst havde afsonet og som hørte en fortid med et iltert temperament til. Nu bliver jeg dømt, tænkte jeg mørkt. Hvor jeg før havde haft det på fornemmelsen, var jeg nu helt overbevist.

En voldsdom mere og så en lille pause inden kronen på værket. Anklageren strålede mens han læste op. Højesterets afgørelse fra maj 1989. Min sidste dom, men til gengæld 16 år for drab! Selve ordlyden fra denne dom havde ikke så stor interesse som indholdet af de tidligere voldsdomme. Et overlagt drab med maskinpistol lå alligevel et ”pænt” stykke fra almindelig værtshusvold. Til gengæld var jeg blevet prøveløsladt for denne dom og der resterede stadig en reststraf på ikke mindre end 2078 dage. Set i lyset af tiltaltes mange domme og at flere af dem har været fællesstraffe hvor reststraf er blevet udløst, mener jeg at tiltalte i tilfælde af at han kendes skyldig skal have den fulde reststraf, eller subsidiært størsteparten af denne udløst. Tiltalte bør dømmes efter anklageskriftet for overtrædelse af straffelovens paragraf § 245. stykke 1., der omhandler grov vold mod sagesløs. Og tillige efter paragraf § 247 stykke 1. Ikke mindre end 1 års fængsel. Tiltalte er tidligere massivt straffet for vold og jeg finder derfor at hans straf bør forhøjes med 50 procent jævnfør paragraf § 247. At tiltalte igen har begået vold og under sin prøveløsladelse, og endog af så grov karakter gør, at hele hans reststraf på 2078 dage bør udløses. Hvis retten ikke finder, at tiltalte har udøvet vold efter straffelovens paragraf § 245 stykke 1, ønsker anklagemyndigheden ham subsidiært straffet efter straffelovens paragraf § 244 omhandlende almindelig vold, men også her med udløsning af prøven fra den tidligere dom.

Det var hårde ord. Udover at jeg med urette var blevet svinet til for at have trampet og sparket en døende mand i hovedet, så ville anklageren have at jeg skulle idømmes mere end syv års fængsel. K der trods alt var sagens virkelige hovedmand og formentlig også havde været det, hvis ikke jeg havde været en kendt person, havde fået seks års fængsel for at stikke afdøde ihjel med omkring ti knivstik. Nu skulle jeg så efter anklagemyndighedens opfattelse ind og brumme endnu længere tid, med baggrund i nogle mildt sagt forvirrede og selvmodsigende vidneforklaringer, samt en flok afhørende politifolks bekræftelser af samme. Det så sort ud, men lige om et øjeblik var det heldigvis forsvarets tur til at forsøge at opveje den megen negative tale. Statsanklager Steen Thomsen satte sig og overlod domstolens opmærksomhed til Preben Stuer Lauridsen.

 

Forsvarets procedure:

Forsvarer Preben Stuer Lauridsen rejste sig og rystede på skuldrene for at få sin lange sorte kappe til at falde på plads. Høje ret, begyndte han. For god orden skyld skal jeg indlede med at sige, at min klient nægter sig skyldig. Jeg vil i den forbindelse endnu en gang gøre opmærksom på det røre der har været i medierne vedrørende min klients forhold, og bede retten erindre, at den megen fokus på hans person allerede begyndte den nat Jørn Jønke Nielsen ankom til restaurant Robin. Vi har lige hørt anklageren tale om beviser og uafhængige vidner. Tekniske beviser er der så at sige ingen af, i hvert fald ingen der peger mod min klient som værende den der har udøvet vold. Og vidnerne har på intet tidspunkt kunnet forklare sig holdbart, ligesom de har skiftet forklaringer i det uendelige. Ikke nødvendigvis af frygt, et tema som anklageren har gjort unødvendigt meget ud af at fremhæve i denne sag, men måske mere som en følge af den forfærdelige oplevelse de har haft. Al den snak om bange vidner griber om sig og har nu også fundet vej ind i retssalene. På et eller andet tidspunkt må der sættes en stopper for det. Jeg mener at dommerne er de eneste som kan gøre dette. Preben holdt en kort pause for at drikke vand. Jeg benyttede mig af lejligheden til at hviske ”højere”. Nærmeste domsmand smilede ned til mig. Heller ikke hun havde kunnet høre alt. Preben ”skruede op” for lyden og fortsatte. Anklageren har fremlagt og dokumenteret de tekniske undersøgelser og jeg er langt hen ad vejen enig heri, og skal derfor gøre den del af min procedure så kort som mulig.

Hvad angår selve gerningsstedet så har retten ikke ønsket at besigtige forholdene på stedet. Jeg har selv været inde på Robin og det slog mig hvor lille og mørkt et sted der er tale om. Vi har hørt fra flere vidner, blandt andet tjeneren L. P. der arbejdede den aften, at det var en god aften. Med en god aften menes fuldt hus, og når vi ved, at brandmyndighederne tillader 140 gæster, må man gå ud fra at der har opholdt sig lige ved 140 mennesker på Robin den nat. Flere af de øvrige vidner har også forklaret at Robin var ”proppet” og vi kan derfor roligt sætte et højt tal. Det fremgår også af videoen at der er mange mennesker og jeg tvivler på at politiet har kunnet lokalisere alle. Restaurant Robin har et gulvareal på mindre end 80 kvadratmeter, herfra skal trækkes yderligere gulvplads ved de områder hvor der er placeret stole, borde og ståbar. Det giver max en halv kvadratmeter til hver gæst – og bestemt ikke frit udsyn! Som retten har bemærket, så har jeg hængt en skitse over diskotek Robin op. Preben pegede over mod væggen, og det var med syrligt tonefald han fortsatte. På politiets skitser ser det ud som om der har været en hel masse plads til vidnerne at røre sig på. Dette er ikke tilfældet. De har stået tæt, så tæt at man kan sige, at de har stået som sild i en tønde. Hertil kommer at der var halvmørkt og tilrøget. Jeg går også ud fra at der var høj musik og vi har set på videoen at folk dansede videre, selv efter at slagsmålet var overstået og Flemming Jensen lå døende på gulvet.

Vi har også hørt meget om de skader overfaldsmanden Flemming Jensen pådrog sig forud for sin død, men vi ved ikke hvor de stammer fra. For det første er der ikke tale om alvorlige skader. Det har vi hørt retsobducenten forklare. Flere af skaderne kan stamme fra fald, og er så at sige kun rifter og blå mærker. Der er ingen brud på kæbe og næse, som er de skader man normalt forbinder med grov vold. Hævelser og blodudtrækninger…Ja, men ikke en gang et flækket øjenbryn. Preben havde rejst sig og havde taget turen over foran anklagerens bord hvor mine sorte støvler stod. Han tog den ene og vendte sig mod dommerpanelet. Enhver der kender til menneskets anatomi vil vide, at det første der går hul på er øjenbrynene. Mens han talte bukkede han støvlen sammen foran dommerne og anbragte den på skranken. En del vidner har forklaret at der var fire til fem personer om at sparke afdøde. Uanset hvad man måtte mene, så kan de hver især ikke have sparket ret meget. Det fremgår af obduktionsrapporten. Anklageren var i sin procedure også inde på, at der var tekniske beviser på at min klient havde deltaget i volden. Fordi han havde blod på sit tøj og sine støvler. Heri er jeg alt andet end enig. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at de tekniske undersøgelser, hvis de overhovedet viser noget, beviser at min klient ikke har deltaget i volden. Han har været i håndgemæng med Flemming Jensen. Ja, men det er der også andre der har og de sidder ikke på anklagebænken i dag.

Det fremgik også af retsobducentens forklaring, at der havde været meget blod. Helt op til tre-fire liter har afdøde mistet inden for kort tid. Det skulle da være mærkeligt hvis ikke også min klient havde fået blod på tøjet. Det har formentlig alle som har befundet sig omkring gerningsstedet, hvad enten de har været tiltalte, sigtede eller vidner i sagen. Det er rigtigt at min klient vaskede tøj den nat, men det gjorde Peter, som alle ved jo er ude af sagen, også. Og min klient har selv beredvilligt forklaret, at han mente at have fået blod på sine bukser. Blod der i øvrigt også kunne stamme fra Jesper K, der netop havde fået et hårdt slag på munden. Peter har forklaret, at han ikke vidste om han havde fået blod på sit tøj. Ikke som anklageren fremhæver, at der ikke var noget på hans tøj. Fra gerningsstedsundersøgelsen ved vi, at der var blod på barstole og på siden af baren. På gulvet. Alle vegne! Er de omkringstående vidners tøj blevet undersøgt for blodspor? Nej! Der fandtes mikroskopiske spor efter blod på min klients bælte, og et måske to spor på hans støvler. Så små at de ikke kunne ses med det blotte øje. Jeg er sikker på, at det samme ville være tilfældet hvis politiet havde undersøgt andre af de tilstedeværendes tøj og sko. Forsvaret vil således ikke bestride at blodet på Jønkes støvler er afdødes. Jeg vil blot fremhæve at der er tale om to mikroskopiske pletter og at der ikke er konstateret andre DNA-spor efter afdøde på tiltaltes støvler.

Jeg læser op fra ”Spor og Effekter”. Det er ekstrakt romertal fire. 0875. …Ved undersøgelsen fandtes støvlen let smudsig efter længere tids brug i form af skjolde, lidt grålig afsmitninger samt lidt sandkorn langs syningen ved sålranden samt i sålmønsteret. Støvlerne bar ikke præg af at være pudsede for nylig. Det er altså konstateret at Jønkes støvler ikke har været rengjort inden for den time der er gået efter hændelsen på Robin og til han bliver anholdt. Side 0876. …Der konstateredes en blodplet i ca. str. 3 x 3 m.m. i sålranden fortil i venstre sideEndvidere konstateredes en blodafsmitning ved sålens syning ved indersiden cirka 8 centimeter fra støvlesnuden. To mikroskopiske pletter på henholdsvis ydersiden og på snuden af venstre støvle. Det rimer ikke med L. P’s påstand om otte til ti spark, og slet ikke med de øvrige vidners forklaringer om at min klient skulle have trampet. Min klient ville sparke med højre fod og bestemt ikke med ydersiden af støvlen. Det er tankevækkende, at der ikke er fundet spor efter blod eller andet DNA-materiale under sålerne. Det beviser netop, at Jønke nok har været viklet ind i Flemming Jensens ben, men ikke at han har været henne og sparke og trampe på denne.

Han gjorde det sku meget godt den gamle. Hvis jeg havde losset og trampet Flemming Jensen i hovedet burde der have været langt mere blod på mine støvler, ikke mindst under sålen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de programmer man så på Discovery, hvor politiets blodsporseksperter nøjagtigt kunne bestemme hvorfra og hvordan blodet var kommet. Om det var hældt, sprøjtet  dryppet, eller påført ved slag og spark. I andre sager brugte de enorme summer på at fastslå den slags, men ikke her. Stuer Lauridsen havde fundet vej tilbage til sin plads og var i færd med at bladre i papirer. Jeg skal gøre opmærksom på ekstrakt nr. 2. Side 0416 og 0417. Erklæring vedrørende retsgenetiske undersøgelser. Heraf fremgår det, at der ikke er fundet spor efter afdødes DNA på min klients højre fod, venstre hånd, højre skinneben og venstre skinneben. Heller ikke lægeundersøgelsen, udført om formiddagen efter anholdelsen, har påvist noget som helst som indikerer at min klient har begået vold. Tværtimod er der ingen spor, som bare antyder at min klient har været involveret i slagsmål. Ekstrakt nr. fire. Side 0848. Om min klient hedder det:  …Ingen læsioner på hals, bryst, mave og ryg. Der ses ingen tilsmudsninger eller forandring i håndfladerne. Ingen læsioner på arme eller hænder. Ingen læsioner på benene…Og jeg fortsætter frem til side 0851. Her har vi lægeerklæringen. Preben var begyndt at mumle igen og jeg måtte igen hviske ”højere”. Ingen friske læsioner på tiltalte. Om håndbevægelserne. Virker sikker. Og talen. Samlet. Om hans væsen. Virker snakkesalig. Orientering. Velorienteret. Altså ikke ligefrem noget der tyder på, at min klient kort forinden har været med til at sparke og trampe en mand halvt ihjel.

Et andet sted hvor jeg ikke er enig med anklagemyndigheden, hvad angår det tekniske i denne sag, er videoovervågningen fra Restaurant Robin. Anklageren mener ikke at denne video skal tillægges større værdi, men ikke desto mindre har man fra starten af sagen brugt den gentagne gange til at få min klient fængslet. Den har fra hvad vi ved om sagen i byretten, været med til at frifinde min klient for tiltalen om vold. Ikke mindst i pressen har vi hørt meget om videoen og vi har et vidne som direkte har sagt, at hun er blevet påvirket af at have læst i avisen om netop videoen. Det man kan sige om videoen er, at den er af dårlig kvalitet, men samtidig bakker den på flere afgørende punkter op om min klients forklaring. Vi ser, at han står der hvor han siger han står. At Flemming Jensen kommer ind og slår K i gulvet. At Jønke rækker ud efter aggressoren og kommer i klammeri. At han efter at alle er gledet ud af billedet, dukker op ved bardisken, hvor han siger at han har opholdt sig under slagsmålet, hvorefter han går væk fra stedet og samler sin jakke op. Alt sammen noget min klient har forklaret lige siden grundlovsforhøret, og vel at mærke inden han havde fået forevist videoen. Jeg vil i forbindelse med min gennemgang af vidneforklaringerne vende tilbage til båndet med video-overvågningen.

Vidnerne! Om dem kan man i denne sag generelt sige, at de har været udsat for mange forskellige påvirkninger kort tid før de er blevet afhørt. Det samme gør sig gældende i den efterfølgende periode. Her tænker jeg på den massive pressedækning, hvor særligt min klient er blevet hængt ud. Og på at flere vidner er samlevere og derfor nok har drøftet sagen over middagsbordet. Jeg er således langt fra enig med anklageren i, at vi har med en række uafhængige og skråsikre vidner at gøre. Hvis vi tager de objektive forhold først, så er vidnernes forklaringer præget af, at episoden fandt sted tidligt om morgenen. De har enten været spirituspåvirket eller trætte, eller begge dele. Ingen af dem fremstår i hvert fald helt ædru til afhøringerne. De første afhøringer, som jo er dem der er sået mest tvivl om. Et mørkt og larmende værtshusmiljø. En masse mennesker. Og så selvfølgelig den stærkt chokerende oplevelse, som det må have været at opleve en så voldsom hændelse på så nært hold. På det mere subjektive plan var alle… Det fremgår af vidneforklaringerne…, optaget af Jønkes tilstedeværelse. Han var den eneste af de næsten ensklædte rockere som alle kendte fra medierne. Og vi ved fra de første rapporter fra stedet, at alle talte om at Jønke var der. Jeg mener at man skal være meget varsom med at tro på hvad vidnerne kan huske og hvad de fortæller. Eksempelvis ved vi ud fra såvel vidnernes egne forklaringer og videoen fra Robin, at flere af vidnerne har placeret både afdøde og sig selv forkert. Jønkes placering inden tumulten starter er også angivet til flere forskellige steder af de vidner vi har hørt i retten. Vidnet B. J. har helt glemt hvor han stod. Det har retten først fået skik på efter at have set videoen.

Vi ved også, at vidnerne har ændret deres forklaringer utallige gange i løbet af sagen. Flere vidner har udpeget Jønke som hovedmanden, men samtidig fastholdt at drabsmanden K ikke har gjort noget. De fleste af vidnerne har ikke set afdødes angreb på K, men mener at det var rockerne der startede balladen ved at slå ring omkring Flemming Jensen. Dette gælder for både S. J., N. C., og B. J., men fra Jønkes forklaring og videoen ved vi, at det var Flemming Jensen der angreb selskabet med min klient og hans venner. En lang række af omstændigheder ved forklaringerne viser at vidnerne ikke er pålidelige og det gælder stort set alle vidner i denne sag. Ingen har i virkeligheden set alt hvad der er foregået. De har opfattet små brudstykker og sat dem sammen. Ofte med politiets hjælp. Jeg tror samtidig ikke, at et eneste af vidnerne på noget tidspunkt har afgivet falsk forklaring om hændelsesforløbet. De har fortalt hvad de mener at have iagttaget og hvad de tror de har set. Og så har de formentlig gjort deres bedste for at hjælpe politiet med opklaringen. Preben lagde hånden på nogle bøger som han havde taget frem til denne del af forsvaret. Vi ved fra vidnepsykologien, at vidner der befinder sig i stressede situationer, præget af angst og choklignende tilstande, hvor de netop har overværet dramatiske og ubehagelige begivenheder, er dårlige iagttagere. Det er derfor både sandfærdigt og pålideligt når vidnerne i deres senere forklaringer fragår deres oprindelige forklaringer og nu i stedet fremhæver at de ikke er sikre, eller ikke kan huske.

Anklageren vil gerne have os til at tro, at vidnerne har ændret forklaring fordi de er bange. Jeg bestrider ikke at flere af vidnerne er bange, men bortset fra L. P. som jeg aldeles ikke tror på er blevet truet, så har ingen vidner oplyst at de er blevet truet, eller blevet opsøgt af folk der har villet presse dem til at ændre forklaring. Det eneste pres som jeg kan se de har været udsat for, er hvad de har været udsat for gennem mediepåvirkning og gentagne afhøringer hos politiet. Det er ikke bare noget jeg står og siger, og som passer til lejligheden. Bogen ”Traumatiske Erindringer”, der er forfattet af Sven-Åke Christianson, som er psykolog og professor ved Stockholms Universitet, beskriver netop disse reaktioner hos vidner. Jeg vil gerne fremlægge denne bog, som jeg er blevet henvist til af cand. Psych. Dorte Bendsen ved Aarhus Universitet. Hun er en af landets fremmeste specialister inden for vidnepsykologien og bekræfter at Sven-Åke Christianson er højt respekteret for sin forskning på området. Der findes tillige omfattende amerikanske studier som bakker op om professor Christiansons undersøgelser og resultater. I al almindelighed forhindrer stærke negative og stressende følelser korrekt iagttagelse og erindring. Side 61. Preben bevægede sig op mod dommerpanelet med bogen i hånden. Retten må gerne beholde den. Jeg har et ekstra eksemplar, sagde han og lagde den på disken. Dommeren der sad placeret længst væk fra mig tog imod bogen med noget der lignede et krokodillesmil. Kiggede på forsiden som om han studerede den og lagde den igen. Vi ved at vidner husker de dele af begivenhederne som har fremkaldt angsten og ubehaget, samt de tanker og følelser vidnet selv oplever i forbindelse med begivenheden. Men evnen til at huske andre, selv centrale detaljer forringes samtidig.

Vi ved også, at vidner gerne vil være ”dygtige” og derfor hele tiden reagerer på oplevede forventninger og kropssprog hos de der afhører vidnet. I dette tilfælde politifolkene. Preben var tilbage ved sin pult og havde fået greb om sine notater igen. Det lød alt sammen meget rigtigt, men jeg frygtede lidt at det ville blæse henover hovederne på dommerne. De virkede ikke videre interesseret og hvis de fik opfattelsen af, at Stuer Lauridsen ville belære dem om hvad de her og i fremtiden skulle tillægge vidners forklaringer, kunne det måske give bagslag. Preben fortsatte lidt endnu med at citere fra bogen og henviste også til andre kilder omkring emnet. Intet af det var uvæsentligt. Snarere tværtimod, men som advokaten selv havde været inde på, så havde vi ikke rettens gehør og dommerne lignede mere og mere nogle der kedede sig. De havde allerede bestemt sig for at jeg skulle i den sorte gryde og det skulle ingen professor komme og lave om på. Spørgsmålet var ikke længere ”om jeg skulle”, men derimod ”om hvor længe jeg skulle”. Ved voldsomme begivenheder husker vidnet først det væsentlige nogen tid senere. Det passede jo meget godt ind i forsvarets kram, men hvad så med N. C.? Hun havde som det eneste vidne skiftet forklaring den anden vej rundt, og først syv måneder efter det skete! Jeg hældede mere til tanken om, at ingen af vidnerne havde styr på noget som helst og at de var pivtossede hele bundtet.

Den tekniske del af forsvarets procedure var overstået og nu gennemgik Preben Stuer Lauridsen vidnernes forklaringer en efter en. S. J. havde drukket og var meget optaget af Jønke. Hun havde stået sammen med en veninde, som intet havde set. Selv om hun står lige ved siden af Jønke har S. J. ikke bemærket at K bliver slået ned, hvilket er startskuddet til slagsmålet, fortsatte Lauridsen. Hun har skiftet forklaring flere gange og har blandt andet gentagne gange udpeget hovedmanden K som en der ikke deltog i volden. B. J., hendes mand, hævdede at de ikke havde talt ret meget om sagen derhjemme, men i hvert fald S. J. har forklaret, at hun ikke har sovet om natten siden hændelsen. Hvad har de så lavet? B. J. fragik allerede sin første forklaring kort efter at han havde været til afhøring. Idet han ikke var sikker på hvad det var han havde set. Kan man overhovedet fæste lid til en forklaring fra et vidne der end ikke har kunnet huske hvor han har stået?!  B. J. havde været stærkt beruset og ligesom sin kone meget chokeret over hvad de havde oplevet. R. O. har forklaret at han ikke var sikker på, om det var et tramp eller en løsrivelsesbevægelse han havde set Jønke gøre. Og hvorfor har politiet ikke af sig selv fået frem, at hverken han eller de øvrige vidner reelt kunne se hvad der foregik i gulvhøjde. R. O. bekræftede rent faktisk store dele af Jønkes forklaring, men havde ligesom de øvrige vidner ikke set det hele. At han har beskrevet afdøde som værende spinkel af bygning må siges at være et godt eksempel på vidners generelle upålidelighed. Manden var bygget som en kampvogn! N. C. var om nogen sagens mest mærkværdige vidne. Igennem fire afhøringer har hun fastholdt, at tiltalte ikke har sparket og trampet, hvorefter hun pludseligt i retten er vendt 180 grader og nu mener at tiltalte har trampet afdøde oven i hovedet.

Heller ikke hun har kunnet se hvad der foregik under bæltestedet. Det lignede et tramp, men hun var ikke sikker. Det kunne ligeså godt være Jønkes forsøg på at komme fri af Flemming Jensens ben, understregede forsvareren. Hun kendte i øvrigt hovedmanden K, som en flink og rar fyr der intet havde gjort! L. P som må siges at være anklagemyndighedens hovedvidne, har vi ikke haft lejlighed til at stille spørgsmål i retten. Det skal forsvaret være de første til at beklage. Retten bør være meget varsom med at fæste lid til hendes forklaring. Hun er den af anklagerens vidner som har stået længst væk fra centrum af begivenhederne. Hun stod sammen med to veninder som begge har forklaret at de intet kunne se. Og lige bag hende i baren stod tjeneren L. P., som kender lokalerne og havde opholdt sig på værtshuset hele aftenen og natten. Han var som det eneste af rettens vidner helt ædru og han så ikke Jønke sparke og trampe. Han kunne heller ikke se noget der fra hvor han stod, idet der var for mange mennesker imellem ham og begivenhederne! L. P. der i øvrigt, som de fleste andre, har forklaret at Robin var stuvende fuldt den aften. L. P. kunne heller ikke se hvad der foregik i gulvhøjde, idet personen på gulvet var gemt i vrimlen af folk. Alligevel påstår hun senere hen, at min klient sparkede og trampede afdøde i hovedet. L. P. har også med lige så stor sikkerhed udpeget en anden mand som gerningsmand til volden mod Flemming Jensen. Denne person blev i første omgang anholdt og det interessante ved denne person er, at L. P. ligesom med Jønke, havde lagt mærke til ham under sit ophold på restauranten forud for voldsepisoden, formentlig fordi han bar pandebånd og lignede en rocker. L. P. havde også bemærket, at en del gæster på restaurationen var meget interesseret i Jønke og at der stod en hel flok omkring ham. Sidst er det bemærkelsesværdigt, at vidnet ikke har set hovedmanden K i aktion. Eller for den sags skyld Wester, som vi jo kender fra videoen som en særdeles aktiv herre.

L. C. var fra sagens begyndelse anklagerens vidne, men det er ikke meget vi har hørt om hende efter at hun har fortalt hvordan hun nærmest blev skolet til sin forklaring. Dels ved påvirkning fra medierne og dels ved det pres hun oplevede under politiafhøringerne. L. C. er et ganske godt eksempel på et vidne der gerne vil hjælpe, men ikke kan hjælpe fordi hun kun erindrer brudstykker fra begivenhederne. Hun kender Wester, men ser ham ikke deltage. Hun kender også K., som hun beskriver som en flot fyr og en hun har trænet med. Han har heller ikke deltaget i volden. Men det har Jønke som hun kun kender fra medierne. Og hun er forarget over at han står i baren og skriver autografer. L. H. har ikke opholdt sig længe på Robin før det går løs. Hun har kun fået en drink og er så tæt på begivenhederne at hun tager fat i Wester og forsøger, at få ham til at holde op med det han er i gang med. Wester er manden fra videoen som i byretten er dømt for at have forsøgt at sparke afdøde. Hun har i retten fastholdt, at min klient står i baren uden at foretage sig noget da slagsmålet udvikler sig. Hun har ikke set ham udøve vold! Hun har ganske vist heller ikke set ham i håndgemæng med Flemming Jensen forud for selve  volds-handlingerne, men ingen af vidnerne har set alt! L. H. er dog ikke i tvivl om at Wester er helt fremme i skoene, hvorfor hun prøver at stoppe ham. Så er der D. H. som anklageren har forsøgt at gøre mindre end hun er. Vel er hun ikke ret høj, men vi har set på videoen at hun står lige der hvor det sker. Som et af de eneste vidner ser hun K. blive slået i gulvet. Hun opfatter det som om han blive revet omkuld, men hvem kan se og høre hvad der foregår med lys der blinker og musik der larmer.

D. H. er et af de vidner som har set mest, og hun har hele tiden fastholdt at min klient ikke deltog i volden omkring Flemming Jensen, da denne falder ned. Gruppen af personer omkring Jønke slår ring omkring afdøde og sparker, men på en måde så man ikke kan se afdøde. Siger altså hun som stod i forreste række. Jeg bemærker i øvrigt at det i forbindelse med D. H’s vidneafhøringer fremgår, at der har været et vist pres fra politiets side. Gentagne afhøringer og et pres som måske kan opfattes som et forsøg på at få vidnet til at ændre forklaring. R. M. som vi har hørt for første gang her i landsretten, stod på dansegulvet og så heller ikke min klient udøve vold. Derimod så han andre i aktion og har på et tidspunkt med 85 % sikkerhed, ligesom S. J. udpeget Peter som værende en af de der sparkede og trampede. R. M. har dog ligesom de øvrige vidner ikke kunnet se hvad der foregik i gulvhøjde og har derfor selv konkluderet, at pågældende har sparket mod afdøde. Peters og K’s forklaringer har som henholdsvis tidligere sigtet og dømt i sagen, været under anklage for at være uvederhæftige. Sådan ser jeg det ikke. De passer meget godt til hvad min klient har forklaret, dog uden at jeg skal tillægge dem nogen særlig bevisværdi. Anklagemyndigheden har påstået, at de som Jønkes ”brødre” og en del af rockerkulturen, ikke kan tillægges nogen større troværdighed. Sådan har det været hele vejen igennem sagen. Har det passet ind i anklagerens kram, så har det været ligegyldigt om det var brødres, tiltaltes egen forklaring eller andres. Bare det har kunnet bruges imod min klient.

Så er vi fremme ved sagens politividner, som jeg ikke håber at retten vil tillægge nogen større betydning for sagens bedømmelse. Danske domstole tillader normalt ikke at politifolk vidner om egne afhøringsrapporter. Der er dog desværre sket et skred på dette område. Det er meget uheldigt idet politifolkene jo altid vil bekræfte det som de selv har skrevet og som regel ud fra det synspunkt, at tiltalte er skyldig. Politiet stiller oftere – modsat hvad der foregår ved domstolene – ledende spørgsmål til vidner. Og et moderat pres fra en afhørende politimand vil altid forringe sandhedsværdien i det enkelte udsagn. Det står ganske vist skrevet, at politiet skal arbejde uvildigt i forbindelse med afhøringerne af vidner og i forholdet til eventuelle sigtede og tiltalte, men det er sjældent det sker. Når politiet først har lagt sig fast på at en sigtet er skyldig så arbejder det målrettet for at få denne dømt! Ved at føre politifolk som vidner har vi ophøjet dem til dommere over hvad deres vidner har set og forklaret. Og ikke mindst til, hvad den rigtige domstol bør vægte som det mest væsentlige. Det er simpelthen ikke en retsstat værdig. Ingen af politifolkene kunne med deres forklaringer tilføre nyt til sagens belysning. De kunne kun bekræfte, og forsøgte da også flere steder at bortforklare de mærkelige afhøringsmetoder de havde benyttet. To af politifolkene kunne huske S. J’s advarsel til sin mand forud for hans afhøring, men hverken S. J. selv, eller hendes mand B. J. kunne erindre noget om dette.

Eneste solide forklaring til denne sag, har været tiltaltes egen. Hverken forsvarets eller anklagerens vidner og deres forklaringer har på nogen måde vist sig at kunne holde vand. Jønke har fra første færd fastholdt sin forklaring og med få tilføjelser fortalt det samme hele vejen igennem sagen. Samtidig er det værd at bemærke, at videoovervågningen fra Robin passer nærmest hundrede procent med hans forklaring. Vel og mærke en første forklaring, der er afgivet i grundlovsforhør inden han vidste noget som helst om hvad der var blevet båndet fra episoden. Som jeg har været inde på, så er forsvaret bestemt ikke enig med anklagemyndigheden i, at der i denne sag har været tale om klare og entydige vidneudsagn. Tværtimod kan de mange usammenhængende og selvmodsigende forklaringer der er afgivet ikke bruges til ret meget andet end et bevis på, at man skal være overordentlig varsom med at dømme mennesker på vidneforklaringer alene. Vi har to tidligere dømte, og nu en tiltalt i denne sag. Vi har en lang række vidner, hvoraf vi må gå ud fra at det er de mest interessante som retten har hørt. MEN når vi ser på deres forklaringer omkring sagens to dømte og ene tiltalte, kunne man så forestille sig at de tre havde siddet på anklagebænken samtidig. Nej vel. For hvilke dele af forklaringerne ville anklage-myndigheden have brugt? Hvilke dele af vidnernes forklaringer skulle retten fæste lid til? Skulle man dømme den ene, måtte man frifinde den anden!

Vi har hørt anklageren gøre opmærksom på, at der ikke kan fæstes lid til Jønkes forklaring, idet tiltalte ikke har pligt til at tale sandt i retten. Dette har dog ikke afholdt anklageren fra at bruge dele af Jønkes forklaring når det har været belejligt. Hertil kommer, at heller ikke vidnerne nødvendigvis har udtalt sig sandfærdigt i forbindelse med deres forklaringer til politiet. Det har de nemlig heller ikke pligt til. Det er først i retten at deres vidnepligt træder i kraft! Det fremgår af retsprotokollen fra de mange fristforlængelser, at Jønke hele tiden har erklæret sig rede til at udtale sig. Han har blot benyttet sig af sin ret til ikke at ville lade sig afhøre af politifolk. Ikke fordi han har haft noget at skjule, men fordi han tidligere har haft dårlige erfaringer med politiafhøringer. Inden jeg går over til at kommentere anklagerens brug af tidligere domme og eventuelle strafudmålinger, skal jeg en sidste gang henlede opmærksomheden på, at det ikke var min klient og de personer han var i byen med, der forårsagede den ulykkelige hændelse og er skyld i at vi sidder her i dag. Det var Flemming Jensen selv, der fra start af var aggressoren. Det var ham der under påvirkning af spiritus og kokain opsøgte selskabet omkring K, som han i øvrigt følte at han havde et mellemværende med. Et stykke hen ad vejen var der således tale om selvforsvar og nødværge. Først da kniven kommer frem kan man sige, at tingene ændrer sig… og så at sige løber løbsk.

Jeg finder det forkert at anklageren bruger tidligere straffe for at belaste min klient. Straffe som ligger så langt tilbage i tiden, som det er tilfælde her, og som jeg ikke mener har relevans til sagen i dag. Min klient har ikke ønsket at jeg protesterer imod dette, da han ikke har noget at skjule. Jeg kunne se på Preben at han havde svært ved at tøjle sin vrede, men han kunne heller ikke begynde at gå i rette med mig foran dommerne, så det blev ved den spage protest. Jørn Jønke Nielsen er ikke siden 1989 straffet for lovovertrædelser og har heller ikke været sigtet. Han har efter prøveløsladelsen passet sit arbejde som forfatter og ikke givet anledning til problemer. Han har arbejdet siden sin løsladelse og har ikke på noget tidspunkt ligget samfundet til økonomisk last. Der var ikke så meget at sige om mine personlige forhold. De var gode og jeg klarede mig selv. Der var ingen beviser imod mig og vidnerne kunne man ikke stole på, understregede advokaten endnu en gang. Hvor der var belastende udsagn, var der tvivl og tvivlen skulle som bekendt altid komme tiltalte til gode. Min klient bør frifindes for hele tiltalen! Og så det som jeg hadede. Hvis retten finder at tiltalte er skyldig, så kan der højest være tale om en dom for § 244. Og en straf som ikke bør overstige seks måneders fængsel. Vi skal slet ikke – her også set i lyset af de domme der allerede er afsagt i sagen – op i det høje leje som anklageren anbefaler. Det er der simpelthen ikke belæg for. Forsvaret mener heller ikke, at der skal udløses prøvetid, idet den begåede vold ikke kan sammenlignes med det som tiltalte har siddet inde for under sin sidste dom. Og hvis det skulle blive tilfældet bør der maksimalt udløses hvad der svarer til 255 dage. Også henset til at de forstraffe der omhandler vold ligger mere end tyve år tilbage i tiden, ligesom tiltalte har været på fri fod i mere end tre år. Min konklusion er, at tiltalte skal frifindes, men hvis retten finder at han er skyldig, bør straffen ikke overstige seks måneders fængsel.

 

Anklagerens replik.

 

Preben satte sig og det var lige før vi alle åndede lettet op. Steen Thomsens procedure havde været lang, men det havde Stuer Lauridsens så sandelig også. Jeg synes du sagde, at dine støvler var bløde, hviskede han ud gennem mundvigen. Det troede jeg de var, hviskede jeg tilbage. Den gamle professor havde nær fået en fibersprængning i ryggen da han havde bukket min ene støvle sammen foran dommerbordet. Han havde været nødt til at lade som ingen ting og nu måtte jeg kæmpe for ikke at begynde at grine. Anklageren rejste sig og lagde an til replik. Det var sagens officielle pingpong duel der kom nu. Forsvaret prøver at så tvivl om vidnernes forklaringer og har i det hele taget ikke den store tiltro til vidnerne. Det har anklagemyndigheden derimod og jeg skal særligt fremhæve det faktum, at ikke mindre end seks af sagens vidner på et eller andet tidspunkt har forklaret, at Jørn Jønke Nielsen begik vold mod afdøde. Og særligt omkring L. P’s forklaring, som vi har fået oplæst her i retten, gælder jo det, at der var tale om en indenretlig vidneforklaring, hvor vidnet altså har haft pligt til at tale sandt. Et andet væsentligt punkt omkring dennes forklaring som forsvaret har fremhævet er, at L. P. stod for langt væk til at kunne se noget. L. P. stod foran baren, mens tjeneren L. P. stod placeret bag baren. At hendes veninder ikke har set noget, betyder ikke nødvendigvis at L. P. ikke har kunnet se noget, derfra hvor hun stod..

Der var mange mennesker på Robin den aften, men ikke så mange som forsvaret gerne vil have det til at se ud som. Det drejer sig kun om ganske få personer som politiet ikke har fået lokaliseret, og sammenholdt med videooptagelserne der flere steder viser ledig gulvplads indikerer det at der måske har opholdt sig knap 100 personer på Robin da episoden fandt sted. Vidnerne har kunnet se hvad der foregik. Ikke det hele, det medgiver jeg, men nok til at de har kunnet sige, at tiltalte deltog i volden mod forurettede. At nogle af sagens vidner ikke har bemærket at Jønke sparkede og trampede er ikke det samme som at man med sikkerhed ved, at han ikke på et tidspunkt har sparket og trampet. Jeg påstår ikke at hele Jønkes forklaring er usand, som forsvaret antyder. Det ville jo være dumt af ham. Han har naturligvis lagt sig tæt op af sandheden og videoen. Så tæt som han har kunnet. Og hvad angår de i retten dokumenterede forstraffe, så har jeg medtaget disse for at vise, at tiltalte tidligere har benyttet sig af vold. Grov vold endda. Og videre, at han i mange år gentagne gange er blevet prøveløsladt, uden at det har afskrækket ham fra at benytte vold igen. At han ikke er straffet siden 1989 skyldes måske, at han har siddet inde det meste af tiden. Helt frem til 1998 hvor han blev prøveløsladt fra sin sidste dom.

 

Forsvarets duplik.

 

Anklageren bruger hvad han kan fra Jønkes forklaringer og resten kasserer han som usandt. Det er ikke Jønke der har indrettet sig efter sandheden, men derimod anklageren der har indrettet sig efter, at min klient for alt i verden skal kendes skyldig. Jeg må gentage, at Jønkes forklaring er afgivet før han har set videoen fra restaurant Robin og at den ikke på nævneværdig måde har ændret sig siden. At den stemmer overens med videoovervågningen på Robin og på intet punkt er selvmodsigende. Vi har derimod en lang række vidner som gentagne gange har skiftet forklaring og i øvrigt forklaret sig selvmodsigende og i strid med hvad der fremgår af videoen. Jeg siger ikke at de taler usandt. Jeg siger, at de har forestillet sig noget de har set, og at de i nogle tilfælde har placeret min klients ansigt på andre personer og deres handlinger. Vi ved at der har været fire til fem personer om at sparke afdøde. Det har vidnerne forklaret, det har de tidligere sigtede og tiltalte forklaret, men hvem er de? Hvorfor har ingen vidner med sikkerhed kunnet udpege andre gerningsmænd end tiltalte? Næsten ingen har bemærket den hovedtiltalte og dømte K, som må siges at have været den mest aktive den nat. Ingen har kunnet udpege Wester som den der sparkede selv om videoen viser at han har indledt ikke færre end tre angreb. Ingen har set andre end Jønke, som de har holdt øje med hele natten. Min klient er kendt af alle. Vidnerne har kun haft ham at tale om.

Tjeneren L. P. har forklaret, at det var en god aften. Han har forklaret i retten, at en god aften er det samme som fuldt hus. Det tidligere vidne for anklage-myndigheden, nordmanden N. H. har fortalt, at der var mange mennesker. Vidnet L. P. har til politirapporten forklaret, at ”på restaurant Robin havde der været proppet af mennesker, men det var lykkedes for hende og hendes veninder at komme ind på stedet.” Ifølge et andet af anklagerens vidner N. C., så var der ”stuvende fuldt på Robin”! Og sådan kunne jeg blive ved. Lad os en gang for alle få slået fast, at der den omtalte aften på restaurant Robin var fuldt hus. Omstændighederne omkring vidneforklaringerne; det de har oplevet, det almindelige kaos på stedet med mange mennesker i tilrøgede og mørke lokaler, har umuliggjort at vidnerne har kunnet afgive ordentlige og pålidelige forklaringer. Min klient bør derfor frifindes. Og hermed overlader jeg endeligt sagen til den høje ret. Retsformanden nikkede til forsvareren og vendte opmærksomheden mod statsadvokatassessor Steen Thomsen. Nej han havde heller ikke mere at sige og tilbage var nu kun spørgsmålet om jeg ville have det sidste ord. Det ville jeg, selv om jeg efterhånden ikke mente at det nyttede noget. Jeg satte mig ind midt i salen og lagde mit fire sider lange håndskrevne manuskript på bordet foran mig.

 

Sidste ord: 

Jeg vil ikke trætte retten med en lang tale, men det er min fremtid det handler om og den kan jeg ikke tage let på. Efter min anholdelse og efter jeg havde fået af vide at Flemming Jensen var død, tænke jeg naturligvis mit. Og netop fordi jeg er den jeg er, var der kun en vej og det var fra start af at fortælle sandheden. Selv om jeg havde mine notater liggende lige foran mig og de var skrevet samme morgen, begyndte jeg at improvisere. Jeg kiggede op mod dommerne, der alle på nær to af domsmændene sad med udtryksløse miner på. Det så fra begyndelsen sort ud og det blev ikke bedre dagen efter da jeg erfarede at flere vidner påstod at de havde set mig sparke, fortsatte jeg. Det er jo løgn! Hvordan kan de sige det?! Det måtte være noget de bildte sig ind. Så kom videoen. Politiets bedste kort lød det i retten. I medierne, i arresten og i patruljevognen. Men nej. Videoen var for mig det første lyspunkt i sagen. Videoen kunne kun stemme overens med min forklaring. Nu havde vi et ”vidne” som ikke forestillede sig noget. Et ”vidne” der ikke lod sig manipulere. Et ”vidne” der var ligeglad med hvem jeg var. Et ”vidne” som ikke var bange,  og vigtigst af alt, et vidne som anklageren ikke kunne påstå var bange. Og så oplevede jeg, at videoen som havde været så vigtig for politiet pludselig ikke var vigtig mere. Den ville end ikke være blevet vist her, hvis ikke det var fordi forsvaret forlangte det. Nu var den pludselig af meget dårlig kvalitet og man kunne alligevel ikke se hvad jeg foretog mig.

Jeg synes det er skammeligt for retten, at jeg skal sidde her i denne sag og opleve hvordan en anklager lyver og benytter manipulation for at få mig dømt. Det stod ikke i mine notater og måske var det ikke det bedste at sige, men jeg kunne ikke lade være. Jeg stirrede vredt over på Steen Thomsen, der så en smule betuttet ud over mit personangreb. På trods af at ingen fra Hells Angels nogensinde har truet vidner, har været sigtet for det, eller er dømt for det. Og den kendsgerning, at ingen i denne sag er blevet truet, så har vi ikke hørt om andet fra anklagerens side end hvor bange vidnerne er og hvordan de risikerer det ene og det andet. Det er manipulation! Modsat anklageren i byretssagen, der holdt sig til sagens kendsgerninger og heller ikke ønskede at skabe mere angst i samfundet, har anklageren her kørt løs på vidnefrygt. Det er usmageligt at en mand i statens tjeneste så kynisk får lov til at misbruge den frygt som politi og presse i mere end 15 år har opdyrket. På et punkt er jeg dog enig med anklageren. Jeg kan heller ikke forestille mig at nogen mennesker vil stille sig op og lyve om sådan en som mig. Jeg har tænkt og tænkt og er kommet frem til, at det kun kan skyldes den tilstand de har befundet sig i og at de kun har haft mig på nethinden. Jeg kan kun gætte på hvordan snakken er gået, hvordan politiet har grebet chancen og fokuseret på min person. Jønke, Jønke, Jønke…

Jeg betragter mig selv som en meget ærlig mand. Det kan alle der kender mig bare det mindste bekræfte. Havde jeg sparket Flemming Jensen i hovedet. Og havde jeg skadet ham, så ville jeg indrømme det. Ikke mindst af hensyn til min troværdighed, mit forfatterskab og min foredragsvirksomhed! Havde det været påkrævet at jeg greb ind over for Flemming Jensen, så havde jeg måske også sparket, men det var det ikke. Jeg er ikke anderledes end andre gode kammerater og jeg hjælper mine venner hvis de bliver overfaldet, men jeg har aldrig tilføjet Flemming Jensen skade! …Ingen i vores selskab ønskede ballade den aften. Vi morede os og havde det sjovt med omgivelserne. Flemming Jensen ville volden og jeg vil meget nødig i fængsel for noget jeg ikke har gjort.

Det var så det. Jeg syntes ikke at det var gået særlig godt. Jeg havde ikke fulgt mine notater og jeg havde været ved at hidse mig selv godt og grunddigt op over statsadvokatassessoren. Ikke underligt. Manden sad og byggede sig en karriere på løgn og bedrag – og på bekostning af min frihed. Jeg traskede tilbage til min plads, fik et smil fra vennerne i hjørnet og en nikker fra advokaten. Retsformanden talte til de forsamlede. Retten vil nu trække sig tilbage og votere. Der vil gå noget tid inden den er klar med en afgørelse. Indtil videre sigtede den efter klokken 14.15. Den lille viser havde netop passeret tolv så der ville blive god tid til frokost, og for nogles vedkommende til at bide negle. Det var ikke mine negle det ville gå ud over for jeg var ikke længere i tvivl om udfaldet, men min ekskæreste og kammerats kæreste var nervøse som bare pokker. Vi gik ud for at få noget mad. Hvor er det bare uretfærdigt hvis du bliver dømt, blev min ekskæreste ved med at gentage. Hun havde til det sidste troet på retfærdigheden, ikke mindst fordi hun havde overværet byretssagen hvor jeg var blevet frikendt. Også Preben Stuer Lauridsen var pessimistisk. Jeg tror at vi skal forberede os på at du bliver dømt. Det er også forbandet for du risikerer en hel masse. På en måde ville det have været at foretrække, at du havde fået seks måneder i byretten. Så havde de formentlig været tilfredse. Det havde du så ikke været, da du ikke har gjort noget, men det havde nok alligevel været bedre. Min kammerat mente bare, at det var nu jeg skulle stikke af hvis jeg ville være helt sikker på ikke at ryge ind.

Og ganske rigtigt. Da vi vendte tilbage til retsbygningen lidt over to, havde de første civilbetjente indfundet sig. Tre – fire stykker af slagsen, alt andet end anonyme og med fedtede sultne smil. Pressen og andre nysgerrige var der også i stort tal. Forventningsfulde om hvad der kunne komme. Vi gled alle rundt mellem hinanden. I forhallen nedenunder, på toiletterne, ovenpå og inde i selve retssalen. Som sultne hajer der alle ventede på det rette tidspunkt. Vi hilste på hinanden. Lo til hinanden og jokede over den lange ventetid. Så meddelte en af rettens ansatte, at der ville gå lidt længere tid end beregnet og vi drev ud mellem hinanden igen. Det var varmt og jeg måtte ud af bygningen for at få luft. De civile betjente strakte hals men fulgte ikke efter. Du skal regne med at blive anholdt hvis de kender dig skyldig, sagde Preben som var gået med udenfor. I hvert fald hvis du får mere end to års fængsel. Kan vi tage et par billeder mere, spurgte et par fotografer der ligesom os ventede spændt. Skyd løs, svarede jeg.

 

Advokat Preben Stuer Lauridsen og jeg. Mens vi venter på dommen.

 

Endnu en time gik og klokken nærmede sig fire. Hvad fanden sidder de derinde og ævler om. Det er jo et stort skuespil alligevel, bemærkede jeg utålmodigt. De må være uenige om et eller andet, svarede min advokat. Vi var trukket indenfor igen og havde sat os på vore faste pladser. De fleste tilhørere og journalister var fulgt efter. Dagen virkede med et længere end lang. Hvad sker der og hvor skal vi hen? Havde man det på fornemmelsen, eller var man bare blevet træt af at vente. Endelig gik døren op ud til dommerlokalet og det var de rigtige der trådte ind. Retsformanden, de tre lægdommerne og de to øvrige juridiske dommere. Jeg studerede dem indgående. Domskvinden der havde siddet tættest på mig under hele sagen så alt andet end glad ud. Hun lignede ikke en der var tilfreds og det varslede ikke godt. Netop hun havde virket som den mest menneskelige af de seks dommere og hvis hun var ked af det, så var spillet tabt. Retsformand Ulla Staal bad mig tage plads i stolen foran dommerpodiet.

Jørn Jønke Nielsen. Retten finder Dem skyldig i tiltalen som er rejst imod dem. Det var ingen overraskelse, men jeg havde selvfølgelig ligesom alle andre på min side håbet til det sidste. Troet på, at jeg ikke for første gang i mit liv skulle dømmes for noget jeg ikke havde gjort. Jeg havde lidt den samme fornemmelse som jeg havde følt i skoleårene når jeg var røget uden for døren for noget jeg ikke havde gjort. Varm i nakken, sitren i kinderne  og vrede i sindet, men så var det overstået. Landsretten idømmer dem en fællesstraf af fire års fængsel. Det var et år for volden. Et halvt år fordi der var tale om gentagelseskriminalitet og to og et halvt år fra min prøvetid der blev udløst. Det er løgn, tænkte jeg. Fire år for ingenting. Jeg havde aldrig så meget som påført den nar andet end en blodudtrækning og så skulle jeg fire år i spjældet. Jeg vendte mig mod mine venner, som var ligeså målløse som jeg. Selv flere af journalisterne virkede rystede. Anklageren rejste sig med det samme og forlangte mig fængslet. En så lang dom for vold, faren for flugt og for det ene og det andet. Stuer Lauridsen protesterede med henvisning til at jeg var her frivilligt og at der ikke var nogen som helst indikationer på at jeg ville unddrage mig straf.

Dommerne meddelte, at de ville drøfte spørgsmålet og være klar med et svar inden for kort tid. Og så sad vi der igen og ventede. Vi trak os tilbage til vores lille konferenceværelse lige uden for retslokalet. Flere journalister bad om en kommentar, men ud over at sige, at jeg mente at dommen var vanvittig, bad jeg dem vente til efter afgørelsen om jeg skulle fængsles eller ej. Stuer Lauridsen var lettere rystet og blev endnu mere gal mens han gennemlæste det dokument retten havde udleveret. Min ekskæreste græd og jeg måtte trøste hende med at jeg jo bare ville få skrevet noget mere. Ja men det er så forkert, indvendte hun. Vel er det så, men sådan er livet nogle gange. Min kammerats kone der stammede fra Tunesien spurgte forsigtigt, om det så betød at jeg skulle i fængsel. Heller ikke hun havde rigtigt fattet hvad der var sket. Ja jeg skal i fængsel igen. Spørgsmålet var bare om det var lige om lidt, eller om ikke så længe. Ingen af os var i tvivl. Med fire år i dom var det bare at rykke direkte i fængsel. Jeg gav mine nøgler til ekskæresten og rakte min kammerat mobiltelefonen. Lad os gå udenfor og trække lidt luft, foreslog jeg. Advokaten blev deroppe og lovede at sende bud når retten var klar. Journalisterne fulgte efter og stillede spørgsmål. Tror du at du bliver anholdt? Ja selvfølgelig, svarede jeg. De civilklædte politifolk kredsede omkring byttet, men kunne ikke gøre andet end at vente.

En halv time tog det denne gang. De er klar deroppe blev der råbt henne fra døren til retsbygningen. Vi gik indenfor og jeg krammede pigerne farvel. Et par tv-hold var i færd med at gøre udstyr klar i forhallen og hele vejen op til retten stod journalisterne på spring. De havde fået det de allerhelst ville have, men alligevel virkede de ikke glade. Jeg indtog igen den varme stol og fik dagens største chok. Retten havde bestemt, at den ikke ville begære mig fængslet. Jeg havde været på fri fod siden byrettens afgørelse og den så ingen fare for at jeg ville flygte til udlandet eller unddrage mig straf. Var det en trøstpræmie? De havde sendt mig i fængsel i fire år for noget jeg ikke havde gjort. Måske havde de allerede fået bondeanger. Det var i hvert fald uhørt at en voldsdømt forlod retten med en så lang dom. Jeg tror det er hende den lyshårede domsmand der har forlangt det, sagde min ekskæreste. Hun lignede en der havde grædt, da de kom ind efter de havde kendt dig skyldig. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad min ekskæreste. Hun så selv forgrædt ud og troede på det gode til det sidste.

De stod i en bue nede i forhallen. Kameraer og mikrofoner struttende som pigge fra et arrigt pindsvin. Ja jeg er chokeret over dommen. Ja jeg har tænkt mig at anke dommen, men det er et spørgsmål om penge. Med en sådan dom kommer der jo også en regning. Jeg er jo bare en fattig forfatter. Skylden kunne ikke ankes og det betød, at jeg under alle omstændigheder ville få en regning på den sag vi lige havde været igennem. Det var næsten det værste for mig. Jeg skyldte ikke staten en nikkel og havde kunnet se frem til en klækkelig erstatning hvis jeg var blevet frikendt, men nu skulle jeg i stedet til lommerne. Du og din advokat har været ret hårde ved vidnernes forklaringer i denne sag. Hvad mener du om vidnerne i dag? Jeg mener at jeg er blevet dømt på baggrund af nogle usammenhængende forklaringer fra nogle mennesker som jeg kun kan betegne som psykiatriske tilfælde. Jeg håber både de og dommerne sover dårligt i nat for de har sendt en uskyldig mand i fængsel. Vil du anke dommen? Spørgsmålene begyndte at køre i ring og snart havde den skrevne presse fået sit. Jeg aftalte nogle interviews med Tv-avisen og Nyhederne i gården og vi trak alle sammen udenfor. Jeg lovede at vente på, at det blev tid til direkte udsendelser og i mellemtiden gav jeg interviews til lokale medier. Interessen var i hvert fald større end den havde været da jeg var blevet frikendt. Vi sagde farvel til Preben. Et par knægte var ovre at få en autograf: Pigerne begyndte at fryse og lod sig transportere op til vores klubhus i Aalborg.

Endelig var det overstået. De sidste tv-vogne pakkede sammen og jeg havde taget afsked med de fotografer og journalister jeg var kommet til at ”kende” i løbet af de tre dage sagen havde varet. Preben havde gjort et udmærket stykke arbejde. Han kunne ikke have gjort mere. Som jeg så det, så havde resultatet været afgjort på forhånd. Staten ville under ingen omstændigheder tolerere endnu en frifindelse. Jeg satte mig ind i bilen til min kammerat. Imellem sæderne havde han placeret en lille figur af Sir Lancelot. I stedet for en lanse sad der en joint. Jeg regnede med at du havde lyst til at ryge. Og ridderen skal du have fordi du altid evner at vende nederlag til sejr. Vi gav hinanden hånden, tændte op og gjorde os klar til at forlade parkeringspladsen. En enlig fotograf stod på lur ved udkørslen for at få et sidste skud af dagens taber. Jeg tog et ordentlig hvæs og pustede røgen ud gennem vinduet. Mens min kammerat styrede op igennem Aalborgs gader og over broen mod Nørre Sundby, satte jeg mig til rette for at nærlæse rettens midlertidige afgørelse.

Dokument:

Landsrettens begrundelse og resultat:

 

Også for landsretten er der forevist videooptagelser fra restauration Robin, der viser gæsterne omkring gerningstidspunktet. Disse optagelser bekræfter tiltaltes forklaring om, at han holdt fat i Flemming Jensens arm, efter at denne havde slået Jesper Østenkær Kristoffersen i gulvet. Videoen viser endvidere, at Jesper Østenkær Kristoffersen – i overensstemmelse med sin forklaring – herefter angreb Flemming Jensen med en kniv. Derimod viser videoen ikke, hvad der skete i de følgende ca. 30 sekunder, og det må efter bevisførelsen lægges til grund, at det var under dette forløb, at Flemming Jensen blev stukket flere gange med kniv – med dødelig udgang til følge – ligesom han blev trampet og sparket adskillige gange i hovedet og på kroppen.

 

Det kan endvidere lægges til grund, at tiltalte senere samme nat blandt andet lod sine bukser vaske, fordi der muligt var blod på bukserne. Hertil kommer, at der blev fundet blod i syningen mellem sålen og overlæderet på den ene af tiltaltes støvler, og at blodet efter al sandsynlighed stammer fra Flemming Jensen.

 

Mange af de vidner, der har afgivet forklaring for landsretten om deres iagttagelser som gæster på Robin på gerningstidspunktet, har afgivet en detaljeret og – for flere af vidnernes vedkommende – belastende forklaring til politiet om tiltaltes medvirken til vold mod Flemming Jensen.

 

Stort set ingen af disse vidner har senere villet bekræfte deres oprindelige forklaring afgivet til politiet i retten. Der har i flere tilfælde været tale om, at den oprindelige forklaring kort tid efter er blevet trukket tilbage eller væsentligt modificeret, således at disse vidner ikke længere har forklaret noget belastende om tiltalte.

 

Flere af vidnerne har i den forbindelse mere eller mindre klart givet udtryk for, at de har ”mistet deres hukommelse” om afgørende iagttagelser om volden udøvet mod Flemming Jensen, og at de ikke har haft lyst til at afgive forklaring af frygt for repressalier fra tiltalte eller de personer, som han omgås.

 

Da flere af vidnerne ikke har fragået deres oprindelige forklaring beskrevet i politirapporterne, men blot oplyst, at de ikke længere kan huske noget, finder landsretten det forsvarligt også at tillægge disse vidners oprindelige forklaringer til politiet bevisvægt.

 

Landsretten har herved tillagt det betydning, at der ikke er tale om de eneste eller klart væsentligste beviser mod tiltalte, da disse forklaringer skal sammenholdes med sagens øvrige momenter, der støtter disse forklaringer. Sidst men ikke mindst er der også afgivet forklaringer i byretten og landsretten om, at tiltalte har udøvet vold mod Flemming Jensen.

 

Tiltalte har selv forklaret, at han ikke sparkede eller trampede på Flemming Jensen, og at hans ben blev viklet ind i Flemming Jensens ben eller kredsen af personer omkring Flemming Jensen. Landsretten tilsidesætter denne forklaring og har herved blandt andet lagt vægt på, at denne forklaring først er fremkommet på et tidspunkt, hvor hovedparten af vidnerne havde udtalt sig, ligesom ingen af vidnerne har kunnet bekræfte dette begivenhedsforløb. Dette gælder også for de vidner, der i øvrigt har støttet tiltaltes forklaring om, at han ikke har udøvet vold mod Flemming Jensen.

 

For så vidt angår de vidner, der ikke har set tiltalte udøve vold mod Flemming Jensen, er det landsrettens opfattelse, at disse kan deles ind i to grupper. Den første gruppe omfatter de vidner, der ikke på noget tidspunkt har forklaret belastende om tiltalte. Disse vidner stod i nærheden af tiltalte, men de har f. eks. ikke set, at tiltalte på et tidspunkt havde grebet fat i Flemming Jensen. Den anden gruppe omfatter de vidner, der på grund af deres placering m.v., ikke har været i stand til at se, hvad der skete. Forklaringerne afgivet at disse vidner er herefter ikke blevet tillagt betydning.

 

Efter en samlet vurdering anser landsretten det herefter for bevist, at tiltalte flere gange har sparket og trampet den liggende Flemming Jensen i hovedet og på overkroppen. Det lægges endvidere til grund, at der var flere om at udøve vold mod Flemming Jensen, og at Flemming Jensen var værgeløs og gjort ukampdygtig, hvorfor angrebet må betegnes som af særlig rå og brutal karakter.

 

Tiltalte er ved dommene fra 1979, 1981 og 1982 idømt hårde straffe for vold. Hertil kommer, at den dom for manddrab, som tiltalte blev idømt ved Højesterets dom af 9. maj 1989, tiltalte omfatter en reststraf på 255 dage fra tiltaltes prøveløsladelse den 20. august 1982.

 

Tiltalte har herefter gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

 

Da tiltalte flere gange er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, og da forholdet er begået på et tidspunkt, da der alene var forløbet ca. 3 år og en måned af prøvetiden på 5 år efter prøveløsladelsen den 1. juli 1998, skal der i overensstemmelse med hovedreglen i straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, udmåles en fællesstraf, der også omfatter reststraffen efter prøveløsladelsen den 1. juli 1998.

 

Fællesstraffen findes på denne baggrund passende at kunne fastsættes til fængsel i 4 år.

 

T h i       k e n d e s       f o r       r e t:

Tiltalte, Jørn Jønke Nielsen, straffes med fængsel i 4 år.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter, dog således at statskassen skal betale 25% af forsvarersalæret for byretten

Retssalen

Aktörerne

Jörn Jönke Nielsen

  • facebook
  • googleplus
  • twitter
  • linkedin