Søndag d. 12 august 2001. Grundlovsforhør og min første forklaring til en dommer.
Indgangen til gården bag byretten i Aalborg er bevogtet af politi. Alligevel er fotografer, journalister, og et par Tv-hold så tæt på, at de kan filme mig og råbe spørgsmål da jeg stiger ud af politibilen. Det betyder mindre for mig, da jeg i forvejen er et kendt ansigt. Jeg smiler som jeg plejer. Jeg har intet at skjule og jeg er klar til at kæmpe. Jeg har altid syntes, at de der gemte sig bag jakker og tæpper var nogle skrog. Hvad enten det så var fordi de ikke ville stå ved det de havde lavet, eller var uskyldige og ikke magtede at kæmpe for oprejsning. Der er en kort ventetid i kælderen inden jeg bliver ført ovenpå for at møde min advokat. Der er uniformeret politi alle vegne og det virker som om de er godt oppe at køre. Det sædvanlige cirkus, hvor det mere er sagens personer der er fokus på, end selve det der er sket. Jeg får et glimt af Peter og en yngre fyr som åbenbart også er anholdt. Jeg kender ham ikke, men synes jeg har set ham før. Begge er iført politieskorte så vi nøjes med at hilse.
I et lyst advokatrum længere nede ad gangen, møder jeg for første gang den mand der skal forsvare mig. Advokat Jens Saabo er en smule lavere end mig. En pæn mand med kort hår, briller og et smil der kommer fra hjertet. Sympatisk og venlig, som en advokat bør være – ikke mindst over for en arrestant der netop har fået sin verden slået i stykker. Jeg har endnu ikke besluttet mig for om det skal være ham, men jeg synes med det samme godt om manden. Vi giver hånd og han går lige til sagen: De har ikke ret meget på dig, men som du kan se er de helt oppe at ringe. Du bliver formentlig fængslet. Det tror jeg ikke vi kan forhindre. Jeg fortæller ham, at jeg er klar over at jeg skal holde jul bag tremmer. Nej nej, siger han. Du er da den de har mindst på. Det er meget almindeligt at advokater underdriver sagens alvor, ikke mindst i den første fase hvor folk som regel er mere eller mindre rundtossede. Det virker som om han mener det, men jeg har ikke brug for det og køber den ikke.
Hvordan forholder du dig til sigtelserne? Sigtelsen lyder på manddrab. Jeg har intet gjort og jeg tror kun der kommer problemer ud af det, hvis vi prøver at skjule noget, svarer jeg. På det punkt har Peter og jeg allerede scoret et mindre selvmål med vores tøjvask. Jeg har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, forklarer jeg. Advokaten smiler. Godt, det er også det bedste. Som min far altid sagde: Sandheden kan man altid huske! I er tre der skal fremstilles. Peter kender du jo, og så er der en tredje mand. Kender du ham? Det gør jeg ikke og jeg kender heller ikke nogen af de andre, som politiet leder efter, noget vi begge ser en fordel i. At jeg ikke kender de øvrige implicerede gør, at jeg undgår at skulle sige; at jeg ikke vil fortælle hvem de er, men derimod kan holde mig til, at jeg ikke ved hvem de er. Min advokat vil også vide om jeg kendte den afdøde. Aldrig set ham eller hørt om ham, svarer jeg. Flemming Jensen. Ikke nogen rar fyr, så vidt jeg er informeret, fortæller han mig. Det banker på døren og der bliver spurgt om vi har brug for mere tid. Det har vi ikke og vi følger efter vagtmesteren.
Det er retsassessor Gunnar Clausen der residerer bag skranken ved Grundlovs-forhøret. Han gør ikke meget væsen ud af sig og virker som en der bare passer sit og vil videre i teksten. Anklageren er en køn lyshåret kvinde, iført et neutralt smil. Lotte Nielsen hedder hun, og hun er ansat som politifuldmægtig ved Aalborg politi. Peter sidder på en stol ved siden af mig. Han har sine egne betjente med, ligesom jeg har mine. Den tredje anholdte ser vi ikke og jeg aner ikke hvem han er. Dommeren indleder retsmødet med at få fastslået vores identitet. Da det er overstået føres den ene af os ud, så vi ikke får mulighed for at overhøre og afstemme hinandens forklaringer. Samtidig bestemmes det at dørene skal lukkes for offentligheden. Af hensyn til sagens videre efterforskning, hedder det. En enkelt journalist protesterer, og min advokat og jeg intet har imod åbne døre, men dommeren følger anklageren. Journalisterne og tilhørerne forlader retslokalet.
Og så er det anklagerens tur. Jeg er forberedt på hvad der må komme. I min tid har jeg mødt mange anklagere, ikke mindst kvindelige, som har været så fulde af løgn, at man end ikke kan genkende sig selv når de beskriver en. Jeg har altid foragtet den slags mennesker. De er i statens tjeneste, men lyver og overdriver uden at blinke for at få folk dømt. Nogle gange om mennesker som enten er uskyldige, eller som de ikke har nok beviser imod. Værst af alt gemmer de sig ofte bag flosklen, ”at det jo er deres job”. Lotte Nielsen virker nu ikke kynisk og hendes anklager og det fængslings-grundlag hun søger, kan meget vel være et udtryk for, at vi befinder os på et tidligt stadium i sagen. Jeg sigtes for manddrab – og særlig farlig vold for en sikkerheds skyld. Hun spørger om jeg ønsker at afgive forklaring. Det gør jeg i høj grad. Selv om jeg ikke udtaler mig til politiet har jeg intet imod at udtale mig foran en dommer. Lige nu står jeg med skægget i postkassen; sigtet for en forbrydelse jeg ikke har begået, og så med min fortid! Jeg har al mulig grund til at afgive forklaring.
Jeg ankommer til Aalborg lørdag d. 11 august for at deltage i åbningen af en motorcykelforretning. Som redaktør på et motorcykelblad, skal jeg lave en artikel om begivenheden, indleder jeg min forklaring. Efter åbningen af forretningen tager vi tilbage til Hells Angels klubhus for at hygge og spise aftensmad. Senere på aftenen tager vi ud til motorcykelforretningen igen, hvor der nu holdtes en form for festreception. Vi får noget at drikke, jeg ryger med på et par joints og stemningen er god. Jeg er sammen med Peter, et prøvemedlem, og et par mere fra klubben. Over midnat beslutter vi os for at gå i byen. Peter, K – som er prøvemedlem i Aalborg-afdelingen, og et ægtepar jeg ikke kender. Vi tager ind til Jomfru Ane Gade og lander på et diskotek jeg ikke kan huske navnet på. Vi drikker, sludrer med folk og på et tidspunkt opsøges vi af politiet. De tager K med ud og han får ikke lov at komme ind igen. Kort efter går vi videre og vi ankommer til restaurant Robin et stykke over midnat. Her er mange mennesker, men vi skaffer os en plads i baren. Nogle bestiller drinks og flere fra omgangskredsen kommer til. På et tidspunkt er vi måske helt op til 25 mennesker der kender hinanden, heraf er en del piger. Peter og jeg står i baren og folk kommer og spørger efter autografer eller vil bare snakke. K står ude på dansegulvet, han har min jakke over armen og er i øvrigt ædru, da han er chauffør for os andre. På et tidspunkt vender jeg mig fra baren og skuer ud over dansegulvet. Jeg står med min drink i højre hånd og læner mig tilbage mod bardisken. Pludselig står der en kraftig bygget fyr foran mig. Jeg kender ham ikke og da han stirrer frem for sig med et ondskabsfuldt blik, får det mig til at kigge til siden. Jeg får øje på K, men i det samme slår manden foran mig til. Han rammer K på hagen, så han falder om. Jeg hiver med det samme fat i mandens skulder for at få ham væk fra K. Overfaldsmanden gør en hurtig bevægelse og det får hans trøje til at glide ned ad skulderen i det han vender sig imod mig. Det virker som om han får sig en slem forskrækkelse da han ser at det er mig, men straks efter er der en der hiver i ham fra den anden side og han vender sig bort fra mig. Jeg benytter lejligheden til at sætte mit glas fra mig og griber derefter fat om hans højre arm. Sammen med Peter får vi hevet ham ind til bardisken, men han er bomstærk og jeg må nøjes med at koncentrere mig om den ene arm jeg holder. Med hovedet nede mellem skuldrene og et godt tag i bardisken synes jeg selv at jeg har godt fat. Alligevel bliver jeg nærmest flået væk fra baren og er lige ved at ryge med ned. Jeg slipper mit tag og kommer fri af slagsmålet og ser at andre kaster sig over ”angriberen”. De sparker og slår på overfaldsmanden der nu ligger på knæ med hovedet vendt skråt ud mod gulvet, i retning mod indgangen til værtshuset. Peter bliver mast imod mig og han siger at jeg ikke skal blande mig. Vi står begge presset helt op til bardisken og efter kort tid trækker jeg mig væk. Jeg kommer i tanke om min jakke og går ud på dansegulvet for at samle den op. Bagefter stiller jeg mig ind til baren, længere nede. Jeg falder i snak med et par, som jeg ikke er helt klar over hvem er, men som senere viser sig at være det ægtepar vi er fulgtes med i byen. En pige står foran mig og siger noget med at hun har fået et spark i maven. Bliv her, siger jeg. Så skal jeg nok passe på dig. Der går et minut, mener jeg, så kommer Peter og et par andre hen og spørger om vi skal skride. Vi har ikke specielt travlt da vi tror, at der bare er tale om en slagsbror som har fået en røvfuld. Jeg ser K igen, men kan slet ikke forestille mig at han har deltaget i slagsmålet. Han har blod i mundvigene og virker groggy. Vi går stille og roligt ud gennem lokalet. Jeg kan se at overfaldsmanden ligger ovre ved baren, men ikke hvad der er sket med ham. Jeg er mest af alt irriteret på ham. En perfekt aften er blevet spoleret. Vi skråer over Jomfru Ane Gade og går ind gennem en port. Peter kender nogle folk der holder til i en indvandreklub, her kan vi sunde os indtil vi beslutter hvad vi skal. Der er slukket og lukket men vi får nogle af beboerne banket op og bliver lukket ind. I baren på anden sal får vi en drink og først her går det op for Peter og jeg hvor alvorlig sagen er. Overfaldsmanden har ikke bare fået tæsk, han er blevet stukket med kniv. Fuck noget lort, tænker jeg og skælder ud på nogle af de yngre gutter som også er tilstede. Efter en halv times tid bliver vi hentet i bil.
Min forklaring er lige til, men den passer selvfølgelig ikke ind i det billede anklageren og politiet har af hændelsesforløbet. Jeg har grebet fat i overfaldsmanden og forsøgt at holde ham. Heri er både anklager og jeg enige, men flere vidner har fortalt politiet at de har set mig sparke og trampe afdøde Flemming Jensen i hovedet. Et af dem mener ligefrem at jeg afslutter volden med smil og sejrtegn, samt et sidste spark til Flemming Jensens hoved. Jeg har svært ved at tro på hvad jeg hører og undrer mig over hvorfor nogle kan finde på at lyve om noget så alvorligt. Der findes også et videobånd fra diskotek Robin, men båndet fremvises ikke i retten da politiet ikke er færdige med at bearbejde det. I stedet fremlægges nogle dårlige fotokopier af [stillbilleder] fra videoen. Det er umuligt at se noget som helst på de billeder, men politiet har midlertidigt gættet sig frem til, at jeg er både aktiv og klar over at der stikkes med kniv. Jeg taler med min advokat om det, og uanset hvad, så betragter vi videobåndet som det første lyspunkt på en ellers mørk himmel. Da jeg aldrig har stukket Flemming Jensen med kniv, og aldrig har sparket ham i hovedet, må videoen frikende mig.
Peter og jeg er allerede blevet enige om at holde os til sandheden, derfor har jeg ingen problemer med at fortælle om hans rolle i sagen, om end jeg ikke kender alle detaljerne omkring hans færden. Det skete så pludseligt, nærmest med chokstart og hulter til bulter, for derefter at være overstået næsten inden det var begyndt. Tidsfornemmelsen er det første der ryger og samtidig foregik det på et overfyldt diskotek, ligesom vi var fulde og jeg selv påvirket af cannabis. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at vi begge hev fat i krabaten efter at han havde slået K ned og at Peter skubbede mig væk fra slagsmålet da overfaldsmanden blev revet omkuld. Anklageren spørger mig nu om Jesper Ø. Kristoffersens deltagelse i volden. Her opstår en mindre misforståelse da jeg ikke aner hvem han er. Det viser sig at være K, og på det tidspunkt er det min klare opfattelse, at han ikke kan være knivstikkeren. Det sidste jeg ser til K er at han bliver slået i gulvet, lige inden slagsmålet begynder og jeg lægger først mærke til ham igen da det hele er overstået.
Det næste springende punkt er Peters og min famøse tøjvask. Selv om der er en rimelig logisk forklaring på den del af forløbet, så stinker det langt væk af ”bortskaffelse af beviser”. Da anklageren borer i såret kommer jeg til at tænke på filmen ”Very Bad Things”. Heri jokker en flok mere eller mindre uskyldige personer længere og længere ud i spinatbedet i et forsøg på at dække over et uheld. Jeg forklarer at jeg vasker mit tøj fordi jeg skal bruge det samme dag (søndag), da jeg skal tilbage til Sjælland med flyver. Jeg har kun et par bukser med og det ser ud som om der er kommet blod på. Pletten er på størrelse med en femkrone og den sidder på mit højre lår. Hvorfra stammer blodet, spørger anklageren selvfølgelig. Det ved jeg ikke. Faktisk ved jeg ikke engang med sikkerhed om der er tale om blod. Da jeg ikke har haft mulighed for at analysere det, svarer jeg frækt. Set i lyset af nattens hændelser og det faktum at jeg ikke selv har blødt, formoder jeg dog at det er blod fra den dræbte. Anklageren er naturligvis tilfreds med mit svar, da politiets tekniske afdeling ikke har fundet spor efter blod på hverken Peters eller mit tøj.
Uskyldig eller ej, og hvor uretfærdigt det end måtte føles, så må jeg over for mig selv erkende, at jeg ville have fængslet mig selv hvis jeg havde været dommer. En mand var død – dræbt med adskillelige knivstik. Flere vidner havde over for politiet givet udtryk for, at jeg havde været aktiv deltager i slagsmålet. Videoen – som ifølge politiet – viste min deltagelse i volden. Tøjet i vaskemaskinen og min forklaring om blodet på samme Det faktum at jeg er prøveløsladt for drab og har flere domme for vold bag mig. Og så det helt uvæsentlige, som en dommer ikke burde lade sig påvirke af, men som de fleste mennesker i dagens Danmark ikke ville kunne se bort fra; mit medlemskab af motorcykelklubben Hells Angels MC, samt den eventuelle frygt dette ville kunne påføre vidner. Sidstnævnte hysteri var allerede så småt begyndt at gå i luften og jeg kunne levende forestille mig hvad aviserne ville få ud af dette næste morgen.
Dommeren afgjorde at der var ”særlig bestyrket mistanke om medvirken til manddrab” og fulgte dermed anklagerens begæring om varetægtsfængsling. 14 dage i isolation. Advokaten og jeg kærede straks kendelsen til Vestre Landsret. Ikke fordi vi forventede at jeg ville blive sat på fri fod, men fordi ”vi” var uskyldige. Jeg ventede i kælderen mens de øvrige anholdte blev afhørt og så var det igen op til et kort møde med advokaten. Peter og den tredje mands forklaringer rokkede ikke ved det jeg havde sagt, men det havde været begrænset hvor meget de kunne huske. Peter blev fængslet ligesom jeg, mens den tredje person blev løsladt og aldrig tiltalt. Særligt videoen var vi meget interesserede i og det var vigtigt at min forsvarer så hurtigt som muligt fik den set. Efter at advokaten havde lovet, at ringe til mine forældre og min kæreste for at sige, at jeg havde det godt, var det farvel. Vi aftalte en længere samtale med gennemgang af sagen inden næste retsmøde og så var det ned i kælderen igen. Kort efter sad jeg i en politibil og var på vej ud af gården. Pressen bevogtede stadig porten for om muligt at få nogle flere billeder eller en kommentar. Jeg ignorerede dem men glædede mig over en lille flok brødre og venner fra Aalborg-afdelingen, der stod uden for porten og vinkede.
Jörn Jönke Nielsen
