Fire dage i Aalborg byret. Set med mine øjne, men beskrevet ud fra hjælpekilder: rettens dokumenter, advokatoptegnelser, avisartikler, samt udsagn fra andre der overværede retssagen.

Dag 1. torsdag d. 21. marts 2002

To uniformerede betjente fra Aalborg politi hentede mig i arresthuset i Randers. Sammen kørte vi mod Aalborg, en køretur på cirka en time. Jeg var i fint humør. En smule spændt på hvad der ville ske, men jeg glædede mig til at komme i gang med retssagen og få det overstået. Pressen lugtede ”rockerblod” og stod på lur i porten ind til gården bag retsbygningen. Allerede ved min ankomst kunne jeg se at der var mere politi end der plejede at være. Siden første fængslingskendelse i dommervagten, var antallet af politifolk som overværede retshandlingerne, langsomt blevet skåret ned til de to der minimum skulle være der. Jeg sad ene mand tilbage på anklagebænken, så der var kun mig at passe på, samt den sædvanlige foregivelse af, at man var nødt til at ”opretholde” et stor sikkerhedsopbud for at beskytte skræmte vidner. Status var: Peter og Svonny var løsladt og havde fået tiltalefrafald. K havde fået seks års fængsel for de knivstik der havde medført Flemming Jensens død. Wester havde modtaget en fællesstraf på et år for at have slået den afdødes ven ned med en flaske, for at have forsøgt at sparke afdøde, samt tre måneder udløst fra en tidligere dom.

 Efter en kort ventetid i kælderen blev jeg ført op på gangen ved retslokalet. Seks betjente eskorterede mig nu og endnu flere ventede ovenpå da elevatordørene gik op. Der var også en del journalister, min bedste ven, min ekskæreste og en af hendes veninder. Det var noget af en forandring fra de søvnige fristforlængelser vi havde oplevet og advokat Jens Saabo var allerede godt oppe at ringe. Sådan et skuespil gider jeg ikke være med til, knurrede han, efter at et par overenergiske politifolk havde foreslået ham at vi kunne holde vores lille formøde nede i kælderens ventecelle. Advokaten og jeg satte os ind i et af de små møderum i nærheden af det retslokale sagen skulle føres i. Årsagen til det store politiopbud var formentlig en blanding af ovennævnte; at man ønskede at skabe en særlig stemning omkring mig, samt en forventning af at der ville være et stort fremmøde af bikere når sådan en som jeg skulle for retten. Sådan skulle det ikke gå. To af mine brødre var mødt op. Min forsvarer og jeg ønskede højest to brødre tilstede under sagen, da vi forudså, at anklagemyndighed og medier ville bruge det til at farve sagen imod mig, såfremt fremmødet blev for massivt.

 Retssalen så ud som den plejede, men dommer Hanne Fanø var denne gang flankeret af to meddommere. De såkaldte domsmænd der var udvalgt som lægdommere ud fra medlemslisterne fra landets forskellige politiske partier. På hendes højre side, en høj rødmosset mand iført briller og nobelt jakkesæt. Han virkede meget tændt og sad allerede klar med spidset blyant. På den anden side af dommeren sad en ældre dame, som lignede prototypen på en rigtig mormor. Hun blev naturligvis straks min favorit, men Saabo kunne, juridisk set, bedre lide den anden. Han er opmærksom på hvad der sker og vil ikke lade sig skubbe rundt af dommeren. Du har ret i at hun ser rar ud, men hun afgiver formentlig sin stemme efter hvad dommeren mener. Ved siden af dommerne, to unge piger. Den ene var referent og sad parat bag computeren. Den anden en eller anden form for assistent der under sagen ville løbe ærinder for dommerne. Overfor os havde vi anklager Lotte Nielsen, der i dagens anledning var blevet udstyret med sidemand. Politiassistent Jesper Müller skulle forestå videofremvisningen på det store lærred der var opstillet bag anklagemyndigheden.

 Dommer Hanne Fanø oplæste et par formaliteter om at retten var sat og det skulle lige konstateres, at jeg var den jeg var, og at jeg erklærede mig IKKE SKYLDIG. Stemningen var i orden. Det var en alvorlig sag, men de forskellige implicerede tog det roligt og den hektiske aktivitet de mange betjente havde forårsaget ude på gangen kunne ikke mærkes i retslokalet. På tilhørerrækkerne sad en halv snes journalister, et par nysgerrige jurastuderende, mine kære, og så selvfølgelig de tre-fire betjente der skulle sikre ro og orden i selve retslokalet. Inden anklageren indledte sin sagsfremstilling var der en mindre diskussion om hvordan og hvornår der skulle dokumenteres. En lang række forhold omkring bl. a. tekniske undersøgelser var både forsvarer og anklager enige om. Det blev derfor besluttet, at forsvareren blot skulle kommentere på anklagerens konklusioner, såfremt der var uoverensstemmelser. Eksempelvis stod det ikke til diskussion at Flemming Jensens blod var fundet på min ene støvle. Det skulle blot præciseres hvor meget og hvor på støvlen, så måtte diskussionen om hvornår og hvordan det var kommet på, vente til senere.

 Anklageren fremlagde sin sag. Først fortalte hun hvad der var sket på restaurant Robin. Hendes fremlægning var naturligvis politiets udlægning af sagen og fra deres side mente man, at jeg havde begået vold. Også en del af hændelsesforløbet var både anklager og forsvarer enige om: Vores gruppe var ankommet til værtshuset først. Flere havde sluttet sig til os og stemningen havde været god. Efter et stykke tid var Flemming Jensen og to venner ankommet til restaurant Robin og havde maset sig ind gennem menneskemængden foran baren og indledt slagsmålet ved at slå K i gulvet. Jeg havde ganske rigtigt, som jeg selv havde forklaret, grebet fat i Flemming Jensens trøje og rodet rundt med ham, men derefter mente anklageren at det havde udviklet sig til grov vold. Hun påstod at jeg med min forklaring, havde lagt mig tæt op af sandheden og videoen – som jo for mit vedkommende desværre kun viste en del af episoden – mens jeg havde udeladt at fortælle om min andel i de voldshandlinger der fulgte. Der var så godt som ingen tekniske beviser imod mig, men flere personer havde forklaret at jeg havde udøvet vold og det ville hun dokumentere ved at føre dem som vidner. Min forsvarer gjorde derimod gældende, at der ikke var beviser for at jeg havde udøvet vold og at vidneforklaringerne i det store hele var usammenhængende og selvmodsigende.

 Så blev det min tur til at indtage den ”varme stol” foran dommersædet. Jeg havde afgivet forklaring to gange tidligere og min tredje forklaring ændrede ikke ved disse forklaringer. Som jeg havde forklaret i  [dommervagten] knap otte måneder forinden, og senere gentaget ved afhøringen i forbindelse med fristforlængelsen, så havde jeg blandet mig for at stoppe Flemming Jensens voldelige fremfærd. Eneste nævneværdige ændring mellem forklaring et og to var detaljen om at jeg havde måttet rive mig fri af Flemming Jensens ben, efter at han havde været ved at trække mig med ned. At der overhovedet var tale om en ”uoverensstemmelse” i forklaringerne skyldtes den måde anklageren udlagde det på. For mig (og min forsvarer) var det blot en detalje som ingen betydning havde haft for sagen før vi var blevet opmærksom på at flere vidner havde påstået, at jeg havde lavet en trampe-bevægelse, vel at mærke uden at de havde kunnet se min underkrop! Mens jeg forklarede indprentede jeg mig dommernes forskellige måder at reagere på. Var de opmærksomme, rynkede de panden, så de ud som om de forstod mig. Gad de overhovedet høre på mig? Det virkede sådan, for den kvindelige domsmand havde hele tiden sin opmærksomhed rettet imod mig, mens hendes mandlige kollega havde travlt med at tage notater. Og vigtigst af alt; dommer Hanne Fanø fulgte med. Som den retskyndige af de tre havde hun formentlig det største ord.

 Vidneafhøring af Nils H. / nordmand.

Sagens første vidne tog plads i vidneskranken. Nordmanden Nils H. havde siddet i baren, lige inden for døren til venstre og med udsigt skråt over til den del af baren hvor jeg havde stået. Nils H. var en lille forsagt fyr, der med det samme vandt samtlige tilstedeværendes sympati. Iført fin skjorte med flip, der knap nok dækkede over hans røde nybarberede nakke, sendte han skiftevis små forsigtige smil til anklager, dommer, forsvarer og mig. Jeg prøvede at holde mig neutral, men så mig nødsaget til at smile tilbage, da hans fremtoning ellers kunne give det indtryk, at han var bange for mig. Han var snarere nervøs over at være salens midtpunkt og det blev ikke bedre af, at han rodede så meget rundt i sine forklaringer at de fleste enten sad og smilede, eller smågrinede. På den anden side var hans fremtoning og usammenhængende beskrivelser af det der var sket, med til at bryde isen i det ellers alvorlige forum.

 Niels H. havde været i byen det meste af natten og var gået ind på restaurant Robin. Her havde der været mange mennesker og han var faldet i snak med to danske piger i baren. På et tidspunkt havde han på den modsatte side af baren set en mandsperson slå en anden mand i ansigtet, så denne var forsvundet ned bag disken. Det gik nogenlunde for anklageren så længe det var hende der guidede vidnet gennem forklaringerne, men da forsvarer Jens Saabo overtog afhøringen, begyndte nordmandens vidnesbyrd for alvor at falde fra hinanden. Han havde efter slagsmålet talt med de to piger (afhørte vidner) i baren om hvem der havde været med. De havde ikke selv set noget, men havde fortalt ham, at en person der vist hed noget med Jørgen Jensen, kaldet ”Jønne” og var medlem af Hells Angels, stod blandt de der var kommet op at slås. Til politiet havde han ved en senere afhøring og fotokonfrontation i Københavns lufthavn udpeget mig som den der havde slået med hundrede procents sikkerhed. Han måtte dog erkende, at han i perioden mellem episoden og foto-konfrontationen havde set mit billede i norske aviser, hvilket kunne have haft indflydelse på, at han havde udpeget mig som den der havde slået.

 Jens Saabo gik forsigtigt til værks. Der var ingen grund til at gøre manden mere forvirret end han var og som tingene udviklede sig var han mere vores vidne end anklagerens. Han havde ikke på noget tidspunkt set nogle holde fast i Flemming Jensen, og han forklarede, til hele salens moro, at han ikke havde været beruset. En ædru nordmand klokken tre om natten i Jomfru Ane Gade var mere end de fleste kunne stå for og selv dommerne måtte overgive sig. Helt galt gik det, da han som den første skulle placere de forskellige personer på videoen, som nu blev vist for første gang på en storskærm. Man kan jo ikke se noget, udbrød flere af de pressefolk der havde stillet sig over bag os, for at få et første glimt af den video som de havde skrevet så meget om de sidste otte måneder. Med politiassistent Jesper Müller og hans pegepinds hjælp lykkedes det dog at identificere de vigtigste af sagens aktører. Først udpegede Nils H. hvor han havde siddet, på en skitse over barlokalet der lå på dommernes skranke. Derefter udpegede han mig på videoen, som værende K. Her endte forvirringen ikke for ti sekunder senere udpegede han mig som den person der havde slået K i gulvet! Det måtte være Flemming Jensens knytnæveslag mod K han havde set den aften.

 Så har vi fået konstateret at det var dig der slog K i gulvet, bemærkede en tilfreds Jens Saabo da han returnerede fra dommerskranken og satte sig. Nordmanden havde tillige forklaret at den der havde slået havde haft en lys trøje på. Det havde Flemming Jensen haft, hvorimod jeg og alle andre i mit selskab havde været klædt i mørkt tøj. Niels H. havde også haft opfattelsen af, at jeg havde haft en tyk guldlænke om halsen. Intet var mere forkert. Alle der bare kendte en smule til mig vidste, at jeg aldrig gik med smykker. I det hele taget var det os en gåde hvorfor anklagemyndigheden forsøgte at hænge mig op på det knytnæveslag. Ingen andre havde med sikkerhed set mig slå. Videoen viste at jeg kun holdt fast i afdøde, og Peter – der som den eneste havde erkendt at han havde slået afdøde to-tre gange med knytnæve – var end ikke blevet tiltalt. Fremgangsmåden med at alle vidner skulle vise dommerne hvor de befandt sig, for derefter at blive udpeget af Jesper Müller på videoen, så ud til at være den rigtige.

 Det næste vidne er ikke dukket op, meddelte anklageren. Vidnet Lykke C. havde i stedet fremsendt en lægeerklæring om at hun var syg, og i øvrigt så meget ude af balance, at hun ikke magtede at vidne. Dommer Hanne Fanø besluttede sig for en kort pause mens hun og lægdommerne undersøgte sagen. De forlod retslokalet for at ringe til kvindens læge og høre hvor galt det var fat. Advokaten og jeg benyttede ventetiden til at småsludre og et par af journalisterne kom over. De havde fået deres første ”bange” vidne og ville høre hvad jeg mente om det. Bange vidner skader min sag mere end de der blot møder op og fortæller hvad de mener at have set, svarede jeg. Der gik en lille halv time før dommerne kom tilbage. Hanne Fanø tog ordet og meddelte, at hun havde talt med kvindens læge og at retten herefter havde besluttet, at vidnet skulle findes og om nødvendigt anholdes. Får ikke at vi skulle gå helt i stå, spurgte hun anklageren om andre af de indkaldte vidner var mødt. Et af dem sad ude på gangen og ventede og han blev straks kaldt ind.

Vidneafhøring af Lars P. / tjener

Modsat den forvirrende nordmand, så havde den yngre mand der nu satte sig i vidneskranken mere styr på hvad han havde oplevet den aften. Formentlig fordi han arbejdede som tjener på stedet og havde været ædru. På et tidspunkt havde han observeret mig i baren, hvor jeg havde bestilt et glas isvand. Jeg erindrede ikke selv, at have drukket isvand, men det var meget almindeligt at jeg snuppede et glas vand ud på natten, når spiritus og sodavand havde klistret min mund til. Lars P. havde til en af sine kollegaer bemærket, at ”der var fornemt besøg” og han huskede, at jeg stod midt på baren ud mod dansegulvet. Han havde selv opholdt sig bag baren, ved den lille åbning i bardisken, da balladen startede. Værtshuset havde været proppet og det var svært at se noget derfra hvor han stod. På et tidspunkt udbrød der slagsmål foran baren og tæt på det sted hvor han havde serveret for mig. Da det udviklede sig løb han ud for at ringe efter politiet. En anden tjener var allerede i færd med at ringe, så han løb tilbage og om på den anden side af bardisken, hvor den døende lå. Der var en del blod og et par piger prøvede med viskestykker at stoppe blødningerne. Lars P. forklarede at han forsøgte at hjælpe, mens pigerne samtidig prøvede at holde den døende vågen. Det virkede som om han reagerede, men det så ikke godt ud. Han havde under hele forløbet på intet tidspunkt set mig deltage i noget der mindede om vold.

 Lars P. var hurtigt overstået, men han havde givet retten et indblik i hvordan der havde været på værtshuset, den aften det gik galt. Mange fulde mennesker, høj musik, og stor forvirring. Bortset fra vidnet der ikke var mødt op, gik sagen udmærket. De to første vidner havde ikke belastet mig, men tværtimod på flere områder understøttet min formodning om, at absolut ingen af vidnerne havde set hvad der i virkeligheden var sket. Anklageren var ikke tilfreds med sagens udvikling, men jeg vidste af erfaring at den slags kunne vende i løbet af et sekund så der var ikke noget med at føle sig oven på. Det næste vidne havde under sin første afhøring hos politiet sagt at hun havde set mig udøve vold mod den dræbte, men senere havde hun fragået denne forklaring. Hun ville helst ikke møde mig, så min advokat spurgte om jeg havde noget imod at sætte mig ned bag ved, så der ikke opstod ”øjenkontakt”. Ydermere ville mine to brødre, min kammerat, samt en journalist der med sit lange skæg mindede om en biker, blive bedt om at forlade salen mens vidnet og hendes mand skulle afgive forklaring. Vi havde fra start af besluttet at fare med lempe, når det gjaldt vidner og uanset hvad, så endte det alligevel altid med at kendelserne faldt ud til anklagerens fordel. Heldigvis havde anklageren en fornuftig indstilling til den del af sagens forløb. Ligesom forsvaret ikke ønskede at sagen skulle farves af vidnernes opførsel, ville anklageren  ikke være med til at gøre sagens -og fremtidige vidner endnu mere bange end de allerede var. Den del af showet havde medierne og kyniske retspolitikere for længst klaret.

Vidneafhøring af Sanna J. / gift med vidnet Bjarne J.

Jeg havde sat mig ned på bagerste række blandt tilhørerne da anklageren dukkede op med vidnet. En cirka 40-årig kvinde, ikke så høj og en anelse kraftig, der virkede alt andet end glad ved situationen. Anklageren viste hende på plads mens dommer Hanne Fanø forklarede hende om hendes vidnepligt og om hvordan afhøringen skulle foregå. Det var tydeligt at også dommeren ønskede at vidnet skulle føle sig tilpas. Efter en række indledende spørgsmål omkring vidnets tilstand var ingen længere i tvivl om at hun var trykket af hele situationen. Oplevelsen havde taget hårdt på hende og hun havde ikke sovet ordentligt i lang tid. Hun havde dog ikke været udsat for noget ubehageligt siden. Sanna J havde været på restaurant Robin den pågældende aften og i følgeskab med sin mand. Hun forklarede, at hun ikke havde været særlig fuld og havde diskuteret med sin mand om ikke det var Jønke der stod i baren. For at være helt sikker havde hun henvendt sig til mig. Jeg havde bekræftet, at jeg var Jønke, men havde ikke virket videre snaksaglig. På et tidspunkt var der udbrudt ballade til højre for hvor hun stod, men hun havde ikke set hvordan det var startet. Til politirapporten ved første afhøring har du forklaret, at du så Jønke trampe afdøde i hovedet en til to gange, prøvede anklageren. Det kan jeg ikke huske, svarede vidnet og anklageren måtte prøve igen. Jeg har haft det så dårligt og jeg kan altså ikke huske det, gentog hun. I en politirapport af 12. august 2001, siger du at du så Jønke trampe direkte oven i hovedet på nu afdøde. Passer det ikke? Det kan jeg ikke huske. Jamen det står der jo, prøvede anklageren. Så må det vel passe, at jeg har sagt det, men jeg kan altså ikke huske det. At du har sagt det, eller at du har set Jønke sparke? Ja det hele. Det er som om at alt er sort. Det flyder ud for mig når jeg forsøger at huske. Sådan gik det hver gang anklageren forsøgte at nærme sig sagens kerne. Sanna J. kunne intet huske fra sine tidligere forklaringer. Om det var chokket over den ubehagelige oplevelse, frygten for ”rockerne”, eller tvivlen der havde tag i hende, var svært at afgøre.

 Anklagerens store problem var, at Sanna J. ved den første afhøring – ifølge politirapporten – havde været ”lettere beruset” og ikke havde villet underskive afhøringsrapporten. Med andre ord ville hun ikke umiddelbart stå ved det hun havde forklaret og en ikke underskrevet politirapport var så godt som værdiløs. Derimod havde hun ved afhøring nummer to fortalt, at det hele virkede uklart og at hun havde svært ved at huske hvad der egentlig var foregået. Hun havde blot set en person slå på den senere afdøde og havde efterfølgende forsøgt at hjælpe den døende. Hun havde i hvert fald ikke set mig begå vold. Afslutningsvis havde hun forklaret, at hun ønskede at fortrænge episoden og at hun frygtede at skulle vidne i retten såfremt hun ved en senere fotokonfrontation udpegede personen. Denne anden politirapport var underskrevet og dermed godkendt af vidnet selv. Efterfølgende havde hun selv kontaktet politiet med henblik på at deltage i fotokonfrontation og en tredje afhøring, i det hun mente at kunne kaste nyt lys over sagen. Hun ønskede fortsat at hjælpe politiet med opklaringen og var pt. ikke bange for rockerrelaterede personer. Heller ikke ved sidste afhøring havde hun kunnet udpege nogen der sparkede eller trampede, men derimod mente hun; at genkende Peter som den der havde slået afdøde med knytnæve, K som den der havde stået ved siden af hende og ikke foretaget sig noget, samt mig der havde stået i baren. Tredje politirapport var ligesom den første ikke underskrevet.

 Ligegyldigt hvor meget anklageren prøvede, så var der ikke noget at hente. Vidnet var enten uenig, modvillig eller havde fortrængt alt. Hun var usikker på hvad det var hun havde set, eller ønskede ikke at huske noget. Den tidligere konservative toppolitiker Viggo Fisher (Tamil-sagen) kunne ikke have gjort det bedre og det var netop den slags associationer der gjorde usikre vidner farlige. Havde jeg været en almindelig mand ville samtlige i retssalen ryste på hovedet og bede hende søge hjælp hos en psykolog, men jeg var Jønke fra Hells Angels og selv om hun ikke sagde det da min advokat spurgte, så lignede hun en der var bange. Og med det omdømme politi og presse havde fået skabt omkring HAere der truede vidner, ville mange – måske også dommerne – tænke; han er skyldig, der er bare ingen der tør sige det. Vi må hellere dømme ham. At vigtige dele af hendes – til politirapporten – belastende forklaring, ikke stemte overens med virkeligheden, var tydeligt. Blandt andet havde hun fået sat mig på forsiden af alle landets aviser, som den der gik hen til den døende Flemming Jensen for at give ham en sidste hilsen i form af et spark, hvorefter jeg mere eller mindre jublende var forsvundet smilende ud af værtshuset. Videoen viste, at noget sådant ikke kunne være foregået og derfor brugte anklageren da heller ikke denne påstand, men lur mig om ikke den allerede havde gjort indtryk uden for retssalen.

 Jens Saabo havde ikke ret mange spørgsmål at stille vidnet. Han fik dog konstateret at Sanna J. havde drukket væsentlig mere end hun selv troede og til politiet havde forklaret, at hun ikke var direkte bange for mig, men snarere var rystet over oplevelsen og at hendes fantasi måske havde spillet hende et puds. Og vigtigst af alt; hun kunne ikke med sikkerhed sige, at jeg havde trampet på den døende Flemming Jensen. Svarene resulterede i en række pingpong-spørgsmål mellem anklager og forsvarer, hvorunder vidnet og hendes forklaring om hendes tidligere forklaringer blev ”kastet” frem og tilbage, alt efter hvem der stillede spørgsmålene. Afslutningsvis fik Jens Saabo hende til at udpege sig selv på politiets skitse over værtshuslokalet, ligesom hun blev bedt om at udpege sig selv på videoen. Juridisk og beviseligt set endte det til min fordel, mens det til gengæld så ud til, at anklageren havde scoret nogle point på det følelsesmæssige område.

Vidneafhøring af Bjarne J. /  gift med vidnet Sanna J.

En ganske almindelig fyr. Lidt usoigneret at se på, men ellers bare almindelig. Ligesom Sanna J. ville han ikke stå ved sin første forklaring, men hvor konen nærmest havde givet indtryk af et totalt blackout, skyldtes hans ændrede forklaring, at han var kommet i tvivl. Om det han havde forklaret nu også var det som han havde set. For at komme videre med vidnet begyndte anklageren at læse vidnets afhørings-rapporter op og foreholde ham de enkelte afsnit. Bjarne J. var ankommet til Robin ved 23.30-tiden og havde set ”Jønkes selskab” arrivere en lille time senere. (Videoen fastslog min ankomst til kl. 02.35). Han og konen havde hver især, fra midt på eftermiddagen til midnat, drukket 10 – 12 almindelige øl. Over midnat havde en mand spurgt ham om han kunne rykke sig lidt, så han og hans selskab kunne komme til baren. Han havde opfattet manden og de øvrige personers størrelse som truende og han havde derfor givet plads og var flyttet et stykke ud mod indgangsdøren. Først da hans kone var kommet tilbage fra et toiletbesøg var han blevet klar over, at det var Jønke der havde henvendt sig til ham. En lille time senere dukkede endnu en person op i baren tæt på hvor han stod og lige ved siden af Jønke. Denne person var en mand ca. 25-30 år, 170 cm høj, spinkel af bygning og iført lys trøje. Lige pludselig lå personen på gulvet og flere stod omkring ham og sparkede. Han havde ikke set ham slå ud efter nogen, men blot set ham ligge på gulvet. Vidnet havde ikke opfattet ham som døende, da han ikke så nogen kniv eller andre våben. Jønke havde sparket ham flere gange i hovedet, men han vidste ikke hvor mange gange. Han stod så tæt på gerningsstedet, at han var næsten 100 procent sikker på, at det kun var i hovedet at Jønke sparkede, havde han forklaret. De øvrige personer, som han opfattede var med i Jønkes selskab, var ligesom Jønke alle iført mørkt tøj. Han kunne ikke genkende dem og så ikke hvad de foretog sig.

 Modsat konens første afhøringsrapport, så havde Bjarne J. underskrevet sin. Der stod dog ikke noget om at han havde gennemlæst og godkendt den, hvilket var normal kutyme efter endt afhøring. Derimod var der efterfølgende tilføjet tre linier, der med den afhørende politimands ord og skrift, forklarede, at Bjarne J. havde ringet til politimanden (Torben A.) ca. en halv time efter at han havde afgivet sin første forklaring. Her havde vidnet oplyst, at han ikke kunne stå ved sin forklaring og underskrift og at han ønskede at trække sin forklaring tilbage. Den næste afhøring, hvorunder han var fragået det meste af sine tidligere forklaring, havde han derimod ikke underskrevet, men her var han blevet spurgt om han kunne godkende sin forklaring, hvilket han havde gjort med det forbehold, at det var ham der havde fået 10 – 12 øl forud for ankomsten til restaurant Robin og at han ikke vidste hvad hans kone havde drukket! Anklageren måtte selvfølgelig spørge, om det var fordi han var bange, at han ikke længere var sikker på hvad Jønke havde foretaget sig. Det var det ikke, selv om han tidligere havde forklaret at han ikke var tryg ved situationen. Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke anklager Lotte Nielsen at få vidnet til at stå ved denne sin første forklaring. Derimod fik forsvarer Jens Saabo slået fast, at vidnet havde fragået sin forklaring fordi han var kommet i tvivl om hvad det var han i virkeligheden havde oplevet. Vidnet stod fast på, at han havde set flere sparke, men da alle var iført mørkt tøj, havde været store og karseklippet, havde det været svært at skelne dem fra hinanden, og han kunne ikke pege på mig som den der havde sparket.

 Også Bjarne J. måtte en tur op til dommerskranken for at vise hvor han havde befundet sig under slagsmålet. Han tilkendegav igen, at han havde opholdt sig i baren klods op af mig og mit selskab hele aftenen. Videoen og kriminalassistent Jesper Müller fjernede den sidste rest af tvivl ved at udpege det sted, hvor Bjarne J. havde befundet sig umiddelbart inden slagsmålet var brudt ud. Gud, stod jeg der, udbrød Bjarne J. da pegepinden anbragte ham i den modsatte ende af lokalet, ud for Diskjockeypulten. Ja det gjorde du minsandten, svarede Saabo. Han havde det store stygge smil fremme og var mere end tilfreds. Om det var et tilfælde, eller om han havde opdaget at vidnet i virkeligheden stod et andet sted end forklaret, fik jeg aldrig spurgt ham om, men det virkede. Endnu engang havde forsvaret fået understreget, at sagens vidner ikke anede et klap om hvad der var foregået på det overfyldte værtshus. Det var det fjerde vidne som anklageren ikke havde kunnet bruge til noget og dette vidne havde oven i købet formået at udlevere sig selv som utroværdig. Vel var der stadig et element af ”vidnefrygt” som lå og lurede, men både advokaten og jeg var tilfredse. Ydermere havde Bjarne J. beskrevet den afdøde Flemming J. som spinkel (Han var kraftig af bygning og vejede ca. 100 kilo) og alene det støttede vores teori om, at vidner ikke var et døjt bevendt som bevis i en retssal. Dag 1. var ved at være omme og jeg tog afsked med en optimistisk advokat, brødre og venner der kun havde hovedrysten tilovers for at jeg overhovedet var blevet tiltalt. Nu var det tilbage til arresthuset; til aftensmad og fællesskab, en god søvn og så var der atter en dag.

Dag 2. fredag d. 22. marts 2002

Det var tydeligt at politiet tog lidt mere afslappet på bevogtningen på retssagens anden dag. Jeg havde stadig en mindre flok omkring mig da jeg blev eskorteret op fra kælderen, men de mange betjente der havde opholdt sig på gangene var væk. Og efter at de havde konstateret, at der stadig kun var to af mine HA-brødre tilstede, dæmpede de deres tilstedeværelse yderligere. Kun to af dem fulgte mig til advokatrummet, til toilettet og hvor jeg ellers skulle hen. Advokat Jens Saabo var på plads, det samme var anklageren og de fleste af tilhørerne. Nøjagtig på slaget ti gik døren op og dommerpanelet trådte ind. De hilste høfligt på de fremmødte og tilkendegav at retten var sat. Dommer Hanne Fanø ville høre om det manglende vidne fra gårsdagens retsmøde var fundet. Det var hun ikke oplyste anklageren, men politiet ledte efter hende. Stakkels pige, hviskede jeg til Jens Saabo. Hvis de finder hende i aften så skal hun sidde hele påsken.

Vidneafhøring af Louise P. / politiets hovedvidne.

Dagens første vidne var anklagemyndighedens vigtigste vidne. Louise P. var det vidne der havde afgivet den mest belastende forklaring imod mig og var derfor kort efter min fængsling i august måned 2001 blevet afhørt i et såkaldt indenretligt forhør foran en dommer. Netop fordi jeg mente, at hun var helt ude på overdrevet havde jeg tidligere spurgt min advokat om hvem hun var. Han havde beskrevet hende som en yngre, ganske køn pige, som havde været bange for at vidne, men i øvrigt havde været velformuleret og troværdig at høre på. Der var ingen tvivl om at hun var bange for også min sagsbehandler kriminalassistent Niels Bundgaard og anklageren havde nævnt hendes frygt for at vidne. At hun var så bange skadede min sag, og set i lyset af at hendes frygt alene stammede fra avissladder og rygter, ærgrede det mig dobbelt. Louise P. ville have mig ud af retslokalet, hvis hun overhovedet skulle sige noget. Som aftalt med advokaten gled vi af på denne diskussion og tillod uden videre sværdslag, at jeg kunne ”overvære” retshandlingen via en højtaler i et tilstødende lokale. Det var ikke det ideelle når man skulle forsvare sig mod grove anklager, men vi ønskede ingen ballade omkring vidnerne. Jeg forlangte dog, at min advokat sørgede for at vidnet ikke forlod retsbygningen, før han og jeg havde haft lejlighed til at drøfte hendes vidneudsagn. En retsbetjent viste mig og to ledsagende politibetjente over i et møbleret værelse, hvor der var opsat højtaler. Det virkede ikke særlig godt, men efter en kort lydprøve var vi med på en lytter. Vi kunne høre Louise P. skramle på plads og dommeren der fortalte hende hvordan og hvorledes afhøringen skulle foregå. Så langt så godt, men så gik vidnet i baglås. Hun havde forklaret sig og ville ikke udtale sig i retten da hun var bange og hendes læge havde sagt, at hun var psykisk syg. Det havde vi hørt fra andre vidner, men forespurgt af anklageren oplyste vidnet, at hun var blevet truet. Første gang havde været nede i Jomfru Ane Gade et par uger efter hændelsen. En mand var kommet hen til hende og havde gjort hende klart, at det nok ikke var så smart at tale med politiet. Grundet dårlig lydkvalitet sad jeg med øret helt henne ved højtaleren. Der var høretelefoner, men de virkede ikke og de to politibetjente var ligeså nysgerrige som jeg, for at høre hvad hun havde at sige.

Hun lyver! Jeg sprang op og stirrede vredt på de to betjente. Det er det første vidne jeg med sikkerhed ved lyver, nærmest råbte jeg. Betjentene kiggede overrasket på mig og nikkede automatisk. De andre vidner forestiller sig noget. Tror de har set noget, men det her er løgn! Jeg var ikke i tvivl. Anden gang Louise P. havde været udsat for trusler havde også været nede i byen. En meget ubehageligt udseende mand havde sat sig ned foran hende på et værtshus og gjort hende klart, at hun ikke skulle bryde sig om at vidne mod nogen i retten. Hun havde været alene og ingen andre havde overværet det passerede. Hvordan kunne jeg vide at hun talte usandt? For det første kunne jeg høre det på hendes forklaring om de påståede hændelser. For det andet vidste jeg, at hvis der tidligere havde været bare det mindste fremme om, at et vidne var blevet truet i min sag, ville politiet have indledt en massiv efterforskning. For det tredje vidste jeg af gammel erfaring, at vidnet netop havde brugt en af de få muligheder der var for at blive fritaget for at vidne. Og hvad fanden lavede hun egentlig i Jomfru Ane Gade hvis hun var så fandens bange!? Både anklager og forsvarer spurgte vidnet; om Hells Angels eller Jønke var blevet nævnt i forbindelse med truslerne og om hun mente at vi stod bag dem. Vi var ikke blevet nævnt og hun havde intet belæg for at sætte mig i forbindelse med truslerne, svarede hun.

Uanset hvad, så turde Louise P. ikke vidne og nu fulgte et mindre slagsmål mellem anklager og forsvarer. Mindre fordi ingen af dem åbenbart ønskede at presse vidnet for hårdt, men begge var nødt til at markere deres ærgrelse. Anklageren ville naturligvis gerne høre sit bedste vidne, men alene det at hun ikke turde vidne var et godt kort i en sag, der for alvor var ved at smuldre. Ikke at anklageren misbrugte det, men det hørte med til det billede der var ved at danne sig af hele sagen, nemlig at visse vidner var skræmte. Samtidig vidste hun, at hun havde dette vidnes indenretlige forklaring, der vejede langt tungere end de mange mere eller mindre uvederhæftige politirapporter. Modsat ønskede Jens Saabo at vidnet blev ført, så han kunne pille hendes forklaring fra hinanden, men samtidig var han bange for at vidnet kunne skade min sag. Hun havde leveret den bedste af alle forklaringer imod mig og havde virket troværdig i det indenretlige forhør.

 Vidnet forlod retssalen og jeg blev ført tilbage til min plads. Mens de tre dommere gik i enrum for at diskutere om vidnet skulle fritages, kom Jens Saabo og jeg for første gang på kant med hinanden. Hun lyver. Du må gå i kødet på hende. Det der skal hun ikke have lov til at slippe afsted med, rasede jeg. Vi får ikke noget ud af at køre hårdt på hende, Jønke. Det er tydeligt at hun er bange og… Ja det er meget godt, men hun er det første vidne der lyver. Lad os få slået det fast! Det er den eneste måde hun kan blive fritaget fra at vidne… Nej, det er det ikke, forsøgte Jens Saabo lettere rød i hovedet. Godt. Så lad os tage dem fra en ende af: Syg? Den går ikke. Det har vi allerede set. Selv om Lykke C. har lægeerklæring så leder politiet efter hende. Hun er heller ikke død! Det er vi også enige om, ikke? Hvad er der så tilbage? Jens Saabo kunne ikke lade være med at grine. Han vidste jeg havde ret. Der var kun en stensikker måde, at blive fritaget fra at vidne på og det var at sige, at man var blevet truet. Alle der havde forstand på retssager og deres afvikling vidste det og en eller anden måtte have fortalt Louise P. om det.

 Hun har jo ikke sagt, at det har noget med dig at gøre, prøvede han. Nej, men det er altså min retssag vi sidder i og det er her hun ikke tør sige noget! Jeg havde ret, men det havde min advokat måske også og han ville bare have hende ud af retten. Modstræbende gik jeg med til at vi ikke protesterede yderligere og at vi ikke borede mere i trusselshistorien. Kort efter vendte dommerne tilbage og bekendtgjorde, at Louise P. var blevet fritaget fra at vidne. Herefter fulgte slagsmålet om hendes forklaring måtte blive læst op i retten og brugt som bevis imod mig. Det var vigtigt for anklageren og hun satte alle sejl til. Min forsvarer protesterede med at det ikke ville være muligt at afhøre vidnet på betryggende vis. Det afviste anklageren da Jens Saabo selv havde været med ved det tidligere indenretlige forhør af vidnet og her havde haft rig lejlighed til at stille spørgsmål. Jens Saabo anførte, at der siden var kommet nye vidner og nye forklaringer til og at man også havde fået set videoen. Dommer Hanne Fanø skar igennem og meddelte, at retten ville høre vidnets indenretlige forklaring. Dommerne ville så på et senere tidspunkt overveje hvor meget vægt de ville tillægge den. Det var en lille sejr til anklageren og hun gik straks i gang med at oplæse det væsentligste fra vidnets forklaring.

 Louise P. havde sammen med to veninder fejret hendes fødselsdag og var taget ind til Jomfru Ane Gade ved totiden om natten. Restaurant Robin var proppet med mennesker men det var lykkedes dem at komme ind. Allerede ved ankomsten havde hun hørt at jeg var på stedet og hun havde bemærket at en del af gæsterne var meget interesseret i mig. Hun kendte mig ikke, men vidste hvem jeg var fra den omtale der havde været i medierne, og efter at have stillet sig i baren sammen med sine veninder havde hun set, at jeg sad på en barstol lidt længere henne, ud mod gaden fra hvor de stod. Hun beskrev mig som mellem 180 og 185 cm høj, lyst karseklippet hår og iført mørkt tøj. De øvrige personer som sad omkring mig kunne hun ikke beskrive, men på et tidspunkt havde alle rejst sig og der var opstået noget tumult. En person var blevet omringet og det havde virket voldsomt. Hun havde gjort sine veninder opmærksom på det, men de havde intet bemærket. Da hun vendte sig mod stedet igen havde hun set en person ligge på gulvet og de fem tidligere omtalte personer i gang med at sparke. Hun kunne ikke sige hvor sparkene havde ramt da der stod mange mennesker imellem hende og voldshandlingerne, men hun var sikker på at han blev sparket og trampet på, og endvidere at han ikke havde værget for sig. Hun havde set, at jeg deltog i sparkeriet, mindst med ti spark og tramp og jeg havde haft et smørret grin på læben mens jeg gik til den. Hun havde ikke kunnet se noget fra bæltestedet og ned, men på grund af den placering afdøde havde haft måtte mine spark og tramp være rettet imod hans hoved og overkrop, havde hun forklaret. Hun havde vendt sig mod sine veninder og sagt at hun ville væk fra restaurant Robin, men da hun havde vendt sig mod gerningsstedet igen stod jeg lige foran hende. Jeg havde kigget direkte på hende, smilet og trukket på skuldrene. Kort tid efter var en person kommet hen til mig og havde sagt, at vi skulle forlade stedet. Derefter havde hun set at jeg var gået sammen med de personer, som jeg tidligere havde stået med i baren.

Efterfølgende havde hun forklaret; at hun  havde haft det forfærdeligt på grund af det skete. Hun havde set den afdøde ligge på gulvet og bløde. Hun var bange for at blive opsøgt af rockerrelaterede personer, og var derfor bange for at vidne i sagen. På grund af denne frygt var hun startet i psykologbehandling. Hun havde det dårligt og kunne ikke sove om natten. Da anklageren var færdig med at læse vidnets forklaring op henvendte dommeren sig til Jens Saabo for at høre om han havde noget at tilføje. Det havde han, men han ville vente med at kommentere vidnets forklaringer til senere, eventuelt under proceduren. Grundet formiddagens diskussioner omkring vidnets stilling var det blevet tid til en kort pause inden næste vidne skulle føres. Dommerne forlod retslokalet, mens andre benyttede lejligheden til at gå på toilettet, eller skaffe nye vandforsyninger. Min ekskæreste kom over til forsvarerbordet for at sludre. Hun rystede på hovedet. Seriøst, hun er jo fuld af løgn hende der, røg det ud af munden på hende. Jeg kiggede på Saabo og kun sagens alvor afholdt os fra at bryde ud i latter. Den diskussion havde vi lige været igennem og der var ingen grund til at fortsætte den. Det der undrede mig, var hvordan disse vidner opfattede virkeligheden. Ved at opføre sig som de gjorde, skadede de mig mere end et almindeligt vidneudsagn ville have gjort. Set ud fra deres eget synspunkt om frygten for at vidne og den tiltaltes tilstedeværelse, og den ”tænkte” fare,  så ville de netop med denne opførsel sætte sig i en langt værre position, end hvis de blot havde talt lige ud af posen. Eller sagt med andre ord; en forklaring for lukkede døre, uden tiltaltes tilstedeværelse og lignende foranstaltninger, ændrede ikke på det trusselsbillede der kunne være fra min side.

 Vidneafhøring af Rene O. / kæreste med vidnet Naja C.

Rene O. var indkaldt af anklagemyndigheden, mens hans kæreste var et af forsvarets vidner. 27 år, almindelig af bygning og cirka 183 centimeter høj. Heller ikke han så ud til at være glad for at skulle vidne, men han fremstod dog til at begynde med som mere villig end sagens forrige vidner. Jeg havde igen taget plads nede bagerst i lokalet, så der ikke under afhøringen opstod for meget øjenkontakt. Anklageren lagde ud og langsomt nærmede vi os sagens kerne. Rene O. var ankommet til restaurant Robin sent på natten, formentlig efter klokken 02.00. Han havde været påvirket af spiritus men følte sig ikke fuld. Han havde stået sammen med en tidligere kammerat i nærheden af toiletterne, men lige før balladen brød ud var de gået mod udgangen og havde taget opstilling ved ståbaren lige til højre for døren. Kort tid efter var hans kæreste kommet ind. Også hun havde stillet sig ved ståbaren, men overfor Rene O. så hun havde stået med ryggen til det sted hvor jeg og mit selskab befandt os. Han havde fået øje på mig, og derefter udpeget mig for sin kæreste. Jeg havde stået sammen med fire andre, men han kunne hverken beskrive dem eller mig nærmere. Mig kendte han dog af udseende fra pressen.

 På et tidspunkt var en mand kommet gående ind fra gaden. Han havde været iført en hvid trøje og var gået direkte frem til mit selskab. Jeg havde stået med ryggen ud til lokalet, men havde nu vendt mig og havde ryggen mod bardisken. Der var udbrudt slagsmål og manden i den hvide trøje var blevet væltet omkuld. Han havde set en mand, som ikke var mig, slå adskillige gange på den senere afdøde, men kunne ikke med sikkerhed sige om jeg havde deltaget. Anklager Lotte Nielsen så træt ud. Endnu et genstridigt vidne, som ellers til politiet havde forklaret at jeg var med. Du har forklaret til politiet, at du så Jønke trampe på manden en til to gange. Har du set Jønke sparke eller trampe? Jeg så ham, men jeg er ikke sikker på at han sparkede. Hvordan så du ham. Så du ham trampe? Rene O. vred sig i sædet og havde svært ved at finde ord. Modsat flere af de andre vidner, virkede han som en mand der oprigtigt var i tvivl og anklageren kom ikke længere end til at han havde set mig gøre en bevægelse. Grundet de mange mennesker der havde været på Robin, kunne han ikke se folks underkroppe og ben. Forespurgt af Jens Saabo, mente han at det ligeså godt kunne være en bevægelse jeg havde gjort for at rive mig løs af flokken omkring den senere afdøde. Det fik anklageren til igen at spørge, om det ikke kunne have været en trampebevægelse, som han tidligere havde forklaret til en politirapport. Jo, det kunne det godt, svarede vidnet, hvorefter det blev forsvarerens tur igen. Sådan gik det frem og tilbage indtil dommeren til sidst stoppede de to juridiske kombattanter ved at konstatere, at vidnet havde set noget der kunne være begge dele.

 Igen var anklagerens store problem, at Rene O. ikke havde underskrevet den politirapport hvor han havde udtalt sig belastende om mig. En anden politirapport hvor han havde udtalt sig, men i mildere grad belastende, var underskrevet. Hertil havde Rene O. forklaret, at han så forurettede gå hen til Jønke og at de talte sammen. Jønke blev sur og derefter så han fire andre personer springe på Flemming Jensen. De sloges med ham og væltede over mod bordet hvor han stod, hvilket medførte at de der stod på siden over mod ståbaren rykkede væk fra stedet, så han fik frit udsyn mod slagsmålet. Det fortsatte og endte i nærheden af baren hvor jeg var blevet stående. Flemming Jensen var derefter røget ned og han havde set, at jeg havde drejet mig og ligesom løftet benet og trampet. Han havde ikke kunnet se hvor min fod ramte. Afhøringen sluttede resultatløst for anklageren, og med at Rene O. udpegede sig selv på skitsen over værtshuset og på videoen. Bortset fra Louise P’s oplæste forklaring, havde ingen i retssalen sat mig i direkte forbindelse med den vold der var blevet udøvet mod Flemming Jensen. Det så sort ud for anklagemyndigheden.

 Frokostpausen var en kærkommen lejlighed til at stresse af. For at spare tid og for at undgå at der skulle hentes mad til mig oppe fra Aalborg Arrest havde de bevogtende betjente tilladt at mine brødre sørgede for mad til mig. Således udstyret med smørrebrød blev jeg eskorteret i kælderen for at spise. Jeg havde en god bog med, men brugte tiden til at læse dagens aviser og deres dækning af retssagen. Ikke uventet kørte de meget på sagens ”bange” vidner og flere steder var historien peppet godt op. Hendes ansigt var fortrukket i angst og smerte. Hun græd ofte, og hun skjulte sine øjne med hænderne så hun ikke kunne se Jønke… At jeg havde siddet nede bag i salen og at jeg på intet tidspunkt havde haft øjenkontakt med vidnet, betød ikke så meget for journalistikken. Man skulle næsten tro at de har været til en anden retssag end den her, bemærkede Jens Saabo tørt da han så artiklerne. Jeg havde dog oplevet det der var værre og indtil videre så det godt ud. Snart var der kun vores vidner tilbage og så kunne det kun gå fremad.

 Men nu havde anklager Lotte Nielsen fået nok. I et forsøg på at styrke sin sag indledte hun eftermiddagens retsmøde med at begære nogle af de politifolk der havde afhørt hendes vidner, indkaldt. Meningen var, at de skulle underbygge, samt skabe troværdighed omkring de genstridige vidners tidligere forklaringer, ved at bekræfte at det som politifolkene havde skrevet ned, var hvad de afhørte havde set. Det balancerede lige på grænsen af lovens bogstav, at bruge afhørende politifolk som surrogatvidner, men det var en fremgangsmåde som desværre havde fået lov til at snige sig ind i dansk retspraksis igennem de senere år. Jens Saabo protesterede, men det medførte ikke noget større slagsmål og dommer Hanne Fanø meddelte, at retten ville overveje det og herefter komme med en kendelse. Inden sagens næste vidne skulle jeg lige demonstrere hvordan det var jeg havde trukket mig fri fra afdødes ben. Jeg viste hvordan Flemming Jensen havde ligget og hvordan jeg havde været placeret i forhold til hans krop og ben. Bortset fra uoverensstemmelsen mellem et tryk og et tramp, så passede Rene O’s og min forklaring næsten på punkt og prikke til hinandens.

Vidneafhøring af Naja C. / kæreste med vidnet Rene O.

Forsvarets første vidne var Naja C. Hun var den der under politiafhøringerne mest kategorisk havde udtalt, at jeg ikke havde foretaget mig noget under slagsmålet. For ikke at skabe unødig forstyrrelse og fordi jeg befandt mig godt nede blandt mine venner på tilhørerrækkerne, var jeg blevet siddende. Naja C. var en kraftig mørkhåret kvinde og hun havde en dame med der lignede hende så meget, at det måtte være enten hendes søster eller mor. Hun kiggede sig rundt inden hun satte sig i vidnestolen, men fik ikke øje på mig. Efter at retsformanden havde sikret sig vidnets identitet gik Jens Saabo i gang med sin afhøring. De fleste vidner er nervøse ved den megen opmærksomhed og havde svært ved at få munden på gled. Derfor ledte anklager og forsvarer, samt i nogle tilfælde dommerne, deres vidner frem mod sagens kerne hvorefter de helst skulle svare af egen fri vilje. Sådan var det også i tilfældet med Naja C. Hun svarede beredvilligt og forklarede, at hun havde været på restaurant Robin den pågældende nat. Efter at have opholdt sig et stykke tid på værtshuset gjorde hendes kæreste (vidnet Rene O.) hende opmærksom på, at Jønke var tilstede. Hun benyttede sig straks af lejligheden og gik over for at få en autograf.

 Kort tid efter opstod der tumult omkring det sted hvor jeg befandt mig. Naja C. stod nu igen ved ståbaren, til højre for indgangen, sammen med sin kæreste. Herfra observerede hun, at en person var kommet ned at ligge og at nogle af de personer der havde stået omkring mig, var begyndt at sparke og trampe på ham. Så du hvem der sparkede og trampede, spurgte Jens Saabo forsigtigt. Ja, det gjorde Jønke! Svaret landede som en afsikret håndgranat på advokatens bord. Samtlige journalister drejede hovedet ned mod mig for at få en reaktion. Jeg sad uden at fortrække en mine, men var ligeså målløs som salens øvrige tilstedeværende. Anklageren, der ikke havde kunnet føre et eneste seriøst vidne, vågnede med et sæt. Jens Saabo’s ansigt skiftede fra hvidt til rødt hvorefter han kastede sig over vidnet. Det har du da ikke forklaret til politiet, udbrød han. Nej, men jeg har ikke kunnet huske det før nu. Det forstår jeg ikke. Jens Saabo kiggede ned i sine afhøringsrapporter og derefter op på vidnet. Du har i en, to, tre, fire forklaringer over for politiet fastholdt, at Jønke ikke deltog i volden?! Ja men nu kan jeg huske at han trampede. Jens Saabo var stadig rød i hovedet og han havde svært ved at styre sit ellers rolige gemyt. De pæne manerer var for en tid lagt på hylden og rollerne for anklager og forsvarer byttet om. Enten var du fuld af løgn da du talte med politiet, eller du lyver nu. Begge dele kan ikke være sandt. Jeg var bange og forvirret, svarede Naja C. Jeg sagde sandheden ud fra hvad jeg huskede den gang. Nu er jeg kommet i tanke om, at det var Jønke der trampede.

 Syv måneder senere og efter fire afhøringer husker du pludselig bedre. Jens Saabo kiggede ud over forsamlingen. I en afhøringsrapport af 12. august 2001 har du forklaret, at du ikke har set om Jønke deltog i slagsmålet. Er det løgn? Nej…jeg mener. Dengang huskede jeg det sådan, men nu husker jeg noget andet. Advokaten slap hende ikke. Under en afhøring den 3. september 2001 har du gennemlæst og godkendt denne forklaring 100 procent, citerede advokaten. Og igen fortæller du om overfaldet og at det ikke er Jønke der udøver vold! Hvad er der sket siden? Ikke noget. Jeg er bare kommet i tanke om hvordan det var det foregik. Jeg kunne kun se ryggen af Naja C., men hendes kropssprog viste at hun var i det trodsige hjørne. På en måde kastede det et komisk skær over hele sagen. Skulle man nu fra forsvarets (og senere mediernes) side hævde, at vidnet grundet frygt for politiet havde ændret forklaring. Det ville jo være den direkte og logiske konsekvens efter historierne om de bange anklagervidner der ændrede forklaringer.

 Jens Saabo fortsatte med at bore. Senere i samme rapport har du udtalt, at Jønke sad på en barstol og kiggede den anden vej og at han forlod stedet mens andre var i færd med at sparke. Det er meget du husker dengang, men ikke i dag? Svaret var hver gang det samme og Jens Saabo skiftede nu over til om Naja C. overhovedet havde kunnet se noget derfra hvor hun stod. Det endte som med vidnet Rene O. Hun havde ikke kunnet se folks underkroppe og ben og kunne derfor kun gætte på at der var tale om et tramp. Hvor mange gange ville Jens Saabo vide: En gang svarede vidnet…og jo det kunne godt være en bevægelse for at komme fri. Anklager Lotte Nielsen overtog vidnet og prøvede ikke overraskende at få hende til at vedstå sin nye forklaring. Det gik kun nogenlunde, da hun ligesom forsvareren havde været fuldkommen uforberedt på den drejning kvindens forklaring havde taget. Igen opstod der en form for pingpong mellem anklager og forsvarer; om vidnet havde kunnet se om jeg trampede eller ej. Det endte i mit favør, men min forsvarer forlangte nu som modtræk overfor anklagemyndighedens indkaldelse af afhørende politifolk, at også de politifolk der havde afhørt Naja C. blev indkaldt.

 Efter den mildest talt mærkværdige oplevelse med vores vidne satte jeg mig op ved siden af Jens Saabo igen. Han var stadig lettere rystet, men havde fået sin normale ansigtskulør tilbage. Det var jo det jeg sagde, kunne jeg ikke lade være med at sige til ham. Ingen af dem har fattet en meter af hvad der er foregået. Jens Saabo, der kendte mere til vidneafhøringer end jeg, var enig. Men hvorfor havde Naja C. så pludseligt skiftet forklaring? Igen måtte vi forsøge at sætte os ind i vidnets tilstand og oplevelse. Min teori var, at hun ikke ville stå alene med sin påstand om at jeg ikke havde gjort noget. Hun troede formentlig – og fejlagtigt – at ingen andre end hende selv havde forklaret, at jeg ikke udøvede vold. Medierne havde kun koncentreret sig om de vidner der på et eller andet tidspunkt havde forklaret, at jeg havde begået vold. Der havde stået side op og side ned om at videoen viste at jeg deltog i volden mod afdøde. Overskrifterne havde lydt; Jønke sparkede dræbte i hovedet o. s .v. i den dur Hendes egen kæreste mente at have set noget og måske havde de talt sagerne igennem over aftensmaden og var blevet enige om at følge hans forklaring.

Vidneafhøring af Dorte H. /  yngre kvinde indkaldt af forsvaret.

Dorte H. var en køn lyshåret pige der få dage efter balladen på Robin havde henvendt sig til politiet sammen med sin far. Hun var vores vidne, men efter sidste afhøring tude man jo dårligt spørge nogen om noget som helst. Anklagemyndigheden havde heldigvis samme problem så det var bare om at klø på. Dorte H. forklarede at hun sammen med to veninder og en ven var ankommet til Robin ved midnat den pågældende aften. De havde først sat sig ved bordene udenfor men var lidt senere rykket ind til baren ved dansegulvet. Jønke havde hun med det samme genkendt, han stod sammen med tre-fire mænd i baren. Hun havde selv stået lige ved siden af K da denne var blevet slået ned og havde – modsat flere andre vidner – set denne del af optakten til slagsmålet. K var blevet væltet omkuld hvorefter en gruppe mænd straks havde hevet fat i afdøde. Det virkede som om han blev holdt fast mens han fik slag og spark. På et tidspunkt mente hun at have set en kniv, men det var hun ikke sikker på. Hun havde fokuseret på de der slog og sparkede Flemming Jensen, men havde ud af øjenkrogen holdt øje med mig. Det var de yngre personer der havde stået for sparkene, mens jeg og nogle ”ældre rockere” havde set på.

 Hvis jeg havde deltaget i volden så havde jeg skjult det godt, fortalte hun videre. På et tidspunkt var afdøde kommet ned og ligge, og der havde jeg stået længere henne ad baren. Det vidste hun fordi en af hendes veninder havde fået et slag i maven. Veninden var gået hen til mig og havde brokket sig til mig. Jeg havde svaret, at jeg nok skulle sørge for at der ikke skete hende noget. Det var ikke den del af min forklaring som jeg havde gjort mest ud af, da jeg ikke mente at det havde relevans for sagen, men det passede med hvad jeg kunne huske. Dorte H. havde også observeret en af de yngre personer gå hen og sparke den døende i hovedet en sidste gang, efter at slagsmålet var slut. Som det sidste viste Dorte H. hvor hun havde stået den aften. Hendes placering på skitsen passede med billederne fra videoen. Lige som anklagerens vidner havde hun ønsket at vidne anonymt, fordi hun var utryg ved at vidne, men hun havde gjort det uden at henvise til diverse psykiske problemer og lægeerklæringer. Anklageren havde ikke ret meget at spørge vidnet om og min forsvarer og jeg følte at vi var på rette spor igen.

Vidneafhøring af Ingrid K. / Retsobducent indkaldt af forsvaret.

Den lille ældre dame der nu trådte ind i retssalen smilede forsigtigt til dommerne og de to parter. Hun var skæv i kroppen af handicap, men der var bestemt ikke noget galt med hendes forstand. Med en forbavsende lethed og i et sprog alle kunne forstå, forklarede hun hvilken fysisk person Flemming Jensen havde været og hvad der var sket med ham. Den 28-årige overfaldsmand, og det senere offer, havde været i særdeles god form. Kraftigt bygget, muskuløs og med en (døds)vægt på 96 kilo. Han havde været påvirket af alkohol og kokain. Det var gået forholdsvis stærkt efter at han var blevet stukket de første gange. I alt var han blevet stukket eller snittet ti gange, hvoraf de to af stikkene var dræbende. De øvrige stik var overfladiske og et af dem kunne være placeret på toppen af hovedet. Der fandtes desuden fire ridser på afdødes krop, som også kunne stamme fra kniven. Samtlige læsioner efter knivstik passede til den kniv der var fundet på gerningsstedet og der var absolut ingen tvivl om at han var afgået ved døden som en direkte følge af knivstikkene. Min advokat var selvfølgelig først og fremmest interesseret i at få fastslået, at jeg intet havde med Flemming Jensens død at gøre. Det næste springende punkt var de skader som kunne være opstået som en følge af volden – den del som jeg var tiltalt for at have deltaget i.

Den afdødes ansigt bar tegn efter stumb vold, forklarede vidnet mens hun af og til uddybede en lille detalje til ære for retten. Hun afholdt sig fra at spekulere og blev hun trukket ud i det, forklarede hun sig sikkert tilbage på rette spor. Flemming Jensen havde et blåt venstre øje, hævelser på siden af ansigtet, aftryk på den ene skulder som kunne stamme fra en trøje der var blevet trukket hårdt i, og striber på halsen. Nogle af disse læsioner kunne hidrøre fra spark eller slag, men de kunne også stamme fra fald og anden håndgemæng. Der var ingen tegn på brud på knoglerne i ansigtet og ingen tegn på kvæstelser af bløddelene. Der var heller ingen blødninger ved øjenbryn og læber. Det sidste var vigtigt for forsvaret, i det der reelt set ikke kunne være tale om grov vold hvis ansigtslæsionerne ikke var alvorlige. I modsætning til forsvaret, så prøvede anklagemyndigheden at få det til at se ud som om læsionerne i ansigtet var alvorlige. Retsobducenten gled af på presset fra begge sider og forklarede, at der kunne være tale om både almindelig og grov vold. De få og ikke særligt alvorlige skader afdøde havde i ansigtet, lignede ikke grov vold, men kunne være et udtryk for, at der var tale om en ung stærk mand som havde været i sin bedste form. Ligesom de manglende blodudtrækninger kunne skyldes at han havde mistet meget blod inden han var blevet udsat for vold.

 Tvivlen skal komme tiltalte til gode, hedder det i dansk ret. Dermed burde det ikke være til diskussion, om der forelå beviser for at afdøde havde været udsat for grov vold eller ej. Forklaringer – også fra os der var sigtet i sagen – lød på, at Flemming Jensen i hvert fald var forsøgt slået, trampet og sparket på, under og efter at han var blevet såret af knivstikkene. At han havde så få skader i hovedet skyldtes ifølge forsvaret, at de der sparkede, hurtigt holdt op da de opdagede at afdøde ikke værgede for sig. Et andet muligt scenario kunne være, at der havde været for mange fremme for at sparke den døende, hvilket havde medført at den døende kun var blevet ramt ”rent” enkelte gange. Enhver der kender bare en lille smule til slagsmål ved, at det første der flækker og går hul på når sparkene kommer; er øjenbrynene, herefter følger blødninger i og omkring munden, derefter blodtud, og til sidst knoglebrud. Ingen af delene var tilfældet med Flemming Jensen.

Vidneafhøring af Peter / HA-bror og tidligere sigtet

Dagens sidste vidne var Peter. Forsvaret havde indkaldt min HA-bror for bl. a. at få bekræftet, at det var Flemming Jensen der havde angrebet os. Efter adskillige vidneforklaringer og fremvisning af videoen herskede der ikke længere tvivl om den del af sagen, men der var også andre væsentlige ting som vi mente Peter kunne bekræfte. Ligesom jeg havde Peter været i håndgemæng med afdøde og han havde ligesom jeg vasket tøj den pågældende aften. Samtidig eksisterede der flere mere eller mindre kludrede forklaringer om at han havde deltaget i volden, men modsat mig var han ikke blevet tiltalt. Helt i orden, mente forsvaret, men hvorfor stod jeg så tiltalt? Et andet springende punkt som Peter kunne bekræfte var, at vi først var blevet klar over at der var blevet brugt kniv, efter at vi havde forladt værtshuset. Jens Saabo prøvede at dirigere sine spørgsmål i retning af at få bekræftet netop dette, men det lykkedes kun nogenlunde. Peter var mere end på vagt og selv om vi allerede den aften det var sket havde aftalt, at vi ligeså godt kunne holde os til sandheden, skulle hvert et ord trækkes ud af ham. Stor, bred og tavs. Han skadede på ingen måde min sag, men han var heller ikke noget godt vidne.

 Og så blev der pause i domsforhandlingerne. Det var gået nogenlunde. Min forsvarer var tilfreds men turde ikke gætte om det videre forløb endnu. Efter overraskelsen med vidnet Naja C. kunne alt ske, og der var endnu et stykke vej før sagen var afgjort. Både ansatte og indsatte i arresten fulgte med i hvordan det gik med min sag og flere af dem spurgte om min mening da jeg returnerede. Med lidt retfærdighed og held, så ville jeg blive frikendt, men med al den snak om bange vidner, havde jeg min tvivl. Anklagemyndigheden kørte ikke på vidnefrygten, men den var svær at komme helt uden om når man så og hørte nogle af vidnerne, eller endnu værre læste avisernes dækning af sagen. De konservatives Helge Adam Møller, der i årevis havde agiteret for brugen af anonyme vidner, øjnede chancen og gik ud i pressen og brugte min sag som eksempel. Han havde hørt om min sag i medierne og mente derefter at han kunne udtale sig skråsikkert om vidnernes frygt. Han glemte bare, at den vidnefrygt der vitterligt var, stammede fra mediekampagner iværksat af reaktionære politifolk, og politikere som han selv. …Jeg har dyb respekt for denne modige kvinde, som er utrolig modig, lød hans kommentar i B.T. d. 25. marts 2002 om Naja C. og hendes nye forklaring til retten.

 At der var gået politik i sagen var hverken min forsvarer, jeg eller andre der kendte til sagen i tvivl om. Men at en retsordfører gik ud og blandede sig aktivt i en straffesag i både de skrevne medier og Tv, var usmageligt. At han så oven i købet fremhævede et vidne, der ligesom han selv, tydeligt var blevet påvirket af medierne, var nærmest komisk. Modig var hun efter min opfattelse ikke, for i så fald havde hun turdet stå ved sin forklaring. Andre aviser end B.T. slog vidnefrygten stort op og igen og igen blev min sag og min person brugt som eksempel. Det på trods af, at ikke et eneste vidne havde nævnt mig i forbindelse med deres frygt for at vidne. Den frygt som nogle af vidnerne i min sag vitterligt gav udtryk for havde intet med min person eller selve sagen at gøre, den fandtes allerede inden hændelsen på restaurant Robin den nat. Og i den forbindelse burde de der beskæftigede sig med sagerne stille sig selv spørgsmålet: Hvem var det der fik noget ud af al den vidnefrygt.

 Vejret var godt og påsken passerede forbavsende hurtigt. Vi trænede hver anden dag, tog vores gårdture i det gode forårsvejr, og spiste for mange påskeæg. Faktisk fik vi en stor del af ventetiden til at gå med at spise. Min bror og fællesskabsmakker lavede mad mens vi diskuterede forskellige indfaldsvinkler til sagen og dens forløb. Min ekskæreste og et par venner kom på besøg og vi fortsatte diskussionen. Der var spænding på, da udfaldet kunne ende med at blive både dreng og pige. Fængsels-betjentene lyttede til hvad jeg havde at sige når vi diskuterede sagen, men de fleste af dem troede ikke på at jeg kunne blive frikendt. Klart – de kendte stadig kun sagen fra aviserne og der havde det jo stået, at jeg havde sparket og trampet løs. Uanset hvad, så var jeg parat til at møde dommerne og jeg kunne vanskeligt forestille mig at jeg kunne få en dom der ville overstige den tid jeg allerede havde tilbragt i varetægt. Der var gået lidt over syv måneder siden fængslingen og nu måtte det være slut.

Dag 3. Tirsdag d. 2. april 2002

 Efter morgenmad og bad blev vi lukket ud på gårdtur. Det var almindeligt at gårdturene foregik tidligt om morgenen, men jeg regnede ikke med at der ville gå mere end ti minutter før de hentede mig. Min HA-bror var med ude og sammen med de andre gik vi og var lidt fjollede omkring sagen. Vejret var godt og optimismen fejlede ikke noget. Hvis man undlod at læse avisernes beskrivelse af forløbet, så fremtiden lys ud. Der manglede endnu nogle vidneafhøringer. To af mine egne og hende der ikke var mødt op ugen før. Og så var der selvfølgelig politifolkene son skulle ind og bekræfte, men dem opfattede jeg ikke som rigtige vidner, da de var part i sagen. Tiden gik og der måtte være noget galt. Det tog omkring en time at køre op til retten i Aalborg. Sagen skulle begynde ved titiden og klokken var halv ti. Jeg gjorde tegn ind til betjenten bag ruden. Vil du ind Jønke? Nej, jeg ville ud! Tror du ikke lige I skulle ringe og høre retten i Aalborg om de har glemt mig? Betjenten skyndte sig ind og kom straks efter farende ud igen. Er du klar? Ja ja, jeg har været klar hele ugen. De har glemt dig, men de kommer og henter dig lige om et øjeblik. Fem minutter efter sad jeg i en patruljevogn fra Randers Politi. En kommunikations-brist mellem ordens –og kriminalpolitiet var den officielle forklaring på at man havde glemt at hente mig. Skuffende når man tænkte på at jeg var showets stjerne.

På en rasteplads halvvejs oppe ad motorvejen mod Aalborg mødtes vi med kriminalassistent Niels Bundgaard og en af hans kollegaer. Jeg skiftede bil og vi fortsatte op ad motorvejen med god fart på. Ligesom jeg med de øvrige betjente plejede at diskutere sagens udvikling, gik der ikke lang tid før Niels og jeg var i gang. Noget af det første betjenten spurgte mig om, var hvad jeg mente om vidnet Louise P’s forklaring i retten. Hun var fuld af løgn, brokkede jeg mig bestemt. Ja, svarede han, mindst ligeså kategorisk. Det siger jeg også! Helt ærligt, Niels. Hun er da ikke blevet truet. Hun har bare fået af vide hvordan man undgår at vidne. Vi er helt enige, svarede kriminalbetjenten og drejede sig halvt i sædet. Jeg overværede sagen den dag og det der tror jeg heller ikke på. Jeg har afhørt hende og det var mig der var ude med vidneindkaldelsen. Hun har aldrig nævnt at hun er blevet truet. Jeg undrede mig også over at din advokat ikke borede mere i det, fortsatte Niels Bundgaard. Vi talte videre om sagen og jeg så frem til at drille Jens Saabo med politimandens ord. Anklagemyndighedens hovedvidne var den eneste som vi med sikkerhed kunne sige havde løjet i retten, hvorimod de andre vidner bare var rundtossede og forestillede sig at de havde set noget.

Jeg blev ført direkte op i retslokalet, hvor alle sagens aktører ventede på mig. Der herskede en lettere humoristisk stemning blandt tilhørere og advokater. Jens Saabo smilede bredt. Vi kan jo ikke starte uden dig Jønke. To HA-brødre fra København var der, min ekskæreste og et par veninder, samt min bedste ven. Vi nåede lige at hilse på hinanden inden retten blev sat. Dommeren kiggede på anklager Lotte Nielsen der beklagede forglemmelsen, men samtidig kunne fortælle at politiet havde anholdt det genstridige vidne Lykke C. Så vidt jeg forstod på anklageren havde pigen siddet hele påsken. Hun må være godt tosset på politiet, hviskede jeg til Saabo. Han nikkede og der gik et øjeblik inden det modvillige vidne blev ført ind.

Vidneafhøring af Lykke C. / anklagerens vidne

Kvinden som jeg aldrig havde set før, men som havde set rigeligt til mig, var i slutningen af fyrrene. Almindelig i højden, halvlangt lyst hår med kraftigt gråt skær. Ligesom de fleste andre vidner brød hun sig heller ikke om at skulle vidne. Hun sad skævt på stolen og virkede trodsig. Anklager Lotte Nielsen begyndte med det samme at spørge hende ud og Lykke C. forklarede indledningsvis; at hun havde haft det dårligt siden det skete og at hun gerne ville undgå at vidne. Modsat Louise P. havde hun ikke sagt, at hun  var blevet truet, og derfor kunne hun ikke blive fritaget for at vidne. Cirka en halv time før slagsmålet på restaurant Robin var hun ankommet sammen med en veninde. Hun havde bemærket at Jønke var tilstede og at han stod og gav autografer. Hun havde også talt med K og Wester, som hun kendte. Ingen af dem havde virket særlig fulde, og hun havde heller ikke selv været fuld. Sammen med veninden havde hun sat sig ved et bord, der stod langs væggen til højre for indgangsdøren, umiddelbart bag den tidligere nævnte ståbar. Hun havde set at der var slagsmål, men ikke hvem der deltog. Anklageren kiggede ærgerligt på sit vidne. Som om hun tænkte; Åh nej endnu et vidne der har mistet hukommelsen. Du har…til politiet den 10 september sidste år fortalt, at du så Jønke sparke mod en person der lå på gulvet. Var det sådan det skete?

 Jeg har ikke set ham sparke. Han stod lige der hvor der var ballade, men jeg har ikke set ham sparke. Ja men det har du da forklaret politiet. Lotte Nielsen citerede igen fra en politirapport, som hun i øvrigt gjorde opmærksom på var gennemlæst og underskrevet af vidnet. Alle snakkede jo om at det var Jønke og ham kan jeg jo huske. Al det der ballade skete der hvor han stod, og de havde det jo på video. Anklageren havde svært ved at finde en grimasse der kunne passe. Hun prøvede endnu et par gange at få vidnet til at vedkende sig de dele af hendes tidligere forklaring som berørte mine påståede spark, men der var ikke noget at gøre. Jens Saabo tog over og fik hurtigt konstateret, at Lykke C. ikke havde kunnet se det nederste af min krop, derfra hvor hun sad. Hun havde heller ikke set K eller Wester være voldelige. Han gjorde det kortere end jeg havde forventet, men det skyldtes, forklarede han mig bagefter, at han i stedet ville bruge hendes mange selvmodsigende og divergerende forklaringer i sin procedure. Dommeren tog afsked med vidnet og forklarede hende om vidnegodtgørelsespengene, som hun kunne hente hos vagtmesteren for enden af gangen.

Vidneafhøring af Louise H. / Forsvarets vidne

Sagens sidste civile vidne var mit. Og sikken en pige. Høj, flot og mørk i gløden og med et charmerende smil der i løbet af afhøringen tog retten med storm. Også Louise H. havde været en tur forbi psykologen efter den voldsomme hændelse og hun havde helst villet undgå at give forklaring til sagen. Jens Saabo lagde ud og det virkede nærmest befriende at der nu sad et vidne, som nok var ubehagelig til mode, men som forklarede så det var til at forstå. Hun var alene i byen men mødte en bekendt kort efter at hun ankom til Restaurant Robin. Hun stillede sig i baren inden for døren og på et tidspunkt bemærkede hun at jeg stod ved siden af hende og drak. Hun genkendte mig ikke men vidste at der var et eller andet bekendt ved mig. Hendes ven fortalte at det var Jønke. På et tidspunkt opstod der slagsmål ud mod dansegulvet. To personer var kommet op at slås og det udviklede sig efter at en person i lys trøje var kommet ned at ligge. Der stod flere personer omkring den liggende, og hun havde set en person stikke den ene så der stod en blodstråle ud af ham. Som et af de eneste vidner havde Louise H. registreret at der var blevet brugt kniv. Hun brød sig ikke om hvad hun så og trådte derfor frem mod slagsmålet og hev fat i en af de stridende for at stoppe ham.

 Hvordan turde du det? Jens Saabo gav vidnet et forsigtigt men imponeret smil. Hun kiggede nærmest undskyldende over på os og derefter op på dommeren. Alle sad og smilede og sympatien for hende blev ikke mindre da hun forklarede, at de der mænd altid skulle slås og at hun syntes at nu var det nok. Fra sit arbejde som værtshusholderske kendte hun alt til at fulde folk kom op at slås, og det var jo som regel bare noget pjat de kom op at slås om. Selv kriminalassistent Jesper Müller, der efterhånden var godt træt af at vise den famøse video, måtte trække på smilebåndet da man på skærmen så pigen hive fat i Wester og forsøge at få ham til at stoppe. Hun havde befundet sig lige midt i stormen og havde som en af de få turdet blande sig. Hvad angik min rolle i slagsmålet, så havde hun ikke bemærket mig gøre noget. Jeg havde stået i baren mens slagsmålet var foregået og til det var slut. Anklageren havde ikke så mange spørgsmål at stille, men fik konstateret at vidnet ikke havde set mig i håndgemæng med den dræbte. Altså havde vidnet trods sin gode placering ikke set alt.

 Dommer Hanne Fanø proklamerede frokost, men inden vi nåede så langt meddelte Jens Saabo, at forsvaret afstod fra at indkalde K som vidne. Han sad allerede i kælderen og ventede, men vi mente ikke at hans vidneudsagn ville gavne noget, sådan som sagen stod. Vi ønskede heller ikke at trække sagen i langdrag. I forvejen skulle vi høre en række politifolk afgive forklaring som ikke havde været en del af den oprindelige plan. Niels Bundgaard og hans kollega havde stadig vagten over mig og ligesom de øvrige af de bevogtende politifolk havde de intet at indvende imod at jeg fik hentet min frokost ude i byen. Jens Saabo ville ud og gå en tur. Han spiste kun lidt når han var i retten, da han arbejdede bedst på tom mave. Jeg ventede sammen med de to betjente i forgangen, hvor jeg samtidig kunne sludre lidt med brødre og venner. Stemningen var afslappet og det gode vejr udenfor holdt humøret oppe. Ti minutter senere ankom en hangaround fra Aalborg-afdelingen med fem stykker højtbelagt smørrebrød. Mine kære gik ud i byen for at spise, mens jeg og mine to ”livvagter” gik i kælderen.

Tilbage fra frokosten en time senere. Mæt og veltilpas. Det gik jo meget godt med sagen. Anklageren havde afholdt sig fra at køre på vidnefrygten og nøjedes med at henvise til den når det ikke kunne undgås. På vej ind i retslokalet dukkede en journalist pludselig op på siden af mig. Dit madbud har lige sparket en fotograf ned derude. Hvad nu, tænkte jeg. Det var lige præcis den slags jeg ikke havde brug for. Og så var det tåbeligt. Enhver der kunne tænke bare en lille smule, ville kunne regne ud at der var stor risiko for at blive fotograferet under en sag med mig. Til min store overraskelse var journalisten ved min side dog fortørnet over hvad han havde set. Det bad han selv om, Jønke. Jeg stod lige bagved og hørte ham spørge fyren om han måtte tage hans billede. Det ville han ikke have. Fotografen svarede, at det gjorde han bare alligevel og begyndte at knipse løs… Så beder man sku selv om det. I hvert fald røg kameraet sig en tur. Jeg var en smule ærgerlig over det, men i det mindste tilfreds med at han havde sparket kameraet ud af hånden på ham. Jeg vidste ikke noget værre end folk der gabte op uden at gøre noget. Ham her havde trods alt gjort noget ved det og givet fyren et los.

Vidneafhøring af politifolk

Der skulle afhøres i alt fem politibetjente. De havde stået for hovedparten af afhøringerne af de ”genstridige” vidner og skulle nu med egne ord forsøge at styrke anklagerens sag. Det var ikke første gang at metoden blev brugt af en anklager med en dårlig sag, men jeg havde aldrig hørt om at så mange skulle afhøres på en gang. De var indkaldt af henholdsvis anklager og forsvarer. Jeg synes det var noget mærkeligt noget at ophøje politifolk til vidner – og dermed gøre dem til en slags dommere over hvad vidnerne havde sagt eller ment dengang. Politifolkene var en integreret del af sagen. De arbejdede for at få mig dømt og ikke – som det ofte blev sagt – med åbne øjne for at få sagen opklaret. I forbindelse hermed havde mange en opfattelse af politifolk som mere troværdige end andre borgere, og allerede derfor var de dårlige vidner. Det var heller ikke ualmindeligt, at politifolk lokkede eller pressede vidner til at sige det de gerne ville høre. Og et civilt vidnes optræden var i øvrigt også væsentligt anderledes i retten end på et kontor alene med to-tre afhørende betjente [sidespor]. Det fremgik tydeligt af flere rapporter og forklaringer, at politiet fra begyndelsen af havde været mere end interesseret i netop min person og rolle i sagen, frem for andre mulige gerningsmænd.

 En efter en kom de ind og satte sig i den varme stol. De gjorde det hverken godt eller dårligt og ikke overraskende bekræftede de alt hvad der stod i deres  egne afhøringsrapporter. Jens Saabo var mere interesseret i hvornår og hvordan vidneafhøringerne havde fundet sted end i hvad der var blevet sagt. Virkede hun chokeret, eller var hun bange, spurgte han. Du skønnede at han var lettere beruset, hvad dækker det over? Er du vant til at afhøre fulde folk? Sådan gik det den ene vej indtil ”vores” politifolk skulle ind og bekræfte afhøringerne omkring Naja C. Det var hende der havde skiftet forklaring under sagen, i øvrigt langt mere markant, end de af anklagemyndighedens vidner der havde ændret deres forklaringer. De to afhørende  kriminalbetjente bekræftede ligesom deres kollegaer, at alt var blevet nedskrevet som det var foregået og blevet sagt. Dermed blev der rammet et søm igennem den skjulte dagsorden, nemlig at vidnerne ikke turde sige noget af frygt for Jønke. Indtrykket det efterlod blev snarere, at ingen af vidnerne rigtig vidste hvad de havde lavet, set eller hørt. At der samtidig herskede forvirring omkring gennemlæsningen og under-skrivelsen af rapporterne, gjorde ikke hændelsesforløbet lettere at gennemskue.

 Afhøringen af politifolkene var forholdsvis hurtigt overstået og der var stadig lidt tid tilbage. Nu var der kun dokumentationen af de tekniske beviser, indicier, eller hvad man nu ville vælge at kalde dem, tilbage. Dybest set fandtes der ingen tekniske beviser i sagen. Der var snarere tale om tekniske facts. Det var således rene kendsgerninger; at der ikke var fundet spor efter slagsmål på min person, at der var fundet to mikroskopiske blodspor på mit fodtøj, at der ikke var fundet blod på mit tøj (efter at det havde været i vaskemaskinen), at det ikke ud fra analyser af videoovervågningen kunne påvises at jeg havde udøvet vold. Det var naturligvis et indicium for skyld, at jeg havde vasket mit tøj, men det havde kun begrænset betydning. Det var mig selv der havde sagt at jeg formentlig havde blod på bukserne og Peter var trods sin medvirken til ”vaskeriet” blevet løsladt og sigtelserne frafaldet. Det var tørt stof og jeg måtte tage mig sammen for at følge med og så lige pludselig var det overstået. Nu manglede kun fredagens retsmøde; med anklager og forsvarers procedurer, og så var det alene op til de tre dommere hvad der videre skulle ske.

Dag 4. Fredag d. 5. april 2002

Sidste dag i retten. Efter endnu to dages pause i retsforhandlingerne var jeg mere end klar til at få det overstået. Hvad regner du med at få? Det var ikke første gang at jeg var blevet stillet det spørgsmål under sagen. Politibetjentene der transporterede mig til og fra retten, var ligeså nysgerrige efter at få af vide hvordan det gik, som alle andre. Jeg regner ikke med noget. Jeg tror på frifindelse. Politimanden der havde spurgt nikkede og jeg kunne se at han tænkte sit. Igen var det aviserne der leverede varen; senest med fokuseringen på, at ham der hentede mad til mig havde slået en fotograf ned. Han sparkede vildt omkring sig og ramte mig på ben og lår, inden dele af mit udstyr fløj hen ad gaden, havde den dramatiske beretning fra Ekstra Bladets fotograf lydt i hans eget blad, dagen efter retsmødet. Hvordan han selv havde fremprovokeret situationen, fik læserne ikke indblik i. Ikke særlig klogt, var advokat Jens Saabo’s mening, men også han var fortørnet over fotografens provokerende opførsel. Til sagens sidste retsmøde havde jeg bedt mine Aalborg-brødre om at sende en mand der ikke havde noget imod at blive fotograferet!

Stemningen var fortsat god, men netop denne dag lå der også en afgørelsens spænding i luften. Min ekskæreste og veninderne havde sværest ved at skjule deres følelser. De to af mine brødre der overværede retssagen håbede på det bedste og en af dem kom over og omfavnede mig inden vi skulle i gang. Jeg tror du bliver frikendt, Jønke. Hende der domsmanden ligner min mormor på en prik. Jeg nægter at tro på, at min mormor dømmer en uskyldig mand, hviskede han. Journalisterne ville også vide hvordan min forsvarer og jeg mente at vi stod. Jens Saabo, smilede bare, mens jeg ikke turde lægge mig fast på andet end, at jeg burde frifindes. Du bliver sgu ikke dømt for det der, mente Ekstra Bladets mand på stedet. Trods tonen i artiklen om den nedslåede fotograf havde bladet de seneste par dage været noget mildere i beskrivelserne fra retssalen. De tre dommere trådte ind og det afsluttende retsmøde kunne begynde. Dommeren blev enig med forsvarer og anklager om hvordan de sidste detaljer omkring bevisførelse og procedure skulle foregå. Vi skulle se videoen en sidste gang, derefter høre anklagemyndighedens og forsvarets procedurer, samt eventuelt høre nogle afsluttende bemærkninger fra mig.

Anklagerens procedure

 Anklager Lotte Nielsen indledte sin sagsfremstilling med en kort gennemgang af selve hændelsen på restaurant Robin. Hvad der var sket, hvad alle parter var enige om og hvad anklagemyndigheden mente at jeg havde gjort. Jeg havde slået og sparket den døende Flemming Jensen. Det viste de tekniske undersøgelser i forening med de vidneforklaringer der forelå fra tidligere afhøringer af vidner, samt fra den indenretlige afhøring af vidnet Louise P. Hvad angik tekniske indicier og beviser, så var det lige før det var morsomt, at høre de to forskellige udlægninger retten blev præsenteret for. Lotte Nielsen var dygtig, klar i tale og charmerende, men hun havde ikke ret meget at hænge sin hat på. Jeg havde tit tænkt tanken, om hvad en anklager ville gøre hvis han eller hun under en retssag fik opfattelsen af, at den tiltalte var uskyldig. Udgangspunktet havde selvfølgelig været at jeg var møghamrende skyldig, men de mange retsmøder og diskussioner måtte have rykket noget både hos dommere, tilhørere, journalister, og ikke mindst anklager. Ville hun sikre sig en domfældelse nu, så måtte hun dykke ned i skuffen med beskidte tricks. Det gjorde hun ikke, men hun brugte de indicier og beviser hun havde på bedste vis.

 Min tilstedeværelse på gerningsstedet var ikke til diskussion. Jeg havde været der og havde på et tidspunkt været i kambolage med offeret. Desværre kunne videoen ikke kaste lys over den del af forløbet, men adskillige vidner havde tidligere forklaret, at jeg havde været aktiv deltager i volden. En efter en brugte hun vidnernes tidligere forklaringer, men måtte hver gang erkende, at de ikke havde fastholdt dem i retten. Om de var bange, chokerede, eller generelt ubehageligt til mode overfor det at afgive forklaring i en retssal, blev ikke fastslået, men det var dog en kendsgerning at flere af vidnerne var utrygge ved at skulle vidne i en sag hvor ”rockere” var indblandet. Louise P’s forklaring blev fremhævet som værende særdeles troværdig. Hun havde set Jønke sparke og trampe ikke mindre end ti gange. Hun havde først forladt værtshuset, men var kort efter vendt tilbage og havde henvendt sig til politiet for at afgive forklaring. Hendes indenretlige afhøring var blevet læst op og anklageren håbede at dommerne ville lægge megen vægt på den. Et andet vidne der blev fremhævet var Naja C., som under sagen havde skiftet forklaring og nu mente at have set mig trampe afdøde i hovedet. Hertil kom bekræftelserne fra de afhørende politifolk om at flere af vidnerne havde sagt, at de havde set mig sparke og trampe.

 Vel havde jeg afgivet nogenlunde enslydende forklaringer hele sagen igennem, men der havde jeg lagt mig tæt op af sandheden og tilpasset min forklaring hvad der ellers var kommet frem i løbet af efterforskningen. Eksempelvis var min forklaring om, at jeg havde revet mig løs af Flemming Jensens ben, blot en bortforklaring der dækkede over at jeg havde trampet ham i hovedet. Sammen med de øvrige dømte var jeg flygtet fra stedet og jeg havde været i færd med at vaske blod af mit tøj da jeg var blevet anholdt. Der var også blodspor fra den dræbte på min støvle, hvilket måtte siges at være et kraftigt indicium på at jeg havde befundet mig tæt på afdøde efter at han var væltet omkuld. Mit tøj blev beskrevet og mine støvler vist frem. Og så var der videoen. Anklageren beklagede den dårlige kvalitet, men selv om det ikke kunne ses på videoen at jeg havde deltaget i overfaldet på den liggende Flemming Jensen, så var det ikke ensbetydende med, at jeg ikke havde været med. Slagsmålet havde flyttet sig ud af kameravinklen og det var jo tydeligt, at jeg måtte have været endog særdeles tæt på begivenhederne, når man så hvorfra jeg trådte frem og ind i billedet igen.

 Anklager og forsvarers procedurer er noget af det mest kedelige der findes. Det er tørt stof – meget tørt! Og så indeholdt de altid en række tekniske analyser, forklaringer og gentagelser der kunne få selv det mest opvakte dampbarn til at falde i dyb søvn. Jeg hørte efter så godt jeg kunne, men selv om det var min fremtid det gjaldt fik jeg ikke det hele med. Lotte Nielsen fortsatte med den del af proceduren der omhandlede strafudmåling og dermed mine personlige forhold. Jeg var tidligere dømt for alvorlig kriminalitet og hun opremsede de mest markante domme, herunder drabsdommen fra 1989. Som tidligere voldsdømt og prøveløsladt måtte det forventes, at retten ville betragte det som skærpende at jeg nu igen havde udøvet vold. Og der var tale om særlig grov vold, idet jeg havde sparket og trampet en døende mand flere gange i hovedet. Knytnæveslaget, som jeg også var sigtet for, sprang hun let henover, formentlig fordi detaljerne og forklaringerne omkring den del af opgøret fremstod som noget nær idiotiske.

Jørn Jønke Nielsen skal straffes for særlig rå, brutal og farlig vold, efter straffelovens paragraf § 245 stykke 1., jævnfør paragraf § 247 stykke 1., paragraf § 247 (hvor straffen kan forhøjes med indtil 50 %) finder anvendelse når tiltalte tidligere er dømt for forsætligt vold, og det er Jørn Jønke Nielsen. Da Jønke fremstår som prøveløsladt og overfaldet er sket inden for dennes prøvetid, mener anklagemyndigheden at de 2078 dage der henstår af Jørn Jønke Nielsens reststraf må blive udløst. Såfremt retten ikke finder, at der fra Jønkes side har været tale om grov vold, ønsker vi ham straffet efter straffeloves paragraf § 244 (omhandlende almindelig vold). Og at der såfremt dette måtte blive tilfældet udløstes en betydelig del af hans prøve. For udenforstående kunne det lyde mærkeligt at anklageren – og senere forsvareren – foreslog mindre straffe efter såkaldte subsidiære (alternative) paragrafer, men det var almindelig procedure i enhver retssag. Kort sagt forlangte anklagemyndigheden mig idømt et års fængsel for grov vold, et halvt år oven i fordi jeg tidligere havde udøvet forsætligt vold, samt cirka fem år og fire måneders fængsel udløst fra min prøve. Den subsidiære begæring omhandlede fra seks til ni måneders fængsel, samt en mindre del af min prøve udløst.

Forsvarets procedure

 Jens Saabo rejste sig og indtog scenen. Efter at være blevet svinet godt og grundigt til var det rart at høre sin forsvarers stemme igen. Jens Saabo lagde ud med at give pressen en over nakken. Den havde for længst afsagt dom over mig og havde farvet sagen så alvorligt, at mange – ikke mindst sagens vidner – ligefrem troede at jeg var skyldig. Det havde de læst i avisen! Der havde i det hele taget hersket en oppisket stemning omkring min person fra start til slut og han håbede at retten var opmærksom herpå. Specielt den angst, som flere af vidnerne havde givet udtryk for, havde ingen bund i virkeligheden og reelt set intet med min person at gøre. Den var et resultat af skræmmekampagner, mediernes sensationslyst og visse politikeres populisme. Jørn Jønke Nielsen skal ikke dømmes fordi han er en kendt person, fordi han er medlem af en motorcykelklub, eller fordi der findes en irrationel frygt omkring hans person og miljø. Skal han dømmes så skal der være beviser på hans skyld. Det skal være fordi han er skyldig.

 Der er meget få tekniske beviser i denne sag – hvis nogen overhovedet. Der findes derimod en række politirapporter, hvorfra flere vidner er citeret for at skulle have sagt, at de har set min klient bruge vold overfor overfaldsmanden. Ingen af disse vidneforklaringer har været entydige og sammenhængende. De har været præget af skiftende forklaringer og selvmodsigelser, mens Jønkes forklaring har været den samme fra dag et. Vi har set videoen som i lang tid blev brugt af politiet til at holde min klient fængslet. Behøver jeg minde om, at alt hvad der ses på denne video bakker Jønkes forklaring hundrede procent op. Hvis vi ser bort fra politifolkene, der jo ikke er egentlige vidner men derimod partshavere, som jo logisk set skal bekræfte hvad de selv har skrevet, så har ingen vidner i retten med sikkerhed kunnet sige at Jønke deltog i volden mod Flemming Jensen. Han har været i kambolage med afdøde og forsøgt at fastholde ham efter at han har angrebet K, men det har jo nærmest været hans pligt at gribe ind når han ser en kammerat blive overfaldet, helt umotiveret. Vi ved fra personalet der arbejdede den aften; at der var fuldt hus på Robin, at ingen af Jønke og hans venner optrådte provokerende og at der herskede en god stemning indtil Flemming Jensen dukkede op.

 Et pænt stykke over hundrede vidner er blevet afhørt. Kun en lille håndfuld er blevet afhørt her i retten, men kendetegnende er det for dem alle; at de i høj grad har bemærket Jønkes tilstedeværelse på Restaurant Robin. De har beskrevet de personer Jønke stod med som kraftigt byggede mænd iført mørkt tøj – ganske som Jønke selv, men heller ikke mere. Ingen af dem har observeret det samme, ligesom mærkværdigvis ingen af dem har været særlig berusede! I et overfyldt værtshus, tilrøget, mørkt, og med larmende musik. Midt om natten og efter en så voldsom og chokerende oplevelse kan det ikke forventes, at nogen har kunnet danne sig et reelt billede af hvad der virkelig er foregået. Videoen viser, at selv efter slagsmålet er stoppet fortsætter folk med at danse kun få meter fra afdøde! Og det scenario bærer vidneforklaringerne så sandelig præg af. Sagens første vidne Niels H. har set mange ting, men han har hørt endnu mere fra andre vidner, der allerede samme aften har fortalt ham at Jønke er indblandet! Siden hen har han i avisreportager læst om og set billeder af Jønke. Ikke noget under at han efterfølgende har kunnet udpege Jønke som gerningsmand ved politiets fotokonfrontation! Efter at have hørt Niels H. her i retten kan der ikke herske tvivl om, at han har set det slag som overfaldsmanden gav K, og forvekslet Jønke med denne.

 Sanna J. kan ikke huske noget. Oplevelsen den aften har taget hårdt på hende og det forstår man når man tænker på hvor voldsomt det må være gået til. En mand bliver slået ihjel, lige der foran hende. I sådanne tilfælde er det den voldsomme hændelse der fokuseres på og efterfølgende kan det meget vel være, at man nævner den eneste person man kender. Sanna J. husker ingen andre end Jønke. Hun syntes endda at det var så spændende at han var der, at hun forud for slagsmålet havde været henne og tale med ham. Politiet siger; at den morgen hvor hændelsen fandt sted, var Sanna J. beruset og chokeret, men ikke mere end at hun blev fundet egnet til at gennemføre en afhøring. Ser vi på Sanna J’s forskellige forklaringer til politiet og her i retten, så er det faktisk umuligt at finde hoved og hale i hvad og hvem hun har set gøre hvad. Hun har ikke set K blive slået ned, men derimod har hun med 99 procents sikkerhed udpeget drabsmanden som en der ikke deltog i slagsmålet! Fra Sanna J’s første forklaring har vi også den af medierne meget brugte historie om at Jønke gav et sidste spark, hvorefter han med et smil forlod restauranten. Efter at have set videoen ved vi at det ikke kan passe, i det Jønke som en af de første trak sig bort fra området omkring slagsmålet og først forlod værtshuset et par minutter senere. Spørgsmålet er om vi overhovedet kan bruge forklaringer fra berusede vidner i en retssal?!

 Sanna J’s kæreste har heller ikke haft meget at fortælle. Anklageren forsøgte til en vis grad at få det til at se ud som om han var bange for at vidne og at det var årsagen til at han havde trukket sin forklaring tilbage. Sådan var det ikke. Bjarne J. var kommet i tvivl og var ikke længere sikker på, at det han troede han havde set, var hvad der virkelig var sket. Ydermere og for at understrege hvor lidet troværdige disse vidneforklaringer er, så vidste Bjarne J. ikke selv, hvor han stod da slagsmålet fandt sted. Havde det ikke været for videoen, så havde Bjarne J. fastholdt, at han stod i baren klods op af Jønke hvor han med ”hundrede procents sikkerhed så det ske”, mens det eskalerede. Det gjorde han ikke. Han stod et helt andet sted, nemlig oppe ved musikbaren, i den modsatte side af lokalet. Louise P. må siges at være politiets hovedvidne. Hun er blevet fritaget fra at vidne og vi har i stedet måttet nøjes med hendes forklaring fra det indenretligt forhør. Det siger sig selv, at det vanskeliggør forsvarets arbejde, at det ikke har kunnet lade sig gøre at afhøre Louise P. her i retten. Hun påstår at hun er blevet truet, men det ved vi ikke og uanset hvad blev det slået fast, at det ikke havde nogen forbindelse til min klint. Jeg ville godt have spurgt Louise P., om hvordan hun overhovedet kunne se noget igennem de mange mennesker der sad, stod, og dansede foran hende og det der skete. Hendes to veninder har ikke set noget. Tjeneren der stod lige bag hende på den anden side af baren, og som var ædru og kender stedet, kunne nok se at der var ballade, men ikke hvem der gjorde hvad!

 Heller ikke Rene O. har set noget. Jo han har set Jønke gøre en trampebevægelse, men den har Jønke forklaret og vist som et udtryk for at han måtte rykke sig fri af overfaldsmandens ben da denne blev væltet omkuld. I den forbindelse er det værd at holde fast ved, at vidnet har fortalt, at han ikke kunne se Jønkes eller nogen andres ben og fødder. En ståbar og for mange mennesker var i vejen for hans udsyn. Naja C., som vi alle husker som det vidne der pludselig skiftede forklaring og her i retten fortalte, at hun mente at have set Jønke trampe, havde heller ikke frit udsyn og har ikke kunnet se Jønkes eller for den sags skyld andres underkroppe. Hendes mange skiftende forklaringer taler for sig selv og understreger endnu en gang, at retten bør udvise stor forsigtighed med at tillægge vidneforklaringerne værdi i denne sag. Afhøringerne af anklagerens vidne Lykke C. har heller ikke kunnet fastslå at Jønke var aktiv deltager i volden. Tværtimod understreger Lykke C’s forklaring igen det farlige i de forestillinger der kan opstå når en efterforskning drejer sig om en kendt person. At også Lykke C. har været bange og forvirret i forbindelse med sagen er der ikke noget at sige til. Og at hun på et tidspunkt har troet at Jønke var med til volden, mens K – der jo er den reelle hovedmand i denne affære – ikke havde foretaget sig noget som helst, viser blot at man ikke bør bygge en efterforskning op omkring vidneforklaringer, der er foretaget mens de pågældende har været berusede og  stærkt chokeret.

 Vidnerne Dorte H. og Louise H. har begge fortalt her i retten, at Jønke ikke deltog i volden. Dorte H. stod tæt på begivenhederne, vi har set hende på videoen umiddelbart ved siden af K. Og Louise H. var så tæt på, at hun oven i købet forsøgte at stoppe volden. De har holdt øje med Jønke – som alle andre – men har altså ikke set ham sparke eller trampe på noget tidspunkt. Tilbage står nogle politifolks forklaringer om at de samme morgen havde fået fortalt, at det var Jønke der sparkede og trampede, samt Louise P’s forklaring fra det indenretlige forhør. Jeg mener ikke at retten bør lægge vægt på politifolkenes forklaringer, da vidneafhøringer hos politiet ikke er underlagt samme vidneansvar og kontrol som afhøringer i en retssal. Og hvad angår Louise P’s rolle, så har den jo været umulig at få afdækket, da hun ikke har villet give forklaring til retten. Derfor mener jeg heller ikke at retten kan lægge den til grund i behandlingen af skyldsspørgsmålet i denne sag. Tilbage står så anklagemyndighedens såkaldte tekniske beviser. Også der står det sløjt til. Vi ved fra lægeundersøgelser, at der ikke blev fundet spor efter slagsmål på Jønkes hænder, arme og ben. Han havde muligvis blod på tøjet, men det ved vi kun fordi Jønke selv har fortalt det. Det gør påstanden om at Jønke – og i øvrigt også den tidligere sigtede Peter der ikke er rejst tiltale imod – forsøgte at bortskaffe bevismateriale ved at vaske deres tøj, ligegyldig.

 At der fandtes to mikroskopiske blodpletter på Jønkes venstre støvle er ikke et bevis for at han har trampet og sparket afdøde i hovedet. Ingen, end ikke Louise P. har påstået at de kunne se Jønkes ben og fødder. Alle andre har troet eller ment, at de måske har set ham gøre noget, eller sagt at han ikke deltog i volden. Ifølge politiets erklæringer fra gerningsstedet var der blod overalt. På gulvet, siden af bardisken, barstolene. Jeg vil mene at det ville være underligt hvis ikke også Jønke havde fået blod på sig. Husk på at der er blevet stukket med kniv mere end en gang og at der var meget blod! Det er hvad anklageren har og det er altså ikke nok til at dømme min klient. Om Jønke er skyldig eller ej er selvfølgelig op til dommerne at afgøre, men det er værd at fastholde at enhver tvivl må komme den tiltalte til gode. Fra retsobducenten ved vi, at det ikke en gang er sikkert at Flemming Jensen har været udsat for grov vold. Naturligvis når vi ser bort fra knivstikkene som dræbte han, men den del af sagen er allerede afgjort.

Min klient er sidst dømt i 1988, med efterfølgende højesterets afgørelse i maj 1989. Det er altså tretten år siden at han sidst er dømt, og det for kriminalitet der ligger helt tilbage til 1984. Han har været prøveløsladt i mere end tre år og har intet ulovligt foretaget sig i mere end sytten år. Jønke har arbejde; han skriver bøger, holder foredrag og er redaktør på et mc-blad. Hans familieforhold er gode og vi har hørt fra ham selv, at han passer på med ikke at blive rodet ind i noget. Jeg kan efter det foreliggende kun påstå Jønke frifundet for hele tiltalen, men såfremt retten ikke kommer frem til samme resultat, så mener jeg at der højest kan være tale om at Jønke har udøvet vold efter paragraf § 244. Noget der ikke kan bære mere end fire til seks måneders fængsel, og da slet ikke udløse hans prøve.

 For mig var det alt eller intet. Jens Saabo og jeg havde diskuteret det med de subsidiære paragraffer og jeg havde været imod fra start af. Jeg er uskyldig og kan ikke acceptere anden argumentation end at jeg ikke skal dømmes. Men advokaten havde fået mig overbevist om, at sådan gjorde man uanset om folk var skyldige eller ej. Det vidste jeg godt, men denne her sag var jo netop noget særligt, fordi jeg var uskyldig. Nu var det anklagerens tur igen. Hun ville endnu engang gøre opmærksom på, at Jens Saabo ved den indenretlige afhøring af Louise P. havde haft rig lejlighed til at afhøre denne. Og at han havde haft lejlighed til at se videoen inden afhøringen af det fritagne vidne. Igen hæftede hun sig ved, at jeg først nogle måneder efter anholdelsen var kommet i tanke om, at jeg havde revet mig løs fra den afdødes ben, som en forklaring på hvorfor det kunne se ud som om jeg sparkede. Hun opfordrede dommerne til at dømme mig og se bort fra at vidnerne i retten ikke turde stå ved deres forklaringer.

Vi havde set videoen en sidste gang, hvorunder kriminalassistent Jesper Müller havde udpeget de forskellige vidner, dømte og mig. Endnu en gang var det blevet understreget, at min forklaring passede nøjagtigt til hvad man kunne se på videoen, men sjældent med vidnernes forklaringer. Det var også mit udgangspunkt da jeg som den sidste fik ordet: Jeg er ikke glad ved det der er sket, men jeg må understrege, at det ikke var os der gik i byen for at opsøge ballade. Flemming Jensen har ødelagt meget for mig og mine og jeg har intet godt at sige om ham. Hvis vi tager alle vidnerne og deres forklaringer, og det gælder også de vidner som er forsvarets, så er der ingen der har set og opfattet hvad der skete. Der er kun min forklaring, som jeg hele tiden har fastholdt. Sammenholdt med det findes der kun et vidne, som vi hundrede procent sikkert kan stole på. Det er videoen! Den er ikke chokeret eller påvirket af alkohol. Den lader sig ikke true, eller påvirke af medierne. Nej den viser blot hvad den har optaget. Og selv om den er af dårlig kvalitet, har det været muligt for retten at se en del af forløbet… Jeg pegede anklagende over på kriminalassistent Jesper Müller: Havde det ikke været for forsvaret var videoen end ikke blevet vist her i retten. Kun to af politiets folk kan betjene dette udstyr. Den ene er på ferie og jeg ved at Jesper Müller er kaldt tilbage fra et kursus for at medvirke her… Vi havde aftalt at Jens Saabo skulle sparke mig under bordet når jeg havde sagt nok. Jeg mærkede hans sko mod mit skinneben og holdt inde.

Dommer Hanne Fanø gav en lang frokost. Ved totiden ville retten blive sat for domsafsigelse, og hvis man på det tidspunkt ikke var færdige med at votere, ville alle få besked. Mine brødre gik ud for at spise, efter at de havde sørget for at sende bud efter smørrebrød til mig. Jens Saabo var ligesom jeg en smule nervøs. Han ville ud at gå en tur i det dejlige vejr. Jeg tror vi vinder, hviskede han til mig. Jeg kiggede overrasket på ham. Det var første gang siden de første uger i varetægt, at han havde sagt noget så uforsigtigt. Han smilede og gentog sig selv. Jeg tror du bliver frikendt. Også flere af journalisterne kom over og gav deres besyv med. De var spændte og flere af dem erklærede ligefrem, at de ville have Jens Saabo som advokat, hvis de en dag kom galt afsted. Men de mest spændte af dem alle var min ekskæreste og nogle af vores fælles veninder. De som ellers aldrig drak så tidligt på dagen, erklærede, at de måtte ud og finde et sted hvor de kunne få sig en drink.

 Klokken nærmede sig og jeg blev hentet ovenpå igen. Alle var kommet og var klar til at høre afgørelsen, da en af referenterne kom ud fra dommerværelset og meddelte, at der ville gå yderligere 45 minutter. Pigerne var ved at gå til af nervøsitet og jeg må indrømme at spændingen steg for hvert minut der gik. Selv om det kunne ende med lidt af hvert var det en alt eller intet afgørelse for mig. Endelig gik døren op og ind kom ikke bare referenten, men også de tre dommere. Retsformand Hanne Fanø bad mig indtage stolen i midten og gjorde sig klar til at læse dommen op. Hun virkede lige så neutral som altid og der var heller ikke meget at se på de to øvrige. Domsmandens ansigt var som hugget i sten, mens domskvinden så varm og venlig ud, som hun havde gjort under hele sagen. Hun ligner sgu også min mormor, tænkte jeg. Tiltalte Jørn Jønke Nielsen. Retten finder det ikke bevist, at du har tildelt afdøde Flemming Jensen det knytnæveslag som du ifølge anklagen har været tiltalt for. Den var god nok, men den var også ventet. Det var sparkene og trampene det handlede om og ikke de totalt useriøse sigtelser for knytnæveslaget. Retten finder det heller ikke bevist, at du har udøvet vold i form af tramp og spark imod Flemming Jensen. Glæden brød ud i den lille retssal. Vennerne på tilhørerrækkerne kunne ikke holde sig tilbage. Der blev klappet og jeg blev omfavnet bagfra. Jens Saabo var lutter smil, og hverken dommerne og anklageren kunne undgå at lade sig påvirke af den glade stemning. Jeg var en fri mand.

Dokument:

Retten i Aalborg

Udskrift af dombogen

Den 5. april 2002 blev der ved retten i Aalborg, 9. afdeling, i sagen

SS nr. 9.00827/02

Anklagemyndigheden

mod

Jørn Jønke Nielsen

cpr. nr. xxxxxx-xxxx

Ægirsgade 20, 4. sal

2200 København N.

afsagt følgende:

D O M :

 I denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales Jørn Jønke Nielsen ifølge anklageskrift af 1. marts 2002 til straf for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jfr. § 247, stk. 1 – legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter – ved den 12. august 2001 omkring kl. 02.50 på restauration ”Robin”, Jomfru Ane Gade 15 i Aalborg, som tidligere straffet for forsætligt legemsangreb at have tildelt Flemming Jensen et knytnæveslag i ansigtet samt efterfølgende adskillige gange at have sparket og trampet den liggende Flemming Jensen i hovedet og på kroppen.

Tiltalte er tidligere straffet, senest ved Østre Landsrets nævningetings dom af 18. august 1988 som stadsfæstet af Højesteret den 9. maj 1989 med fængsel i 16 år for manddrab og overtrædelse af våbenloven. Tiltalte blev prøveløsladt den 1. juli 1998. Prøvetid 5 år. Reststraf 2.078 dage.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Domsmandsrettens bemærkninger:

 Vidnet Niels HXXX forklaring forekom usikker, og det kan ikke afvises, at hans udpegning af tiltalte som gerningsmand til et slag mod forurettedes hoved har været præget af hans samtale med et andet vidne og den omstændighed, at han har set sagen og tiltaltes billede i pressen forud for fotokonfrontationen, hvor han udpegede tiltalte. Endvidere har vidnet på videoen udpeget Jesper Østenkær Kristoffersen som tiltalte. Der er herefter ikke bevis for, at tiltalte har slået forurettede med et knytnæveslag i hovedet.

Vidnerne Sanna JXXXog Bjarne JXXXog Lykke XXXX C XXXXhar i retten ikke kunne erindre noget om, at de på Robin skulle have set tiltalte udøve vold, således som de skulle have forklaret til politiet henholdsvis den 12. august og 10. september 2001.

Vidnet Louise P XXXX er blevet fritaget for at afgive forklaring i retten under domsforhandlingen, og hendes forklaring den 21. august 2001 i retten er dokumenteret.

Efter vidnerne Dorte H XXXX og XXXXLouise H XXXX XXXXXXforklaringer i retten, finder retten ikke, at de ovenfor nævnte forklaringer til politirapport og indenretligt kan tillægges afgørende betydning. Retten har herved tillige lagt vægt på hele situationen  på Robin, de mange mennesker, det sene tidspunkt og værtshusmiljøet, samt det korte forløb.

Retten finder ikke, at vidnet Naja C XXXX forklaring kan tillægges nogen vægt, idet vidnet trods flere afhøringer hos politiet først under domsforhandlingen ca. 7 måneder efter episoden har forklaret, at tiltalte udøvede vold.

Vidnet Rene XXX O XXXX har forklaret, at han så tiltalte lave en trampebevægelse, men har ikke kunnet se tiltaltes fod. Sammenholdt med tiltaltes forklaring om hans bevægelser for at komme fri af forurettede, findes dette vidnes forklaring heller ikke at kunne udgøre bevis for, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.

Tiltalte vil herefter være at frifinde.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 12. august 2001, herunder i isolation frem til den 11. oktober 2001.

T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

 Tiltalte Jørn Jønke Nielsen frifindes.

Det offentlige skal betale sagens omkostninger.

Hanne Fanø

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Retten i Aalborg, 9. Afdeling, den 9. april 2002.

1. d. v.

Ulla Hansen

overassistent

Jörn Jönke Nielsen

[the_ad_placement id=”manual-placement”]