Retssamfund eller misbrug af magt ?

In Okategoriserade by Stejlborg

PayBack Danmark har modtaget en historie fra den mørke side af bikernes virkelighed. En motorcyklist er ved et rutinestop af politiet blevet udsat for behandling der med al sandsynlighed betyder, at han er blevet registreret i ”rocker” registreret uden at have overtrådt straffeloven eller har anmærkninger på sin straffeattest.

Beskrivelsen af episoden:

Citat: ”Grunden til at jeg tror at jeg måske står i registret er, at jeg forrige år blev standset af 2 betjente en dag jeg kom kørende på min gamle Harley.

De kiggede lidt på min cykel og kommenterede lidt på min sidemonterede nummerplade, og at jeg kørte lidt for stærkt. Men det var ikke derfor de stoppede mig, men mere pga. mit rygmærke som de ikke kendte.

Jeg fortalte at vi var en lille klub som holdt til udenfor en lille nærliggende by. De ville så have billeder af mig og min vest og mine personlige info, og så skulle jeg lige visiteres.

Inden de kørte, spurgte jeg hvad de skulle bruge alt det til, hvortil de svarede, at det var til deres register. Jeg spurgte om det var “rocker” registreret og det bekræftede de. Da Jeg spurgte om årsagen til, at jeg skulle stå der når jeg ikke havde gjort noget, så svarede de at det var rutine.”

Om manden kan vi oplyse følgende. Han er 43 år gammel, selvstændig motorcykelmekaniker fra Midtjylland. Gift og far til 2 drenge. Bor i eget hus i villakvarter. Medlem af en lille uafhængig mc klub. Har kørt mc i 22 år.

Han er aldrig dømt for noget kriminalitet. Hvilket nok kan passe på en stor del af de mandlige MC’ister i Danmark. Han kan ikke engang få af- eller bekræftet om han er i ”rocker” registret. Se dokumenterne i artiklerne som svar på hans anmodning om aktindsigt. De afviser, at give svar på om han er registret.

Se svar på hans anmodning om aktindsigt: Afslag på indsigt

“Rocker” eller “rocker-relateret” det er det store spørgsmål.

Er du “rocker”? eller “rocker-relateret”, det er faktisk ikke så simpelt et spørgsmål som det lyder og svaret er helt umuligt, at få svar på fra myndighederne.

Hr & Fru ligusterhæk ved godt hvem “rockerne” er, det er alle de slemme knallertbøller nede på centerpladsen. Men nu handler dette ikke så meget om, hvem der tror hvad om andre, men om det faktum, at man i Danmark kan blive registreret i et “rockerregister”. Og det er også for at være familie, ven, arbejdskollega osv., til en der er “rocker”.

Denne registrering giver helt automatisk en begrænsning af dine rettigheder i Danmark, vi ved godt, at det lyder som noget der foregår i Kina, men det er dit Danmark vi taler om.

Denne registrering betyder følgende – begrænsning af arbejdsmuligheder, begrænsning af ind/udrejse til visse lande, begrænsning af den frie bevægelighed, samt ophold og forsamlingsfrihed.

Listen er blot eksempler, men konsekvenserne er bestemt ikke begrænset til disse eksempler. Når nu vi har dette Stasi lignende register i Danmark, så kan almindelige borgere vel ikke komme deri, det er forhåbentligt kun bøllerne nede fra centerpladsen tænker du. Eller gælder det også almindelige borgere?

Man tænker, at man som minimum ihvertfald kan få oplyst om man er blevet stemplet som andenrangs borger. Hertil er svaret et rungende nej. Du kan ikke få oplyst om du er blevet diskvalificeret som almindelig borger i Danmark og stemplet som “rocker” eller “rocker-relateret”.

Vi er ved langsomt at afskaffe hele vores retssamfund for bikere og alle de grundlæggende principper i vores samfund, med alle disse lovændringer og såkaldte lovpakker. Og ingen kan få svar på om alle disse lovpakker og lovændringer berører dem, for du kan ikke få svar på et meget simpelt spørgsmål, et spørgsmål vi har stillet igen og igen. Er jeg “rocker” ?

For mange et ligegyldigt spørgsmål, men for den enkelte der er registreret hos politiet helt essentielt for, at leve et liv som alle andre borgere i Danmark, da en registrering har indflydelse på hvem du må omgås, hvor du bor og hvilke lande du kan rejse til.

(Mandens identitet og klub er kendt af PayBack Danmark, men udeladt her grundet manden ønsker anonymitet – Coverbillede er modelfoto).